Værd at opleve i Tajikistan
Det højeste bjerg Ismail Somoni Peak er i dag opkaldt efter den persiske grundlægger af landet. I Sovjetunionens tid hed bjerget Kommunismens Top, og så kan man vist ikke stræbe højere med navngivningen.
Bjerget ligger i landets østlige del, hvor Pamir-bjergene støder sammen med de pakistanske Karakorum-bjerge - før de begge tilslutter sig Himalaya-kæden.
En rejse gennem Tajikistan byder derfor på majestætiske udsigter til de høje bjerge, dybt udskårne kløfter og grønne dale, hvor nogle af de mange tusinde bjergfloder skærer sig igennem. Mod øst kan bjergene være purpurfarvede – et flot syn, der ikke ses mange andre steder i verden. Her holder bl.a. sneleoparderne og Marco Polo-fåret til sammen med kongeørne mellem de snehvide bjergtoppe.
I bjergene findes smaragd-farvede søer. Blandt andet den mest berømte sø Iskandarkul opkaldt efter Aleksander den Store. Han kom denne vej forbi og mødte måske her sin yndlingshustru Roxana.
Tajikistan hører til en af de allerældste civilisationer i området. Flere byer er grundlagt af perserkongen Cyrus eller den makedonske hærfører Aleksander i århundrederne før Kristus.
I Tajikistan findes nogle af de ældste arkæologiske fund og eksempler på tidlig buddhisme i området. I Dushanbe kan man bl.a. se Den liggende Buddha – Den største statue af Buddha i Centralasien.
På trods af, at Tajikistan i dag er det fattigste land i Centralasien, har hovedstaden Dushanbe fået en ordentlig modernisering. Dushanbe betyder mandag, fordi der her var et berømt mandagsmarked.
Kæmpemæssige marmorbygninger og indtil for nylig verdens højeste flagstang pryder byens centrum. Her findes også Centralasiens største bibliotek med plads til 10 mio. bøger, selv om det ikke er fyldt op endnu.
Hvad landet mangler i penge opvejes til fulde af den flotte natur, der gør Tajikistan til et af de smukkeste lande i verden.
Klima og vejr
Hvornår besøger man Tajikistan?
Typiske spørgsmål før rejsen til Tajikistan
-
Hvad spiser vi i Tajikistan?
Maden i Tajikistan er et godt mix af russisk, mellemøstlig og kinesisk mad i storbyerne og på landet får man retter baseret på lokale råvarer af egen produktion som for eksempel kvæg eller får. Landet er rigt på abrikosplantager, æblelunde og bruger som de øvrige centralasiatiske lande mange forskellige krydderier.
Helt mod øst og nær grænsen til Kina vil der være et stort udvalg af kinesisk-inspirerede pasta/nudelretter.
I byerne og på mindre restauranter i provinsen vil Sovjettidens indflydelse afspejle sig i supper, der vil være en traditionel forret. Kålsupper, borsch/rødbedesuppe osv. Lammekød er ikke så almindeligt, men fås dog som grillet kød/kebab på linje med kylling og oksekød.
-
Hvad er prisniveauet i Tajikistan?
Et måltid mad på restaurant i byerne koster ca. 75 kr. Et glas vin eller en øl på restaurant ca. 20-30 kr. En kop kaffe på bedre café ca. 15 kr. I landsbyerne og udenfor hovedstaden er priserne markant lavere.
-
Hvad køber man i Tajikistan?
Der er rig mulighed for at købe lokalt vævede tæpper. Ligeledes broderede sengetæpper og lædervarer i ofte rigtig gode kvaliteter og med flotte farver og mønstre.
I bjergområderne vil lokale eller nomader ofte sælge honning eller abrikoser og frugter ved vejkanten.
-
Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Tajikistan?
Selvom de fleste rejser i Tajikistan går til højder på op til 2000-4000 meter vil man sjældent opleve højdesyge, da stigningen vil ske gradvist på rejserne.
Der kan opstå maveproblemer pga. de fremmede bakterier, man som udlænding ikke er vant til. Derfor anbefales det at have medicin mod dette – gerne antibiotika.
Det er sikkert for turister at bevæge sig rundt i landet, og der sker sjældent tyveri. Dog skal man på bazarer og andre steder med mange mennesker opbevare sine penge og pas på et sikkert sted.
-
Skal man være i god form til vandreturene?
Du skal være i almindelig god fysisk form. Lider man af køresyge er det godt at tage piller mod dette, da vejene ofte vil være snoede under bjergkørsel.
-
Er der særlige krav til påklædning i Tajikistan?
Selv om Tajikistan er et muslimsk land er der ikke krav om tørklæde. Man kan sagtens gå i sit normale tøj. Ved besøg i moskeer, bør kvinder bære tørklæde. Og mænd må ikke have shorts på.
-
Er der meget koldt i bjergene i Tajikistan?
I de perioder, hvor Viktors Farmor rejser til Tajikistan, kan der være op til 25 grader selv i de højeste dale. Og 30 grader plus i lavlandet.
Men vejret kan også være uforudsigeligt og nær frysepunktet i de højeste bjergområder selv om sommeren. Så det anbefales altid at have en vind- og evt. vandtæt jakke med – evt. en varm trøje, hvis det blæser meget. -
Bøger og rejseguider
Tajikistan and the high Pamirs – Odyssey Books and Guides (2012). Et monumentalt og næsten encyklopædisk værk på 700 sider, der udførligt beskriver landet og alle seværdigheder/turistruter. Revideres jævnligt.
Sovjetistan af Erika Fatland - Informations Forlag (2016).
Den norske socialantropolog har skrevet denne rigtigt gode bog om hver af de fem stanlande og giver en god og velskrevet indføring i områdets forskellige folkeslag og kulturer. Bl.a. et afsnit om yaghnoberne.Artikelsamling om Silkevejen og Centralasien. Af Jesper Petersen og Gert Lynge Sørensen (2013). Uddeles til alle gæster på Viktors Farmors rejser.
Vidste du det om Tajikistan?
At den danske opdagelsesrejsende Ole Olufsen i slutningen af 1800-tallet gennemførte banebrydende ekspeditioner i Tajikistan?
Viktors Farmor i Tajikistan
På rundrejsen De 5 stan-lande får man et godt indtryk af det smukke bjergland Tajikistan og dets særegne historie og kultur. Vi ser nogle af de byer, som Cyros og Aleksander grundlagde, de nordlige bjergområder samt hovedstaden Dushanbe med dets pomp og pragt i marmor. Landet vil opleves som markant anderledes end de øvrige fire stan-lande på Viktors Farmors rejse.
6 nedslag i Tajikistans historie
6. årh. f. Kr.
De første oldiranske folk slår sig ned i Tajikistan og Uzbekistan.
8. årh.
Arabere invaderer Centralasien, herunder Tajikistan, og introducerer islam blandt befolkningen, der ellers er zarathustrier - ildtilbedere
10. årh.
En persisk hærfører Ismail Samoni fra Samanidedynastiet opretter et kongedømme, der dækker det nuværende Uzbekistan og Tajikistan
1876-1936
Russerne invaderer området, der ender med, at Tajikistan bliver en sovjetrepublik i 1936
1991
Sovjetunionen opløses og Tajikistan bliver selvstændigt
1992-1997
En borgerkrig bryder ud mellem forskellige klaner. Vinderen af krigen, Emomali Rakhmon, bliver præsident og har siddet på magten lige siden
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Tajikistan
-
Pas og visum
For danske statsborgere gælder flg.:
Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdet. Visum søges som E-visum. Nærmere informationer sendes om dette. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Som i de fleste andre oversøiske lande anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Der er risiko for malaria fra juni til oktober. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik om malaria- og rejsemedicin generelt.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
-
Højdesyge
På en del af rejsen er vi over 3000 meters højde. Har man ikke erfaring med, hvordan man reagerer på højder, anbefaler vi at man taler med egen læge og evt. medbringer Diamox (acetazolamid).
På www.netdoktor.dk stå der mere information om højdesyge.
-
Valuta
Betalingsmidlet er ”Somoni” i Tajikistan. International forkortelse er TJS. 100 TJS er ca 70 DKK. Det anbefales, at veksle ved ankomsten landet. Medbring USD eller EURO.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Hoteller
Faciliteterne ved ”homestay” i Pamirområdet er meget simple. 3-6 deltagere deler et værelse. Det fælles badeværelse har ikke altid brusebad, men man får vand leveret i en spand. Toiletterne er i asiatisk stil med et hul i gulvet. Det kan være nødvendigt at ændre på rejseruten af årsager, der er udenfor vores kontrol, som f.eks. uvejr eller dårlig vej.
-
Telefoni og internet
Kaldenummer til Tajikistan er 00992. Vi er i områder i Tajikistan, hvor du ikke kan regne med mobildækning udenfor byerne
-
Elektricitet
Der er 220 volt. De bruger ”to-benede” stik som i Danmark. Både i en tynd og i en tyk udgave. Endvidere har de ”tre-benede” stikkontakter med skråtstillede ben (som i Australien). Adapter til sidstnævnte anbefales.
-
Drikkepenge
Får du får båret din bagage giver du et lille beløb svarende til 1 US$.
Drikkepenge til lokale guider og chauffører betales af Viktors Farmor.
Drikkepenge til stuepiger, tjenere mv. er ikke inkluderet i rejsens pris.
-
Vigtigt
Dette er en ”adventurerejse” for den erfarne rejsende. Turistmæssigt er Tajikistan ikke udviklet. Udenfor Dushanbe er infrastrukturen dårlig. Vejene i området er vanskelige og dårligt afmærkede med strækninger i kun et enkelt spor over floddalene. Vi kører i 4-hjuls-trækkere med meget erfarne chauffører, men alligevel egner rejsen sig ikke for de med højdeskræk eller folk, som er nervøse ved bjergkørsel. Vi er i afsidesliggende områder uden hjemlig komfort.
Tajikistan og specielt Pamirområdet er et udviklingsområde, hvor infrastruktur, værdier, skikke og standarder er meget forskelligt fra hvad vi er vant til. Kørselsvanerne i denne del af verden er noget, man skal forberede sig på at kunne klare.
-
Foto
Vil du fotografere personer bør du spørge om tilladelse først. Det er forbudt at fotografere militærbygninger, broer, grænseovergange, banegårde, lufthavne samt politi og soldater.
-
Bagage
Rygsæk eller ”duffelbag” anbefales til bagagen, og en dagtursrygsæk til de ting, man har brug for i løbet af dagen. Bagagen læsses i jeep, og vi rejser på meget ujævne veje. Man må være forberedt på, at bagagen bliver støvet og ”rystet”. Pak så let som muligt. Det giver bedre plads i bilerne.
Bagage bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
Tajikistan er en del af et bjergrigt område med toppe over 7000 meter Vi kommer op max 4500 meters højde. Disse bjerge bærer sne hele året rundt. På grund af afstanden fra havet og at landet ligger ”i læ” af Pamir- og Himalaya-bjergkæderne mod syd og sydøst, er det en temmelig tør region i betragtning af dens højde. Vintrene er kolde, men foråret kommer tidligere end længere mod nord.
-
Tidsforskel
Tajikistan er 3 timer foran Danmark, når vi har sommertid.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Solbriller, kasket eller hat
- Solcreme med god faktor
- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- En lille flaske håndrens (fås på apoteker eller hos Matas)
- Lommelygte
- Evt en let lagenpose
- Papirlommetørklæder / toiletpapir
- Håndklæde - når der bades i de varme kilder ved b.la. Garmchasmas.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
-
Drikkevand
Det kan ikke tilrådes at drikke vand fra hanerne, vi anbefaler at købe drikkevand på flaske.