Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Kæmpen Kazakhstan

Landet med den store, den mellemste og den lille horde. Gigantiske Kazakhstan midt inde i Asien er på størrelse med hele Vesteuropa og er verdens 9. største land.

Kazakhstan har umådelig smuk natur - her Kolsay søerne. Foto Frank Capion
Gert Lynge Sørensen - rejseleder for Viktors Farmor

Skrevet af

Gert Lynge

Gert har rejst i det meste af verden og har været rejseleder gennem mange år.

Kazakhstan er grundlagt af tyrkiske nomader og Djengis Khans mongolske horder. Her lever aktive nomader på steppen side om side med moderne byboere. Og de har plads nok. Der er kun ca. 18 millioner mennesker på 2,7 millioner kvadratkilometer

Landet tiltrækker sig ikke den store opmærksomhed. Men alligevel rummer det masser af seværdigheder.

Bjergtagende natur

Kazakhstan har både vidtstrakte stepper og majestætiske bjerge med skove, søer og idyl. Der er en levende falkonér-kultur, hvor man stadig bruger ørne til jagt. Nomadekulturen lever også i bedste velgående, og heste er ligeså almindelige som biler. Ja, man kan se unge ”hænge ud” på hesteryg på gadehjørnerne.

Et af landets historiske højdepunkter er det urgamle Turkestan, de kazakhske og muslimske pilgrimmes allervigtigste sted med rødder tilbage fra det 4. århundrede og et kulturelt midtpunkt fra det 14. århundrede under Timur Lenks storhedstid.

Man bør også besøge den tidligere hovedstad Almaty. ”Æblernes By”, som den kaldes, ligger svalende og skyggefuld ved foden af bjergene mod nabolandet Kirgisistan i syd. Selv om hovedstaden af politiske årsager i 1997 blev flyttet ud midt i steppelandet til Astana, betragter kazakherne stadig Almaty som den ”rigtige” hovedstad.

Horder, heste og en rumstation

Efter Djengis Khan erobring i det 13. århundrede blev Kazakhstan regeret af den såkaldte Gyldne Horde. Men da det mongolske imperium brød sammen igen, opstod tre stammer (horder), der udgør den kazakhiske identitet: Den Store Horde, den Mellemste Horde og den Lille Horde. Gennem historien har en lang andre folkeslag dog slået sig ned, så der i dag er mere end 100 forskellige nationaliteter.

Kazakherne er tyrkisk-talende muslimer, men religionen spiller ikke den store rolle. Kazakherne er først og fremmest et rytter- og nomadefolk, hvis kultur og traditioner stadig holdes i hævd. Arkæologer mener endda, at det var på Kazakhstans stepper, mennesket første gang fik tæmmet hesten. Hesten er dog ikke mere hellig, end at den findes på menukortet på mange restauranter.

Det er også i Kazakhstan, man finder den store russiske rumstation Baikonur, som stadig udlejes til Rusland efter at Sovjetunionen brød sammen i 1991. Ved Aralsøens nordlige bred af den hastigt forsvindende sø har danske fiskere lært kazakhiske fiskere at fange nye arter. I den kazakhiske del af det Kaspiske Hav mod vest findes oliereserver, der er ligeså rige som Nordsøens. Det har givet landet stor velstand i de senere år og den moderne vestlige bykultur rykker nærmere og nærmere dag for dag.

Se alle vores artikler om Centralasien