Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Indien: Fugle- og naturrejse

Safari i Nordøstindiens dyrerige nationalparker

Vi skal vi på en rejse, hvor naturen er i højsæde. Vi besøger en perlerække af de bedste naturområder i Assam, og vi tager os god tid til at kigge efter både dyrene og fuglene.

Priser fra

29.990 kr.

Max. 16 deltagere

14 dages rejse

Start din rejse her

Den nordøstlige delstat Assam er et paradis for naturelskere. Omkring 35% af staten er dækket af skov, og i de adskillige nationalparker har en række af Indiens mest ikoniske dyr og fugle fundet tiltrængte fristeder. 

Højdepunkterne er nationalparkerne Manas og Kaziranga, hvis kolossale biodiversitet har sikret dem begge en plads på UNESCOs Verdensarvsliste. Kaziranga er sandsynligvis det bedste sted i verden at opleve de sjældne asiatiske næsehorn. At parken derudover er hjem for et væld af andre dyr samt en af verdens tætteste koncentrationer af tigere, gør den kun ekstra spændende.

Men vi besøger også det mindre kendte Hoollongapar Gibbon Sanctuary, hvor vi går på udkig efter Indiens eneste primat, samt Nameri National Park, der er kendt for sit rige fugleliv – og netop fugle er der mange af i Assam. Mere end 1.200 fuglearter inkl. underarter er registeret, så vi kan roligt finde kikkerterne frem og glæde os til naturoplevelser i verdensklasse.

5 gode grunde til at rejse til Indien med Viktors Farmor:

  • Nyd biodiversiteten i Himalayas forbjerge i Manas National Park
  • Kig efter næsehorn, tigre og et væld af andre dyr i Kaziranga National park
  • Gå opdagelse efter Indiens eneste primat i Hoollongapar Gibbon Sanctuary
  • Oplev det rige fugleliv i Nameri National Park
  • Bliv klogere på naturen, dyrene og fuglene med en af vores utroligt dygtige lokalguider

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark

    Fra Danmark sætter vi kurs mod Indien. Vi flyver fra Københavns lufthavn, medmindre en anden lufthavn er nævnt ud for rejsens afrejsedato.

    Måltider: Mad på flyet.

  • Dag 2

    Delhis parker og et fantastisk gravmæle

    Vi ankommer til Delhi om morgen. Her står vores chauffør og lokalguide klar til at byde os velkommen. Efter den lange flyvetur er det godt at komme ud og strække benene. Så vi kører til det store parkområde Lodi Garden i hjertet af Delhi. Parken er et populært udflugtsmål for storbyens indbyggere, der kommer for at nyde de grønne omgivelser og de gamle gravmæler fra Sayyid-, lodi og mogulernes æra. Vi går en tur og nyder både området og stemningen. Med held får vi måske øje på et par af parkens farvestrålende parakitter.

    Frokosten nyder vi på en restaurant, inden vi fortsætter i bus forbi India Gate, der står som et mægtigt monument for de indiske soldater, der kæmpede og døde for briterne under Første Verdenskrig. Vi gør også hold ved Hamayun’s storslåede gravmæle. Graven ligger i et stort, klassisk haveanlæg og er et pragteksemplar på mogulernes arkitektur og håndværk fra midten af 1500-tallet. Dernæst går turen til hotellet, hvor resten af dagen er fri til at slappe af ovenpå rejsen.

    Måltider: Mad på flyet og frokost.

    Overnatning: Dehli

  • Dag 3

    Via Guwahati til Manas National Park

    Vi kører tilbage til lufthavnen for at flyve til Guwahati. En flyvetur på ca. 2,5 timer, der fører os dybt ind i det nordøstlige Indien. Med sin befolkning på ca. 1,3 millioner er Guwahati den største by i delstaten Assam. Vi bliver dog ikke længe for at nyde storbylivet. I stedet kører vi nordpå mod de bakkede landskaber i grænselandet mellem Indien og Bhutan.

    Her, for foden af Himalayas skovklædte bakker, ligger nationalparken Manas. Området blev beskyttet allerede i 1928, om end den lokale maharaja-familie stadig brugte det til jagt. Jagt er siden blevet forbudt, og området er blevet udvidet betydeligt for at beskytte den enorme biodiversitet af dyr, fugle og planter, der lever i de tætte skove. I 1970'erne blev nationalparken en del af det storstilede Projekt Tiger, der skulle forsøge at rede den bengalske tiger, og i 1985 blev Manas optaget på UNESCOs liste over verdens naturarv. Så det er et både vigtigt og særdeles spændende naturområde, vi skal udforske over de kommende dage.

    Vel fremme indlogeres vi på et resort, hvor dagen slutter med middag.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Manas National Park

  • Dag 4

    Safari i Manas National Park

    Allerede i det tidlige morgengry er vi klar til den første safari i Manas.

    Tigre og elefanter er uden tvivl Manas mest berømte dyrearter. Men også vilde bøfler og asiatiske næsehorn holder til i skoven, som de deler med blandt leoparder, træleoparder, gaur og læbebjørn. Byttedyr er der nok af til de mange rovdyr. Både chitalhjorte, sambahjorte, svinehjorte og barasingahjorte græsser i skovbunden. Det samme gør en sjælden art at pygmæ-vildsvin, og i trækronerne kan vi være heldige at se makakker, langurer og med held gibbonaber, hvis melodiske sang gjalder gennem skoven.

    Fuglelivet er lige så rigt. Cirka 380 fuglearter er registeret i parken. De store næsehornsfugle og farverige biædere er måske de mest iøjnefaldende. Men listen tæller også stor florikan, adjudant, rødhalset rynkenæb, askekronet prinia, sortøret papegøjenæb, forskellige arter af bulbul, kalijfasan, rustand, purpurminivet, broget næsehornsfugl, grå toko og mange flere. Blandt rovfugle kan nævnes fiskeørn, slangeørn, pellas fiskeørn samt en række forskellige falke og høge.

    Hvilke dyr og fugle, vi ser, er naturligvis et spørgsmål om held. Men de lokale naturguider kender området og dets dyreliv indgående, og de vil gøre deres bedste for at give os et indtryk af områdets natur.

    Efter vores første safaritur i Manas kører vi tilbage til hotellet, hvor vi har fri til at slappe af midt på dagen, inden endnu en safaritur venter ud på eftermiddagen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Manas National Park

  • Dag 5

    Endnu en dag med safari i Manas National Park

    Vi har en hel dag mere til at udforske Manas National Park. Dagen byder både på morgen- og eftermiddagssafari med tid til afslapning i de varme timer midt på dagen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Manas National Park

  • Dag 6

    Til Nameri National Park

    Det er tid til at tage afsked med Manas-nationalparken. Men flere store naturoplevelser venter, når vi kører til Nameri National Park. Turen er på ca. 225 km, så det tager en god del af dagen. Men turen giver et godt indtryk af livet i denne afsidesliggende og sjældent besøgte del af Indien.

    Vel fremme indlogeres vi på vores hotel, hvorefter resten af dagen er fri til at slappe af eller udforske området omkring hotellet på egen hånd.

    Målider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Nameri National Park

  • Dag 7

    Gåtur og sejltur i Nameri National Park

    Også i dag står vi tidligt op for at opleve det rige fugleliv i de tidlige morgentimer. Sammen med en ranger fra nationalparken går vi en tur ind i nationalparken på udkig efter områdets mange fugle. Med næsten 400 registrerede fuglearter, hvoraf nogle er meget sjældne, anses Nameri for at være blandt Indiens bedste fugleområder.

    Turen fører os både gennem tæt tropisk skov og udtørrede flodlejer, hvor vi kan være heldige at se arter som ibisnæb, pungrynkenæb og rødhalset rynkenæb. Også isfuglefamilien er velrepræsenteret, og både herkulesisfugl, blåøret isfugl, toppet stødfisker og violetisfugl holder til langs parkens veje. Men parkens mest berømte fugl er nok den sjældne hvidvingede and. En opgørelse i 2002 viste, at der findes omkring 800 hvidvingede ænder i hele Sydøstasien. Ca 450 af disse menes at leve i Indien, Burma og Bangladesh, og Nameri National Park er et af artens sidste tilholdssteder. Det kræver dog meget stort held at se denne sjældne fugl i vild natur. 

    Efter gåturen vender vi tilbage til hotellet, hvor vi spiser morgenmad og slapper af inden eftermiddagens tur ind i parken. Denne gang står vi til søs på Bhoroli-floden, hvor vi lader os føre med strømmen ned ad floden. Der er ikke tale om vild riverrafting med turbulente strømhvirvler, men derimod en afslappende måde at udforske parken på. Her kan vi læne os tilbage og nyde landskaberne og ikke mindst fuglelivet langs flodbredden. Sejlturen tager typisk ca. 3 timer plus de stop, vi måtte gøre på vejen. Tilbage på landjorden går turen mod hotellet, hvor middagen serveres.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Nameri National Park

  • Dag 8

    Jeepsafari i Kaziranga National Park

    Et af turens helt store højdepunkter venter forude, når vi kører mod Kaziranga National Park og vores hotel for de kommende 3 nætter. Det er ikke nogen lang køretur, så vi har tid til at få de første oplevelser af nationalparken på en jeepsafari allerede om eftermiddagen.

    Kaziranga er først og fremmest kendt for sin bestand af indiske næsehorn, der blev jaget til kanten af udryddelse i det 19. århundrede. Da det så sortest ud, var bestanden i Kaziranga efter sigende nede på omkring 20 individer. Den dag i dag er næsehornene et utroligt sjældent syn de fleste andre steder i regionen. Men i disse flade landskaber dækket af sumpe og højt elefantgræs, har næsehornene fundet et vigtigt fristed, og i dag er bestanden af næsehorn i Kaziranga vokset til omkring 2.400 dyr. Så chancerne for at se de pansrede kæmper i vild natur er langt højere her end noget andet sted. Det har sikret Kaziranga en plads på UNESCOs Verdensarvliste. Vi kigger naturligvis også efter parkens mange andre dyr, inden turen går tilbage til hotellet ved skumringstid.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Kaziranga National Park

  • Dag 9

    Safari i Kaziranga National Park

    Dagen byder på både en morgen- og eftermiddagssafari. Næsehornene er områdets mest kendte dyr, men også asiatiske vandbøfler og en sjælden underart af sumphjorte har gode kår i de vandfyldte landskaber, hvor de har selskab af en betydelig bestand af vilde elefanter. Adskillige mindre kattearter såsom junglekatten, fiskekatten og leopardkatten skjuler sig i det høje græs. Det samme gør deres større artsfæller leoparden og den smukke træleopard, om end de sky dyr sjældent ses. Også omkring 135 tigere jager i Kaziranga, hvilket gør parken til et af de steder i verden med den højeste koncentration af tigre. Det kræver held at se en tiger i sine naturlige omgivelser. Men chancerne er der bestemt.

    Det er også værd at kigge efter de mange andre pattedyr såsom desmerdyr, ræve, jackaler, brillebjørne, grævlinger og flyveegern. Derudover kan vi være heldige at få et glimt af ni af Indiens 16 abearter. Fuglelivet er naturligvis også fantastisk, så vi kan roligt se frem til en spændende dag med store naturoplevelser.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Kaziranga National Park

  • Dag 10

    Safari i Kaziranga National Park

    Vi har heldigvis endnu en hel dag med både morgen- og eftermiddagssafari i Kaziranga. Foruden de store pattedyr, er Kaziranga også kendt for sit rige fugleliv. Omkring 500 arter er observeret i parken. Deriblandt alle Indiens treron-arter samt både den store hvide pelikan og krøltroppet pelikan. Også den sorthalsede trane samt adskillige næsehornsfuglearter lever i parken. Det samme gør kalijfasan, grå påfuglefasan, okkertræand, indisk gås, indisk dværgand, pletnæbbet and og mange, mange flere. Dertil kommer de mange rovfuglearter såsom kejserørn, stor skrigeørn, Pallas fiskeørn, stor gråhovedet havørn samt en række mindre rovfugle. Så der skal nok være rigeligt at kigge efter i dag også.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Kaziranga National Park

  • Dag 11

    Mod Jorhat gennem te-plantager

    Vi nyder en stille og rolig morgen på hotellet, inden vi forlader Kaziranga og kører mod Jorhat. Turen fører os gennem et område med mange te-plantager. Vel fremme indlogeres vi på vores hotel, hvorefter resten af dagen er fri på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Jorhat

  • Dag 12

    På udkig efter Indiens eneste menneskeabe

    Vi står tidligt op for at tage på en udflugt til Hoollongapar Gibbon Sanctuary ca. 20 km. udenfor Jorhat. Området er hjem for hoolock-gibbonerne, der er den eneste fritlevende art af menneskeabe i Indien. Vi starter med at gå en tur i skoven for at kigge efter gibbonerne, der let og elegant svinger sig mellem trækronerne med deres lange arme. Med lidt held hører vi måske også deres melodiske kald. Andre spændende dyr samt fugle lever naturligvis også i skoven og i de omkringliggende te-plantager, som vi holder øje med. 

    Hvis tiden tillader det, kører vi senere på dagen ned til Brahmaputra-floden for at kigge efter fugle. Det er en af Asiens store floder. Fra sit udspring ved det hellige Kailashbjerg i det vestlige Tibet til udløbet i Den Bengalske Bugt leverer floden livgivende vand til millioner af mennesker og dyr langs dens løb.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad. 

    Overnatning: Jorhat

    OBS: På rejsen i november 2025 og fremad, kører vi ikke til Brahmaputra-floden om eftermiddagen. 

  • Dag 13

    Tilbage til Delhi

    En lang køretur fører os tilbage til Guwahati, hvorfra vi flyver til Delhi. Her indlogeres vi på vores hotel for natten, inden dagen afsluttes med afskedsmiddag sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Delhi

  • Dag 14

    Hjemrejse

    Når tid er, går turen til lufhavnen, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad (hvis afgang er efter morgenmad) samt mad på flyet.

Hvad siger vores gæster

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Indien

  • Pas og visum

    Der kræves visum til et besøg i Indien.

    Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed, være maskinlæsbart og minimum have to blanke sider tilbage.

    Visum skal søges online inden afrejse. Der kan ikke søges om e-visum tidligere end 30 dage før indrejse i Indien. Vi sender en vejledning til ansøgningen ca. 30 dage inden afrejse fra Danmark. Online-visum koster pt. 25 USD. Det søges her

    Man kan også vælge at søge visum på Indiens ambassade i København. Men det kræver, at de får passet indleveret fysisk. Se mere om proceduren og dagsprisen på Indiens ambassades hjemmeside. 

    Ønsker I, at Viktors Farmor søger om visum på jeres vegne koster det 1250 kr. i administrationsgebyr plus de 25USD for selve visummet.

    Viktors Farmor sender besked til rejsernes tilmeldte, når der er garanteret afrejse. Søg ikke visum inden da. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales tyfusforebyggelse ved rejser i Indien over to uger. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Indisk valuta er rupees (INR). Der går ca. 10 danske kroner på 120 rupees.

    Kreditkort kan bruges i større forretninger. Man kan ligeledes hæve penge fra kreditkort i hæveautomaterne, der i Indien hedder ATM. Der er ATM-automater i de næsten alle større byer.

    Men det til trods er det altid en god ide også at have kontanter, da mange små butikker og restauranter kun tager imod kontanter. Bemærk at det er forbudt at indføre og udføre indiske rupees i Indien. Så medbring amerikanske dollars eller euro, der kan veksles til rupees til en god kurs i Indien.

  • Specielt for Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya

    Rejsen Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya er en Viktors Farmor adventurerejse.

    En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men hvor man skal være forberedt på at have en vis spejderånd og overbærenhed, både hvad angår indkvartering og ændringer i programmet undervejs. Disse rejser er mere strabadserende end de øvrige ture i programmet.

    Læs mere om adventurerejser her.

    Dette er en ægte eventyrrejse for dem, der vil ud på kanten af verden. Det er ikke som sådan nogen hård tur, og vi skal ikke gå ret meget. Men vi kommer højt op, og vi kommer derud, hvor hotellerne ikke altid har danske standarder, og ikke alt fungerer 100% som derhjemme. Der er desuden lange køreture ad hullede bjergveje. Det skal man være klar på for at få det fulde udbytte af rejsen.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Specielt for Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar - Højdesyge

    På rejsen Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar tilbringer vi tid i højden, så vi har sørget for at sætte tid af til akklimatisering. Det sker især i Leh, som vi flyver til, og som ligger i 3500 meters højde. Højdesyge kan opstå og viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Den mest normale form for højdesyge er ovre efter to-tre dage. Det kan ofte afhjælpes ved at undgå at blive afkølet samt ved at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.

    Tager du medicin, har KOL eller lider du af en hjertesygdom eller anden sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i et vist omfang kan forebygge højdesyge. Spørg hos din læge eller henvend dig til Rejsemedicinsk Klinik, www.rejsemedicin.dk

  • Måltider

    Maden på rejsen vil i langt de fleste tilfælde være indisk om end i en mildere version, end lokalbefolkningen foretrækker det. 
    Der vil være dage uden mulighed for købe alkoholiske drikkevarer. 

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Indien har selvvalg fra Danmark. Tryk 0091 + omr.nr + abn.nr. Fra Indien til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges fra Indien. Mobiltaksten afhænger af dit teleselskab. Det er billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i kiosker med ISD skilte. Her koster det ca. en krone pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.

    Internet. Der er efterhånden wi-fi på langt de fleste hoteller og et stigende antal restauranter i Indien. Mange steder gratis, nogle steder mod en beskeden betaling. Det er også muligt at bruge mobildata på telefonen de fleste steder - men tjek lige priserne hos dit teleselskab i Danmark inden afrejse, da det ofte er en dyr fornøjelse. 

  • Elektricitet

    Strømstyrken er 230 volt. I det meste af Indien benyttes type D stik, så man bør medbringe adapter.

  • Drikkevand

    Det frarådes på det kraftigste at drikke postevand fra hanen. Mineralvand kan købes overalt til billige penge.

  • Drikkepenge

    På grupperejser med Viktors Farmor er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. Det sagt, er man naturligvis velkommen til at give en ekstra skilling til chaufførerne eller lokalguiderne, hvis man har lyst. Men der er absolut ingen krav om dette. 

    Derimod er det vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. svarende til ca. 7 kr (1 amerikansk dollar), hvis man får båret sin kuffert til og fra hotelværelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer og måltider, man selv betaler. I forbindelse med de måltider, er er inkluderet i rejsens pris, er drikkepenge ikke inkluderet, så her er det også vigtigt at ligge lidt. Skopassere og andre, der yder en service, forventer også en skilling. Der er mange, der forventer drikkepenge i Indien, men beløbende er ikke store. Forvent at bruge ca. 100-150 kr. i alt på drikkepenge til restauranter og hoteller på en rejse på ca. 13 dage.

    På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet.

     

  • Foto

    Indien er et paradis for fotogragfer. Motiverne står i kø, og alt virker eksotisk og farverigt. Men vis respekt! Især i forbindelse med fotografering af mennesker. Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej, hvis det er svaret. Især mange ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes. Der findes også helligdomme, hvor det ikke er tilladt at fotografere indendørs. 

  • Påklædning

    Indernes holdning til påklædning er ret afslappet. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. Lårkort nederdel eller shorts til kvinder er ikke velset alle steder (f.eks. i templer og i større byer). Ligeledes skal man helst dække sine skuldre.

    På rejserne til Indien fra november til marts er det koldt om natten, hvorfor en god, varm jakke og måske endda et sæt skiundertøj vil være værd at medbringe. Især hvis man skal på tigersafari i det tidlige morgengry. Dagene er dog som regel varme og solrige. På rejserne til det tropiske Sydindien vil temperaturene være betydeligt højere om vinteren. 

    Bemærk at det kan være koldt i Himalaya. Også om sommeren. Derfor er det vigtigt at have tøj med til køligt klima på rejserne til Spiti, Ladakh og Zanskar. Typisk vil det dog blive behageligt varmt midt på dagen, hvorfor lag-på-lag-princippet er ideelt til rejser i disse områder, hvor betydelige temperatursvinger kan forekomme. 

    Nogle rejsende foretrækker at medbringe et par sokker, de kan have på under besøg i de buddhistiske klostre i Himalaya. Nogle steder er det helt i orden at have strømper på, mens det andre steder er påkrævet at have bare tæer. 

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe tøj, tæpper, lædervarer, kunsthåndværk, bøger osv. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser.

    I flere byer kan man opleve, at der er nogle (specielt taxa- og rickshawchauffører), der med vold og magt søger at få turister til at købe ind i ganske bestemte forretninger. De lokker gerne med, at det er deres bror, onkel eller nevø, der har en forretning, og som vil give særlig gode priser. Det er kun et fif. Sørg for altid at handle uden at have en inder med: Vedkommende forventer nemlig provision.

  • Prisniveau

    Der er kæmpe forskel på prisniveauet i Indien alt efter, hvor man bruge pengene. Her er alt fra billige gadekøkkener til nogle af verdens fineste hoteller med tilhørende restauranter. De fleste vil nok befinde sig et sted mellem disse to ekstremer - og her er prisniveauet meget rimeligt. 

    En frokost koster typisk 50 kr, men man kan også klare den for 5 kroner, hvis man vil! En øl på en restaurant kan koste op til 40-50 kr, men den kan også findes billigere. Vin er dyrt. Kaffe og te: Alt mellem 20 øre og 20 kroner. 1 flaske vand (1,5 liter) 3-5 kroner.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    E-cigaretter er forbudte i Indien. De kan risikere at blive konfiskeret ved indrejse eller udrejse. 

    Vandrestave, hvis du ønsker at medbringe sådanne, skal i den indtjekkede bagage.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    November til marts er klimamæssigt de bedste måneder i det nordlige Indien. Bemærk dog, at det kan være køligt morgen og aften i disse måneder. Så det er en god idé at medbringe en trøje og en let vindjakke. Et sæt termo-undertøj fylder ikke meget i kufferten, og kan være en rigtig god ide for at tage højde for eventuelle kolde nætter. Der er nemlig ikke altid varme på hotellerne i Indien. 

    I Himalaya helt mod nord, er det dog bedst i sommermånederne. I Spiti er maj og juni samt fra midt september til start oktober bedste periode. I juli og august regner det i Kinnaur. Det gør det sjældent i Ladakh og Zanskar, så her er juli og august ideelle måneder at udforske bjergene. 

    I Sydindien er det november til februar, der er de bedste og tørreste måneder. Det er varmt hele døgnet uden at være for varmt (fra 20 til 35 grader). En paraply kan man godt få brug for, men egentligt regntøj er der ingen grund til at medbringe.

    Specielt for Tigersafari i Indien

    Når solen går ned i vinterhalvåret (november - marts) bliver det koldt i Indien (Sydindien undtaget). Derfor er det vigtigt at medbringe varmt tøj og en jakke på rejser i perioden fra november til marts. Det gælder især på tigersafarierne, hvor vi kører i åbne jeeps i det tidlige morgengry. På tigersafarier i april vil temperaturerne være mere behageligt lune morgen og aften, men midt på dagen er det ikke ualmindeligt med temperaturer omkring 35 til 40 grader i april. Dette gør dog april til en super god måned at se tigere, da træerne har mistet deres blade, og tigerne ofte holder til nær vandhullerne. 

  • Tidsforskel

    Der er 4½ timers tidsforskel mellem Danmark og Indien om vinteren, 3½ om sommeren.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Solbriller
    • Håndklæde, badetøj
    • Kasket eller solhat
    • Myggespray
    • Solcreme
    • Vækkeur
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Salttabletter mod dehydrering
    • En rulle toiletpapir eller Kleenex
    • Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
    • Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil). Nogle templer tillader kun brug af lommelygter med LED-pærer. 
    • Tøj til køligt vejr, hvis rejsen går til Himalaya eller Nordindien i perioden fra november til februar. 

    Særligt for rejser med safari i Indien:

    • En jakke til safarikørsler i det kølige morgengry.
    • Drikkedunk, da engangsflasker er forbudte i nogle nationalparker
    • En klud til beskyttelse af kameraet mod støv. Plastikposer er ikke tilladte i alle nationalparker.
    • Iglesokker kan være en ide på Fugle-turene til Assam. Men man kan også fint klare sig uden.  

     

     

  • Flyrejsen

    På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk 

  • Transport

    Transport i Indien er anderledes end i Danmark. Trafikken kan være  kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm. Der kræves derfor en god portion overbærenhed ved rejser i Indien. 

    Afstandene i Indien er store, og der vil være en del køretid på alle rejser til Indien. Vi bruger gode busser. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at busserne i Indien ofte er ældre og derfor mindre komfortable end de busser, vi typisk bruger i Europa. 

    Særligt for Tigersafari i Indien:
    Bemærk at der i løbet er rejsen er lange køredage. Det gælder både på turene mellem nationalparkerne, der går gennem meget afsidesliggende områder af Indien. Men det gælder også i nationalparkerne, hvor vi kører på udkig efter dyrene i åbne jeeps. Benpladsen i disse jeeps er mere begrænset end i en almindelig bil, så rejsende med dårlige knæ eller hofter, vil måske finde dem ukomfortable i længden.  

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvem flyver vi med til Indien?

    Det varierer fra rejse til rejse. Vi bruger en række flyselskaber på rejserne. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvilket flyselskab vi har booket til netop din rejse. 

    Er rejserne til Indien fysisk krævende?

    Der er ikke indlagt deciderede vandreture på rejsen, medmindre det er angivet i dagsprogrammet - som det er tilfældet på rejserne til Spiti, Ladakh og Zanskar. Men der vil være byvandringer i roligt tempo og med mange stop. Der kan også være en del trapper, og fortove og veje kan være meget ujævne.

    Rejserne til afsidesliggende egne af Indien – såsom Ladakh, Spiti og Gujarat vil være mere krævende. Her er faciliteterne mindre udbyggede, og især rejserne til Ladakh og Spiti fører os over høje bjergpas med tynd luft.

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra til Indien?

    Det er altid en god ide at medbringe nogle penge i kontanter. Mad, drikke og småfornødenheder er billige i Indien, så man kommer langt for omkring 1.000 kr. i amerikanske dollars, euros eller rupees pr. person. Derudover er det muligt at hæve penge på kreditkort i hæveautomater i de fleste indiske byer undervejs.

    Hvornår er det godt at rejse til Indien?

    Alle vores rejser til Indien er lagt på de bedste tidspunkter, hvilket varierer fra område til område. Vintermånederne er ideelle til at rejse i størstedelen af landet, mens turene til Spiti samt Ladakh kun er mulig i sommermånederne, når bjergvejene er åbne.

  • Værd at vide

    Twin-værelser (værelser med to enkeltsenge) kan være svære at få på nogle hoteller. Som regel kan det godt lade sig gøre, men der kan forekomme situationer, hvor twin-værelser ikke er tilgængelige.

    Bemærk at e-cigaretter er forbudte i Indien. De kan risikere at blive konfiskeret ved indrejse eller udrejse. 

    Bemærk at service på hoteller og restauranter i Indien til tider er betydeligt langsommere end i Danmark. Ligeledes kan man ikke nødvendigvis sammenligne stjerner på hoteller med tilsvarende i Danmark. Et 5-stjernet hotel i Indien ville måske ikke få 5-stjerner i Danmark. 

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem. 

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost i muslimske områder af byerne, og åbningstiden ved nogle muslimske seværdigheder kan blive ændret. Ændringerne er dog ikke så store i Indien, hvor størstedelen af befolkningen ikke er muslimer. Men vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der mod forventning alligevel skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.

  • Særligt for rejsen til Spiti

    Både rejsen til Spiti samt rejsen til Ladakh og Zanskar er en Viktors Farmor adventurerejse.

    Det er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på, at der kan opstå program- og hotelændringer undervejs, og hotelstandarden kan være svingende. Vejene er mange steder i dårlig stand, hvilket medfører langsom kørsel. Vær derfor forberedt på lange køredage. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Indien.