Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Rejser til Thailand

Hvad venter på en rejse til Thailand? Smukke, gamle templer, frodige regnskove og farverige markeder. Bliv klogere på landets kultur, natur og gæstfrihed her.

Værd at opleve i Thailand

De store oplevelser står i kø på en rejse i Thailand. Det er alt fra livlige storbyer til møder med minoritetsgrupper og udforskning af gamle tempelruiner. 

I hovedstaden Bangkok står skinnende pagoder side om side med moderne skyskrabere, mens duftene fra små gadekøkkener fylder luften. Her kan du opleve Wat Arun og Det Kongelige Palads, der vidner om landets stolte traditioner.

I det nordlige Thailand ligger Chiang Mai og Chiang Rai, hvor smukke templer som Wat Phra That Doi Suthep troner over landskabet. Her lever lokale bjergstammer, der stadig holder fast i deres gamle skikke. Derudover er der et farverigt markedsliv, hvor håndlavede tekstiler og smykker fortæller historier om generationers håndværkstraditioner.

Thailands historie går mange århundreder tilbage. Landet blev grundlagt i 1238 og blev i mange år kaldt for Siam. I 1939 skiftede landet officielt navn fra Siam til Thailand. I den antikke by Ayutthaya, en gang landets hovedstad, finder du majestætiske ruiner og Buddha-statuer, som står tilbage som minder om en svunden storhedstid. Byen er i dag på UNESCO's verdensarvsliste og giver et unikt indblik i Thailands gyldne æra.

Naturen i Thailand er lige så imponerende som landets kulturarv. I Khao Sok Nationalpark ligger nogle af de ældste regnskove i verden, hvor kalkstensklipper tårner sig op over smaragdgrønne søer. Du kan spotte mange farverige planter og dyr som vilde gibbonaber.

Længere mod syd lokker de frodige øer som Koh Samui og Koh Lanta med bløde sandstrande og det gennemsigtige lyseblå vand - perfekte til afslapning og snorkling.

Thailand er en destination, hvor du både kan dykke ned i landets kulturelle dybder og nyde store oplevelser i naturen – en rejse, der giver indblik i både fortidens storslåede civilisationer og nutidens livlige traditioner.

Kort over Thailand

Landefakta

Areal: 510.890 km2

Hovedstad: Bangkok

Møntfod: Baht - forkortes THB

Sprog: Thai (officielt)

Tidsforskelfra DK: Sommer: +5 timer, vinter: +6 timer

Klima og vejr i Thailand

Hvornår besøger man Thailand?

En rejse i Thailand byder på tropisk klima med varme temperaturer året rundt. Landet har to hovedsæsoner: En tør sæson fra november til april og en regnsæson fra maj til oktober. Den tørre sæson er ideel at rejse i - specielt hvis du er til bløde sandstrande. Men landet kan besøges året rundt. Gennemsnitstemperaturen ligger på omkring 28-32 grader hele året.

I det nordlige Thailand, såsom Chiang Mai, kan vintermånederne være lidt køligere, hvilket gør det til den perfekte tid at udforske templer og majestætiske bjerge. Under regnsæsonen oplever områder som Khao Sok Nationalpark hyppige, men korte regnskyl, som forvandler landskabet til en frodig oase.

Uanset sæsonen er Thailand et indbydende rejsemål, hvor solskin og varme gør det muligt at opleve landets kultur og natur hele året.

Typiske spørgsmål før rejsen til Thailand

  • Hvad spiser man i Thailand?

    Det thailandske køkken er kendt for sin unikke balance mellem søde, sure, salte og krydrede smage. Det har gennem århundreder udviklet sig med indflydelser fra kinesisk, indisk og malaysisk madkultur, hvilket har skabt en spændende gastronomisk mangfoldighed.

    Når du rejser i Thailand er maden ofte præget af friske ingredienser som urter, lime, chili, hvidløg og fiskesauce, som giver retterne deres karakteristiske smag. Retterne er kendt for deres stærke og aromatiske profiler og kan findes overalt - fra små gadekøkkener til fine restauranter.

    En af de mest kendte thailandske retter er Pad Thai. Det er også Thailands nationalret. Den ikoniske nudelret består af stegte risnudler med æg, tofu, rejer eller kylling, som er smagt til med tamarind, sukker og fiskesauce og toppet med hakkede jordnødder og friske limebåde. En ret, man absolut bør prøve på en rejse i Thailand!

    Tom Yum er en anden klassiker - en krydret og syrlig suppe med rejer, citrongræs, galangarod og kaffir-limeblade, der giver en intens og frisk smagsoplevelse. Suppen findes i mange varianter, men fælles for dem alle er den stærke smag af krydderurter.

    Noget af det bedste mad i Thailand fås i de populære gadekøkkener, hvor retter som f.eks. Som Tam (krydret papayasalat) og Moo Ping (grillede svinespyd) tilberedes frisk på stedet. Gadekøkkenerne er en vigtig del af thailandsk madkultur og byder på et utal af smagsoplevelser til rimelige priser.

    Hvis man ønsker en vegetarisk oplevelse, kan man prøve Pad Pak Ruam Mit, som er en wokret med blandede grøntsager i en lækker sauce af hvidløg og sojasauce.

    Har du en sød tand - så bør du smage Mango Sticky Rice, som er en populær dessert lavet med sød, klæbrig ris serveret med moden mango og toppet med kokosmælk.

    Thailandsk mad tilbyder noget for enhver smag, og det er en af de bedste måder at opleve landets kultur på. Velbekomme!

  • Hvem møder du i Thailand?

    På en rejse med Viktors Farmor til Thailand har vi altid fokus på mødet med lokalbefolkningen. Thailand er hjemsted for over 70 forskellige etniske grupper og minoriteter, hvilket giver en fascinerende kulturel oplevelse.

    I landsbyerne omkring Salween National Park møder vi thaierne, som udgør majoriteten i Thailand.

    I det nordlige Thailand møder vi de traditionelle bjergstammer som Karen- og Shan-folket, der bor i små landsbyer omgivet af frodige bjerge. De har bevaret deres unikke skikke, farverige klædedragter og traditionelle levevis. Mødet med dem giver et indblik i en livsstil, der er langt fra storbyens travlhed. Derudover vil der være mulighed for at møde Hmong- og Akha-folket i Chiang Mai. 

    Omkring 95% af Thailands befolkning er theravada-buddhister, selvom der er religionsfrihed i landet. 

    I landets sydlige del vil du opleve de muslimske samfund, især i provinser som Narathiwat, Yala, Satun og Pattani, hvor traditioner og skikke adskiller sig fra det buddhistisk prægede nord.

    I hele Thailand møder du de gæstfrie og varme thaier, der byder velkommen med et smil. Det thailandske folk er kendt for deres venlighed og imødekommenhed, hvilket gør rejsen til Thailand til en helt særlig oplevelse. Det er også årsagen til at Thailand ofte bliver kaldt for "Smilets land".

  • Hvad køber man i Thailand?

    Thailand er kendt for kreativt tekstilarbejde. Mange vælger at købe håndlavet kunsthåndværk, som f.eks. udskårne træfigurer. På hvert gadehjørne finder du håndlavede tasker, tørklæder og sandaler.

    Både i Bangkok og i resten af Thailand er der et stort udvalg af smukke silkeprodukter fremstillet af ægte thailandsk silke. De håndvævede bambusmåtter er også en oplagt gaveidé til at tage med hjem.

    Hvis man vil krydre sin mad op derhjemme, kan man blandt andet  købe tørret chili, citrongræs, galangarod og kaffir-limeblade. På den måde bringer man den autentiske smag af Thailand med hjem.

    Derudover er skræddersyet tøj en populær ting at få med hjem, da thailandske skræddere er kendt for deres dygtighed og hurtige leveringstid. 

  • Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Thailand?

    Thailand er generelt en tryg destination for rejsende. Landet byder på venlige lokale, en gæstfri kultur og et velfungerende turistinfrastruktur. Men som i mange andre lande anbefales det at tage almindelige forholdsregler i brug. Det er f.eks. at holde værdigenstande tæt på kroppen. Lommetyveri kan ske, specielt i befolkede områder og storbyer. 

    Det er ikke sikkert at drikke vand direkte fra vandhanen, når man rejser i Thailand. Det vil være muligt at købe vand på flaske i de forskellige supermarkeder eller på hoteller.

    Det er ikke altid at hygiejnen er i top ved de lokale gadekøkkener. Thailandsk mad er dog ofte gennemstegt, og det vil derfor anbefales at vælge retter, som er tilberedt. 

    På grund af det varme og fugtige klima i Thailand er det en god idé at vælge let og åndbart tøj. For at beskytte sig mod solen bør du tildække hovedet, arme og ben og anvende solcreme med høj faktor. De stærke UV-stråler kan være skadelige, selv når det er overskyet.

    Når solen går ned begynder myg og andre insekter at blive aktive. Det anbefales altid at have myggebalsam med, især hvis du opholder dig i områder nær skove, floder eller på landet. Myggebalsam kan købes lokalt. Det kan være nødvendigt at anvende myggebalsam under tøjet, for at mindske myggestik. 

  • Hvordan er prisniveauet i Thailand?

    Prisniveauet i Thailand er lavere end i Danmark. Valutaen er thailandske Baht. 100 DKK svarer til ca. 494 thailandske Bath (THB). De fleste foretrækker at veksle deres penge, når de ankommer til Thailand. Her vil det være muligt at veksle sine valutaer i banker og valutavekslingskontorer rundt omkring i landet.

    Selvom nogle turistområder accepterer betaling i euro eller amerikanske dollars, anbefales det altid at have thailandske baht på sig, især når du besøger lokale markeder, små restauranter og gadekøkkener. Kreditkort er udbredte på større hoteller og i butikker, men det er en god idé at have kontanter til mindre køb og drikkepenge.

    Gadekøkkener og lokale restauranter tilbyder måltider til en meget lav pris i forhold til Danmark. Et måltid fra et gadekøkken kan koste omkring 20-50 kr.

  • Hvor fysisk krævende er en rejse til Thailand?

    En rejse til Thailand kræver generelt en god almindelig fysisk form. Vi rejser til nogle afsidesliggende områder af Thailand, og det forventes derfor, at man kan gå mindst 5 km om dagen. Det er nødvendigt for at få det fulde udbytte af rejsen. 

    På vores eventyrrejse i Thailand vil der b.la. være køreture ad snoede veje, rolige cykelture i Sukhothai og sightseeing på gåben. 

  • Guidebøger, litteratur, film og musik

    Film: Thailand har været kulisse for flere ikoniske film. Blandt de mest kendte er "The Beach" (2000) med Leonardo DiCaprio, som blev optaget på Phi Phi-øerne. Derudover kan også nævnes filmen " The Impossible" med Tom Holland og Naoimi Watts i hovedrollerne. 

    Guidebog: Blandt bøger kan Politikens nyeste version af "Turen går til Thailand" anbefales. 

Her skal du bo på din rejse til Thailand

På rejser i Thailand med Viktors Farmor bor vi på gode turistklassehoteller i b.la. Bangkok og Chiang Mai. Vi oplever også afsidesliggende områder af Thailand, hvor hotelstandarden kan være lavere end i de største byer. 

3-4 stjernede hoteller og resorts

Nyd komfortable overnatninger i Thailand, hvor vi nøje har udvalgt gode 3-4 stjernede hoteller og resorts. Efter dagens eventyr tilbyder overnatningsstederne den ideelle ramme for afslapning og genopladning.

Vidste du det om Thailand?

Thailands nytår bliver fejret med Songkran-festivalen, som er en national vandkamp, der afholdes i april.

Viktors Farmor rejser i Thailand

Opdag nye sider af Thailand på en 13 dages rejse væk fra de gængse turistruter. Vi oplever etniske minoriteter i grænselandet til Burma, oldgamle tempelruiner og livlige storbyer. Vi dykker også ned i det thailandske og yderst velsmagende køkken på både restauranter, gadekøkkener og i private hjem. Og så har vi en spændende oplevelse i vente, når vi spejder efter vilde elefanter i Kui Buri National Park. Der er selvfølgelig ingen garantier, men chancerne er gode for at se dem, da vi benytter os af en dygtig naturguide. Rejsen giver et indblik i en anden side af Thailand, men vi nyder selvfølgelig også de skønne strande ved en mere ukendt strandby, Pranburi.

5 nedslag i Thailands historie

1238

Regnes som året for grundlæggelsen af Thailand og det første thailandske rige. 

1350

Thailand bliver samlet under Ayutthaya-kongedømmet.

1782

Den nye hovedstad Bangkok bliver grundlagt af kong Rama 1.   

1939

Siam skifter navn til Thailand, som betyder "De fries land". 

2016

Den elskede Kong Bhumibol Adulyadej dør, og tronen overtages af hans kontroversielle søn Vajiralongkorn. 

 

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Thailand.

  • Pas og visum

    Bemærk! Visum reglerne kan ændres med meget kort varsel, så det anbefales, at tjekke Thailands Ambassades hjemmeside. Nedenstående informationer er med forbehold for ændringer.

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Thailand på turistrejser i op til 60 dages varighed. Ved ankomsten får man et indrejsestempel, og ophold er herefter tilladt fra stemplets dato og 60 dage frem. Det er tilladt at rejse ind og ud af Thailand et ubegrænset antal gange med fly indenfor denne periode, men det er kun tilladt at rejse ind i Thailand 2 gange om året over land eller af søvejen. 

    Passet skal være gyldigt i 6 måneder fra indrejsedatoen og der skal være min. 2 blanke sider i passet.

    For yderligere information omkring visum kontakt venligst Thailads Ambassade på 39 62 50 10.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri.  Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    I Thailand bruges møntfoden Baht, THB. Der kan hæves kontanter i baht på VISA- og MasterCard i lokale pengeautomater (ATM), der findes i stort set alle byer. Hævegrænsen ligger oftest mellem 10.000-14.000 Baht (ca. DKK 2000-2800) pr. dag, men er afhængig af beløbsbegrænsningen hos dit eget pengeinstitut.

    På de fleste hoteller, restauranter og stormagasiner kan man betale med internationale kreditkort.

    Amerikanske dollars og euro kan veksles mange steder. Danske kroner kan veksles i de større byer, men kursen er ikke særlig god. Uden for Bangkok og Chiang Mai kan det være vanskeligt at veksle danske kroner. Så sørg for at hæve eller veksle til thailandske bahts, inden turen går ud af storbyerne.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage. Der kan være dage, hvor vi går mere end 5 km. i forbindelse med sightseeing. 

  • Klima

    Thailand har tropisk klima. Vintermånederne fra november til marts er de tørreste måneder og dem, hvor temperaturene er mest behagelige. Regntiden er fra ca. april til og med start oktober afhængig af hvor i Thailand man befinder sig. Især i april og maj kan temperaturne blive meget høje, og 40 grader er ikke ualmindeligt. I regnsæsonen er der i Thailand forhøjet risiko for oversvømmelser, mudderskred osv., der kan forstyrre rejseplanen. 

  • Tidsforskel

    Thailand er 6 timer foran dansk vintertid og 5 timer foran dansk sommertid.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Thailand har selvvalg fra Danmark. Tryk 0066 + omr.nr + abn.nr. Fra Thailand til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges fra Thailand. Mobiltaksten afhænger af dit teleselskab. 

    Internet. Der er efterhånden Wi-Fi på langt de fleste hoteller og et stigende antal restauranter og caféer i Thailand. Mange steder er det gratis, mens nogle steder opkræver en beskeden betaling. Det er også muligt at bruge mobildata på telefonen de fleste steder - men tjek lige priserne hos dit teleselskab i Danmark inden afrejse, da det ofte er en dyr fornøjelse. Har du ikke mobildata i Thailand inkluderet i dit danske abonnement, er det muligt at købe et lokalt SIM-kort med data, du kan bruge i Thailand. 

  • Elektricitet

    Thailand bruger 220 volt. De fleste thailandske stikkontakter er af type A med to flade ben. Men andre typer kan forekomme. Du vil dog stort set altid skulle bruge en adapter, så det er en god ide at medbringe en sådan hjemmefra. De kan dog også købes i butikker i Thailand. Husk også oplader til mobiltelefon og kamera.

  • Prisniveau

    Der er kæmpe forskel på prisniveauet i Thailand alt efter, hvor man bruge pengene. Her er alt fra billige gadekøkkener til nogle af verdens fineste hoteller med tilhørende restauranter. De fleste vil nok befinde sig et sted mellem disse to ekstremer - og her er prisniveauet meget rimeligt i forhold til danske priser. 

    En god frokost kan fint fås for under 100 kr. Den kan også koste fra 20 kr. ved et gadekøkken til langt mere på en fin restaurant. En lokal øl på en restaurant kan koste op til 20-30 kr, men den kan også findes billigere. Sodavand og juice er billigt, og man kan ofte få en sodavand for 5-10 kr. på en restaurant. Vin er dyrt. En kop kaffe kan koste alt fra få kroner ved en gadebod til over 30 kroner på Starbucks. 1 flaske vand (1,5 liter) koster typisk omkring 5 kroner i en kiosk.

  • Drikkepenge

    På Viktors Farmors grupperejser er drikkepenge til chauffør og lokalguide inkluderet i rejsens pris.

    Øvrige drikkepenge er ikke inkluderet i rejsens pris. Lønningerne er generelt lave i Thailand, så mange thaier i servicebranchen er afhængige af de drikkepenge, de modtager. Det gælder blandt andet stuepiger, tjenere, taxachauffører, hotelpersonalet mv.

    På restauranter er det normalt at lægge 10 – 15 % oveni regningen. På hotellerne er det normalt at lægge ca. 1 USD pr. person pr. nat til stuepigerne. 1 USD pr. kuffert, der bringes op på værelset, er også værdsat. I taxaer er det normalt at runde op til nærmeste runde tal. 

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand på flaske kan købes alle steder til få kroner pr. flaske.

  • Påklædning

    Thaiernes holdning til påklædning er ret afslappet. Det er ikke nødvendigt at medbringe fint tøj til hotellerne. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige langt de fleste steder. Short er acceptable mange steder til både mænd og kvinder (selvom de fleste thaier ikke selv kunne finde på at gå i shorts) - så længe de ikke er alt for korte. Ligeledes skal man dække sine skuldre.

    Undtagelsen er i templerne og officielle bygninger, hvor det forventes, at man har lange bukser på og dækkede skuldre. 

    Det er en god ide at medbringe en fleecetrøje eller let jakke til brug de steder, hvor der er skruet højt op for aircondition. 

  • Bagage og håndbagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. E-cigaretter er forbudte i Thailand, så de må slet ikke medbringes. Men har I powerbanks, skal de i håndbagagen.

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Solbriller
    • Badetøj
    • Kasket eller solhat
    • Langærmede, hurtigttørrende skjorter
    • Lange, hurtigttørrende bukser
    • Regnfrakke eller paraply
    • Myggespray
    • Solcreme
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. trekking sko/støvler
    • Desinficerende spray el. creme
    • Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil)
  • Fotografering

    Thailand er et fantastisk land at fotografere i, og heldigvis er det tilladt at fotografere langt de fleste steder. Undtagelsen er naturligvis militære installationer, lufthavne, broer, dæmninger, politiet osv.

    Tager man billeder af Buddha-figurer, munke eller noget med relation til kongefamilien er det vigtigt at være respektfuld. Det er f.eks. ikke tilladt at tage en selfie med Buddha eller posere foran et billede af kongefamilien. Straffene for majestætsfornærmelse er høje i Thailand. 

    De fleste thaier har ikke noget imod at blive fotograferet, men det er altid god skik at spørge om lov først og respektere et eventuelt 'nej tak'. 

  • Cigaretter og E-cigaretter mv.

    Rygning er forbudt alle steder indendørs (også hotelværelser) samt de fleste offentlige steder udendørs. Rygning er kun tilladt i særlige afmærkede rygeområder. E-cigaretter, E-væske og vandpiber, må ikke medbringes til Thailand. Disse elementer vil sandsynligvis blive konfiskeret ved ankomst, og man kan risikere at få en bøde eller fængsel i op til 10 år, hvis man findes skyldig. Salg eller levering af E-cigaretter, E-væsker og vandpiber er også forbudt, og man kan risikere en stor bøde eller op til flere års fængsel, hvis man findes skyldig.

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvem flyver vi med til Thailand?

    Det varierer fra rejse til rejse. Vi bruger en række flyselskaber på rejserne. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvilket flyselskab vi har booket til netop din rejse. 

    Er rejserne til Thailand fysisk krævende?

    Der er ikke indlagt deciderede vandreture på rejserne, medmindre det er angivet i dagsprogrammet. Men det bliver alligevel til en del gåen i forbindelse med byvandringer og sightseeing. Tempo er roligt, og vi gør mange stop. Men det er vigtigt at være godt gående, for at få det fulde udbytte af rejsen. Der kan også være en del trapper, og fortove og veje kan være meget ujævne. På nogle rejser kører vi ad mindre gode veje med mange sving og dårlig belægning. Sejler vi med båd på turen, er det vigtigt at kunne komme ind og ud af båden.

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra til Thailand?

    Det er altid en god ide at medbringe lidt penge hjemmefra. Mad, drikke og småfornødenheder er billige i Thailand, så man kommer langt for omkring 1.000 kr. i thailandske baht. Alternativt kan man medbringe  amerikanske dollars eller euros, der kan veksles til baht i Thailand. Men Thailand er et fantastisk land at shoppe i, og skulle der blive brug for flere penge, er der rig muligt at hæve penge på kreditkort i hæveautomater i de fleste thailandske byer. Det er også muligt at betale med kreditkort på mange hoteller og i større butikker. Men ikke i små butikker og gadeboder. Så det er nødvendigt også at have kontanter.

    Hvornår er det godt at rejse til Thailand?

    November til marts er klimamæssigt det bedste tidspunkt at besøge Thailand, hvorfor vores rejser ligger i denne periode. Det er muligt at rejse i Thailand på andre tider af året også, hvis man er forberedt på kort, voldsomme regnbyger, høj luftfugtighed og flere dage med overskyet vejr. Til gengæld er priserne lavere i regntiden, og der er langt færre besøgende i landet. 

  • Værd at vide

    Twin-værelser (værelser med to enkeltsenge) kan være svære at få på nogle hoteller. Som regel kan det godt lade sig gøre, men der kan forekomme situationer, hvor twin-værelser ikke er tilgængelige.

    Bemærk at e-cigaretter er forbudte i Thailand. 

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling.

  • Rejselederens rolle

    Den danske rejseleders rolle er meget anderledes i Thailand end andre steder. I Thailand er det kun den Thailandske lokalguide, der må informere og guide i det offentlige. Det er den lokale guide, som fungerer som rejseleder/guide ved/i og på sightseeing, restauranter, parker mv.

    Dvs. at den danske rejseleder ikke må informere om historie, kultur, geografi, og politik i offentlig rum. Den danske rejseleder kan heller ikke oversætte, så der bliver opsummeret i bussen eller på hotellet.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om rejser til Thailand.

Ring til os 86 22 71 81