Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Det bedste af Galicien

Nordspaniens røde bjerge, keltiske ruiner og fredede øer

Udforsk den galiciske kultur fra historiske Santiago de Compostela til de keltiske ruiner, Santa Tecla. Derudover nyder vi den dramatiske natur med vilde klippekyster og naturlige varme kilder. Få et unikt indblik i det grønne hjørne af Nordspanien.

Priser fra

13.990 kr.

Max. 20 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

I det nordvestlige Spanien finder vi regionen Galicien, som er kendt for sin dramatiske kystlinje, grønne landskaber og keltiske kulturarv. Det nordspanske hjørne er helt sit eget med bl.a. sit eget sprog, der minder mere om portugisisk. 

Derudover er Galicien berømt for pilgrimsbyen Santiago de Compostela, hvor tusindvis af vandrere hvert år afslutter Caminoen ved den ikoniske katedral. 

Vi besøger også byen Santiago de Compostela med sin charmerende gamle bydel, smagfulde galiciske køkken og naturligvis den smukke katedral og dens museum. 

På rejsen kommer vi godt rundt i Galicien og oplever både de gamle historier og den vilde natur. Vi tager f.eks. på opdagelse i det gamle og smukke romerske guldminekompleks, Las Médulas, som er kendt for sine røde bjerge og grønne natur. 

Vi ser, hvordan havet har formet Playa de las Catedrales som store dramatiske klippeformationer, der leder tankerne hen på katedralernes buer, og vi har det meste af en dag til at nyde Cies-øernes betagende fredede natur. Ved øerne er der både flotte vandreruter med udsigter ud over de dramatiske klipper, eller man kan slappe af ved de uberørte strande med helt klart vand. 

Den galiciske historie dykker vi ned i, når vi ser nærmere på de keltiske ruiner, Santa Tecla. Eller bliver betaget af den store Katedral i Santiago de Compostela, og så besøger vi flere charmerende og kulturrige byer i Galicien som Lugo, Ribadavia og Viveiro.

5 gode grunde til at rejse til Galicien med Viktors Farmor:

  • Oplev de imponerende klippeformationer, der ligner katedraler på Playa de las Catedrales
  • Udforsk, bad eller vandr på de beskyttede Cies-øer, kendt for uberørte strande og dramatiske klipper
  • Gå på opdagelse i det tidligere største guldminekompleks i Romerriget, Las Médulas
  • Slap af i varme kilder, når vi besøger Termas Prexigueiro i et smukt skovområde
  • Bliv klogere på Galiciens pilgrimshistorie med en byvandring i Santiago de Compostela

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Galicien

    Vi flyver til Porto lufthavn i Portugal, som vi også flyver hjem fra. Efter ankomst kører vi til Galicien.

    Kursen er sat til vores hotel i A Guarda. Ved ankomst til hotellet checker vi ind og spiser fælles middag på hotellet om aftenen.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: A Guarda

  • Dag 2

    Cíes-øerne og de keltiske ruiner, Santa Tecla

    Efter vores morgenmad på hotellet kører vi med bussen til Baiona havn, hvor vi tager båden til Cíes-øerne.

    Cíes-øerne er en del af nationalparken Maritime-Terrestrial National Park of the Atlantic Islands of Galicia. For at beskytte naturen er der kvoter for, hvor mange mennesker der hver dag må besøge øerne.

    Cíes-øerne består af tre hovedøer: Monteagudo, Do Faro og San Martiño, hvoraf de to første er forbundet af en naturlig sandtange, og det er dem, vi besøger i dag. Når vi kommer ud på øerne, er der forskellige muligheder for at nyde dagen:

    Det er muligt at slappe af og nyde stranden Playa de Rodas. Den halvmåneformede strand har blødt, hvidt sand og krystalklart, turkisblåt vand. Selvom vandet kan være køligt på grund af Atlanterhavets strømme, er det et populær badested.

    Det er også en mulighed at opleve øerne til fods og pakke et par gode sko med. Der findes flere velafmærkede stier, der fører gennem fyrreskove, langs dramatiske klipper og op til spektakulære udsigtspunkter. Den mest populære vandretur er op til Faro de Cíes, som tilbyder en imponerende panoramaudsigt over Atlanterhavet og de omkringliggende øer.

    En anden populær rute går til Monteagudo, hvor man kan observere klippernes dyreliv, herunder havfugle som måger og skarve.

    Der er ikke mange faciliteter på øerne, derfor har vi medbragt madpakker, så vi kan nyde frokost. Der er også en lille restaurant og bar på øen, den er dog ikke altid åben. 

    Efter god tid på Cíes-øerne sejler vi retur til Baiona havn, hvor vi går en lille tur langs Monterreal-fæstningens mure. Her nyder vi den historiske atmosfære og spektakulære udsigt over havet

    Efterfølgende kører vi retur til A Guarda, hvor vi finder Santa Tecla. Santa Tecla er kendt for sine velbevarede keltiske ruiner fra det 1. århundrede f.v.t. Området indeholder resterne af en stor keltisk bosættelse, også kaldet et castro, med cirkulære stenbygninger. Det er et magisk sted med en imponerende udsigt over Miño-flodens munding, som adskiller Spanien og Portugal. 

    Obs: Turen til Cies-øerne er afhængig af vejret, da der ikke sejles i dårligt vejr. I tilfælde af dårligt vejr vil en anden udflugt blive tilbudt. 

    Måltider: Morgenmad, frokost-madpakke og aftensmad

    Overnatning: A Guarda

  • Dag 3

    Varme kilder, historisk centrum og mod Villafranca del Bierzo

    Første stop i dag er “Termas de Prexegueiro”, hvor vi slapper af i de udendørs varme kilder. De naturlige varme kilder ligger i et skovområde med flere bassiner. Vandtemperaturen ligger typisk på ca. 37 °C. 

    Efter en afslappende dukkert i de varme kilder, fortsætter vi til Ribadavia, som er Ribeiro-regionens hovedstad. Her er der tid til at udforske det velbevarede historiske centrum med middelalderlige bygninger og det berømte jødiske kvarter, der engang var et af de vigtigste i regionen. Byens jødiske arv er stadig synlig i gaderne og fejres årligt ved en festival, der hedder Festa da Istoria.

    I Ribadavia har vi også tid til at finde frokost på en af byens mange restauranter.

    Efter frokosten sætter vi kurs mod Villafranca del Bierzo. Turen dertil går gennem Ribeira Sacra, som er et smukt vinområde.

    Villafranca del Bierzo er en dejlig by, som ligger i den naturskønne region El Bierzo, der er kendt for sine frugtbare dale. Vi har lidt fritid til at slentre gennem de smalle gader, før vi tager til hotellet og spiser middag.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Villafranca del Bierzo

  • Dag 4

    Las Médulas’ røde bjerge, pallozas og romersk bymur

    I dag kører vi til Las Médulas, hvor vi tager på en gåtur i den smukke natur. Områdets landskab er formet af gammel romersk guldminedrift. De karakteristiske røde bjerge og dale blev skabt ved at sprænge jorden.

    Området er nu et UNESCO-verdensarvssted, hvor naturen har overtaget de gamle miner, og de grønne kastanje- og egetræer står i flot kontrast til de rødbrune klipper.

    Efter en god gåtur kører vi til O Cebreiro, som er en speciel galicisk landsby med en række af de traditionelle "Pallozas". Det er gamle runde stenhuse med stråtag, som var beboet af lokale indtil for nylig. I O Cebreiro har vi tid til at besøge landsbyen og finde frokost.

    Efterfølgende kører vi mod Lugo. Det er en by, der har bevaret spor fra sin romerske fortid, herunder den gamle romerske bymur, som er erklæret verdensarv af UNESCO. Vi tager et nærmere kig på den gamle bymur, inden vi checker ind på vores hotel.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Lugo

  • Dag 5

    Playa de Las Catedrales: Spektakulære klippeformationer

    Dagens første stop bliver i Ribadeo, hvor vi ved flodmundingen finder Pancha-øens fyrtårn som er et ikonisk vartegn for byen. Det er omgivet af dramatiske kystlandskaber.

    Tæt ved Ribadeo besøger vi en af Spaniens mest imponerende strande, nemlig Playa de Las Catedrales. Ved lavvande afslører stranden de dramatiske klippeformationer, der ligner gotiske katedraler med naturlige buer og tårnhøje søjler. Vandet har gennem årtusinder formet de fantastiske strukturer, hvilket gør stranden til et naturvidunder.

    Næste stop er Viveiro, som er en historisk kystby i Galicien, kendt for sin rige kulturarv og smukke omgivelser. Byen ligger ved floden Landro, hvor den munder ud i det Cantabriske Hav. Viveiro har et velbevaret middelalderligt centrum med smalle gader, hvor den gamle byport Porta de Carlos V er et besøg værd. I Viveiro har vi tid til at gå på opdagelse i byen og finde frokost.

    Om eftermiddagen kører vi tilbage til Lugo, hvor vi i dag spiser middag på en lokal restaurant.

    Obs: I dag er rækkefølgen på vores stops afhængig af, hvornår der er lavvande ved Playa de Las Catedrales.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Lugo

  • Dag 6

    Santiago de Compostela med madmarked og katedralbesøg

    I dag kører vi til hovedbyen i Galicien, nemlig Santiago de Compostela, hvor dagen bliver brugt på at opleve den gamle bydel.

    Vi starter med et besøg på Mercado de Abastos, som er et madmarked, der byder på galiciske specialiteter. Vi oplever den intense markedsstemning og ser de mange boder, der bl.a. byder på frisk frugt, fisk, ost, vin og kød. Det er svært ikke at lade sig friste, og I får derfor tid til at finde frokost enten på markedet eller på en af de nærliggende restauranter.

    Efter frokost mødes vi med vores lokalguide, som tager os med på en byvandring i det historiske centrum af Santiago de Compostela.

    Her oplever vi bl.a. Santiagos kulturrige midte, Praza de Obradoiro, hvor vi finder det ikoniske symbol for byen, katedralen. Katedralen er et storslået syn, både udefra og indefra. Vi går på opdagelse i katedralen og dets museum.

    Derudover ser vi nærmere på de hyggelige gader og pladser, som man finder i den gamle bydel. Det er bl.a. Plaza de Fonseca, som er hjemsted for universitet i Santiago de Compostela, som er bygget i den imponerende barokstil. Vi oplever også Puerta Santa, kendt som den Hellige Dør, der har en særlig åndelig betydning og er et vigtigt mål for pilgrimme.

    Om aftenen tager vi på en lokal restaurant og nyder en traditionel galicisk middag med fokus på galiciske produkter og med en hyggelig rustik atmosfære.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Santiago de Compostela

  • Dag 7

    Langs A Costa da Morte: Den dramatiske kyst

    I dag tager vi på en tur til A Costa da Morte, dødens kyst. Det specielle navn har kyststrækningen fået på grund af de mange skibsulykker, der har fundet sted på dens klipperige kystlinje gennem tiden.

    Vores første stop er i Muxía. Vi udforsker den gamle fiskerby og slentrer gennem de smalle gader og ser nærmere på de dramatiske klipper ved kysten.

    Derefter går turen til Spaniens yderste kant, Faro de Fisterra. Her finder vi fyret på klipperne, der skuer ud over Atlanterhavet. Før i tiden var det her, man troede, at verden endte. I dag slutter mange pilgrimme fra Caminoen deres rejse her, og det er ofte med ritualer som at brænde tøj eller efterlade sten. 

    Vi kører bagefter til den lille fiskerby Fisterra, hvor det er tid til at finde frokost. Specielt fisk og skaldyr er noget, som mange nyder i den lille by.

    Om eftermiddagen besøger vi det imponerende Ézaro-vandfald, hvor vandet falder direkte ud i havet. Vandfaldet, der kommer fra floden Xallas, bruser ned fra granitklipperne med stor kraft og skaber en smuk kontrast mellem det klare vand og det rå landskab.

    Efter det flotte syn kører vi retur til Santiago, hvor vi spiser fælles middag på vores hotel, og nyder vores sidste aften sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Santiago de Compostela

  • Dag 8

    Hjemrejse

    I dag kører vi til lufthavnen i Porto og rejser hjem til København.

    OBS: Har vi sen hjemrejse, vil vi besøge byen Tui på vejen til Porto. Tui er især berømt for sin imponerende katedral, Santa María de Tui, der blander romansk og gotisk arkitektur, samt den velbevarede gamle bydel med de smalle gader og historiske bygninger.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Spanien

  • Pas/Visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Spanien op til 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den bør opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Inden afrejse til Spanien anbefales som minimum en vaccination mod difteri-stivkrampe. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    I Spanien bruger man EURO.
    På rejserne i Picos de Europa anbefales det at veksle til EURO hjemmefra, da der ikke findes hæveautomater i bjergbyerne. 

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel imellem Danmark og Spaniens fastland.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejserne i Spanien egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du på kultur- og naturrejserne kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne i Spanien forventes det at du kan gå det angivne antal km og højdemeter på rejsen.

  • Strøm

    Strømmen i Spanien er som i Danmark, det er ikke nødvendigt at tænke på at huske en speciel adaptor. I Spanien benytter man følgende strømkilde: 220voltAC/50Hz.

  • Mobiltelefon

    Landekoden til Spanien er +34.

    Når du befinder dig i et EU-land (samt i Norge og Island) sikrer EU's regler, at du kan ringe og bruge data til samme pris, som når du er i Danmark. Der er som regel et loft for data, og du vil typisk modtage en sms om dette fra dit teleselskab ved indrejse. Typisk vil du desuden også modtage en sms, når loftet er nået.

  • Foto

    Man kan tage billeder, nogenlunde som man vil i Spanien. Man bør dog være opmærksom på, at mange spaniere er dybt katolske, og at man på hellige steder bør undersøge om fotografering er tilladt. Man bør også spørge, før man fotograferer enkeltpersoner.

  • Drikkevand

    Man kan godt drikke vand fra hanen de fleste steder i Spanien, men det smager ikke særlig godt. Vil man være sikker på at undgå en maveinfektion, bør man købe vand på flasker, der fås i de fleste fødevarebutikker og kiosker.

  • Drikkepenge

    Det er normalt at give drikkepenge i Spanien. Der er lagt service oveni på restauranter, men alligevel er det almindeligt, at man runder op. På caféer og barer giver man som regel nogle småmønter. Man giver også lidt Euro til stuepiger og taxichaufføren, hvis han har ydet en eller anden form for service.

  • Prisniveau

    Kaffe og cola ca. 10 kr. En øl/vand koster ca. 20 kr. på restauranterne, og en vand ca. 5 kr. i kioskerne. Prisniveauet i Spanien er stadig lavt, og man får virkelig meget ud af lommepengene.  Prisniveauet i turistområderne er lidt højere, men rejser man rundt i Spanien og besøger lokalområderne er det billigt at handle eller gå ud at spise.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end man til enhver tid kan bære den selv. Bagagen bliver kørt til hotellerne, så man ikke selv skal bære den rundt (på nogle rejser i Spanien benytter vi det samme hotel under hele rejsen).

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Klima

    Pyrenæerne

    I dette område har Spanien et alpint klima med milde somre, kolde vintre og kraftige vinde. Højde er en afgørende faktor for vejr og klima i Spaniens bjerge. Jo højere luftlag, jo lavere temperatur og mindre sæsonudsving. Dagstemperaturer mellem 15 og 25 grader, nattemperaturer ned til ca. 5 grader. Da hele turen foregår i bjergene, skal man være opmærksom på, at vejret kan ændre sig hurtigt, solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time. Specielt på årets første ture kan der ligge en del sne tilbage fra vinteren. I september og november er vejret ofte mere tørt og klart. I sommermånederne kan tordenbyger forekomme. I vintermånederne januar til marts er der mulighed for sne.

    Galicien 

    Her er vejret præget af et atlantisk klima, hvilket betyder, at regionen er mere tempereret og fugtig sammenlignet med andre dele af Spanien. Galicien ligger i det nordvestlige hjørne af landet, og dets vejr påvirkes stærkt af Atlanterhavet.

    Sommer: Somrene i Galicien er generelt milde til varme med temperaturer mellem 20°C og 30°C, især i de indre områder. Kystområderne, som Vigo og A Coruña, har normalt køligere temperaturer takket være havbriser. Regn er sjælden, men området forbliver grønt på grund af det forårsregnen.

    Vinter: Vintrene er milde ved kysten og køligere i de bjergrige områder. Temperaturerne kan ligge mellem 5°C og 15°C, men det regner ofte, især fra oktober til april, hvor Galicien får meget nedbør. Sne er sjælden ved kysten, men kan forekomme i de højere områder, som O Cebreiro.

    Forår og efterår: Disse sæsoner er præget af ustabilt vejr med både solrige og regnfulde perioder. Temperaturerne er moderate og ligger mellem 10°C og 20°C.


    Picos de Europa

    Juni til september er fantastiske til besøg i Picos de Europa. Sæsonen starter sent i bjergene, pga. sne, så i juni er sæsonen netop begyndt, men der er få turister. Alt er lysegrønt, det dufter af blomster -  og heste, køer og får kommer på græs. Floder og åer bruser af smeltevand fra vinteren. Vejret kan være ustabilt og temperaturen kan være svingende.

    Hen imod august og september er vejret ofte mere stabilt.

    Uanset om du rejser i juni eller august/september skal du forvente alt mellem 15 og 25 grader i dalen og køligere oppe i terrænet, dog ligger der sjældent sne i højderne på denne tid. Aftenerne og nætterne er typisk kølige. Vær opmærksom på, at vejret i bjergområder altid kan skifte hurtigt fra solskin til regn og tåge, og omvendt — og at du altid skal have tøj med i din rygsæk til eventuelt vejrskifte.

    Andalusien

    I den sydlige region af Spanien kan Middelhavsklimaet mærkes. Her er milde vintertemperaturer, mens sommeren er varm og tør. De bedste tider at besøge Andalusien på er marts til maj og oktober til november. Her er der lunt og behageligt med minimalt nedbør. I foråret kan man opleve den søde duft fra appelsintræernes blomster, når de springer ud, mens man i efteråret kan smage de solmodne, søde druer nærmest direkte fra vinstokken. I foråret er dagtemperaturen mellem 22-27 grader, mens det i efteråret er 20-32 grader – dog skal den høje temperatur ikke afskrække, da luftfugtigheden er lav, og det derfor ikke føles ubehageligt.

    Mallorca

    Fra marts til maj ligger temperaturen ved kysten på ca. 15-22 grader og der er risiko for et par byger, derudover er temperaturen altid køligere oppe på bjergene, så det anbefales at medbringe både tøj til kølige og varme dage. I oktober og november er der samme vejr situation som fra marts til maj. 

     

  • Vigtige informationer

    Til vandreturene bedes I tage jeres bedste vandrestøvler med, dvs. gerne med skaft og ikke bare vandresko/-sandaler. Er I vant til vandresko (ikke kondisko) kan de godt bruges især i Segovia, men ellers anbefales støvler. Terrænet er kuperet. Tag også for en sikkerheds skyld vabelplaster med. Hav en god lun fleece/sweatshirt med til de kølige aftener samt regntøj.

    Husk på Picos De Europa at veksle til EUR hjemmefra, da vi ikke støder på hæveautomater i bjergene. 

    Det skal understreges, at bagagen bliver transporteret mellem overnatningsstederne, så hav en lille dagtursrygsæk med til vand, madpakker og andre fornødenheder. 

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Regntøj
    • Evt. vådservietter & håndsprit
    • Kasket eller solhat + solbriller
    • Solcreme
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. badetøj (Man ved aldrig hvornår muligheden byder sig)
    • Evt. spansk miniparlør
    • Vigtigt på vandreferier:
      • Lille dagtursrygsæk
      • Snacks, proteinbarer, sukker, nødder mv. som supplement til de ikke altid lige interessante spanske sandwiches.
      • Gode vandresko/støvler (på Picos-rejsen anbefales deciderede vandrestøvler)
      • Vandrestave
      • I dagtursrygsækken skal der være plads til dagens madpakke
      • En varm trøje, vanter og hue til de kolde morgener/aftner i bjergene
      • Kikkert

     Pak ikke en alt for stor kuffert, da der er begrænset plads i bus og taxaer. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10 % på varer, som ikke er nedsatte, på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Sværhedgrader på vandreferier i Spanien

    Rejsen Kultur og vandring i Pyrenæerne og Kultur og vandring i Segovia har en sværhedsgrad på 1 støvle.

    Akkumulerede stigninger for Vandreferie i Segovia:

    - La Granja til Valsaín: 304m
    - Arevalillo til Pedraza: 400m
    - Castilnovo til Sepúlveda: 296m
    - Duratóndalen: 115m

    Frokoster på vandredagene er madpakker, som vi nyder i det fri.

    Læs mere om sværhedsgraden 1 støvle her

    Rejsen Vandreferie i Andalusien og Vandreferie på Mallorca er en Viktors Farmor vandreferie med sværhedsgrad 2 støvler.
    Vi går på meget forskelligt underlag på rejsen og vil også møde flere stigninger, med en del højdemeter. Det anbefales at medbringe vandrestave. 

    Læs mere om sværhedsgraden 2 støvler her

    Picos de Europa
    Vandreferien i Picos de Europa har sværhedsgraden 3 støvler. Det betyder, at du skal være i god fysisk form og kunne gå mere end 10-12 km. dagligt. Der er moderate stigninger, og underlaget varierer fra grusstier til græs og mere stenede passager. Enkelte passager og ruter har en sværhedsgrad på kun 2 støvler. Der er flere muligheder undervejs for at afkorte vandringerne og f.eks. tage en taxa resten af vejen.

    Læs mere om sværhedsgraden 3 støvler her

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Spanien.