Værd at opleve i Nordmakedonien
Selvom Alexander den Store var født i den græske del af Nordmakedonien, har det ikke forhindret det lille Balkan-land i at rejse store flotte statuer af den verdenshistoriske personlighed i hovedstaden Skopje.
Og netop i Skopje er der statuer nok at se på – over 100 statuer af helte, politikere, forfattere og helgener mellem store klassiske bygninger, som næsten får Skopje til at ligne en miniudgave af Rom for 2000 år siden. Alt sammen i et forsøg på at gøre det lille nu selvstændige land efter krigen i Ex-Jugoslavien til et eftertragtet rejsemål. Desuden findes i Skopje den berømte Mother Theresas barmdomshus. Hun var af albansk herkomst, men boede i Nordmakedonien hele sin barndom.
Så selv om Nordmakedonien har det lidt svært med at bryste sig af store personligheder, er naturen i sig selv grund nok til at tage til Nordmakedonien. Ohrid-søen i det centrale bjergland har som et ud af få steder i verden den status at være på UNESCOs Verdenarvslister for henholdsvis natur og kultur.
Ohrid er på naturverdensarvslisten, fordi søen er en af verdens ældste – 4 mio. år gammel. Og byen er på kulturlisten, fordi den rummer ikke mindre end 365 kirker. En for hver dag i året. Derfor kaldes den også for ”Balkans Jerusalem”.
Som naturområde er søen et idyllisk badested og perfekt til sejlture. Det tidligere Jugoslaviens præsident Tito havde sit sommerhus her ned til søen. Det historiske og kulturelle Ohrid har smukke osmanniske huse, kirker såvel som moskeer.
For enden af søen ligger Skt. Naum klosteret i smukke omgivelser. Bare ved at gå ind i det fredfyldte kloster får man en følelse af helbredelse. Og det siges, at kraften fra Skt. Naum endnu kan mærkes. Hvis man lægger øret til hans grav, vil man kunne høre hans hjerte banke.
Søen har også givet navn til den helt særlige Ohrid-perle, der med tiden er givet til kongelige og internationale berømtheder over hele verden – heriblandt vores egen dronning Margrethe, da hun endnu kun var prinsesse.
I 2019 skiftede landet navn fra Makedonien til Nordmakedonien efter en navnestrid med Grækenland, der havde varet i flere årtier. Navnene Makedonien og Nordmakedonien refererer således til samme land, når I kigger på vores rejser.
Klima og vejr
Hvornår besøger man Nordmakedonien?
Nordmakedonien er en lille stat midt på Balkanhalvøen, der er lidt mere end halvt så stort som Danmark. Det består af et bjergrigt landskab med dybe floddale. Det bedste rejsetidspunkt er mellem april og oktober.
Landet har et varmt middelhavsklima med lidt nedbør. Imellem bjergene findes også højsletter, hvor der er et overvejende tørt kontinentalt tempereret klima, som er mildere i dele af den centrale Vardardal, hvor de vigtigste landbrugsområder findes.
Typiske spørgsmål før rejsen til Nordmakedonien
-
Hvad spiser vi i Nordmakedonien?
På restauranterne får man ofte serveret blandet grillet kød, salat og brød. Man starter med en salat, der typisk indeholder peberfrugter og tomater.
Det er også populært at bestille en "daska" - en tallerken med enten kød eller ost med tilbehør. Sidstnævnte næsten altid friturestegt.
Så er der tavche-gravche - en bønnegryde. Græsk salat findes også i en nordmakedonsk udgave med revet ost i stedet for feta. Der fås dolmer i forskellige udgaver, men lavet på kål og ikke vinblade. Dertil producerer Nordmakedonien fremragende vine.
-
Hvad er prisniveauet i Nordmakedonien?
Frokost med en soft-drink/øl: ca. 40-50 kr. I supermarkederne koster 1 liter drikkevand 5-6 kr. En kop kaffe på en café: 12-15 kr. En lokal øl på café: 15-17 kr.
-
Hvad køber man i Nordmakedonien?
Nogle af de bedste køb i Nordmakedonien er vin, Ohrid-perler og briller. Nordmakedonien producerer faktisk meget vin, som de færreste nok ved. Og i meget gode og velsmagende kvaliteter. Det kan være værd at finde plads til en flaske i sin kuffert.
Ohrid-perlerne er en helt unik souvenir, du kan købe, når du besøger Ohrid.
Derudover laver de også en masse smukke ting i keramik som skåle, kopper og fade med fine mønstre på.
-
Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Nordmakedonien?
Det er sikkert at gå rundt - luk taskerne alligevel. Man går meget op i hygiejnen på restauranter. Der er håndsprit alle steder.
-
Hvad skal jeg have med af valuta?
Det er bedst at medbringe Euro, og så omveksle til denar (MKD) efter ankomst.
-
Kan man drikke vandet fra hanen?
Vandet bør ikke drikkes fra hanen, så køb mineralvand på flaske – det fås overalt.
-
Guidebøger, litteratur og film
Bradts guidebooks, North Macedonia, 2019.
Ancient Macedonia, Miltiades Basilieios Hatzopoulos, 2020. Bogen belyser bl.a. følgende spørgsmål: Hvor lå/ligger Makedonien præcist? Hvor kom makedonerne fra? Hvilket sprog talte de? Hvilke kulter praktiserede de?
Sven Kuchler Poulsen, Det urolige Balkan. Grundig og meget detaljeret historie om Balkans historie fra oldtiden til i dag, Forlaget Å-dalen, 2008.
Vidste du det om Nordmakedonien?
Ohrid-søens berømte perler er slet ikke ”rigtige” perler, men er fremstillet af fiskeskæl
Viktors Farmor i Nordmakedonien
Viktors Farmor har to rejser, hvor vi besøger Nordmakedonien i kombination med andre lande på Balkan.
På rejsen til Nordmakedonien, Albanien og Montenegro bruger vi de første tre dage i Nordmakedonien. Vi besøger Skopje med den tyrkiske bazar og ser den mægtige statue af Alexander Den Store – samt den historiske by Ohrid, der ligger smukt ned til en bjergomkranset sø. Derudover byder rejsen på solrige Albanien, hvor vi bl.a. besøger hovedstaden Tirana, som tidligere var under kommunistisk styre med Enver Hoxha i spidsen. Rejsen slutter vi af i Montenegro, hvor vi tager på en smuk sejltur på Balkans største sø, Skadarsøen. Derudover besøger vi små landsbyer og smager på Montenegros velsmagende køkken med egnsretter.
Vi har også en rejse, hvor vi besøger 5 lande på Balkan - herunder Nordmakedonien. Her har vi tre dage til at besøge smukke Ohrid og historiske Skopje. Derudover besøger vi landene Albanien, Kosovo, Montenegro og Bosnien, så du får et rigtig godt helhedsindtryk af regionen Balkan og de kulturelle forskelle. I Albanien besøger vi bl.a. Skanderbeg-pladsen i hovedstaden Tirana. I Bosnien ser vi broen med en stor historisk betydning i Mostar. Og igen venter helt andre oplevelser, når vi nyder stemningen i den charmerende by Kotor ved fjorden i Montenegro. På 12 dage får du Balkan rigtig godt ind under huden.
5 nedslag i Nordmakedoniens historie
6200-5400 f.Kr.
Befolket af bondekulturen Starcevo, der hører til de ældste i Europa.
346-335 f.Kr.
Det meste af Makedonien er under Filip 2.s og Alexander den Stores rige.
1430
Makedonien bliver indlemmet i Osmannerriget.
1918-1991
Makedonien var en del af Jugoslavien.
12. juni 2018
Aftale mellem Makedonien og Grækenland, som ændrer navnet til Republikken Nordmakedonien fra 2019.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Nordmakedonien
-
Pas og visum
Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien-Hercegovina kræver ikke visum af danske statsborgere ved ophold under 90 dage, men passet skal være gyldigt i mindst 3 måneder ud over opholdets varighed. Der skal være mindst to tomme sider i passet ved indrejse.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Som i de fleste andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
Valutaen i de forskellige lande varierer.
- Montenegro og Kosovo: Euro (EUR). 100 EUR = 750 DKK
- Albanien: Lek (ALL). 100 ALL = 7,5 DKK
- Nordmakedonien: Makedonsk denar (MKD). 100 MDK = 12 DKK.
- Bosnien-Hercegovina: Konvertibel mark (BAM). 100 BAM = 380 DKK.
Vi anbefaler, at du tager euro med hjemmefra. Selvom den lokale valuta er en anden, kan man betale med euro de fleste steder. Vær dog opmærksom på, at eventuelle byttepenge gives i den lokale valuta, så det kan være en fordel at medbringe små sedler. Bemærk også, at kursen ved betaling i euro ofte er dårligere end ved veksling.
Hvis du ønsker at veksle, findes der vekselkontorer flere steder, hvor du kan omveksle euro til den lokale valuta.
Nogle butikker og restauranter accepterer kreditkort, men det kan variere meget, så det er en god idé at have kontanter på sig.
-
Fysisk form på rejsen
For at deltage på Viktors Farmors rejser til Balkan kræves det, at du er godt gående og i almindelig fysisk form. Rejsen er ikke egnet for bevægelseshæmmede.
Du skal kunne gå mindst 5 km om dagen og håndtere lette stigninger i terrænet. Derudover forventes det, at du selv kan håndtere din bagage undervejs.
-
Telefoni og internet
Telefoni. Der er udmærket mobildækning i alle fem lande. Undersøg priserne ved din teleudbyder.
Internet. På de fleste hoteller er der trådløst internet.
-
Elektricitet
-
Drikkevand
I Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien-Hercegovina anbefales det generelt ikke at drikke vand direkte fra hanen, da kvaliteten kan variere. En flaske vand (1,5 liter) koster cirka 1 euro.
-
Måltider
Vi skal være forberedt på, at maden på Balkan ofte er mere simpel, end hvad vi er vant til herhjemme.
-
Drikkepenge
I Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien-Hercegovina er det almindeligt at give drikkepenge som en del af den gode servicekultur. Det forventes ikke altid, men det værdsættes og er en god måde at vise tilfredshed med servicen på.
- Restauranter: Det er sædvanligt at give 5-10 % af regningen i drikkepenge, hvis der ikke allerede er lagt et servicegebyr til.
- Taxaer: Rund beløbet op til nærmeste hele tal eller giv en lille ekstra sum.
- Hoteller: Det er normalt at give drikkepenge til piccoloer (ca. 1-2 euro pr. kuffert) og rengøringspersonale (ca. 1-2 euro pr. dag).
Drikkepenge til chauffører og lokalguider er inkluderet i prisen på alle Viktors Farmors grupperejser.
-
Foto
Spørg altid om tilladelse før du tager billeder eller videoer af mennesker. Nogle mennesker kan være følsomme over for fotografering af kulturelle eller religiøse årsager. Tag desuden ikke billeder af mennesker fra bussen, da vi her ikke har mulighed for at spørge om lov.
Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer.
-
Prisniveau
Prisniveauet i Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien-Hercegovina er generelt lavere end i Danmark. Et måltid på en lokal restaurant koster typisk 40-80 DKK, mens et måltid på en finere restaurant ligger omkring 100-200 DKK. En lokal øl fås for 10-20 DKK, og en kop kaffe koster omkring 5-15 DKK på lokale caféer og restauranter.
-
Bagage og håndbagage
Bagage bør aldrig være tungere, end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indcheckede bagage. Medbringer du disse apparater, skal de derfor i håndbagagen.
Vandrestave skal i den indcheckede bagage.
Sørg altid for at have en tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på etiketten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
Balkan-regionen byder på varieret klima afhængigt af området og årstiden:
- Kystområder: Langs Middelhavskysten er klimaet subtropisk, med varme, tørre somre og milde, regnfulde vintre. Dette gælder for områder i Montenegro og det sydlige Albanien.
- Indlandet: Klimaet i de indre dele af Balkan, såsom Kosovo, Nordmakedonien og Bosnien-Hercegovina, er kontinentalt. Her er somrene varme, mens vintrene kan være kolde med temperaturer, der ofte når under frysepunktet.
Omkring 60 % af Balkan er dækket af bjerge, hvilket skaber stor lokal variation i vejret. På samme dag kan man opleve solskin og temperaturer omkring 20 grader i lavlandet, mens bjergområder kan byde på regn og temperaturer helt ned til 0 grader.
Vi anbefaler, at du pakker tøj til både varme og kølige dage samt en regnjakke eller paraply, da vejret kan være uforudsigeligt, især i bjergrige områder.
-
Tidsforskel
Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien-Hercegovina er alle i samme tidszone som Danmark, Central European Time (CET), hvilket betyder, at der ingen tidsforskel er mellem disse lande og Danmark.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Vindtæt jakke
- Vækkeur (hvis man ikke har et på telefonen)
- Paraply/regntøj hvis vejrudsigten lover regn
- Lille dagtursrygsæk
- Gode gå/vandresko
- Kasket eller solhat + solbriller
- Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- En lille flaske håndrens (fås på apoteket eller hos Matas)
- Tørklæde ifm. besøg i moskéer og ortodokse kirker. Gælder kun kvinder.
- Tøj der dækker skuldre og til under knæet ifm. besøg i moskéer og ortodokse kirker. Gælder både mænd og kvinder.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse. Du kan se alle rabatordninger på siden "Rabataftaler": https://www.viktorsfarmor.dk/om-viktors-farmor/fordele