Værd at opleve i Benin
I Benin vil du se farvestrålende processioner med levende voodoo-guder. Indviede i voodoo går i trance og personificerer guden. Vi tager os god tid på rejsen i Benin, så vi opdaget dets mange skatte.
De indviede i voodo får magiske evner og kan minde tilhørerne om gudernes magt, hvis man overskrider samfundets normer. Glem alt om gyserfilm med frådende zombier. I Benin får du indblik i symbolik og betydning af en stærk og levende voodoo-kultur, som er integreret i dagligdagen.
Dahomey-kongeriget eksisterer stadig. Kongen har sit eget palads i byen Abomey som nabo til tidligere tiders magtfulde herskere. De fleste paladser står stadig efter franskmændenes indtog i 1892, og nu er franskmændene begyndt at tilbagelevere de værdifulde genstande, de dengang bragte til Paris. Hvis vi er heldige, kan vi se nogle af dem. Men paladserne er også imponerende, alene størrelsen. En guide er nødvendig for at forstå de enkelte bygninger og deres funktion. Dahomey er et eksempel på, at vinderne skriver historien. Så i vestlige populærvidenskabelige bøger og tidsskrifter bliver Dahomeys historie beskrevet som særdeles grusom. I Benin får du et nuanceret billede. For tiden var ganske vist grusom, men folk i Benin mindes kongeriet for meget andet.
Ganvie er en hel by anlagt på pæle i en stor sø. Er du barn og skal i skole, må du sejle. Det samme sker, når du skal i kirke eller købe ind på det flydende marked. Derfor er en sejltur gennem byens vandveje fascinerende.
Den etniske gruppe Batammariba møder vi i både Benin og Togo. De har bevaret deres traditionelle levevis og en forunderlig arkitektur med huse i ler. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan forsvare en familie mod indtrængende fjender. Gennem tiderne har der været mange fjender, og befolkningen blev overfaldet og solgt som slaver til europæerne.
Klima og vejr
Hvornår besøger man Benin?
Typiske spørgsmål før rejsen til Benin
-
Hvad spiser vi i Benin?
Traditionel mad i Benin bliver serveret i en stor skål. Alle spiser af samme skål med fingrene. Basismad er en hård mos eller grød af for eksempel yams eller majs. Retten har en sovs af grønsager og eventuelt kød. Som turist er vi ikke vant til at spise hverken med fingrene eller af samme skål. Men i Benin finder vi måske en kogekone, der har tilpasset den traditionelle spise til vores ganer og til individuelle tallerkner.
En specialitet er nomadernes oste. Benin er et af de få steder i Vestafrika syd for Sahara, hvor man tilbereder ost.
Lyder stegte grønne bønner med hvidløg, tomatsalat med vinaigrette og en steak med pommes frites som menuen på en fransk bistro? Så er det ikke et tilfælde. De tidligere franske områder i Vestafrika har taget en del af de franske madvaner til sig.
Ligesom franskmændene har Benin også retter fra andre egne af verden. Det kan være marokkansk inspireret couscous eller asiatisk inspirerede stegte ris med grønsager.
Men Benin kan også selv. En favorit i den nordlige del af landet er en tyk cremet jordnøddesovs serveret med ris. Jordnøddesovsen kan indeholde forskellige former for grønsager og kød. Hvis vi er heldige, får vi serveret en langtidsstegt mør perlehøne.
Yassa-kylling er en populær ret, som oprindeligt stammer fra Senegal, men som mange vestafrikanske lande har taget til sig. Kyllingekødet er marineret i citronsaft og stegt med rigelige mængder af løg, der giver en sødme til retten og neutraliserer den skarpe syre fra citronen.
Langs kysten bliver der grillet friskfangede fisk og delikate skaldyr.
Vegetarer kan være udfordrede i landet, selv om der findes grønsagsretter på spisekortet. Der bliver ofte brugt bouillonterning eller usynlig knust fisk eller skaldyr i grønsagsretterne. Derfor skal kokken have besked i god tid.
På Viktors Farmors rejse i Benin er der helpension. Maden bliver bestilt i forvejen samme dag, så vi er sikre på, at den bliver varieret og tilpasset gruppens smag og mulighederne for lokale specialiteter.
-
Hvad er prisniveauet i Benin?
På restauranterne koster en stor øl ca. 10 -20 kr., sodavand ca. 10 kr., importeret vin ca. 100-200 kr. og en stor flaske vand ca. 5 - 15kr. Der er stor forskel på prisniveauet på et hotel ved havet og længere inde i landet.
-
Hvad køber man i Benin?
På en rejse i Benin er tekstiler en populær souvenir. Man kan købe farvestrålende bomuldsstoffer med fine trykte mønstre, som kan bruges enten til beklædning eller duge og puder. Der bliver også solgt håndlavede batikfarvede tekstiler. En særlig tekstiltradition i Benin er applikation, hvor figurer og abstrakte mønstre er syet på stof. Applikationsteknikken bliver traditionelt brugt til flag og vægdekoration.
Træskærearbejde, masker og skulpturer forbinder vi automatisk med Afrika. De findes naturligvis også i Benin. Fra rustikke masker til fint slebne figurer. Det er også muligt at finde ældre originalt træskærerarbejde og feticher, som beskytter mod det onde.
Benin har en tradition for bronzefigurer. Det er cire-perdue-teknikken. Først bliver figuren formet i bivoks og dækket af ler. Leret bliver brændt, voksen smelter og efterlader et hulrum, som fyldes med smeltet bronze.
-
Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Benin?
Det danske udenrigsministerium har ikke en rejsevejledning til Benin, men henviser til andre landes. Den britiske rejsevejledning advarer mod risiko for terror i grænseområderne i nord mod Burkina Faso og Niger og mod risiko for kriminalitet i grænseområderne til Nigeria i den nordøstlige del af Benin. Vi rejser selvfølgelig kun til landet, så længe det er sikkert. Derudover inkluderer Viktors Farmors rejse til landet ikke grænseegnene mod Burkina Faso, Niger eller Nigeria i det nordlige Benin.
Som ved mange andre lande og storbyer anbefaler vi at holde værdigenstande tæt på kroppen og lade dyre smykker, ure osv. blive hjemme eller på hotellet.
Vaccination mod gul feber og covid 19 er et krav. Husk at medbringe vaccinationsbeviset i håndbagagen, da det skal vises ved indrejse.
Statens Seruminstitut anbefaler vaccinationer mod difteri/tetanus, hepatitis A og meningitis.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria
profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke
vaccinationer der tilrådes. -
Hvem møder du i Benin?
Når du rejser med Viktors Farmor, er du stort set altid sikker på at møde de lokale. Vi møder flere forskellige folkeslag og mennesker på rejsen i Benin. Hos Batammariba-folket sidder en pige og støder sin lange pestel ned i shea-nødderne i den store morter. Hun har en række fine parallelle linjer på kinden. Det er ar-tatoveringer. Tatoveringerne beskytter hende mod sygdomme og ondskab og viser, at hun tilhører den etniske gruppe Batammariba-folket.
På Natitingous lille museum møder vi en anden kvinde. Hun er veluddannet og stammer fra det sydlige Benin. Hun gyser, da hun taler om områdets ar-tatoveringer. For hende er ar-tatoveringer gammeldags, mens de for pigen i landsbyen bliver båret med stolthed.
Batammariba er en af 42 forskellige etniske grupper i landet. Her lever knap 12 millioner mennesker, og de største etniske grupper er Fon med 38 % af befolkningen, Adja med 15 % af befolkningen og Yoruba med 12 %.
I Benin siger man, at hele befolkningen følger voodoo-religionen, men flere har også en anden religion. Således er 27 % muslimer, 27 % katolikker og 25 % følger forskellige retninger af kristendommen.
-
Er det sikkert at rejse til Benin?
Den britiske rejsevejledning for Benin advarer generelt om risiko for tyveri og kriminalitet i områder med mange mennesker. På Viktors Farmors rejser minimerer vi risikoen ved at rejse i en gruppe med opmærksomme lokale guider. Vi undgår så vidt muligt at køre uden for byerne efter mørkets frembrud.
Viktors Farmors rejse til landet inkluderer ikke grænseegnene mod Burkina Faso, Niger eller Nigeria i det nordlige Benin.
-
Er der risiko for tropesygdomme?
Malaria er mest udbredt i regntiden. Men husk myggemiddel med DEET til at skræmme de små blodsugere væk. Ikke alle myg bærer malaria-parasitten. Men alle myggestik er irriterende.
Gul feber er næsten ikke eksisterende, da sygdommen er overvåget af WHO, og befolkningen er vaccineret.
Dårlig mave lykkedes det os næsten altid at undgå ved god hygiejne.
-
Hvor mange penge skal jeg budgettere med på rejsen?
Da rejsen er med fuld pension, kan du klare dig for mellem 50 og 100 kroner om dagen. Det giver dig penge til drikkevarer og enkle souvenirs.
-
Er der nogen retningslinjer for beklædning i Benin?
I Benin viser man sin respekt for myndigheder og for ældre mennesker ved at klæde sig respektabelt. Beninerne sætter pris på, at man er pæn i tøjet. Det vil sige, at tøjet skal være rent og uden huller. De synes generelt, at det er underligt, når voksne mænd går i korte bukser.
Du vil se beninske kvinder i stramme korte kjole, men det er ikke den beklædning, de har på, når de møder ældre mennesker, som de respekterer.
Turister har vide rammer for deres påklædning, og ingen vil påtale et par korte bukser eller en lårkort kjole.
Løstsiddende let tøj er mest behageligt i den fugtige varme og kan samtidig beskytte kroppen mod sol.
-
Guidebøger, litteratur og film
Roman: Bruce Chatwin: Vicekongen af Ouidah
117 år efter at en fattig brasilianer kom til Vestafrika i 1812 for at handle med slaver, samles hans talrige efterkommere og lægger brikkerne til puslespillet om hans eventyrlige liv. Romanen bygger på en historisk person, og familien Da Silva er stadig en stor og indflydelsesrig familie i Benin.Musik: Angélique Kidjo er en internationalt anerkendt musiker fra Benin. Hun har udgivet 15 album og samarbejdet bredt internationalt. Angélique Kidjo er også en global humanitær og politisk fortaler for børn, kvinder og undertryktes rettigheder. På grund af hendes engagement kom hun på det internationale magasin Time’s liste over verdens 100 mest betydningsfulde personer i 2021.
Vidste du det om Benin?
Amazone. Ja, du tænker sikkert på fiktive eller mytiske figurer. Men i Benin har amazonerne været virkelige personer i kød og blod. Amazonerne var et særligt kompagni af kvinder i Dahomey-kongernes hær. De var specialtrænede kvindelige soldater og kendt som ekstremt dygtige og blodtørstige. Nu er der en Hollywood-film om Navi, som var amazone og kæmpede mod franskmændene i 1892. Hun døde i 1979.
Viktors Farmor i Benin
Viktors Farmor har én rejse til Benin. Rejsen Ghana - Togo – Benin - 15 dage på tværs af Vestafrika er en rundrejse, hvor vi dykker ned i kulturen og naturen i de tre lande.
I Benin oplever vi voodoo-kulturen med farver, fest, magi og får et indblik i, hvorfor voodoo er en moralsk rettesnor i livet, der sikrer retfærdighed i samfundet. Vi besøger Dahomey-kongernes paladser og får historierne om, hvorfor disse kongeriger var helt særlige. Vi bliver introducerede til fetich-kulturen (ofring til figur eller altre) og oplever Batammariba-folkets traditionelle kultur omkring Natitingou. Og så besøger vi Ganvie – en flydende by.
5 nedslag i Benins historie
År 700 og 1500
For 3.000 år siden begyndte jernproduktionen i Benin. Der var større bysamfund og en egentlig jernindustri, som eksporterede til udlandet.
1625
Kongeriget Abomey blev etableret i det nuværende Benin. I begyndelsen var det underlagt kongeriget Oyo i det nuværende Nigeria. I 1720 var Abomey vokset og blev kendt som kongeriget Dahomey. Dahomey var et magtfuldt kongerige, som blandt andet baserede sin rigdom på slavehandel med europæere. Europæerne kaldte Benins kyststrækning for Slavekysten. De slavegjorte afrikanere blev sendt til Caribien og Sydamerika, især Brasilien.
1892
Frankrig indtog Dahomey og gjorde det til et protektorat. To år senere blev Dahomey en fransk koloni og del af Fransk Vestafrika. Franskmændene forbød slaveri, men indførte samtidig tvangsarbejde, så befolkningen blev tvunget til at arbejde på vejprojekter, med at bygge huse til franskmændene og en del mænd blev tvunget ind i den franske hær.
1960
Dahomey blev en selvstændig stat. De første år var urolige med skiftende magthavere. Efter et militærkup i 1970 blev Dahomey en marxistisk etpartistat og skiftede navn til Folkerepublikken Benin. I en periode tjente staten penge på at opbevare atomaffald fra Sovjet og Frankrig.
1990
Præsident Kérékou stod bag en ny forfatning med demokrati og et nyt navn, så landet nu kom til at hedde Republikken Benin. Siden er landet blevet kendt som et mønstereksempel på demokrati og været samarbejdsland for Danida i en periode. På det internationale demokratibarometer er Benin dog faldet drastisk de seneste ti år, og magthaverne har vist sig meget kreative i deres fortolkning af landets forfatning.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Benin
-
Pas og visum
Der kræves visum til Ghana, Togo og Benin. Viktors Farmor fremsender visumvejledninger og understøttende visumdokumenter ca. 10 uger før afrejse, men det er de rejsendes eget ansvar at indhente de fornødne visa. Der findes flere visumservice-virksomheder, som kan hjælpe med at indhente visa.
Forvent at skulle undvære dit pas de sidste 6-7 uger før rejsen. Det er desuden vigtigt, at passet er gyldigt i mindst 6 måneder efter afrejse.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Vaccination mod gul feber er et krav. Man skal ved visumansøgning samt indrejse i Ghana kunne fremvise dokumentation for, at man er vaccineret mod gul feber i form af et gult vaccinationskort.
Ghana har skærpet de lokale regler med hensyn til udløbsdatoen for gul feber vaccinationen. Udløbsdatoen skal stå anført som livslang ("life long" eller "life cover" på engelsk) eller med en dato, som først udløber efter hjemrejsedatoen. Feltet med udløbsdatoen må ikke være blankt, have en forældet udløbsdato eller være overstreget/rettet til. Hvis i tvivl, så kontakt dit lokale vaccinationssted for at få udstedt et nyt gult vaccinationskort med udløbsdatoen som livslang. Der kræves ikke en revaccination! Husk at medbringe det gule vaccinationskort i håndbagagen, da det skal vises ved indrejse.
Statens Serum Institut anbefaler vaccinationer mod difteri, stivkrampe (tetanus), smitsom leverbetændelse (hepatitis A) og meningitis. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
-
Valuta
Den lokale valuta i Ghana er Cedi.
Møntfoden i Togo og Benin er CFA-francs, der benyttes i 8 tidligere franske kolonier.
Visa- eller tilsvarende kreditkort kan bruges på større hoteller og i nogle banker og i hæveautomater i de større byer. Og ellers medbring Euro eller USD, der kan veksles mange steder. Man får typisk den bedste kurs med Euro, da CFA har fast kurs overfor Euro, så det er bedst at medbringe Euro.
-
Telefoni og internet
Uden for byerne er der ikke altid telefonforbindelse/mobildækning til udlandet. De fleste hoteller har gratis trådløst internet.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Elektricitet
Der er 220 volt. Der skal bruges adapter, som kan købes i Ghana efter ankomst.
-
Drikkepenge
Drikkepenge til lokalguider og chauffører betales af Viktors Farmor.
Det er en uskik, at turister uden at have modtaget en tjeneste bare deler gaver ud, der kan være næsten værdiløse hjemme, men muligvis har en stor lokal markedsværdi. Det hæmmer i sidste konsekvens befolkningens eget initiativ og fremavler tiggeri. Det frarådes derfor helt at give gaver til børn.
Hvis nogen på besøg i landsbyerne vil give kuglepenne, postkort fra Danmark, skrivepapir etc., kan vores lokale guider være behjælpelige med at give dem til de rette personer.
-
Foto
Hvis man vil fotografere mennesker, skal man altid spørge om lov først.
Det er ikke tilrådeligt at begynde at fotografere officielle bygninger, lufthavne og militære installationer uden først at få tilladelse.
-
Påklædning
Hverken mænd eller kvinder bør gå i korte shorts, og kvindernes tøj bør ikke være stramtsiddende. Knickers samt short/kjoler der dækker knæene, er ikke noget problem. Klimaet er varmt og fugtigt. Løstsiddende tøj er mest behageligt.
Medbring tørklæde til at svøbe om hals og hoved til beskyttelse mod vind og støv.
Selskabstøj er unødvendigt, men tøjet bør være i god stand – i Afrika bliver tøj betragtet som statussymbol. Husk gode travesko og sandaler. -
Indkøb
Man kan med fordel købe ting som træskærerarbejder som masker, vævede og trykte tekstiler, håndlavede glasperler og sheabutter, og der skal altid tinges om prisen. Mere information på turen.
-
Prisniveau
På restauranterne koster en øl ca. 15 kr., sodavand ca. 10 kr., vin ca. 150-200 kr. og en flaske vand ca. 8-10 kr.
-
Bagage og håndbagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
Klimaet er varmt og tropisk, men ikke ulideligt. Faktisk ligger vores rejse i den allerbedste årstid. Dagstemperaturen ligger normalt mellem 25 og 35 grader og nattemperaturen på ca. 15 grader. Ved kysten er luftfugtigheden høj. Solen skinner og lyset er kraftigt, så husk solcreme, solhat og solbriller.
-
Alkohol og cigaretter
Øl kan normalt købes billigt på restauranter, og på hotellerne vil der også være salg af importeret vin. Cigaretter kan det være svært at finde. Der er meget få rygere, og det er ikke tilladt at ryge på restauranter og hoteller.
-
Tidsforskel
Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Benin (i vores vintertid). Der er 1 times forskel til Ghana og Togo. Når kl. er 12.00 i Danmark (vintertid) er kl. 11.00 i Ghana og Togo.
-
Infrastruktur og transport
Ghana, Togo og Benin er tredjeverdenslande med alt, hvad det indebærer. Den turistiske infrastruktur er forholdsvis veludviklet, men antallet af gode hoteller, restauranter etc. er så begrænset, at der i en presset situation kan opstå mangel på alternativer. Der kan ske forsinkelser og ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold og vejarbejde.
Vi kører i bus, der efter afrikanske forhold i god stand. At opleve det oprindelige Afrika indebærer mange timers kørsel på grusveje og gennem den åbne savanne, som i tørketiden er meget støvet. Det anbefales derfor at sikre alt følsomt udstyr mod støv, ikke mindst fotoudstyr. Tøj etc. kan pakkes ned i plasticposer, og bagagen skal være pakket ned i robuste kufferter (evt. sikret med rem), tætte søsække e.l.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Kikkert
- Lommelygte og/eller pandelygte + batterier
- Solbriller
- Læbepomade
- Kasket eller solhat
- Solcreme/solblokker
- Myggespray/insektspray
- Badetøj
- Vækkeur
- Piller mod maveinfektion
- Piller mod køresyge
- Salttabletter
- Bolcher/halspastiller/tyggegummi
-
Værd at vide
Vestafrikanere er kendt for at være tolerante, afslappede og humoristiske. Turisterne bliver hilst velkommen og mødt med stor åbenhed og nysgerrighed.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop (www.spejdersport.dk). Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
-
Adventurerejse
Dette er en Viktors Farmor adventurerejse. En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på nogle lange køreture i til tider ujævnt terræn, samt at hotelstandarden kan være svingende.