Jungles VIP
Very Important Person. Det er blot et af de kælenavne, der gennem tiden er hæftet på orangutangen, der lever i de tropiske skove på Sumatra og Borneo.
Der har den store menneskeabe levet i 12 millioner år, har forskning vist. Og mere end det, den er nært beslægtet med os mennesker. Genteknologi har påpeget, at orangutangens DNA er 97% identiske med menneskets. Den er et meget intelligent dyr.
Skovens menneske
Modsat sine ”fætre”, gorillaen og chimpansen, lever orangutangen i træer. Det lidt besværlige navn kommer fra en dialekt af malaysisk. ”Orang” betyder menneske og ”utan” skov, så aben er altså ”skovens menneske”. Engang mente man, at det var mennesker, der godt kunne tale, men lod, som om de ikke kunne, for at undgå at blive sat i arbejde.
For lige at gøre generne færdig: Chimpansens gener er 99% identisk med menneskets, gorillaens 98%, og orangutangen som skrevet 97%. Så har vi beskrevet evolutionen i få nøgletal!
Hvad kan man bruge dette til? Forskere – danske i øvrigt – har analyseret orangutangens arvemasse, og fundet frem til, at arvemassen varierer meget fra orangutang til orangutang. En stor spredning i gener giver robusthed, og gode betingelser for at overleve på langt sigt.
Besøg på orangutang reservater
Der er nemlig trusler nok mod den asiatiske menneskeabe. Regnskovene skrumper gevaldigt på grund af skovhugst. Når skoven forsvinder, mister orangutangen sit habitat og tvinges tæt på mennesker. Et møde der ofte er skæbnesvangert, for især i plantagerne anses aben for et skadedyr. Voksne orangutanger slås ihjel, unger sælges på det illegale kæledyrsmarked.
Derfor er det vigtigt, at der er reservater for orangutanger. De findes både på Sumatra og Borneo, og på Viktors Farmors rejser besøger vi dem. På Sumatra lever orangutangerne i dag i det fri, og de holder oftest til i træerne - så vi holder øjne og øre åbne på en rejse til Sumatra.
På Borneo på Sepilok Orangutan Rehabilitation Center kan vi observere den store menneskeabe på nært hold. Orangutangen kaldes den røde abe, men farven på pelsen varierer. Sumatras orangutang er mere orange i pelsen end den type orangutang, der lever på Borneo.
En sårbar art
En velvoksen han er omkring 1.60 meter høj og vejer op mod 100 kg. Man siger, at en orangutang har samme kræfter som 7 voksne mænd – men den er ikke aggressiv. Hunnen bliver først kønsmoden, når hun er 12-15 år gammel, og får unger med 6 års mellemrum. Derfor er orangutangen en sårbar art.
Heldigvis er der stadigt mange af dem. Og heldigvis er der ildsjæle, der går en indsats for at bevare junglens VIP - så vi kan få den at se. Enten på Sumatra eller på Borneo.