Værd at opleve i Kina
Kineserne udgør ca. 20 procent af verdens befolkning, og landet har inden for sit område næsten alle typer natur og klimatiske zoner. Fra steghede ørkener til iskolde bjerge, frodige jungler og frugtbare sletter.
Den kinesiske civilisation er en af verdens ældste med det første kendte dynasti, der opstod for 3.500 år siden ved Den Gule Flod. Den kæmpemæssige ingeniørbedrift – Den Kinesiske Mur, som skulle beskytte kineserne mod mongolerne, blev påbegyndt allerede for mere end 2000 år siden.
Papir, silke, porcelæn og the er nogle af de produkter, som menes at være opstået i Kina og siden kommet til resten af verden gennem bl.a. den gamle silkevej tværs over Asien.
Via denne forbindelse er også verdensreligioner vandret, så Kina i dag har alle verdens religioner repræsenteret. Selv om det nuværende Kina officielt er ateistisk, har buddhismen og konfucianismen stadig tag i mange kinesere.
Den kulturelle mangfoldighed er stor. Ikke mindre end 56 etniske grupper, der tilsammen taler mere end 290 forskellige sprog. Han-kineserne udgør den største andel på 90 procent af befolkningen. Og så er der selvfølgelig de store metropoler som f.eks. Shanghai, der er det moderne Kinas største by. En femtedel af hele landets bruttonationalprodukt bliver til i Shanghai.
Der er stadig konflikt om, hvorvidt en lang række territorier og områder hører under Kina. Det gælder bl.a. Taiwan, Tibet og senest en række øer i Det sydkinesiske Hav. Hong Kong er dog nu givet tilbage til Kina fra Storbritannien.
Fakta om Kina
Bliv klogere på Kina, der med sin historie går mere end 6.000 år tilbage og har en af verdens ældste civilisationer. Et land spækket med historie og kulturelle oplevelser. Med en befolkning på 1,4 milliarder indbyggere og 56 etniske grupper er Kina verdens andet mest folkerige land. Kina har derfor heller ikke kun én kinesisk kultur, men talrige. Fra moderne metropoler til Den Kinesiske Mur har Kina et væld af oplevelser. Og vidste du f.eks., at navnet Kina kommer fra Qin, som var et dynasti, der regerede landet fra 221-206 f. Kr.?
Klima og vejr i Kina
Hvornår besøger man Kina?
Vejret i Kina er meget varierende. I øst er der kystområder, i vest højlandet, i det nordlige Kina strækker stepperne sig, og i det sydlige Kina finder vi mere tropiske regioner.
Det er altid en god idé at være forberedt på skiftende vejr på en rejse i landet. De forskellige klimaer og vejrforhold er også noget af det, der gør Kina til et interessant rejseland i forhold til kultur og natur.
Den bedste tid at rejse til Shanghai på er fra april til maj og august til oktober. Landet har et fugtigt subtropisk klima med meget regn om sommeren og helt tørt om vinteren. Den gennemsnitlige temperatur er på 18 grader og et gennemsnitlig UV-indeks på 4.
Typiske spørgsmål før rejsen til Kina
-
Hvad spiser vi i Kina?
Maden varierer en del i Kina og byder på væld af spændende egnsretter. Wokken er naturligvis et vigtigt køkkenredskab og bruges bl.a. til dampning og fritering.
Nogle af de mest kendte retter (og af god grund!) er Pekingand, Sweet and sour pork (svinekørd marineret i en sursød-sovs), retter med tofu, dumplings (med et væld af forskelligt indhold - både stegt og dampet) og Kung Pao-kylling (ofte med nudler, stegte grøntsager, chili, forårsløg, hvidløg, ingefær og sichuan-peberkorn)
En anden skøn madoplevelse er Hot Pot. Det er en kinesisk variant af fondue, hvor man selv tilberede maden ved bordet. I midten af bordet står en stor gryde med kogende vand tilsat boullion, og så bestiller man grøntsager og kød, som man selv koger. Det er utrolig hyggeligt og en sjov oplevelse.
På rejsen Den store Kinarejse spiser vi også godt. Morgenmaden er vestlig på hele turen, dog med lokal morgenmad i Yangshuo. Hovedmåltiderne består typisk af kogte/stegte grøntsager og kød, surt og sødt samt ris, som spises direkte af fælles fade med spisepinde. Kniv og gafler kan ofte bestilles de fleste steder, men ellers må man klare sig med spisepinde og/eller ske.
-
Hvad køber man i Kina?
Kina byder på et væld af indtryk og oplevelser – og skønne souvenirs. Også i rigtig gode kvaliteter ift. hvad vi kender fra ordene ”Made in China”.
The er en skøn ting at finde plads til i kufferten. Enten til sig selv eller en lille gave. Kinesisk the er kendt verden over, og man støder på et bredt udvalg fra region til region – sort, grøn, oolong og pu’erh-the. For at sikre sig den bedste kvalitet er det bedst at købe hos deciderede the-forhandlere.
Derudover findes der også et væld af smykker og perler. Kina er specielt kendt for sin perleproduktion, så du finder både armbånd, øreringe, halskæder og fingerringe med perler.
Og så er Kina selvfølgelig kendt for sin silkeproduktion. Her støder man også på et væld af forskellige silkeprodukter – lige fra kimonoer til tørklæder til skjorter til sengetøj. Ofte er det i en rigtig høj kvalitet.
Porcelæn og keramik er et andet område, som kineserne brillierer inden for. Du finder mange smukke porcelænsskåle, tallerkner, kopper og figurer i traditionelle kinesiske stilarter.
Så sørg for at have lidt ekstra plads i tasken til et par souvenirs på en rejse til Kina. -
Hvem møder du på en rejse til Kina?
Når du rejser i Kina med Viktors Farmor, er du stort set altid sikker på at møde de lokale. I Kina møder du bl.a. Han-kinesere, der udgør den største etniske gruppe i landet. Derudover er der Zhuang, Hui, Uighurer, Tibetanske, Miao og mange flere, hver med deres egne unikke sprog, traditioner og skikke. Hovedsproget i Kina er mandarin, også kaldet putonghua.
Når du rejser rundt i det enorme land, får du hurtigt fornemmelsen af den oldgamle kultur og de mange etniske grupper, der lever side om side i landet.
-
Hvordan er hygiejnen, og er der krav om vaccination?
På en rejse til Kina er hygiejnen bedre end de fleste andre steder i Asien. Det er slet ikke noget problem, når vi opholder os på hotellerne. Men er man ude i byen, kan det være en god ide f.eks. at medbringe egne spisepinde, og generelt bare bruge sin sunde fornuft.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
Pt. skal man tage en Covid-19 test og udfylde inden sundhedsformular inden afrejse. Yderligere information tilsendes tættere på afrejse.
-
Hvilken valuta bruges i Kina?
Kontanter i USD eller Euro er den bedste måde at medbringe penge på – og helst i store og nye sedler. Kreditkort (Master, Visa, Diners og American Express) kan bruges på hotellerne og i de fleste shopping malls. Man kan hæve kontanter i kontantautomaterne, der findesoveralt.
Der er ingen tvangsveksling. RMB (= Ren Min Bi, folkets penge, den kinesiske valuta) kan kun veksles tilbage til udenlandsk valuta ved afrejse i lufthavnen og kun såfremt man kan fremvise en kvittering fra tidligere officiel veksling (udenlandsk valuta til RMB).
-
Guidebøger
Politikens Turen går til Kina er et godt på en guidebog til at introducere det store land Kina. Tjek dog altid udgivelsestidspunkt.
Vidste du det om Kina?
Folk fra Europa med rødt hår kom til Kina for over 3800 år siden. Det viser fund af 200 mumier i Takla Makhan-ørkenen i Xinjang-provinsen.
Viktors Farmors rejser i Kina
Rundrejser i Kina
Vi har arrangeret rejser til Kina gennem mange år og har sammensat en stor 14-dages rejse til Kina, hvor vi kommer godt omkring i det mangfoldige land. Vi besøger Shanghai og derudover Beijing og det sydlige og ”almindelige” Kina omkring Guilin. Vi rejser til kejserbyen Xian med den berømte Terracotta-hær på mere end 15.000 unikke lersoldater. På rejsen i Kina besøger vi også de kendte højdepunkter som Den Kinesiske Mur. Men der er også et utal af andre mindre kendte, men mindst ligeså spændende oplevelser i Kina, som vi tager ud og oplever - f.eks. når vi besøger en lille landsby midt i Sydkinas charmerende landskaber. Rejsen byder også på to rejser i hurtigtog, et besøg i Den Forbudte By og i en drypstenshule i Guilin og ikke mindst en flot bådtur på Li-floden.
En af vores nyere rejser er en 12-dages rejse til Shanghai, Hangzhou og Suzhou i Sydøstkina. Her har vi god tid i den livlige storby Shanghai, hvor vi bl.a. oplever det betagende Jade Buddha-tempel og et spændende haveanlæg, som hedder Yu’s Garden. I Hangzhou besøger vi et farverigt natmarked, og vi ser "Six Harmony Pagoda", der giver et indtryk af den gamle kinesiske arkitektur og kultur. Helt andre oplevelser venter os i Suzhou, som også kaldes ”Østens Venedig” og er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Her besøger vi nogle af Kinas fineste haveanlæg i typisk sydkinesisk stil. Vi slutter rejsen af i Suzhou, hvor der også er tid på egen hånd. Vi flyver med direkte fly til København fra Shanghai og har helpension på rejsen.
Kombinationsrejser
Du kan også rejse med på en adventurerejse langs Silkevejen til Uzbekistan, Kirgisistan og Kina. Vi starter i Uzbekistan og besøger bl.a. karavanebyerne Samarkand og Tashkent og oasebyen Bukhara. Gennem Kirgisistan oplever vi de storslåede bjerge, hvor der stadig bor nomader nogle steder. Vi tager på en togrejse mod Kina og byen Xian med den gamle terrakotta-hær. Vi slutter rejsen af i Beijing, hvor vi oplever Den Kinesiske Mur, der snor sig gennem dale og over bakkekamme. Vi har kaldt rejsen en adventurerejse, da programmet ikke altid forløbet helt som planlagt. Der kan opstå ændringer undervejs - og det er i virkeligheden det, der ofte ender ud med at give rejsen lidt ekstra krydderi.
Rejser til Tibet
Har Tibet længe stået på din bucketlist? Så rejs med os 14 dage til Tibet med Himmelekspressen. Tibet kaldes også Verdens Tag – og med rette, for dets gennemsnitlige højde over havet er ca. 4.000 meter. Vi kommer ind under huden på den tibetanske kultur med besøg i stemningsfyldte stupaer, guddommelige paladser, hellige og mystiske templer med flakkende lys og enorme klostre med messende munke. Læg dertil besøg i mindre tibetanske landsbyer, hvor vi møder lokalbefolkningen og prøver at blive klogere på livet i Tibet. Vi oplever også Yamdrok-søen, som er en af tre hellige søer og ligger i 4.500 meters højde, hvor vi går en tur langs bredden. Vi vænner os stille og roligt til højden med 3 overnatninger i Tibets hovedstad Lhasa. Udover Tibet får vi flere højdepunkter i Kina på rejsen: Vi starter i Beijing med bl.a. Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur. Vi slutter rejsen af i Xi’an med Terracottahæren og Lille Vildgås-pagoden. Oplevelserne står i kø, når man rejser mod Verdens Tag!
Vandreferier i Kina og Hong Kong
Støv vandrestøvlerne af, og kom med på en vandreferie på Den Kinesiske Mur. Vi nyder 9 forskellige vandringer på og ved Muren og oplever, hvor forskelligartet den er – fra høje bjerge til Det Gule Hav. En tur langs Den Kinesiske Mur er også en rejse dybt ind i den kinesiske historie med Ming-dynastiet. De byggede muren fra slutningen af det 13. årh. til begyndelsen af det 16. årh. for at beskytte Kina imod plyndringer fra mongolske og tyrkiske stammer. Vi vandrer på og langs muren i de bjergrige egne nord for Beijing og ud til Det Gule Hav. Derudover nyder vi 3 dage i Beijing med Himlens Tempel, Den Himmelske Fredsplads, Den Forbudte By og Yonghegong-tempel. Og så smager vi på det skønne kinesiske køkken og prøver bl.a. den kendte Peking-and stegt over åben ild.
Oplev Hong Kong på 12 dage med et smut til Macau. Vi dykker både ned i kulturen, men tager også på vandreture på bjergrygge og langs strande – på den måde får vi det bedste med af Hong Kongs natur og historie. Sværhedsgraden for vandringerne er 1 støvle, hvilket vil sige, at det er forholdsvist lette vandringer uden væsentlige stigninger. I Hong Kong oplever vi historien fra fiskerisamfund til britisk koloni og videre til genforeningen med Kina i 1997. Vi smager det skønne asiatiske køkken med specialiteter som Peking-and og hot pot. I Macau venter den portugisiske arv med den berømte egg tart og byens farverige gader og imponerende arkitektur.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Kina.
-
Pas og visum
Rejsende med dansk pas kan fra den 8. november 2024 til den 31. december 2025 rejse ind i Kina med fly uden visum for ophold i op til 15 dage.
Pas skal være gyldigt ½ år efter hjemrejse. Passet bør altid medbringes eller opbevares i hotellers sikkerhedsbokse. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet. -
Rejsevaccination og hygiejne
I Kina er hygiejnen bedre end de fleste andre steder i Asien. Det er slet ikke noget problem, når vi opholder os på hotellerne. Men er man ude i byen, kan det være en god ide f.eks. at medbringe egne spisepinde, og generelt bare bruge sin sunde fornuft.
Som i de flere andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
Kineserne er stort set gået over til elektronisk betaling med en app på deres mobiltelefon, svarende til MobilePay. Man kan dog stadig bruge kontanter, men ofte har kineserne ikke byttepenge, som du så skal vente på.
Der er to betalingsapps: AliPay og Wechat, hvor man kan tilslutte sit vestlige kreditkort (Visa, Master, Diners, American Express mv.). Det fungerer gnidningsløs og sikkerheden er høj. Det kræver dog, at man har en telefon med dataadgang. Download gerne hjemmefra – AliPay er lettest at bruge.
Vi anbefaler, at du har en lille smule kinesisk valuta. Det kan hæves i kontantautomater, der findes mange steder. Store hoteller og shopping malls kan ofte tage internationale kreditkort, men de fortrækker de kinesiske betalingsapps.
Hvis du henvender dig til din danske bank i god tid, kan den sandsynligvis veksle for dig.Det kan være en smule besværligt og tidskrævende at veksle USD eller Euro i Kina, blandt andet fordi det kræver forevisning af det gruppevisum, som vores rejseleder har. Nogle gange kan vores lokalguider dog hjælpe.
Der er ingen tvangsveksling. RMB (= Ren Min Bi, folkets penge, den kinesiske valuta) kan kun veksles tilbage til udenlandsk valuta ved afrejse i lufthavnen og kun hvis man kan fremvise en kvittering fra tidligere officiel veksling (udenlandsk valuta til RMB).
-
Måltider
Morgenmaden er vestlig på hele turen, dog med lokal morgenmad i Yangshuo. Hovedmåltiderne består typisk af kogte/stegte grøntsager og kød, surt og sødt samt ris. Kniv og gafler kan ofte bestilles de fleste steder, men ellers må man klare sig med spisepinde og/eller ske.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Telefoni og elektricitet
Der er 220 volt, så danske el-apparater kan bruges. Danske elstik er brugbare nogle steder, men medbring evt. en adapter.
Man kan ringe og sende sms fra danske mobiltelefoner. De fleste store teleselskaber i Danmark har Kina med i deres World Roaming.
-
Drikkevand
Drik ALDRIG vand fra hanen - heller ikke på hotellerne. Undgå is. Det er muligt at købe flasker med mineralvand mange steder i Kina.
-
Drikkepenge
Rejsens pris inkluderer drikkepenge og helpension til guider, chauffører og restauranter. Til lommepenge er 50-100 kr/dag nok.
-
Foto
Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først.
-
Klima og påklædning
Generelt vil vejret være godt, dog køligt til koldt i Beijing, og noget varmere på den sydlige del af rejsen i Guilin området. Der er typisk ca. 15-25 grader om dagen og 5-15 grader om natten. Da temperaturerne kan variere, bør man medbringe tøj til både køligt og varmt vejr samt vindtæt jakke. Desuden regntøj, solbriller og solhat. Medbring også gerne en dagsrygsæk til at medbringe vand, en trøje eller andre ting, man kan få brug for i løbet af dagen.
-
Indkøb
De traditionelle souvenirs i Kina er stadig f.eks. silke (både i metermål og forarbejdet), lakarbejder, malerier og kaligrafi, cloisonné, stenstempler, drager, og meget, meget mere.
-
Prisniveau
En øl på en restaurant koster ca. 10 kr., en sodavand eller vand ca. 3-4 kr. Vand i en kiosk koster ca. 2-3 kr.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Tidsforskel
Kina er 7 timer foran Danmark. Når kl. er 12:00 i Danmark, er den 19:00 i Kina. Når der er sommertid i Danmark, er tidsforskellen 6 timer.
-
Forsikring
Selvom Kina er et af de absolut sikreste lande i Asien at rejse i tilrådes det, at man tegner en rejseforsikring, der dækker såvel tyveri og beskadigelse af bagage, som udgifter til sygdom og hjemtransport.
-
Indenrigsfly
På flyrejserne i Kina må man ikke medbringe lightere eller magnetiske genstande, hverken i hovedbagage eller håndbagage. Desuden må man ikke medbringe flydende ting som alkohol, og ofte tillades det ikke at medbringe neglefile og andre ting som kan opfattes som våben. Dette skal alt sammen i hovedbagagen. Alt med batterier skal i håndbagagen.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.