Søren Bjelke

Søren er en meget erfaren rejseleder med ekspertise i Centralasien og andre tidligere Sovjet-stater.

Søren Bjelke - rejseleder for Viktors Farmor i Centralasien

Søren har været rejseleder i mere end 20 år med over 150 ture i det tidligere Sovjetunionen, Japan og Sydøstasien plus det løse. Han er bosiddende i København og uddannet fra Københavns Universitet med russisk som hovedfag og japansk som bifag. Han har undervist på Folkeuniversitetet i Centralasiens og de store persiske rigers historie og kultur, samt om Silkevejen og de 5 stan-landes forhold til Rusland i dag.

Søren var første gang i Rusland i 80'erne da det hed Sovjetunionen, og senere er det blevet til utallige ophold, et semester på statsuniversitetet i Skt. Petersborg og grupperejser samt en tur med den Trans-Sibiriske jernbane fra Skt. Petersborg til Vladivostok, hvor han endte med at bo hos familien han havde delt kupe med på togturen.

Søren følger ivrigt med i udviklingen af det moderne Rusland, men også hvor Ukraine og landene i Kaukasus og Centralasien er på vej hen. En udfordrende balancegang for de nye selvstændige lande, der nu skal finde egne ben at stå på, både i forhold til sine nabolande, men også til Putins Rusland. Han taler russisk og kan således begå sig i hele det tidligere Sovjet. Dette er ofte en nøgle, der åbner døre til nye oplevelser for både gæster og ham selv, hvilket er et ekstra krydderi for alle på rejsen.

Søren nyder også at besøge Baltikumlandene og dele ud af sin viden om området. 

Hvis han ikke er ude kan man om sommeren muligvis finde ham på cykel i Mols bjerge eller nede ved stranden i Begtrup Vig.

Viktors Farmors rejseleder Søren Bjelke i Bukhara i Uzbekistan

Rejs med Søren Bjelke