Kultur og religion i Kina: En mosaik af tro og traditioner

Med en historie, der går mindst 5.000 år tilbage, et areal der er 223 gange større end Danmark og en befolkning på over 1,4 milliarder mennesker fordelt på 56 etniske grupper, er Kina et dybt fascinerende land fyldt med kontraster og variationer. 

Der er enorm forskel på levevis, kultur og traditioner fra område til område i det store land. For ikke at snakke om forskellen mellem livet i afsidesliggende landsbyer og de hastigt voksende moderne storbyer. Derfor er det svært at snakke om én fælles kinesisk kultur.

Men der også lighedstræk. Især når det kommer til at værne om traditionerne. De traditionelle rødder stikker dybt i Kina, og trods den hastige modernisering i store dele af landet, holder mange fast i fortidens idealer og skikke. Derfor skal man ikke blive overrasket over at se gamle templer side om side med topmoderne skyskrabere i glas og stål, hvor forretningsfolk beder til forfædrene, inden dagens arbejde begynder foran computerne. Eller elever i skolen, der studerer filosofiske tanker, der er mere end 2.500 år gamle. 

For tradition og modernitet går hånd i hånd i Kina, og det ses både indenfor kultur, religion og arkitektur. Her i artiklen dykker vi ned i nogle af de spændende traditioner, der stadig spiller en vigtig rolle i det moderne kinesiske samfund. 

Traditioner i den kinesiske kultur

Den kinesiske kultur er gennem historien blevet præget af tanker, der kom til landet udefra. Buddhismen kom til Kina fra Indien over Himalaya. Islam blev bragt til landet med karavanerne af Silkevejen, og kristendommen kom med de europæiske handelsskibe. Alle har de været med til at forme det Kina, vi oplever i dag. 

Men den filosolfi, der har haft størst indflydelse på Kina, kom ikke udefra. Men derimod fra en relativ ukendt kinesisk by ved navn Qufu. Her levede fra år 551 til 479 f. Kr. en kinesisk embedsmand og filosof ved navn Kong Qui – senere bedre kendt under navnet Konfutse. Konfutse udviklede en række tanker, der kom til at få stor indflydelse på den kinesiske kultur helt op til i dag. 

Konfutses tanker handlede først og fremmest om værdier, moral og om, hvordan man skulle opføre sig som menneske i en streng hierarkiske samfundsorden. Eksempelvis skulle en hersker tage sig af sine undersåtter, der som tak skulle udvise loyalitet mod den overordnede. Det gjaldt også i familien, hvor faren skulle vise kærlighed til sine børn, der som tak skulle ære faren. Samme mønster gør sig gældende i alle andre relationer, hvor de ældste og mest magtfulde skulle tage sig af de yngre, og de yngre omvendt skulle udvise ære og loyalitet mod de ældre. 

Det var forholdet mellem mennesker og mellem mennesket og samfundet, der interesserede Konfutse. Han beskæftigede sig ikke ret meget med det guddommelige og andre metafysiske emner. De lå alligevel udenfor den menneskelige kontrol. Derfor var konfucianismen i sin grundform ikke en religion. Men med tiden blev hans tanker blandet med især buddhismens doktriner og blev derved alligevel ophøjet til noget religiøst.  

Konfutse tanker blev nedskrevet af hans elever og følgere efter hans død, og de kom til at danne fundamentet for det kinesiske riges administration, kultur og identitet helt frem til i dag. Faktisk var konfutses ideer så vigtige for den kinesiske tankegang, at kandidater til offentlige embeder tidligere blev eksamineret i dem som del af ansættelsen. Sådan er det ikke i dag. Men Konfutses tankegang om forholdet mellem ældre og yngre og overordnede og underordnede lever i bedste velgående i Kina i dag. Både i familierne, på arbejdspladsen og i samfundet generelt. 

Andre konfucianske værdier, der i høj grad stadig præger det kinesiske samfund, er høj arbejdsmoral og vægt på uddannelse. Det kinesiske uddannelsessystem er stærkt konkurrencepræget, og forældre forventer, at deres børn yderes deres absolutte ypperste med studierne. Det gælder helt nede fra de mindste klasser, hvor der stilles høje krav fra både forældre og skolen. 

Siden har Konfutses ideer bredt sig til nabolandene Japan, Korea og Vietnam, hvor de også har haft stor betydning. 

Kinas religioner

Konfucianismen kom inde fra Kina. Man andre religiøse og filosofiske retninger er blevet bragt til landet udefra. 

Buddhismen kom til Kina fra Indien over Himalaya under Han-dynastiet (206 f.Kr – 220 e.Kr). Her blev den blandet med konfucianismens værdier og udviklede sig med tiden til sin særlige kinesiske form, vi oplever i de fleste kinesiske templer i dag. Dog ikke i Himalaya, hvor den mahayana-buddhistiske tankegang stadig dominerer i de gamle templer. 

Senere – i det 7. århundrede – ankom islam til Kina med arabiske og persiske søfolk, der slog sig ned langs Kinas sydvestlige kyster. Andre handelsfolk bragte de samme ideer med sig langs karavaneruterne fra Centralasien. Det var dog først med mongolernes erobring af Kina i 1200-tallet, at islam for alvor begyndte at spredes. I dag opleves Islam især i den vestlige del af Kina. Men også den gamle kejserby Xian, som vi besøger på en rejse til Kina, har en spændende islamisk kvarter med en smuk moské opført i kinesisk stil. 

Også kristendommen fandt tilhængere i Kina, efter den kom hertil med europæiske handelsfolk og missionærer. Mange af disse slog sig ned i kystbyerne, hvorfor det ofte er her, man kan opleve kirker i Kina. 

Som regel blev de nytilkomne religioner blandet med lokale myter, forfædrekulter og eksisterende religioner. De urgamle folkereligioner spiller stadig en stor rolle i Kina, hvor ikke mindre end 30% af befolkningen bekender sig til kinesiske folkeregioner i en eller anden grad.

Social etikette og opførsel i Kina

Traditioner, konfucianismen og religioner påvirker i høj grad den kinesiske kultur i dag. Det munder ud i en række sociale regler for, hvordan man opfører sig. Regler, det kan være godt at kende, hvis man besøger Kina. Her har vi samlet et par eksempler.

Social etikette i Kina

Kineserne er stolte af deres land, og kan godt blive irriteret, hvis udlændinge kritiserer landet. Det er fuldt i tråd med Konfutses lære om at ære og være loyal overfor dem, som er over én i systemet. Det er bedst at holde sig fra at snakke politik og undgå spørgsmål om sensitive emner som menneskerettigheder, Taiwan, Tibet, osv.  

Derimod vil mange kineserer meget gerne snakke om familie, job, alder osv. Så bliv ikke overrasket, hvis en kineser, du lige har mødt, begynder at spørge ind til, om du er gift, har børn, eller hvor meget du tjener. Det er helt normalt i Kina, hvor man ikke anser den slags spørgsmål for at være personlige. 

At holde hånd i offentligheden er ikke helt så tabubelagt, som det var tidligere. Men det er stadig bedst ikke at vise affektion offentligt. Offentlige kys og andre gestusser, vi tager for givet i Vesten, hører privatlivet til i Kina.

Tro mod Konfutses lære har en særlig plads i det kinesiske samfund. Derfor er det god skik at have respekt over for ældre. 

Vær rolig i alle situationer. Det hjælper ikke at blive frustreret eller råbe op. Heller ikke selvom du synes, det er fortjent. I kinesiske øjne taber alle ansigt, hvis en person mister temperamentet, og det kommer der intet godt ud af. Kinesere bryder sig bestemt ikke om at tabe ansigt. Slet ikke omgivet af folk, de kender eller skal have noget at gøre med bagefter. 

Lad den røde kuglepen blive hjemme. Rødt blæk er et symbol på protest og kritik. Navne skrevet med rødt kan også have en symbolsk forbindelse til døden. Nogle kinesere skriver breve med dårlige nyheder med rød skrift. For eksempel hvis de skal berette om et dødsfald, eller de ønsker at afbryde et forhold. 

At komme til tiden anses for at være en dyd for de fleste kinesere – også selvom det ikke altid lykkedes i virkeligheden. Det er respektfuldt ikke at lade folk vente. Omvendt skal man heller ikke komme alt for tidligt. Det kan også misforstås. Så det er bedst at komme til tiden.  

Besøg i helligdomme

Reglerne for besøg i helligdomme afhænger naturligvis af, hvilken religion der er tale om. 

I buddhistiske templer er det for eksempel skik at tage hat og sko af ved indgangen og bevæge sig med uret rundt på området. Har templet en stupa, er det særligt vigtigt at gå med uret rundt om den. Om end der er enkelte buddhistiske templer, hvor det modsatte er tilfældet. Går man den rigtige vej rundt, giver det god karma, hvilket har betydning for den næste genfødsel. Går man den forkerte vej rundt, trækker det fra på karmakontoen – og det skidt for den næste genfødsel. Så se hvilken vej de lokale pilgrimme går og følg med den vej rundt. Er der tiggere ved indgangen til templet, giver det også god karma at donere lidt til dem. 

Det er ikke velset at fotografere folk uden at have spurgt om lov først. Buddhister anser hovedet for at være det helligste sted på kroppen, mens fødderne er det mindst hellige. Derfor er det ikke god skik at røre en buddhist på hovedet. Ligesom man ikke peger på andre mennesker eller gudestatuer med fødderne. 

Mange af de samme regler går igen ved besøg i moskéer. Her er det vigtigt at være anstændigt påklædt og tage sko samt hat af ved indgangen. Skuldre og arme ned til albuen skal være dækket. Det samme gælder benene. Lange bukser er velanset. Men shorts kan gå nogle steder, hvis de går ned over knæene. Kvinder vil som regel blive bedt om at bære tørklæde i moskéerne. 

Mange moskéer har adskillelse af kønnene, så sørg for at gå ind ad den rigtige dør til det rigtige område af moskéen. Alkohol og cigaretter må som regel ikke medbringes i moskéer. 

Gavegivning og besøg i et kinesisk hjem

Er man så heldig at blive inviteret på besøg i et kinesisk hjem, er det god skik at tage skoene af ved indgangen og medbringe en gave. Gavegivning i Kina er omfattet af et sandt minefelt af regler. Men følger du de her anvisninger, skal det nok gå. 

Det er høfligt at give og modtage gaver med begge hænder. Bliv ikke overrasket, hvis modtageren afviser gaven. Det er helt normalt og høfligt at afvise gaven flere gange, inden man tager imod den. 

Når gaven er modtaget, vil mange kinesere pænt stille den fra sig og vente med at åbne den, til giveren er gået. Det anses for at være mest høfligt. Medmindre giveren insisterer på, at de skal åbne gaven, mens giveren ser på. Der er nogle genstande, der egner sig mindre godt som gaver. Ure og lignende symbolske genstande for eksempel. Skarpe objekter såsom knive symboliserer afslutning på forholdet, og det er sjældent hensigten med en gave. Ting med relation til tallet 4 er heller ikke godt, da tallet associeres med døden i Kina. 

Når gavegiveriet er klaret, vil man sandsynligvis blive budt på noget at drikke og spise. Også her er der en række regler, der er gode at kende. 

Det er ikke uhøfligt at bøvse under måltidet

Der er mange smagfulde kinesiske retter, og mange måltider er faktisk fyldt med regler, der godt kan virke forvirrende for besøgende. Eksempelvis forventes det, at man smager på alle retterne, der serveres. Men sørg for at efterlade en lille smule på tallerkenen som symbol på værtens gæstfrihed og generøsitet. Det er ligeledes høfligt at tage del i hver eneste skål, der bliver udråbt af selskabet. Bliver te-koppen fyldt, vil man nogle gange opleve, at kinesere slår let på bordet med to fingre for at sige tak.  

Det er ikke socialt acceptabelt at putte kogler, frøskaller eller andet ikke spiselig tilbage i din risskål, mens du spiser. Brug i stedet en serviet eller en lille tallerken – hvis der er en – til at skille dig af med resterne. 

Derimod er der intet uhøfligt i at bøvse under måltidet. Faktisk anser mange kinesere smasken og bøvsen som et tegn på, at maden er god. 

Regler når du spiser med spisepinde

Mange kinesere spiser med pinde, og også her er der en række regler. Spisepinde er til at spise med. Man skal ikke pege med dem eller bruge dem som trommestikker. Ligeledes er det strengt tabu at stikke spisepindene ned i risen og lade dem stå oprejst i risen. Det er et symbol, der forbindes med døden og begravelser. 

Spisepindene bruges udelukkende til at føre maden fra ens egen skål op til munden. Men først skal maden fra de fælles fade over i skålen. Hertil bruger man ikke spisepindene, ligesom det er dårlig skik at spise fra de fælles fade og skåle med spisepindene. Det forventes, at man bruger skeer eller særlige spisepinde til at flytte maden fra de fælles fade til ens skål, hvorefter man kan spise det med sine egne pinde. 

På den måde har Kina en masse sociale og kulturelle regler, hvoraf mange har rødder langt tilbage i de kinesiske traditioner. Og det er både spændende og til dels forvirrende at finde hoved og hale i dem. 

Se alle vores artikler om Kina