Værd at opleve i Iran
NB: Vi har ikke rejser til Iran på nuværende tidspunkt, men vi har mange andre spændende destinationer i Mellemøsten. Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her og holde dig opdateret på nye rejser.
De fleste rejsende har et billede af Iran, inden de ankommer, og landet er lige så eksotisk, som man kan forestille sig. I Shiraz fylder duften af roser de persiske haver, mens handlen går lystigt i bazarens snørklede, overdækkede gader. Unge par samler sig ved poeten Hafez’ grav for at citere hans digte, og udenfor Shiraz vidner ruinbyen Persepolis om Perserriget pragt og storhed.
Helt andre oplevelser venter i den gamle karavaneby Yazd, hvor vindtårne hæver sig over den gamle bydels lerklinede huse, og den hellige ild brænder lystigt i templer tilegnet Irans gamle zoroastriske religion. Ruiner af karavanestationer kan stadig ses langs de gamle handelsruter, og man kan sagtens forestille sig en kamelkaravane dukke frem af varmedisen med kurs mod Isfahan.
Det er umuligt ikke at forelske sig i Isfahan med de gamle stenbroer over floden, paladser og prægtige moskéer med blå kupler. Den store Imam-plads summer af liv, og i bazarerne holdes gamle håndværkstraditioner i hævd.
Kontrasten er derfor stor, hvis man fortsætter til Teheran, hvor man oplever det moderne Iran for fuld udblæsning. Det er her, meget af Irans nyere historie har udstillet sig, og byens museer er i sand verdensklasse.
Også Irans natur har rigtig meget at byde på. Fra sandede ørkener til sneklædte bjerge og frodige dale, hvor nomader stadig vandrer med deres dyr. Nomaderne besøger vi på en af vores rejser. En anden rejse fører os til den hellige pilgrimsby Mashhad, mens vi på en tredje rejse udforsker de solbagte landskaber på øerne Qeshm og Hormuz i Den Persiske Golf.
Iran er fuld af eksotiske oplevelser og smukke seværdigheder. Men landets største attraktion er de gæstfrie iranere, der tager imod gæster med åbne arme. De er oprigtigt glade for, at vi besøger deres land, og danner vores eget billede af, hvad det er for et sted. Derfor er en rejse til Iran en øjenåbner for rigtig mange. For det står hurtigt klart, at landet er rigtig meget andet og mere, end det billede, vi ofte får af landet i medierne.
Klima og vejr
Hvornår besøger man Iran?
Typiske spørgsmål før rejsen ti Iran
-
Hvad spiser vi i Iran?
Det iranske køkken er næsten grund nok til at rejse til Iran. Oplevelsen starter allerede i bazaren, hvor krydderier og urter i alle tænkelige farver ligger smukt til skue. Maden er ikke stærk, men brugen af krydderier og urter giver det iranske køkken en helt særlig smagsnuance, der ikke minder om andre landes køkkener.
En særlig populær ret er fasenjoon, der består af and eller kylling i valnøddesauce rørt op med granatæblesaft. Prøv også dizi, der består af kikærtemos med lammekød, løg og kartofler. Kødboller i en aromatisk sauce kan også anbefales, for ikke at glemme de mange forskellige udgaver af kebab. Kebab i Iran består af krydret hakkekød på spyd, der grilles og serveres med løg og fladbrød. Ris bruges også meget, og det farves gerne gult med safran. Iran er verdens største producent af safran, og det bruges i mange retter.
Alkohol er ulovligt i Iran. Men lokal producerede frugtøl er populære. Det samme er the, kaffe og juice.
-
Hvad er prisniveauet i Iran?
Iran er et billigt land at rejse i, og det er ikke umuligt at klare sig for 1.000 kr. om ugen pr. person på vores rejser med halvpension – hvis man ikke vil købe souvenirs. Man spiser rigtig godt for 50-100 kr. på selv de bedre iranske restauranter, og drikkevarer er meget billige. En flaske vand i en kiosk koster omkring 3-5 kroner, og en kop kaffe på en god café koster typisk 15-20 kroner. Sodavand koster ca. 10 kr.
Drikkepenge til guider og chauffører er inkluderet i prisen, så det er kun drikkepenge på hoteller og restauranter, der skal betales. En kuffertbærer forventer ca. 1 dollar, mens 10% af regningen på en restaurant er rigtig fint.
Prisen på souvenirs svinger rigtig meget. Fra safran, som koster ca. 15-20 kr. pr. gram i de områder, det produceres, til ægte persiske tæpper, der kan koste flere tusinde kroner. Der er rig mulighed for at købe håndværk i Iran. Så tag rigeligt med penge med, hvis du skulle blive fristet. Husk, at det ikke er muligt at hæve penge i Iran.
-
Hvad køber man i Iran?
De gamle håndværkstraditioner lever i bedste velgående i Iran. Stoftryk, trææsker, glaslamper, lædervarer, keramik og kobberarbejde produceres ved håndkraft på lokale værksteder og sælges i de nærlæggende bazarer. Ægte persiske tæpper er en anden populær souvenir. Tæpperne knyttes i hånden på traditionel vis, og der er mange forskellige materialer, designs og kvaliteter at vælge imellem.
En anden spændende souvenir er de såkaldte miniature-malerier. Navnet skyldes ikke maleriets størrelse, men derimod de meget fine, tynde penselstrøg, de er malet med. Især Isfahan er et godt sted at købe disse.
Andre gode souvenirs kunne være iransk safran eller nødder af forskellig art, der falbydes i bazarer overalt i landet. Landet er særlig kendt for sine pistacienødder, men der er også mange andre slags.
-
Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Iran?
I modsætning til, hvad mange tror, er Iran et meget sikkert rejseland. Kriminalitet er yderst sjælden, og man kan sagtens færdes på gaden på egen hånd uden at blive generet. Det gælder også kvinder. Hvis folk henvender sig til en, er det typisk bare for at byde ’velkommen til Iran’, eller fordi de gerne vil snakke.
Det sagt, er der nogle regler i Iran, der skal overholdes. Kvinder skal bære slør, og påklædningen skal være løstsiddende. Alkohol er forbudt, og man viser ikke kærtegn offentligt kønnene imellem. Men overholder man disse regler, føler man sig lynhurtigt sikker i Iran.
Hygiejnen er også god, og det er sjældent, at folk døjer med mavepine på rejserne.
-
Hvilket tøj skal jeg have på?
Iran har en række regler for påklædning, du som turist skal følge. Det gælder især kvinder, der skal gå i løstsiddende tøj og med tørklæde overalt i det offentlige rum. Fuld chaddor er ikke nødvendigt. Mænd kan fint slippe afsted med lange bukser og en kortærmet skjorte eller t-shirt. Du kan læse meget mere om påklædning her.
-
Er det muligt at hæve penge i Iran?
Nej. På grund af Vestens sanktioner er Iran ikke koblet op på det internationale bankvæsen. Det betyder, at kreditkort er praktisk talt ubrugelige. Derfor er det vigtigt at have alle de kontanter med hjemmefra, som man regner med at bruge. Gerne i euro eller amerikanske dollars, der let kan veksles i Iran til en langt bedre kurs end danske kroner.
-
Hvor mange penge bør jeg medbringe?
Det kommer helt an på hvor mange souvenirs, du ønsker at købe. Mad, drikke og de fleste andre ting er meget billige, og du kommer langt for ca. 100-150 amerikanske dollars om ugen på vores rejser med halvpension. Derudover kommer køb af souvenirs. Også disse kan være rørende billige. Den store undtagelse er ægte tæpper, der godt nok er billigere end i Danmark, men stadig kan løbe op i Iran. Så medbring lidt ekstra i euro og amerikanske dollars, hvis du skulle blive fristet. Du kan altid tage dem med hjem igen.
-
Er det vigtigt at være godt gående?
Ingen af vores Iran-rejser er deciderede vandreture. Men det til trods får vi gået en del kilometer på rejserne. Primært i byer på fladt terræn. Så det er vigtigt at have bentøjet i orden for at få det fulde udbytte af rejsen.
-
Hvem flyver vi med?
Typisk Turkish Airlines, der har gode forbindelser til en række byer i Iran.
Vidste du det om Iran?
I 2019 fik iranske kvinder for første gang siden revolutionen i årtier lov til at se herrelandsholdet i fodbold spille. Det skete til kamp mellem Iran og Cambodia, som Iran vandt ikke mindre end 14-0.
Viktors Farmor i Iran
Viktors Farmor startede med at arrangere rejser til Iran i 1996, lige nu har vi desværre ingen rejser dertil. Det skyldes uroligheder i landet. Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev og holde dig opdateret på, hvornår vi får rejser dertil igen.
7 nedslag i Irans historie
480 f. Kr.
Darius den Store regerer over Perserriget, der strækker sig fra Indus-dalen i øst til Makedonien i vest, og fra Sortehavet i nord til Egypten i syd. Man anslår at omkring 44% af jordens befolkning på det tidspunkt boede i Perserriget.
636 e. Kr.
En arabisk invasion besejrer sassanide-riget og bringer islamisk styre med sig. Islam breder sig over de følgende århundreder, men først i år 1501 bliver islam officiel statsreligion.
680
Strid om arvefølgen efter profeten Mohammed fører til slaget på Kerbala-sletten. Dette er en skelsættende begivenhed i Islams historie, der deler Islam i to forskellige retninger: Shia og sunni. Den dag i dag er der stadig stridigheder mellem de to.
1220
Mongolske ryttere under ledelse af Genghis Khan fejrer ind over det nuværende Iran og erobrer alt på sin vej. Området indlemmes i det enorme mongolske rige.
1598
Shah Abbas gør Isfahan til hovedstad og påbegynder byggeriet af byens mange storslåede bygningsværker. Den følgende periode anses af mange som Persiens 3. store guldalder.
1933
Det danske firma Kampsax får til opgave at bygge en 1200 km. jernbane gennem Irans bjerge og ørken. De får 6 år til opgaven, der indebærer ca. 250 tunneller og 550 broer. Opgaven synes umulig, men fem et halvt år senere, står jernbanen færdig.
1979
Ayatollah Khomeini vender tilbage til Iran efter 14 år i eksil som frontfigur i den islamiske revolution.
Praktiske Oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Iran
-
Pas og visum
Passet skal være gyldigt i mindst seks måneder udover opholdet og der skal indeholde mindst 2 blanke sider.
Passet må ikke indeholde israelske stempler.
Viktors Farmor anbefaler, at man på rejsen medbringer en kopi af den første side i passet. Den opbevares et andet sted end i selve passet.
Der er forskellige fremgangsmåder for visum til Iran. Enten skal visum søges på forhånd, eller det fås ved ankomst. Viktors Farmor giver besked om, hvilken fremgangsmåde, der gælder for den rejse, man skal med på.
Viktors Farmor skal under alle omstændigheder bruge en god tydelig farvekopi af billedsiden i dit pas, et pasfoto samt oplysninger om din fars navn, din beskæftigelse samt om du har været i Iran før.
Hvis der skal søges visum på ambassaden på forhånd, afventer vi referencenummer fra vores samarbejdspartner. Det sendes til dig og du kan søge visum.
Ikke alle nationaliteter kan få visum ved ankomst. Er du af anden nationalitet end dansk, norsk, svensk og tysk bedes du i god tid kontakte Viktors Farmor for at høre nærmere.
-
Forsikring
En forsikringspolice skal medbringes og evt. forsikringskort.
Det kan forlanges fremvist i lufthavnen i Iran ved ankomsten. Forsikringen skal dække sygdom og hjemtransport world wide.
Forsikringspolicen på engelsk kan hverves ved at kontakte jeres forsikringsselskab. De er ofte bekendt med dette og kan lave et der kan fremsendes pr. mail. Det skal fremgå af forsikrings beviset at det dækker i Iran. -
Vaccination
Der kræves ingen vaccinationer, men det anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
Møntfoden i Iran er Rial (IRR) og Toman (1 toman = 10 rialer). Der er voldsom inflation i øjeblikket, så kursen svinger meget. Det er bedst at medbringe Euro eller USD i kontanter. Der kan som udgangspunkt ikke benyttes internationale kredit kort i Iran. Enkelte tæppeforretninger tager imod MasterCard og VISA men mod kursen kan være ringe.
Der er vekselkontorer i alle større byer, som er hurtigere og bedre end bankerne.
På en grupperejse vil vi samlet finde et vekselkontor ved ankomst når disse har åbent.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Hoteller
Der benyttes pæne turistklasse hoteller.
Der er bad og toilet til alle værelser, som regel velfungerende.
-
Måltider
Det er ganske billigt at gå ud at spise i Iran. Især hvis der spises lokalt. Madhygiejnen i Iran er generelt god og det iranske køkken er velsmagende og varieret.
Det anbefales ikke at drikke vand fra hanen. Mineralvand på flasker kan købes overalt til få kroner.
Der kan ikke købes spiritus i Iran men alkohol fri øl tilbydes ofte.
-
Telefoni og internet
Telefoni. Telefon til Iran: Tryk 00-98 + omr.nr. + abnnr.
Fra Iran til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr.
Mobiltelefon/smartphone. Undersøg om dit teleselskab har roamingaftale med Iran. Man kan nemt sende en SMS, men til højere priser end i Danmark For de fleste virker sms og samtaler. MMS er ikke særlig godt udbygget. Skal man ringe meget, anbefales at man køber et lokalt taletidskort. Din telefon skal være ”låst op” af dit teleselskab for at det kan lade sig gøre – tag evt. en gammel med.
Internet. Iran har spærret for en række sider, som fx Facebook og flere danske nyhedsmedier. Man kan komme udenom dette ved at logge på udenlandsk server og gå på nettet herfra. Noget de fleste iranere også benytter sig af. Har du pc med, kan du hjemmefra evt. tegne abonnement på en sådan (fx freegate) før du rejser. Der findes lignende løsninger til smartphones – det har lokalguiden ofte styr på. De fleste hoteller har wifi, og det er ofte gratis – evt. køber man adgang på timebasis.
-
Elektricitet
Der er 230 volt og Iran bruger stik af samme type som i Danmark.
Vær opmærksom på, at det både er med ”tynde ben” og med ”tykke ben”. Afhængigt af dit el-udstyr kan der derfor være brug for en adapter.
-
Drikkevand
Vi anbefaler generelt, at man ikke drikker vand fra hanen.
-
Drikkepenge
På grupperejserne er drikkepenge til chauffører og lokalguider inkluderet. Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 1 US dollar/ Euro. Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10 %. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge.
-
Alkohol
Det er strengt forbudt at indføre alkohol.
-
Foto
Der må ikke fotograferes i lufthavne og ved militære anlæg. Politibetjente og militær skal man heller ikke fotografere. Hvis man vil fotografere mennesker, bør man spørge om tilladelse først. Man må gerne fotografere på de fleste historiske steder og også på museer (dog uden blitz). På visse hellige steder er det forbudt at fotografere.
Hvis vi får mulighed for at besøge f.eks. nomader, er det bedst at styre sin fototrang, til man har været lidt på stedet, snakket og måske fået te. Det giver en helt forkert indgangsvinkel til et spændende besøg, hvis nomaderne straks ved vores ankomst ser ind i 14 kameralinser. Nomadekvinder bryder sig normalt ikke om at blive fotograferet.
Det er strengt forbudt at medbringe droner i Iran.
-
Påklædning
Tøj der kan tages af og på "lag for lag" er altid en god idé, da det kan være køligt morgen og aften og ellers meget varmt midt på dagen. En tynd regnjakke og evt. en taskeparaply kan der muligvis blive brug for. Husk gode travesko og evt. sandaler. Glem heller ikke solbriller, da lyset kan være meget skarpt.
Påklædning, kvinder. Det er vigtigt at især kvinder klæder sig passende. Det betyder ikke, at man skal bære chador, men det er nødvendigt at dække håret med et tørklæde (ikke hat) eller et sjal. Det er ikke nødvendigt med sort tørklæde. Iranske kvinder går også med hvidt, blåt eller mønstret tørklæde, der virker knap så dystre. Tørklædet bør være så stort, at det dækker nakke og hals. Kvinder skal have tørklæde over håret, så snart de færdes udenfor hotelværelset. Det er praktisk med hårbøjle eller -nåle til at holde tørklædet på plads.
Der skal være lange ærmer (minimum 3/4 ærmer) i bluse eller kjole. Kjolen må ikke være stramtsiddende, så figuren kan ses. En løstsiddende tunika kunne være en god løsning. Et sæt med løs jakke eller skjorte, der går til lidt over knæene (eller som minimum til midt på låret) samt et par lange bukser er helt acceptabelt. Lange bukser er OK, blot bluse eller skjorte er lang og løsthængende udenpå. Jeans er yndet beklædning i Iran, både for mænd og kvinder.
Påklædning, mænd. Reglerne for mænds påklædning er mere enkle: Shorts er bandlyst. Kortærmede skjorter og T-shirts er OK de fleste steder. Slips ses sjældent, da det er symbol på vestlig kulturimperialisme.
-
Indkøb
Iran har en rig tradition for kunsthåndværk, så der er mange gode køb at gøre i bazarerne. Det kan være alt fra kobbervarer og stoftryk til tekstiler og malerier. Hvis man køber tæpper eller antikviteter, er det vigtigt at få en udførselstilladelse, en slags certifikat. Det fås dér, hvor varen købes. Certifikatet skrives på et stykke papir med tæppehandlerens navn påtrykt. Tæppehandlerne siger ofte, at den eneste begrænsning på udførsel er 3 kvadratmeter tæppe pr. person. Vores erfaringer i lufthavnen siger, at det ikke må være gamle tæpper og dyre tæpper (f.eks. et nyt kostbart silketæppe).
Safran og andre krydderier kan også købes til en god pris. Især i safaran-dyrkede områder som Natentz.
-
Prisniveau
Kaffe/te (espresso, cafe latte mv. på cafe) 15-20 kr. Vand ca. 3 kr. Sodvand/Alkoholfri øl ca. 7-10 kr. 1 måltid mad 40-50 kr.
Indkøbsmuligheder. Safran ca. 15-20 kr. pr gram. Kakler, pistacienødder, stoftryk – og selvfølgelig tæpper.
-
Bagage
Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
Rejser i februar og begyndelsen af marts er i yderkanten af sæsonen. Det kan derfor være køligt og det anbefales at medbringe en jakke/tøj. Til gengæld opleves der klarere vejr og færre turister. Det samme er gældende for november. Maj og september kan være varmere måneder og tyndt løstsiddende tøj anbefales.
Luften er tør i den sydlige del, hvilket kan give problemer med sprukne læber og tørre svælg og halse. Medbring evt. en læbepomade, og sørg for at drikke godt med vand og den gode iranske te.
-
Tidsforskel
Dansk tid + 2½ time
Iran skifter også mellem vintertid og sommertid. Dette sker den 22. marts kl. 00.00 hvor uret sættes frem med 1 time og sættes tilbage 1 time den 22. september kl. 00.00.
I perioden fra 22. september og frem til vores skift mellem sommer/vintertid vil Iran være + 1,5 time. Ligeledes vil Iran kun være +3,5 time imellem 22. marts og frem til vores skift til sommertid.
-
Ved ankomst
Det er strengt forbudt at indføre alkohol. De kan også finde på at kommentere eller tage danske ugeblade og aviser, så hvis du har dem med så sørg for de er pakket ordentligt ned i kuffert eller håndbagage. Nogle toldere kan være lidt emsige her, da der er billeder af kvinder uden tørklæde over håret.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Lommelygte
- Kasket eller solhat
- Solbriller
- Solcreme
- Læbepomade
- Ekstra batterier til kamera
- En rulle toiletpapir eller kleenex
- Lunt tøj
- Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
-
Indenrigsfly
Selvom man har fået bekræftet tiderne på de bestilte indenrigsfly, sker det ofte at flytiderne ændres med kort varsel. Man kan komme ud for at skulle flyve om eftermiddagen i stedet for om morgenen og omvendt. Vi kan også komme ud for at flyet aflyses.
-
Ofte stillede spørsgmål
Er Iran et farligt rejseland?
Gennem de 20 år, hvor vi har lavet rejser til Iran, har vi aldrig oplevet seriøse problemer. Tværtimod mødes vi altid med venlighed og gæstfrihed fra lokalbefolkningen. Der er nogle regler, man som besøgende skal følge. Men gør man det, er Iran et meget sikkert rejseland. Også for kvinder, der sagtens kan færdes på gaden på egen hånd uden at blive generet. Mange fremhæver netop trygheden i evalueringerne, vi får efter rejserne, og skriver, at mødet med lokalbefolkningen var et af rejsens absolutte højdepunkter.
Hvilket tøj, skal jeg have på?
Iran har en række regler for påklædning, du som turist skal følge. Det gælder især kvinder, der skal gå i løstsiddende tøj og med tørklæde overalt i det offentlige rum. Fuld chaddor er ikke nødvendigt. Mænd kan fint slippe afsted med lange bukser og en kortærmet skjorte eller t-shirt. Du kan læse meget mere om påklædning her: https://www.viktorsfarmor.dk/rejseinspiration/artikler/mellemosten/iran-paklaedning
Kan jeg hæve penge i Iran?
Nej. Grundet sanktioner er Iran ikke koblet op på det internationale bankvæsen. Det betyder, at kreditkort er praktisk talt ubrugelige. Derfor er det vigtigt at have alle de kontakter med hjemmefra, som man regner med at bruge. Gerne i euro eller amerikanske dollars, der let kan veksles i Iran til en langt bedre kurs end danske kroner.
Hvor mange penge bør jeg medbringe?
Det kommer helt an på hvor meget, du ønsker at købe. Mad, drikke og de fleste andre ting i Iran er meget billige, og du kommer rigtig langt for 200 amerikanske dollars på en 14 dages ferie. Derudover kommer køb af souvenirs. Også disse kan være rørende billige. Den store undtagelse er ægte tæpper, der godt nok er billigere end i Danmark, men stadig kan løbe op i Iran. Så medbring lidt ekstra i euro og amerikanske dollars, hvis du skulle blive fristet. Du kan altid tage dem med hjem igen.
Er det vigtigt at være godt gående?
Ingen af vores Iran-rejser er deciderede vandreture. Men det til trods får vi gået en del kilometer på rejserne. Primært i byer på plant terræn. Så det er vigtigt at have bentøjet i orden for at få det fulde udbytte af rejsen.
Hvem flyver vi med?
Typisk Turkish Airlines, der har gode forbindelser til en række byer i Iran.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.
-
Rejser under ramadan
En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.
Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.
Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.
-
Litteraturliste
Rejseguider
"Iran (Bradt Travel Guides)" af Hilary Smith (2017)
"Lonely Planet Iran (Travel Guide)" af Lonely Planet (2017)
Generelle erfaringer og supplerende litteratur
"Verdensbarn" af Shahin Aakjær (2022)
"Som alle andre eftermiddage" af Zoya Pirzad (2023)
"Danske eventyr i Iran" af Morten Hansted (2017)
"Ægte tæpper - knyttet med kærlighed" af Martin Munkholm (2016)
"Nomad - a year in the Life of a Qashqa'i Tribesman in Iran" af Lois Beck (1991)
"Isfahan" af Hans Munk Hansen (2017)
"Iranske erindringer: En kvindes kamp" af Shirin Ebadi (2008)
"Drømmen om paradiset" af Steen Estvad Petersen (2005)
"Profetens kappe - Lærdom og magt i Iran" af Roy P. Mottahedeh (2005)
"At læse Lolita i Teheran" af Azar Nafisi (2005)
"Revolutionens børn. Unge i Theran" af Karin Bo Bergquist (2009)
Skønlitteratur
"Huset ved moskeen" af Kader Abdolah (2008)
"Jacarandatræets børn" af Sahar Delijani (2013)
"Safrankøkkenet" Yasmin Crowther (2006)
"Der var en dag, der var en tid" af Pia Sigmund (2017)
Mad
"Det persiske køkken" af Joseph Sinaki (2010)
Film
På bibliotekets filmtjeneste, Filmstriben, kan ses en række film fra Iran
Her følger links til fimene:
"Prostitution - Bag Sløret", 2004, Dokumentar
"Nader og Simin - En separation", 2011, Drama
Podcasts
"Fædreland" af DR i sammenarbejde med vores rejseleder Shahin Aarkjær (2022)
Hjemmesider