Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Nelson Mandelas Sydafrika

Der er lavet en Top Ti over kendte afrikanere. Hvem topper den? Nelson Mandela selvfølgeligt. Han er en af Afrikas største ikoner.

Vi ser Mandela monumentet i Paarl.

Skrevet af

Anja Schmidt

Anja er rejsekonsulent for Viktors Farmor. Hun har rejst i Sydafrika og har et stort kendskab til rejser til landet.

Han er synonym med ikke blot Sydafrika, men hele Afrika. Der er skrevet bøger om ham, lavet film og sange. Holdt koncerter i Hyde Park. Rejst statuer så langt væk som London.

Mandela er et ikon, men slet ikke kan komme udenom, hvis man rejser til det sydlige Afrika. Og midt mellem safari, vinsmagning, zulu-dans og fabelagtige udsigter møder man igen og igen synlige tegn på hans levned.

Mandelas barndomshjem

Nær fødebyen Mvezo for eksempel. Her kom Mandela til verden i 1918, men da hans far blev frataget titlen som stammehøvding, måtte familien flytte til den nærliggende by Qunu. I dag er der museum i begge byer, hvor man får et solidt indtryk af hans barndom og ungdom. Men mere end det. Ved hjælp af hans egen biografi ”Vejen til frihed” kortlægges hans liv – og der er en anselig samling af gaver, han modtog i sin tid som præsident for Sydafrika.

Allerede som ung jura-studerende blev Mandela involveret i frihedskampen mod det hvide apartheid-styre. Han blev hurtigt en af bevægelsen ANCs frontfigurer, og fra 1947 og 14 år frem boede han og hustruen Winnie på adressen Vilakazi Street, house 8115, Soweto.

Da han forlod huset i 1961 var det i huj og hast, på flugt for sit liv. Han genså huset i 1990, efter 27 år som fange, og sagde ved den lejlighed, at dette sted altid havde været centrum for hans verden.

I dag er det den mest kendte adresse i Sydafrika, når man rejser rundt. Huset er blevet museum, der fortæller historien om Mandela familien i lyd, billeder og film. Vilakazi Street er i øvrigt den eneste gade i verden, der har huset 2 modtagere af Nobels fredspris. Ærkebiskop Desmond Tutu boede i samme gade.

Politisk fange

Den 5. august 1962, nær byen Howick i provinsen KwaZulu-Natal, vinkede politiet en bil ind til siden. Chaufføren insisterede på, at hans navn var David Motsamayi, men politiet lavede alligevel et grundigt check og fandt ud af, at det var Nelson Mandela, eftersøgt gennem 17 måneder.

Herefter fulgte en retssag, som endte med en livstidsdom for Mandela. I dag er der rejst en skulptur på stedet, hvor han blev anholdt I Howick. 50 stålstænger i varierende højde ser ikke ud af meget på afstand, men de er en optisk illusion. Når man kommer tættere på, smelter de sammen og danner Mandelas ansigt.

 

Fængselsøen Robben Island i Sydafrika var Nelson Mandelas ”hjem” i 18 af hans 27 års fængselsophold. Foto Viktors Farmor

Mandela blev verdens mest kendte politiske fange. Han sad 18 år på Robben Island i en celle, hvor der kun var en madras og en toiletspand. Som sort fange måtte han kun modtage besøg 2 gange årligt. Alligevel opstod der en intellektuel elite omkring ham. Robben island blev et universitet, hvor indsatte engagerede sig i debatter og modnedes politisk. I dag er Robben Island optaget på listen over verdens kulturarv, og det er blevet en af Sydafrikas største attraktioner.

Nelson Mandela er nærmest synonym med Sydafrika. På billedet ser vi Nelson Mandela skulpturen i Howich i Sydafrika

Første sorte præsident

Mandela blev løsladt i 1990. Han modtog Nobels Fredspris i 1993 og blev valgt til landets første sorte præsident i 1994. Da han fratrådte i 1999 engagerede han sig i menneskerettighedsarbejde, og han modtog frem til sin død mange udenlandske hædersbevisninger. Han døde i december 2013, 95 år gammel, og blev bisat under hele verdens opmærksomhed som den landsfader, han reelt var.

Og stadig er. Tag selv med til Sydafrika sammen med Viktors Farmor, og hør mere om hans utrolige liv.

Se alle vores artikler om Sydafrika