Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Tallinn, Riga og Vilnius

7 dages rejse gennem Baltikums hovedstæder

På en uge besøger vi hovedstæderne i Estland, Letland og Litauen, der alle byder på UNESCO-beskyttede historiske bydele. Glæd dig til slotte i barokstil, brostensbelagte gader og Gauja Nationalparks smukke landskaber - kendt som ”Letlands Schweiz”.

Priser fra

9.990 kr.

Max. 20 deltagere

7 dages rejse

Start din rejse her

Oplev Baltikum på en syv-dages rejse, hvor vi besøger Tallinn, Riga og Vilnius med deres beskyttede, historiske bydele, middelalderlige gader og storslået arkitektur.

Rejsen begynder i Tallinn, som er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Vi udforsker den charmerende gamle bydel med dens brostensgader og historiske bygninger. Glæd dig til at opleve Alexander Nevsky-katedralen og høre legenden om Dannebrog, der siges at være faldet ned fra himlen netop her. Efter en dag med byvandring og besøg ved det italiensk-inspirerede Kadriorg Slot er vi klar til at tage videre.

Vi fortsætter til Letland og gør undervejs stop i den smukke Gauja Nationalpark – kendt som "Letlands Schweiz". Her venter os betagende udsigter, besøg ved Turaida-borgen og ruinerne af Sigulda-borgen. I Riga udforsker vi den gamle bydels charmerende arkitektur, besøger den storslåede domkirke og slentrer gennem Art Nouveau-kvarteret.

Turen afsluttes i Vilnius, Litauens hovedstad, hvor vi beundrer den smukke barokarkitektur og tager på udflugt til Trakai. Her sejler vi på Galvėsøen og smager på lokale specialiteter.

En uge med kultur, historie og naturoplevelser venter på os i Baltikum. 

5 gode grunde til at rejse til Estland, Letland og Litauen med Viktors Farmor:

  • Gå på opdagelse i Tallinn, Riga og Vilnius gamle og historiske bydele
  • Oplev Letlands største nationalpark Gauja på ca. 90.000 hektar med bl.a. borgruinen Turaida
  • Nyd udsigten til Trakai-slottet på en sejltur på Galvésøen
  • Få indblik i dansk historie i Den Danske Konges Have i Tallinn
  • Se den berømte Korshøj, Kryžių Kalnas, som rummer måske verdens største samling af kors

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Tallinn i Estland

    Vi flyver direkte fra København til Tallinn, hvor vi indkvarteres på vores hotel, som er godt placeret i den gamle bydel. 

    Aftensmaden er på egen hånd, men da vi bor centralt, er der gode muligheder for at finde et sted at spise. 

    Vi har to overnatninger i Tallinn.

    Overnatning: St. Olav Hotel el.lign., Tallinn

  • Dag 2

    Byvandring i Tallinns gamle bydel og Kadriorg Slot

    Vi starter dagen med en byvandring i Tallinns gamle bydel. Tallinn er en af de mest velbevarede middelalderbyer i det nordlige Europa, og det er derfor ikke overraskende, at byens gamle bydel er på UNESCO’s Verdensarvsliste. På vores byvandring ser vi bl.a. Alexander Nevsky-katedralen, der med sine fem store løgkupler, er et mesterværk inden for russisk revivalstil. Den vidner om tiden, hvor Estland hørte under Det Russiske Kejserrige. Derudover ser vi Estlands smukke lyserøde parlamentsbygning udefra.

    Vi kommer også forbi Den Danske Konges Have. D. 15. juni 1219 vandt danskerne slaget ved Lyndanisse og dermed herredømmet over det nordlige Estland. Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget på det sted, som nu kaldes Den Danske Konges Have. Det er et godt sted at betragte Tallinns gamle og velbevarede bymur.

    Vi ser også Den Danske Dronnings Have, som blev grundlagt i 2019, da H.M. Dronning Margrethe var på besøg i byen. I haven er der otte Københavnerbænke, som er doneret fra Danmark, og om sommeren vil man desuden kunne se ca. 800 roser i de danske rød-hvide farver.

    Efter byvandringen spiser vi frokost, hvorefter vi fortsætter til Kadriorg Slot, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra frokostrestauranten. 

    Kadriorg Slot blev bygget i 1718 af den russiske zar Peter den Store som en gave til hans hustru, kejserinde Katharina I. Peter ønskede, at slottet skulle minde om en italiensk villa, og den italienske arkitekt Niccolò Michetti tegnede derfor slottet i italiensk barokstil. Til slottet hører en mindre park med flotte statuer og springvand. Kadriorg tjente i første omgang som sommerresidens for den kongelige familie. Senere har slottet fungeret som residens for Estlands præsident, men i dag huser slottet et kunstmuseum. 

    Efter en guidet rundvisning på slottet kører vi tilbage til Tallinns gamle bydel. 

    Aftensmaden er på egen hånd. Boheme-kvarteret Kalamaja, som ligger ca. 20 min. på gåben fra vores hotel, er kendt for at have nogle af Tallinns bedste restauranter, så her er der bl.a. god mulighed for at finde et dejligt sted at spise.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: St. Olav Hotel el.lign., Tallinn

  • Dag 3

    Mod Letlands hovedstad via Gauja Nationalpark

    Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Letland og hovedstaden Riga. Undervejs besøger vi Gauja Nationalpark.

    Nationalparken er Letlands største og dækker et område på ca. 90.000 hektar fyldt med skove, klipper og floder. Gauja er dog ikke kun kendt for sin smukke natur, men også for sin rige historie. Her findes nemlig over 500 monumenter, der fortæller om områdets mangeårige historiske arv.

    Et af højdepunkterne er Turaida-borgen. Borgen blev oprindeligt bygget i 1214 på ordre fra biskop Albert af Riga. Den blev bygget som en del af det tyske biskopsdomæne og fungerede som en strategisk forsvarsposition i det daværende Livland. Gennem århundreder har borgen lidt skade fra krige, brande og generelt forfald, men i 1950erne begyndte et stort restaureringsarbejde. I dag står flere af tårnene, mure og bygninger som en delvis rekonstruktion. Fra borgens tårne er der en betagende udsigt over Gauja-dalen og dens skove og floder. 

    Vi ser også ruinerne af Sigulda-borgen. Borgen blev grundlagt i 1207 af den nyoprettede Sværdbroderorden som en vigtig del af ordenens forsvar og mission for at kristne det baltiske område. 

    Efter vores besøg i Gauja Nationalpark spiser vi frokost på en hyggelig restaurant i området. 

    Herefter fortsætter vi mod Riga. Ved ankomst indkvarteres vi på vores hotel. Aftensmaden er på egen hånd. Vores hotel ligger godt placeret i den gamle bydel, hvor der findes mange restauranter. 

    Vi har to overnatninger i Riga.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Hotel Konventa Sēta el.lign., Riga

  • Dag 4

    Rigas gamle bydel

    I dag skal vi på byvandring i Rigas gamle bydel. 

    Riga er med sine omkring 700.000 indbyggere ikke blot den største by i Letland, men også i alle de baltiske lande. Byens historie går tilbage til 1201, hvor biskop Albert af Riga officielt grundlagde byen. Længe før var området dog et aktivt handelscentrum og et naturligt knudepunkt mellem øst og vest. Rigas gamle bydel, kendt for sine brostensbelagte gader, farverige huse og enestående arkitektur, blev i 1997 optaget på UNESCO's Verdensarvsliste og er et direkte udtryk for byens rige kulturarv.

    På vores byvandring besøger vi Rigas imponerende domkirke, som regnes for at være Baltikums største middelalderkirke. Det storslåede orgel er med sine 6.718 piber et af de største i verden, og det er derfor heller ikke overraskende, at kirken er hjemsted for regelmæssige orgelkoncerter. 

    Byens hyggelige atmosfære skabes også af de mange restauranter i den gamle bydel. Frokosten er på egen hånd, og der er rig mulighed for at finde et dejligt sted.

    Efter frokost fortsætter vi til Rigas berømte Art Nouveau-kvarter, også kaldet jugendstil-kvarteret. Kunststilen, som opstod i slutningen af 1800-tallet, pryder mere end 800 bygninger i Riga med sine smukke og romantiske detaljer. Vi ser nogle af de mest betagende bygninger udefra og nyder kvarterets unikke charme.

    Dagen afsluttes med en fælles middag på en lokal restaurant, hvor vi kan nyde et dejligt måltid og reflektere over dagens oplevelser i Riga.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Hotel Konventa Sēta el.lign., Riga

  • Dag 5

    Rundāle Palads, korshøjen Kryžių Kalnas og ankomst til Vilnius

    Efter morgenmaden siger vi farvel til Riga og sætter kursen mod Vilnius. Det er en køretur på ca. 300 kilometer, men undervejs har vi to spændende stop.

    Først besøger vi det smukke og historiske Rundāle Palads, et slot med en begivenhedsrig fortid. Rundāle Palads har gennem tiden tjent mange formål og fungeret som alt fra residens til hospital, skole og kornlager under og efter krigstider. Paladset anvendes stadig i dag til officielle formål og bl.a. til at huse udenlandske statsgæster.

    Det næste stop er ved den berømte Korshøj, Kryžių Kalnas, i det nordlige Litauen. Det katolske pilgrimssted rummer måske verdens største samling af kors – omkring 100.000 i alt – samt krucifikser, statuer og rosenkranse efterladt af besøgende. Traditionen med at placere kors på højen opstod angiveligt efter en opstand mod Det Russiske Kejserrige i 1831, men siges at have rødder tilbage til middelalderen. Under kommuniststyret blev korsene gentagne gange fjernet og ødelagt, men hver gang voksede en ny samling hurtigt frem. Siden 1985 har myndighederne ladet højen være i fred. 

    Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Vilnius, hvor vi indkvarteres på vores hotel. Aftensmaden er på egen hånd, men da vores hotel ligger centralt, er der god mulighed for at finde en hyggelig restaurant. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Neringa Hotel el.lign., Vilnius

  • Dag 6

    Vilnius og sejltur på Galvėsøen

    Efter morgenmaden skal vi på en spændende byvandring i Litauens hovedstad. Vilnius' gamle bydel er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, en anerkendelse af den betagende barokarkitektur, der præger bybilledet.

    Byens barokstil blomstrede op, da Vilnius blev genopbygget i det 18. århundrede efter en omfattende brand. Et af de smukkeste eksempler på arkitekturen finder vi ved det tidligere Bazilijonų-klosterets port, som vi naturligvis ser. Undervejs udforsker vi også flere af Vilnius' historiske bygninger og huse.

    Vi besøger også byens KGB-museum, som giver et indblik i Litauens nyere historie under sovjettiden. Museet er indrettet i en bygning med tidligere sovjetisk ejerskab, hvor vi bl.a. ser originale celler. 

    Efter byvandringen går turen til Trakai, som er en charmerende lille by, der er kendt for sin spændende historie og naturskønne omgivelser. Trakai er især berømt for Trakai Slot, en imponerende middelalderborg, der ligger idyllisk på en ø midt i Galvėsøen. Slottet blev bygget i det 14. århundrede og har gennem tiden spillet en vigtig rolle i Litauens forsvar og kulturhistorie.

    Byen er desuden hjemsted for karaim-folket, som er et lille etnisk mindretal, der i slutningen af 1300-tallet blev hentet til området af storhertugen Vytautas den Store af Litauen. Karaimernes særprægede træhuse og deres traditionelle retter er i dag en vigtig del af Trakais identitet. 

    I Trakai sejler vi en tur på Galvésøen, hvor vi har en fantastisk udsigt til middelalderborgen. Ombord serveres den traditionelle karaimiske snack kibinai. Kibinai er lavet af en tynd dej fyldt med en blanding af kød, løg og krydderier.

    Tilbage i Vilnius har vi resten af dagen fri til at udforske byens hyggelige caféer og de mange butikker med smukt håndværk som antikviteter, ravsmykker og hørprodukter.

    Aftensmaden er på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad og frokost (kibinai)

    Overnatning: Neringa Hotel el.lign., Vilnius

  • Dag 7

    Hjemrejse

    Formiddagen er på egen hånd. Spørg evt. din rejseleder for gode forslag til, hvad du kan lave.

    Over middag kører vi til lufthavnen, hvor vi flyver hjem til Danmark. 

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Estland, Letland og Litauen

  • Pas og visum

    Estland, Letland og Litauen kræver ikke visum af danske statsborgere ved ophold under 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdet, og der skal være mindst to tomme sider i passet ved indrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Valutaen i Estland, Letland og Litauen er euro (EUR). Alle gængse kreditkort accepteres. Dog er det – som i Danmark – forskelligt fra butik til butik, hvilke kort der accepteres. 

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på Viktors Farmors rejser til Estland, Letland og Litauen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejserne er ikke egnet for bevægelseshæmmede, da der bl.a. indgår flere byvandringer. Det forventes, at du kan gå mindst 5 km om dagen, samt håndtere din egen bagage. 

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Der er god mobildækning i alle tre lande. Undersøg priserne ved din teleudbyder.

    Internet. På de fleste hoteller er der trådløst internet.

  • Elektricitet

    I Estland, Letland og Litauen anvendes strøm med en spænding på 220-230 V, hvilket er det samme som i Danmark. De fleste steder benyttes stiktype C og F, som er kompatible med danske stik, så en adapter er som regel ikke nødvendig.

  • Drikkevand

    Vand fra hanen er som regel helt fint at drikke i større byer som Tallinn, Riga og Vilnius. I nogle landlige områder kan vandkvaliteten variere, og her kan det derfor være en god idé at drikke flaskevand. 

  • Drikkepenge

    Drikkepenge er ikke en fast forventning, men de bliver ofte modtaget med glæde som en påskønnelse af god service.

    Drikkepenge til chauffører og lokalguider er inkluderet i prisen på alle Viktors Farmors grupperejser.

  • Foto

    Spørg altid om tilladelse før du tager billeder eller videoer af mennesker. Nogle mennesker kan være følsomme over for fotografering. Tag desuden ikke billeder af mennesker fra bussen, da vi her ikke har mulighed for at spørge om lov. 

    Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer.

  • Prisniveau

    Prisniveauet i Estland, Letland og Litauen er generelt lavere end i Danmark, men der er forskelle mellem de tre lande og mellem storbyer og landområder.

    Måltider:

    • Et måltid på en lokal restaurant koster typisk 50-100 DKK, mens en middag på en mere eksklusiv restaurant kan koste 150-250 DKK.

    Kaffe og øl:

    • En kop kaffe koster omkring 10-20 DKK, afhængigt af stedet.
    • En lokal øl på en café eller restaurant koster typisk 15-30 DKK.

    Indkøb:

    • Dagligvarer og snacks er billigere end i Danmark, især lokalt producerede produkter.

    Generelt er Litauen det billigste af de tre lande, mens Estland, især i Tallinn, har lidt højere priser, der nærmer sig vesteuropæisk niveau. Letland ligger midt imellem.

  • Bagage og håndbagage

    Bagage bør aldrig være tungere, end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indcheckede bagage. Medbringer du disse apparater, skal de derfor i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indcheckede bagage.

    Sørg altid for at have en tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på etiketten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Estland, Letland og Litauen har et tempereret klima med fire tydelige årstider:

    • Sommer (juni-august): Somrene er milde til varme med temperaturer på omkring 18-25°C. 
    • Efterår (september-november): Efteråret byder på køligere temperaturer på 5-15°C. 
    • Vinter (december-februar): Vintrene er kolde med temperaturer fra -5°C til -15°C, især i Estland og det nordlige Letland. Sne er almindeligt. 
    • Forår (marts-maj): Foråret er køligt med temperaturer på omkring 0-10°C. 

    Vejret kan være uforudsigeligt, især i kystområderne, så lag-på-lag-tøj og en let regnjakke er altid en god idé at pakke, uanset årstiden.

  • Tidsforskel

    Estland, Letland og Litauen én time foran Danmark. De tre lande følger også sommertid, hvilket betyder, at tidsforskellen forbliver den samme hele året rundt.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Vindtæt jakke

    - Vækkeur (hvis man ikke har et på telefonen)

    - Paraply/regntøj hvis vejrudsigten lover regn

    - Lille dagtursrygsæk

    - Gode gå/vandresko

    - Kasket eller solhat + solbriller

    - Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - En lille flaske håndrens (fås på apoteket eller hos Matas)

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse. Du kan se alle rabatordninger på siden "Rabataftaler": https://www.viktorsfarmor.dk/om-viktors-farmor/fordele 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Estland, Letland eller Litauen