Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Spiti: Ekspedition i indisk Himalaya

Rå natur, afsides klostre og Dalai Lamas hjemby

Denne ekspedition i Indien fører os dybt ind i afsidesliggende områder af Himalaya. Fra hektiske Delhi kører vi med bjergtog til den tidligere britiske sommerhovedstad Shimla, der på unik vis blander indisk kultur med britisk idyl.

Priser fra

21.990 kr.

Max. 20 deltagere

15 dages rejse

Start din rejse her

Fra Shimla fortsætter vi ad små bjergveje mellem grønklædte bjerge og frodige dale med traditionelle landsbyer, enestående træbygninger og udsigt til de hellige Kinner Kailash-bjerge.

Gradvist kommer de høje bjerge tættere på, og fra Kalpa krydser vi ind i Spitis rå højlandsørken med hvidkalkede landsbyer og mægtige buddhistiske klostre med dybe tibetanske rødder. 

Vi besøger 1.000 år gamle templer, der stadig runger af munkenes messende stemmer, og vi oplever hverdagslivet helt ude på kanten af verden. Fra Spiti fortsætter vi over høje bjergpas til Manali, der spiller en rolle i hinduistisk mytologi. Rejsen slutter i Dalai Lamas hjemby Dharamsala, hvor den tibetanske kultur holdes i hævd.

5 gode grunde til at rejse til Spiti med Viktors Farmor:

  • Oplev en ægte ekspedition til sjældent besøgte områder af Himalaya
  • Kør med bjergtog til briternes gamle sommerhovedstad Shimla
  • Udforsk små landsbyer med træforter og smukke trætempler
  • Besøg afsidesliggende klostre dybt inde i Spitis rå og stenede bjerglandskaber
  • Kom tæt på den tibetanske kultur i Dalai Lamas eksilhovedstad

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark

    Fra Danmark flyver vi mod Indiens hovedstad Delhi. Afrejse er som udgangspunkt fra København med mindre der står ud for rejsens dato på hjemmesiden, at afrejse er fra Billund.

  • Dag 2

    Byrundtur i Delhi

    Vi ankommer til Delhi først på dagen. Ankommer vi meget tidligt, kører vi til vores hotel, hvor der er mulighed for at hvile ud ovenpå rejsen. Ved middagstid mødes vi igen for at udforske Indiens hektiske hovedstad. Ankommer vi om formiddagen, tager vi hul på sightseeing direkte fra lufthavnen. 

    Delhi er en by fuld af kontraster, hvilket vi oplever på eftermiddagens byrundtur. I New Delhi står prægtige regeringsbygninger og luftige parker langs snorlige boulevarder, mens hektiske bazargader snor sig i alle retninger i Delhis gamle bydel.

    Turen tager os blandt andet til Raj Ghat, hvor Mahatma Gandhi blev kremeret, efter han var blevet myrdet ved et attentat. I dag er området en lille park. Vi besøger også Indiens største moské, der hæver sig over Delhis gamle bydel. Det er en smuk helligdom med en stor indre gård flankeret af høje, slanke mineretter. Helt andre oplevelser venter i de omkringliggende handelsgader, hvor fodgængere behændigt snor sig ind og ud mellem scootere, rickshaws, biler og hellige kør. Folk handler i de små boder, unger i nystrøgne skoleuniformer er på vej fra skole, og duften af karry strømmer ud fra de mange små restauranter og blander sig med støvet, larmen og osen fra bilerne.

    Turen fortsætter til det storslåede tempel Bangla Sahib Gurudwara, hvor vi hører om sikhernes religion, inden turen slutter ved det moderne Lotus-tempel, der er tilegnet bahai-religionen. Herfra går turen tilbage til hotellet.

    Måltider: Aftensmad.

    Overnatning: Dehli

  • Dag 3

    Med tog til Shimla

    En spændende togrejse venter os, når vi tidligt om morgenen stiger ombord på eksprestoget til Kalka. Først snor toget sig gennem Delhis uendelige forstæder, men gradvist giver byen efter, og husene erstattes af åbne landskaber, marker og landsbyer på de flade sletter omkring hovedstaden. Vi ankommer til Kalka lige inden middag. Her skifter vi til toget Himalayan Queen Express, der fører os op i Himalayas første bjerge til byen Shimla.

    Jernbanen blev konstrueret af briterne omkring år 1900 og er en ingeniørmæssig bedrift. Mere end 100 tunneller blev boret gennem bjergene, og adskillige broer blev konstrueret. Men hvorfor var det så vigtigt for briterne at bygge en jernbane til denne afsidesliggende by?

    Briterne led under den hede sommervarme på Delhis sletter. Så siden midten af 1800-tallet havde de været på udkig efter et sted at fortrække til i sommermånederne. Valget faldt på den lille bjergby Shimla, der i 1864 blev udnævnt som sommerhovedstad for den britiske administration i Indien. Når varmen om foråret blev for intens i Delhi, flyttede hele regeringen med deres familier og følge til Shimla, hvis kølige, tågeindhyllede bakker og dybe skove med lidt god vilje godt kunne minde lidt om England. I starten foregik turen med hestevogne, men med tiden blev det nødvendigt med en hurtigere og mere komfortabel forbindelse. Resultatet blev jernbanen.

    I dag er fortidens damplokomotiver for længst udskiftet med mere moderne tog. Men tempoet er stadig adstadigt, og landskaberne er lige så smukke, som da briterne i sin tid tog denne tur. Vi ankommer til Shimla i 2206 meters højde sidst på eftermiddagen, hvorefter vi indlogeres på vores hotel for de kommende to nætter. Aftenen er fri til at nyde den kølige bjergluft og få de første indtryk af dette unikke sted.

    Måltider: Morgenmad, madpakke på toget og aftensmad

    Overnatning: Shimla

  • Dag 4

    Briternes sommerhovedstad Shimla

    På mange måder er Shimla en kærlighedserklæring til det fjerne England, og man fornemmer en god portion hjemve, når vi om formiddagen udforsker den gamle britiske sommerhovedstad. Hjertet af byen, der ligger på toppen af bakkekammen, er fyldt med britiske huse bygget omkring en klassisk, anglikansk landsbykirke. I den anden ende af gågaden – kendt som The Mall – ligger byens teater, der var centrum for Shimlas High Society. Under briterne var det her, man socialiserede, og sladder blev udvekslet. Derfor er det ikke underligt, at et af de mest populære mødesteder langs vejen hedder Scandal Point.

    I den britiske periode måtte kun englændere færdes i denne del af byen. Inderne var henvist til bydelene, der lå ned ad skråningerne. Flere steder er skråningerne så stejle, at vejene er erstattet af trapper. Det betyder, at mange varer stadig bæres op til den britiske by på ryggen af en bærer, da biler ikke kan køre derop.

    I dag er bymidten naturligvis åben for alle, og Shimla er blevet et populært feriemål for indiske turister, der kommer for at nyde det behagelige klima, de smukke udsigter mod bjergene og ikke mindst den unikke kombination af britisk idyl med et umiskendeligt indisk twist.

    Vi bruger formiddagen på at opleve Shimlas historiske centrum på en byvandring, hvorefter resten af dagen er fri til at udforske byen på egen hånd. En mulighed kan være at gå en tur ud til det imponerende Viceregal Lodge lidt udenfor byen. Dette palads var residens for de øverste britiske herskere i Indien, og byggeriet bliver ikke mindre imponerende, når man tænker på, at hver eneste mursten blev båret herop på ryggen af muldyr. Lyder det for aktivt, er man aldrig langt fra en kop kaffe eller en ægte britisk high tea på Shimlas te-huse.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Shimla

  • Dag 5

    Trætemplet i Sarahan

    I dag begynder ekspeditionen for alvor, når vi sætter kursen mod nordøst ad en mindre bjergvej. Vi kører i komfortable biler med plads til 4-5 personer i hver bil plus chaufføren fordelt på 3 sæderækker. Så der er gode muligheder for at nyde landskabet, der glider forbi udenfor vinduet. Først kører vi gennem områder med lave grønklædte bjerge og frodige dale med æbleplantager, men gradvist kommer de høje bjerge i horisonten nærmere.

    Dagens mål er den lille by Sarahan i 2.165 meters højde, der gemmer på en af Nordindiens bedst bevarede arkitektoniske hemmeligheder. På en bakkeskråning lidt udenfor byen ligger det spektakulære trætempel Bhimakali med en flot udsigt mod bjergene. Fra afstand ligner de gamle træbygninger en blanding mellem en borg og et palads, men når vi kommer tættere på, kan vi se de smukke træudskæringer og sølvarbejdet på dørene ind til helligdommen. Tidligere var Sarahan sommerhovedstad for riget Bushahr, men i dag kommer pilgrimme først og fremmest til templet for at ofre til gudinden Bhimakali, der anses for at være Bushahr-rigets beskytter, samt til den blodtørstige gudinde Durga.

    Vi tager os god tid til at nyde templet og den omkringliggende lille landsby, da vi overnatter i nærheden. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Sarahan

  • Dag 6

    Teltlejr i Sangla-dalen

    Vi forlader Sarahan fra morgenstunden og kører dybere ind i bjergene til Sangla (2.680 moh), hvor vi ankommer først på eftermiddagen. Her indlogeres vi i en komfortabel teltlejr med store telte, rigtige senge samt toilet- og badefaciliteter.

    Lejren ligger spektakulært med udsigt mod bjergene, og der er mulighed for at gå en tur langs floden til til en lille lokal helligdom med badeflage og sten med indhuggede mantraer. Eller blot nyde naturen i om omkring lejren. Når mørket sænker sig over bjergene, serveres middagen i det store fællestelt. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Sangla

  • Dag 7

    Landsbyer i Sangla-dalen, træfortet i Kamru og udsigt fra Kalpa

    Formiddagen bruger vi på at udforske små landsbyer i Sangla-dalen. Dalen er i sig selv smuk med frodige marker i dalbunden flankeret af høje bjergsider. Men det er i lige så høj grad de traditionelle landsbyer med træhuse i den lokale kinnaur-stil, der gør området værd at besøge. Det oplever vi blandt andet i landsbyen Chitkul helt inde i bunden af dalen samt Bushahr-herskernes gamle hovedstad Kamru. Særlig spektakulær er det gamle træfort i Kamru, der også er bygget i kinnaur-stil med et 7 etager højt tårn med skrånende, næsten japanskudseende tage. Fortet ligner mest af alt noget taget direkte ud af Ringenes Herre eller en anden eventyrfilm.

    Over middag forlader vi Sangla-dalen og kører omkring halvanden times tid til byen Kalpa (2.900 moh), der ligger med en forrygende udsigt til bjergmassivet Kinner Kailash. I den hinduistiske mytologi anses Kalpa for at være vinterresidens for guden Shiva, og det er let at se, hvorfor han har valgt at slå sig ned med denne udsigt. Vi er nu for alvor tæt på de høje bjerge, men i morgen skal vi endnu tættere på. Vi indlogeres på et hotel i Kalpa for natten.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Kalpa

  • Dag 8

    Over passet til Tabo i Spiti

    En storslået køretur venter os i dag, når vi krydser ind over bjergene til området Spiti og ind i en helt anden verden. Turen tager det meste af dagen og fører os fra Kinnaurs frodige dale og træhuse med skiffertage til Spitis rå stenlandskaber og landsbyer i tydelig tibetansk stil. I Kinnaur er hinduismen den mest fremtrædende religion, mens Spiti er en buddhistisk verden, hvor lyden af messende munkestemmer strømmer ud af de hvidkalkede klostre.

    Vejen, vi kører på, hedder meget ambitiøst Hindustan-Tibet Highway, om end der bestemt ikke er tale om nogen motorvej. Den lille bjergvej blev oprindeligt bygget af briterne for at styrke handelsmulighederne med Tibet. Karavaner har rejst ad denne rute i årtusinder, men med åbningen af vejen blev området langt mere tilgængeligt. Vejen er blevet forbedret siden, men det er stadig et af de mest afsidesliggende hjørner af Himalaya, vi kører ind i nu. I løbet af dagen gør vi holdt i flere landsbyer. Deriblandt Nako, der ligger ned til en lille sø. Her får vi de første indtryk af den tibetanske kultur, der stadig er dominerende i Spiti.

    Dagens mål er Tabo (3050 moh), hvor vi besøger byens kloster. Klosteret tilskrives den højtstående munk Ringchen Zangpo, der siges at have opført ikke mindre end 108 klostre på én nat. Han er også kendt for at oversætte en lang række hellige skrifter fra indisk til tibetansk, hvilket bidrog til buddhismens udbredelse i Tibet. Klosteret er mere end 1.000 år gammelt, og vægmalerierne i gamle, vejrbidte tempelbygninger anses for at være nogle af de smukkeste i hele Spiti. De ældste malerier siges at være lige så gamle som klosteret selv.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Spiti

  • Dag 9

    Dhankar-klosteret og Pin-dalen på vej mod Kaza

    Vi forlader Tabo efter morgenmaden og kører dybere ind i Spiti mod byen Kaza. Første stop på vejen er Dhankar-klosteret, der nærmest synes at balancere på et stejlt klippefremspring højt over Spiti-floden. Dhankar fungerede tidligere som hovedstad for kongen af Spiti, og hans forladte palads og et fort kan ses nær helligdommen. I dag er Spiti ikke længere et kongedømme, men Dhankar-klosteret er stadig en vigtig helligdom, hvor munke kommer for at meditere og lade sig uddanne i de gamle buddhistiske skrifter. Dog sker det i dag først og fremmest i det nye kloster, der blev indviet nær det gamle for et par årtier siden.

    Turen fortsætter til Pin-dalen, hvor naturen er overraskende frodig sammenlignet med den rå højlandsørken, vi møder andre steder i Spiti. Det nyder dyrelivet godt af, og dalen er blandt andet hjem for bjerggeder med imponerende horn. Sneleoparder lever også her, men det kræver helt ekstremt stort held at se det sky dyr i fri natur. Vi gør holdt i Pin-dalen for at nyde omgivelserne samt besøge den gamle helligdom Kungri Gompa, inden turen går mod hotellet i Kaza (3.640 moh).

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Kaza

  • Dag 10

    Kaza og gåtur fra landsbyen Kibber til Ki-klosteret

    Vi bliver i Kaza-området i dag men tager et par små afstikker ud af byen. Dagens første mål er landsbyen Kibber, der ligger omgivet af stenede landskaber i 4.270 meters højde. Det er let at få det indtryk, at Kibber må være byen for enden af verdenen. Det er ikke helt forkert. Kibber regnes for at være en af de højest beliggende permanent beboede byer i verden, og hverdagslivet her synes uendeligt langt væk fra alting.

    Fra Kibber er der mulighed for at gå til vores næste stop; Ki gompa, der er det største kloster i Spiti. Turen er på cirka 7 kilometer og fører gennem de rå og vilde landskaber. De, der ikke ønsker at gå, kan køre i bilerne. Fra afstand ligner Ki gompa nærmest en fæstning på sit klippefremspring højt over dalen. Området har da også været angrebet flere gange op gennem historien, og Spitis kloster har derfor også fungeret som tilflugtssted, når fjenden nærmede sig. Adskillige hundrede munke holder stadig til i klosteret, der i år 2000 fik en ny tilbygning indviet af selveste Dalai Lama. Vi tager os god tid til at opleve klosteret, inden turen går tilbage til Kaza i bil.

    Resten af dagen går med at udforske Kaza, hvis gamle bydel byder på både et lille marked, flere lokale butikker og et kloster. Men mest af alt giver besøget mulighed for at få et indtryk af hverdagslivet helt her ude på kanten af verden. Vi overnatter i Kaza igen denne aften.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Kaza

  • Dag 11

    Over høje bjergpas til Manali

    Det er tid at tage afsked med Spiti. En lang køretur venter os. Men turen ud af Spiti er om mulig endnu mere dramatisk end turen ind i området. Undervejs passerer vi det 4.551 meter højde pas Kunzum La, hvis top prydes af hvide stupaer og farvestrålende bedeflag. Vi skal igennem adskillige hårnålesving for at passere passet, og det er svært at forestille sig, at indtil for bare få år siden var dette en grusvej. Fra toppen går det nedad igen gennem områder med moræneaflejringer, gletsjere og udsigter mod bjergene.

    Endnu et pas skal forceres, inden vi kan trille ind i Manali. Det er det 3.978 meter høje Rohtang La-pas. I en ikke alt for fjern fortid, kæmpede yakkaravanerne sig over passet. Men i dag kan vi vælge at tage en smutvej genne en helt ny 9 km. lang tunnel, der blev indviet i 2022. Om vi tager turen over passet eller gennem tunnelen afhænger af tiden, vejret og dagen.

    Sikkert er det derimod, at landskaberne på den anden side af Rohtang La-passet er helt anderledes end dem, vi netop har forladt i Spiti. Vi er nu tilbage blandt frodige dale, frugtplantager og skovklædte bjergsider. Sidst på dagen kører vi ind i byen Manali, hvor vi har to overnatninger.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Manali

  • Dag 12

    Manali

    Vi har hele dagen til at slappe af og opleve Manali, der med sine ca. 65.000 indbyggere er klart den største by, vi har oplevet i snart mange dage. Navnet Manali er udledt af ordene ”Manus hjem”. Manu er et mytisk væsen fra en hinduistisk legende. Historien fortæller, hvordan verdenen blev oversvømmet, og mennesket udryddet. Men Manu overlevede katastrofen, og da vandet trak sig tilbage, slog Manu sig ned på det sted, hvor Manali i dag ligger. Derfor er Manali hellig for hinduer, der valfarter til byens templer. Vi besøger blandt andet templet Hadimba, der ligger gemt i en skov af cedertræer og byder på smukke træudskæringer. Vi dykker også ned i byens historie på Manalis lokale museum.

    Gennem tiderne har pilgrimmene haft selskab af andre tilrejsende. Fra 1960’erne og frem var Manali et populært tilholdssted for hippier, der lovpriste de lave priser og den glimrende lokale marihuana. I dag er byen dog først og fremmest populær blandt nygifte indiske brudepar, der tager hertil på bryllupsrejse for at opleve sne i Rohtang La-passet. Resultatet er en hyggelig by med masser af faciliteter. Eftermiddagen er fri til at nyde det hele på egen hånd. Vi mødes igen om aftenen for at spise middag sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Manali

  • Dag 13

    Mod Dalai Lamas eksilhovedstad Dharamshala

    Vi lægger de høje bjerge bag os nu og sætter kurs mod sydvest og byen Dharamshala. Turen fører os gennem områder med frodige bjergsider, grønne teplantager og mindre byer. Vi gør et par små stop på vejen for at strække benene, inden vi sidst på eftermiddagen kan indlogere os vores hotel i Dharamshala.

    Dharamsala er en af de vigtigste byer i den tibetanske buddhisme. Det var hertil den åndelige tibetanske leder Dalai Lama i 1959 flygtede efter den kinesiske invasion af Tibet. Her fik han og hans følge lov til at bosætte sig i den tidligere britiske bjergby Mcleodganj lidt nord for Dharamshala, og siden har området fungeret som eksilhovedstad for den tibetanske regering. Men det er ikke kun tibetansk politik, der har hjemme i Dharamsala. Det er i lige så høj grad tibetansk kultur, religion og kunsthåndværk, der holdes i live i byen. Derfor ses bedehjul og bedeflag mange steder i byen, og i de mange små værksteder lærer unge tibetanere hjemlandets traditioner og gamle håndværk. På byens menukort ses tibetanske retter, og de mange klostre er prydet af buddhistiske thanka-malerier. På den måde er Dharamsala i lige så høj grad en åndelig hovedstad, som den er politisk.

    Efter indlogeringen er aftenen fri til at slappe af ovenpå køreturen eller udforske Dharamsala på egen hånd. Et godt sted at starte kunne være byens bazar, hvor lokale, tilrejsende og pilgrimme alle kommer for at handle. Vi mødes igen for at spise aftensmad sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Dharamsala

  • Dag 14

    Dharamsala og Det Gyldne Tempel i Amritsar

    Vi har formiddagen til at til at udforske dette spændende sted. Dalai Lamas residens er lukket for offentligheden, medmindre man har en audiens. Men byens templer er åbne, og pilgrimme strømmer til for at ofre til de gyldne Buddhastatuer i skæret fra flakkende olielamper. Templernes vægmalerier er ikke så gamle, som dem vi har set i Spiti, men de er i strålende farver og mindst lige så flotte. I gaderne, der fører ned til templet, sælges alt fra religiøse malerier og statuer til strikkede uldstrømper og tibetansk mad. 

    Ved middagstid kører vi Amritsar. En tur på 4-5 timer. Ved ankomsten oplever vi sikhernes fantastiske gyldne tempel. Der er altid masser af pilgrimme ved templet til langt ud på aftenen, og det er en stor oplevelse at mærke stemningen omkring den smukke helligdom. Efter besøget kører vi til et hotel, hvor vi spiser en sen afskedsmiddag. Der er booket et par værelser på hotellet, hvor der er mulighed for at vaske sig og skifte tøj, inden turen sidst på aftenen går mod lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

     

  • Dag 15

    Hjemrejse

    Vi kører til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Mad på flyet.

Hvad siger vores gæster

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Indien

  • Pas og visum

    Der kræves visum til et besøg i Indien.

    Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed, være maskinlæsbart og minimum have to blanke sider tilbage.

    Visum skal søges online inden afrejse. Der kan ikke søges om e-visum tidligere end 30 dage før indrejse i Indien. Vi sender en vejledning til ansøgningen ca. 30 dage inden afrejse fra Danmark. Online-visum koster pt. 25 USD. Det søges her

    Man kan også vælge at søge visum på Indiens ambassade i København. Men det kræver, at de får passet indleveret fysisk. Se mere om proceduren og dagsprisen på Indiens ambassades hjemmeside. 

    Ønsker I, at Viktors Farmor søger om visum på jeres vegne koster det 1250 kr. i administrationsgebyr plus de 25USD for selve visummet.

    Viktors Farmor sender besked til rejsernes tilmeldte, når der er garanteret afrejse. Søg ikke visum inden da. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales tyfusforebyggelse ved rejser i Indien over to uger. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Indisk valuta er rupees (INR). Der går ca. 10 danske kroner på 120 rupees.

    Kreditkort kan bruges i større forretninger. Man kan ligeledes hæve penge fra kreditkort i hæveautomaterne, der i Indien hedder ATM. Der er ATM-automater i de næsten alle større byer.

    Men det til trods er det altid en god ide også at have kontanter, da mange små butikker og restauranter kun tager imod kontanter. Bemærk at det er forbudt at indføre og udføre indiske rupees i Indien. Så medbring amerikanske dollars eller euro, der kan veksles til rupees til en god kurs i Indien.

  • Specielt for Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya

    Rejsen Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya er en Viktors Farmor adventurerejse.

    En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men hvor man skal være forberedt på at have en vis spejderånd og overbærenhed, både hvad angår indkvartering og ændringer i programmet undervejs. Disse rejser er mere strabadserende end de øvrige ture i programmet.

    Læs mere om adventurerejser her.

    Dette er en ægte eventyrrejse for dem, der vil ud på kanten af verden. Det er ikke som sådan nogen hård tur, og vi skal ikke gå ret meget. Men vi kommer højt op, og vi kommer derud, hvor hotellerne ikke altid har danske standarder, og ikke alt fungerer 100% som derhjemme. Der er desuden lange køreture ad hullede bjergveje. Det skal man være klar på for at få det fulde udbytte af rejsen.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Specielt for Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar - Højdesyge

    På rejsen Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar tilbringer vi tid i højden, så vi har sørget for at sætte tid af til akklimatisering. Det sker især i Leh, som vi flyver til, og som ligger i 3500 meters højde. Højdesyge kan opstå og viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Den mest normale form for højdesyge er ovre efter to-tre dage. Det kan ofte afhjælpes ved at undgå at blive afkølet samt ved at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.

    Tager du medicin, har KOL eller lider du af en hjertesygdom eller anden sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i et vist omfang kan forebygge højdesyge. Spørg hos din læge eller henvend dig til Rejsemedicinsk Klinik, www.rejsemedicin.dk

  • Måltider

    Maden på rejsen vil i langt de fleste tilfælde være indisk om end i en mildere version, end lokalbefolkningen foretrækker det. 
    Der vil være dage uden mulighed for købe alkoholiske drikkevarer. 

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Indien har selvvalg fra Danmark. Tryk 0091 + omr.nr + abn.nr. Fra Indien til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges fra Indien. Mobiltaksten afhænger af dit teleselskab. Det er billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i kiosker med ISD skilte. Her koster det ca. en krone pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.

    Internet. Der er efterhånden wi-fi på langt de fleste hoteller og et stigende antal restauranter i Indien. Mange steder gratis, nogle steder mod en beskeden betaling. Det er også muligt at bruge mobildata på telefonen de fleste steder - men tjek lige priserne hos dit teleselskab i Danmark inden afrejse, da det ofte er en dyr fornøjelse. 

  • Elektricitet

    Strømstyrken er 230 volt. I det meste af Indien benyttes type D stik, så man bør medbringe adapter.

  • Drikkevand

    Det frarådes på det kraftigste at drikke postevand fra hanen. Mineralvand kan købes overalt til billige penge.

  • Drikkepenge

    På grupperejser med Viktors Farmor er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. Det sagt, er man naturligvis velkommen til at give en ekstra skilling til chaufførerne eller lokalguiderne, hvis man har lyst. Men der er absolut ingen krav om dette. 

    Derimod er det vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. svarende til ca. 7 kr (1 amerikansk dollar), hvis man får båret sin kuffert til og fra hotelværelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer og måltider, man selv betaler. I forbindelse med de måltider, er er inkluderet i rejsens pris, er drikkepenge ikke inkluderet, så her er det også vigtigt at ligge lidt. Skopassere og andre, der yder en service, forventer også en skilling. Der er mange, der forventer drikkepenge i Indien, men beløbende er ikke store. Forvent at bruge ca. 100-150 kr. i alt på drikkepenge til restauranter og hoteller på en rejse på ca. 13 dage.

    På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet.

     

  • Foto

    Indien er et paradis for fotogragfer. Motiverne står i kø, og alt virker eksotisk og farverigt. Men vis respekt! Især i forbindelse med fotografering af mennesker. Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej, hvis det er svaret. Især mange ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes. Der findes også helligdomme, hvor det ikke er tilladt at fotografere indendørs. 

  • Påklædning

    Indernes holdning til påklædning er ret afslappet. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. Lårkort nederdel eller shorts til kvinder er ikke velset alle steder (f.eks. i templer og i større byer). Ligeledes skal man helst dække sine skuldre.

    På rejserne til Indien fra november til marts er det koldt om natten, hvorfor en god, varm jakke og måske endda et sæt skiundertøj vil være værd at medbringe. Især hvis man skal på tigersafari i det tidlige morgengry. Dagene er dog som regel varme og solrige. På rejserne til det tropiske Sydindien vil temperaturene være betydeligt højere om vinteren. 

    Bemærk at det kan være koldt i Himalaya. Også om sommeren. Derfor er det vigtigt at have tøj med til køligt klima på rejserne til Spiti, Ladakh og Zanskar. Typisk vil det dog blive behageligt varmt midt på dagen, hvorfor lag-på-lag-princippet er ideelt til rejser i disse områder, hvor betydelige temperatursvinger kan forekomme. 

    Nogle rejsende foretrækker at medbringe et par sokker, de kan have på under besøg i de buddhistiske klostre i Himalaya. Nogle steder er det helt i orden at have strømper på, mens det andre steder er påkrævet at have bare tæer. 

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe tøj, tæpper, lædervarer, kunsthåndværk, bøger osv. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser.

    I flere byer kan man opleve, at der er nogle (specielt taxa- og rickshawchauffører), der med vold og magt søger at få turister til at købe ind i ganske bestemte forretninger. De lokker gerne med, at det er deres bror, onkel eller nevø, der har en forretning, og som vil give særlig gode priser. Det er kun et fif. Sørg for altid at handle uden at have en inder med: Vedkommende forventer nemlig provision.

  • Prisniveau

    Der er kæmpe forskel på prisniveauet i Indien alt efter, hvor man bruge pengene. Her er alt fra billige gadekøkkener til nogle af verdens fineste hoteller med tilhørende restauranter. De fleste vil nok befinde sig et sted mellem disse to ekstremer - og her er prisniveauet meget rimeligt. 

    En frokost koster typisk 50 kr, men man kan også klare den for 5 kroner, hvis man vil! En øl på en restaurant kan koste op til 40-50 kr, men den kan også findes billigere. Vin er dyrt. Kaffe og te: Alt mellem 20 øre og 20 kroner. 1 flaske vand (1,5 liter) 3-5 kroner.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    E-cigaretter er forbudte i Indien. De kan risikere at blive konfiskeret ved indrejse eller udrejse. 

    Vandrestave, hvis du ønsker at medbringe sådanne, skal i den indtjekkede bagage.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    November til marts er klimamæssigt de bedste måneder i det nordlige Indien. Bemærk dog, at det kan være køligt morgen og aften i disse måneder. Så det er en god idé at medbringe en trøje og en let vindjakke. Et sæt termo-undertøj fylder ikke meget i kufferten, og kan være en rigtig god ide for at tage højde for eventuelle kolde nætter. Der er nemlig ikke altid varme på hotellerne i Indien. 

    I Himalaya helt mod nord, er det dog bedst i sommermånederne. I Spiti er maj og juni samt fra midt september til start oktober bedste periode. I juli og august regner det i Kinnaur. Det gør det sjældent i Ladakh og Zanskar, så her er juli og august ideelle måneder at udforske bjergene. 

    I Sydindien er det november til februar, der er de bedste og tørreste måneder. Det er varmt hele døgnet uden at være for varmt (fra 20 til 35 grader). En paraply kan man godt få brug for, men egentligt regntøj er der ingen grund til at medbringe.

    Specielt for Tigersafari i Indien

    Når solen går ned i vinterhalvåret (november - marts) bliver det koldt i Indien (Sydindien undtaget). Derfor er det vigtigt at medbringe varmt tøj og en jakke på rejser i perioden fra november til marts. Det gælder især på tigersafarierne, hvor vi kører i åbne jeeps i det tidlige morgengry. På tigersafarier i april vil temperaturerne være mere behageligt lune morgen og aften, men midt på dagen er det ikke ualmindeligt med temperaturer omkring 35 til 40 grader i april. Dette gør dog april til en super god måned at se tigere, da træerne har mistet deres blade, og tigerne ofte holder til nær vandhullerne. 

  • Tidsforskel

    Der er 4½ timers tidsforskel mellem Danmark og Indien om vinteren, 3½ om sommeren.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Solbriller
    • Håndklæde, badetøj
    • Kasket eller solhat
    • Myggespray
    • Solcreme
    • Vækkeur
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Salttabletter mod dehydrering
    • En rulle toiletpapir eller Kleenex
    • Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
    • Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil). Nogle templer tillader kun brug af lommelygter med LED-pærer. 
    • Tøj til køligt vejr, hvis rejsen går til Himalaya eller Nordindien i perioden fra november til februar. 

    Særligt for rejser med safari i Indien:

    • En jakke til safarikørsler i det kølige morgengry.
    • Drikkedunk, da engangsflasker er forbudte i nogle nationalparker
    • En klud til beskyttelse af kameraet mod støv. Plastikposer er ikke tilladte i alle nationalparker.
    • Iglesokker kan være en ide på Fugle-turene til Assam. Men man kan også fint klare sig uden.  

     

     

  • Flyrejsen

    På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk 

  • Transport

    Transport i Indien er anderledes end i Danmark. Trafikken kan være  kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm. Der kræves derfor en god portion overbærenhed ved rejser i Indien. 

    Afstandene i Indien er store, og der vil være en del køretid på alle rejser til Indien. Vi bruger gode busser. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at busserne i Indien ofte er ældre og derfor mindre komfortable end de busser, vi typisk bruger i Europa. 

    Særligt for Tigersafari i Indien:
    Bemærk at der i løbet er rejsen er lange køredage. Det gælder både på turene mellem nationalparkerne, der går gennem meget afsidesliggende områder af Indien. Men det gælder også i nationalparkerne, hvor vi kører på udkig efter dyrene i åbne jeeps. Benpladsen i disse jeeps er mere begrænset end i en almindelig bil, så rejsende med dårlige knæ eller hofter, vil måske finde dem ukomfortable i længden.  

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvem flyver vi med til Indien?

    Det varierer fra rejse til rejse. Vi bruger en række flyselskaber på rejserne. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvilket flyselskab vi har booket til netop din rejse. 

    Er rejserne til Indien fysisk krævende?

    Der er ikke indlagt deciderede vandreture på rejsen, medmindre det er angivet i dagsprogrammet - som det er tilfældet på rejserne til Spiti, Ladakh og Zanskar. Men der vil være byvandringer i roligt tempo og med mange stop. Der kan også være en del trapper, og fortove og veje kan være meget ujævne.

    Rejserne til afsidesliggende egne af Indien – såsom Ladakh, Spiti og Gujarat vil være mere krævende. Her er faciliteterne mindre udbyggede, og især rejserne til Ladakh og Spiti fører os over høje bjergpas med tynd luft.

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra til Indien?

    Det er altid en god ide at medbringe nogle penge i kontanter. Mad, drikke og småfornødenheder er billige i Indien, så man kommer langt for omkring 1.000 kr. i amerikanske dollars, euros eller rupees pr. person. Derudover er det muligt at hæve penge på kreditkort i hæveautomater i de fleste indiske byer undervejs.

    Hvornår er det godt at rejse til Indien?

    Alle vores rejser til Indien er lagt på de bedste tidspunkter, hvilket varierer fra område til område. Vintermånederne er ideelle til at rejse i størstedelen af landet, mens turene til Spiti samt Ladakh kun er mulig i sommermånederne, når bjergvejene er åbne.

  • Værd at vide

    Twin-værelser (værelser med to enkeltsenge) kan være svære at få på nogle hoteller. Som regel kan det godt lade sig gøre, men der kan forekomme situationer, hvor twin-værelser ikke er tilgængelige.

    Bemærk at e-cigaretter er forbudte i Indien. De kan risikere at blive konfiskeret ved indrejse eller udrejse. 

    Bemærk at service på hoteller og restauranter i Indien til tider er betydeligt langsommere end i Danmark. Ligeledes kan man ikke nødvendigvis sammenligne stjerner på hoteller med tilsvarende i Danmark. Et 5-stjernet hotel i Indien ville måske ikke få 5-stjerner i Danmark. 

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem. 

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost i muslimske områder af byerne, og åbningstiden ved nogle muslimske seværdigheder kan blive ændret. Ændringerne er dog ikke så store i Indien, hvor størstedelen af befolkningen ikke er muslimer. Men vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der mod forventning alligevel skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.

  • Særligt for rejsen til Spiti

    Både rejsen til Spiti samt rejsen til Ladakh og Zanskar er en Viktors Farmor adventurerejse.

    Det er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på, at der kan opstå program- og hotelændringer undervejs, og hotelstandarden kan være svingende. Vejene er mange steder i dårlig stand, hvilket medfører langsom kørsel. Vær derfor forberedt på lange køredage. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Indien.