Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Vandreferie i Costa Rica

På lavastier og gennem tropiske regnskove

Costa Rica rummer en biodiversitet, der er større end Europa og USA – tilsammen! En tredjedel af landet er udlagt som bl.a. beskyttet naturområde. Landet er oplagt for vandreferie, hvor vi vandrer i regnskov, tågeskov og tørskov - og spejder efter de mange dyr, der gemmer sig.

Start din rejse her

Vi lægger ud omkring vulkanen Irazú, hvor der på gode dage er udsigt til både Stillehavet og Det Caribiske Hav. I det hele taget er der fantastiske udsigter på vores stier. Vi vandrer i mystiske bjergregnskove, ved Stillehavskysten møder vi den typiske regnskov, og helt anderledes bliver oplevelsen af den tropiske tørskov i det nordlige Costa Rica.

I 1995 blev en nationalpark etableret for at beskytte Tenorio-vulkanen, som stadig er aktiv i dag. Parken bliver betegnet som et af de absolut flotteste steder i Costa Rica, hvor man kan vandre.

Arenal-vulkanen er et næsten ikonisk billede fra Costa Rica, og vi vandrer på lavastier, der flød under et udbrud i 1968. Fra stierne går vi ind i regnskoven med chance for at se bl.a. tapirer, næsebjørne og aber.

Et indtryk af livet og lokale traditioner får vi, når vi spiser frokost på et lille landsted, omgivet af yucca, papaya og ananas. Viktors Farmor har rejst i Costa Rica i mange år og har stort kendskab til landet, hvilket bl.a. kommer til udtryk med besøget på den hyggelige gård. 

Ind imellem vandreturene har rejsen 2 dage, hvor man selv sætter tempo - eller kan vælge at slappe af på de hyggelige lodges.

5 gode grunde til at rejse til Costa Rica med Viktors Farmor:

  • Se den mægtige og næsten perfekt kegleformede Arenal-vulkan
  • Hold øjnene åbne efter de mange farvestrålende dyr som kolibrier, frøer, aber og araer
  • Udforsk de mystiske bjergregnskove i Savegre-reservatet
  • Vandr i Tenorio Volcano National Park, som er et af de absolut flotteste vandreområder i Costa Rica
  • Nyd varme kilder, som bliver opvarmet af Arenal-vulkanen

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst

    Afrejse fra Danmark. Med en mellemlanding flyver vi til San José. Vi kører til vores hotel, og får slappet af efter flyturen.

    Måltider: På flyet, samt aftensmad på hotellet.

    Overnatning: San José

  • Dag 2

    Udsigter fra Irazú vulkanen

    Vi kører fra San José og fortsætter gennem det grønne og farverige landskab. Vi kører til Irazú vulkanen (3432 m), hvor vi har en smuk udsigt over dalen. Hvis vejret er godt, kan vi se både Stillehavet og Atlanterhavet herfra. Nogle gange kan vi få øje på en turkis lagune i krateret. Vi anbefaler at pakke rygsækken med varmt tøj, da der kan være køligt og fugtigt. Solcreme er ligeledes vigtigt, da solen er meget skarp i denne højde.

    Vi fortsætter til San Gerardo de Dota (2300 m). Hvis vi er heldige, ser vi forhåbentlig den farvestrålende fugl quetzal, som regnes for at være en af de flotteste fugle på kontinentet.

    Quetzal fuglen havde en stor betydning for mayaerne. Quetzal betyder på mayaernes sprog ”halefjer” og refererer til hannens 60 cm lange metalgrønne skinnende halefjer, som hos de første mayafolk i Guatemala blev brugt som penge. Fuglen er et symbol på frihed i mayafolkets kultur.

    Dagens vandring er ca. 8,5 km

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: San Gerardo de Dota

  • Dag 3

    Tågeskov og orkideer i Savegre reservatet

    Efter morgenmaden går vi på opdagelse i Savegre reservatet, hvor vi vandrer i de mystiske bjergregnskove. De adskiller sig fra lavlandsregnskovene ved, at de ofte er indhyllet i drivende skyer, derfor kaldes de ofte for tågeskove.

    Foruden smukke orkideer og træer holder vi udkig efter nogle af de 170 fuglearter, der findes i området. Der er chancer for at se forskellige arter kolibri, og deres små reder findes i området. Hvis vi er meget heldige, er der en chance for at spotte den berømte quetzal-fugl, sammen med andre sjældne arter, der er endemiske for denne egn.

    Dagens vandring er ca. 13 km.

    Højdemeter: 490 meter opad, 490 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad og frokostpakke.

    Overnatning: San Gerardo de Dota

  • Dag 4

    Vandring til Nauyaca vandfaldet

    Vi forlader San Gerardo de Dota og kører mod Dominical. Vi kører over bjerget Cerro de la Muerte (3400 m). Cerro de la Muerte betyder dødens bjerg. Navnet stammer fra tiden før den store Inter-American Highway blev anlagt. Dengang var de lokale nødsaget til enten at gå eller ride over bjerget, hvilket kunne tage 3-4 dage.

    Vi stopper undervejs ved Barú floden, hvor vi starter dagens vandring. Vi vandrer på grusvej mod det imponerende Nauyaca vandfald, der har et fald på 45 meter. På ruten kan vi være heldige at spotte dovendyr, tukaner samt flotte og farvestrålende araer.

    Vi spiser dagens frokostpakke ved Nauyaca vandfaldet. Herefter vandrer vi tilbage til bussen og fortsætter mod Dominical, hvor vi har 2 overnatninger.

    Dagens vandring er ca. 8 km.

    Højdemeter: 385 meter opad, 385 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad og frokostpakke.

    Overnatning: Nær Dominical

  • Dag 5

    Fridag

    Dagen er til fri disposition, og der findes en lang række aktiviteter på egen hånd, som man kan booke sig ind på. Man kan også slappe af ved hotellet eller tage en tur til stranden.

    NB: Nogle steder i Dominical kan det være farligt at bade på grund af den stærke strøm. Dette har gjort Dominical til et kendt surferområde.

    Muligheder for aktiviteter nær Dominical:
    - Kajaktur i mangroven (ca. 85 USD)
    - Havkajak og snorkling (ca. 85 USD)
    - Snorkling ved øen Caño (3/4 dag inkl frokost) ca. 140 USD
    - Tur på hesteryg til et vandfald i bjergene (ca. 79 USD+ 30-50 USD for taxi tur/retur)
    - Gåtur på 8 km (frem og tilbage) til samme vandfald. (Entre ca. 10 USD + taxa som ovenfor)
    - Med truck til samme vandfald, hvor man får 2 timer ved vandfaldet. (Ca. 32 USD + taxa som ovenfor)
    - Zip lining (canopy) tur (ca. 50 USD + 20 USD til taxi tur/retur.)
    - River Rafting (ca. 115 USD)
    - Corcovado med båd (hel dag inkl frokost) ca. 145 USD

    Listen herover er et udvalg, og man kan orientere sig yderligere på hotellet, med sin rejseleder eller lokalguide. Vi gør opmærksomt på at det ikke er sikkert man kan komme på alle disse aktiviteter og at priserne er vejledende. 

    Måltider: Morgenmad.

    Overnatning: Nær Dominical

  • Dag 6

    Lokalbesøg i Los Campesinos

    Vi besøger Los Campesinos. Los Campesinos er et lille og isoleret samfund i byen Quebrada Arroyo, der ligger omkring 25 km øst for Quepos.

    Dagens vandring går mod udsigtspunktet Mirador del Pacifico. Vi vandrer igennem både primære og sekundære regnskove, som stort set er uberørte. Ved udsigtspunktet, kan man se til Stillehavet, hvis vejret er godt.

    Efter dagens vandring fortsætter vi mod Playa Hermosa, hvor vi har 1 overnatning.

    Dagens vandring er ca. 6,5 km.

    Måltider: Morgenmad og frokost.

    Overnatning: Playa Hermosa

  • Dag 7

    Carara Nationalpark

    Vi besøger Carara nationalparken, hvor vi tager på en lettere vandretur. Carara har tre vækstzoner, som er ret interessante. Der er tropisk lavlandsregnskov, en overgangszone samt en zone med bjergregnskov. Parken har det fineste hårdttræ i landet, og der er mange forskellige arter. Nogle af de mest sjældne fugle i landet, kan hvis man er heldig observeres her. De specielle vejrforhold i nationalparken er perfekt til orkideerne, som vi igen vil kunne beundre i deres naturlige habitat.

    Dette fredede område er også kendt for de purpurrøde papegøjer (Ara Macau). I dag er der omkring 320 papegøjer i nationalparken sammen med 360 andre fuglearter. Vi følger forskellige stier og prøver at spotte nogle af parkens dyr.

    Vi fortsætter til vulkanområdet Rincon de la Vieja nationalparken og den tropiske tørskov i det nordlige Costa Rica. Her skal vi bo to nætter på et hotel, der ligger umiddelbart op til dette helt fantastiske naturområde. Naturparken har navn efter den aktive vulkan Rincon de la Vieja (1895 m). Her er gejsere, varme svovlkilder og dampende mudderhuller. Der er flere andre vulkaner i det samme område, bl.a. vulkanen Santa Maria (1916 m) og Von Seebach (1985 m). Vi spiser frokost på vejen til Rincon de la Vieja.

    Hvis der er tid, tager vi en kort vandretur i området, når vi kommer frem til hotellet om eftermiddagen.

    Dagens vandring er ca. 6 km. 

    Højdemeter: 75 meter opad, 75 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad og frokost.

    Overnatning: Nær Rincon de la Vieja

  • Dag 8

    Vandring i nationalpark

    Om morgenen tager vi på en vandretur i Rincón de la Vieja nationalparken, hvor der er et betagende fugleliv med mere end 300 arter. Hvis vi er heldige, er det også muligt at se aber, næsebjørne og bæltedyr. Selve vulkanen Rincon de la Vieja har et aktivt krater, der udsender dampe og gasser fra jordens indre. Derfor kan vi også støde på de mange varme kilder og gejsere. Det sidste store udbrud var i 1983, mens der var en mindre aske- og lavaudledning i 1991.

    Vi spiser vores frokostpakker i nationalparken. Om eftermiddagen er der tid på egen hånd på og omkring lodgen.

    Dagens vandring er ca. 13,8 km.

    Højdemeter: 350 meter opad, 270 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad og frokostpakke.

    Overnatning: Nær Rincon de la Vieja

  • Dag 9

    Mod Tenorio Nationalpark

    Hvis der er tid vil jeres guide arrangere en lille morgengåtur på ca. 5 km i området. Herefter forlader vi Rincón de la Vieja nationalparken og kører videre til Rio Celeste, som grænser op til Tenorio Volcano nationalpark. Her bliver vi indkvarteret på vores hotel, hvor vi har 2 overnatninger.

    Dagen er til fri afbenyttelse efter ankomsten til det nye hotel.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Nær Tenorio Nationalpark

  • Dag 10

    Vandring i tågeskov

    Dagen skal bruges på en smuk vandretur i tågeskoven i Tenorio Volcano nationalpark. Nationalparken er en af landets yngste. Den blev etableret i år 1995 for at beskytte Tenorio vulkanen, som stadig er aktiv i dag. Parken bliver betegnet som et af de absolut flotteste vandreområder i Costa Rica.

    Et af højdepunkterne på denne vandretur er Rio Celeste, som har det smukkeste blå skær. Forskere mener, at vandet har fået den specielle blå farve på grund af svovl, som udsendes af den vulkanske aktivitet i parken, blandet med kalciumkarbonat.

    Der er en helt fantastik flora og fauna i nationalparken, der har et rigt dyreliv. Vi håber, der bliver mulighed for at observere tapirer, dovendyr, aber og mange andre dyrearter.

    NB: Dagens vandring bliver svær, hvis underlaget er vådt og mudderet. I dette tilfælde vil vi forkorte vandringen eller finde en anden vandretur.

    Dagens vandring er ca. 13,5 km. 

    Højdemeter: 245 meter opad, 245 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Overnatning: Nær Tenorio Nationalpark

  • Dag 11

    Gårdbesøg og Arenal vulkanen

    Vi fortsætter fra Tenorio til den lille landsby Agua Azul, hvor vi besøger et landsted (Agro-ecological Farm).

    På landstedet vil vi få indsigt i hvordan de prøver at bevare de lokale traditioner. Du får mulighed for at hjælpe med at malke gårdens køer, presse den søde saft fra sukkerrør, fremstille chokolade fra kakaoplanten og bagefter smage på alle herlighederne. Vi spiser også frokost på gården, inden vi kører mod vores næste hotel nær Arenal vulkanen.

    Vi har 2 overnatninger tæt på den næsten perfekte kegleformede Arenal vulkan. Vulkanen betegnes som landets mest imponerende vulkan, og er den yngste og mest aktive vulkan i Costa Rica. Arenal gik i udbrud i år 1968, og har været aktiv helt indtil år 2010 med flydende rød lava og glødende sten, der kastes gennem luften. I øjeblikket ligger vulkanen i dvale, og er meget fredsommelig. Ingen ved hvor længe. Men med sin symmetriske form, der rager op i det flotte landskab, er vulkanen smuk og majestætisk.

    Måltider: Morgenmad og frokost.

    Overnatning: Nær Arenal vulkanen

  • Dag 12

    Lavastier og varme bade

    Vi slutter denne fantastiske rejse af med en vandretur i Arenal nationalpark, som rummer to vulkaner - Arenal vulkanen (1657 m) og Chato vulkanen (1140 m).

    Vi vandrer ved El Mirador, der er et privatejet område, velegnet til vandring. Vi vandrer en tur langs lavamarker og med udsigt til vulkanen. Vi fortsætter ud på de såkaldte ”lava trails”. Disse vandrestier blev dannet af de store mængder lavastrømme, der flød ned fra vulkanen i det store udbrud i 1968. På slutningen af denne vandretur kommer vi til et udsigtspunkt, som på en klar dag giver et perfekt billede af vulkanen.

    Efter vi har nydt udsigten, vandrer vi videre ind i regnskoven i Arenal Nationalpark. Her kan vi være heldige at spotte tapirer, aber og næsebjørne. Der er et rigt fugleliv i denne park, og vi kommer forhåbentlig til at se de flotte trogoner, papegøjer og meget mere.

    Om eftermiddagen bader vi i de varme kilder, som bliver opvarmet af Arenal vulkanen, mens vi nyder de tropiske haver med palmer, blomster og kaffe træer. Herefter spiser vi rejsens sidste middag sammen.

    Dagens vandring er ca. 9,5 km.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Overnatning: Nær Arenal vulkanen

  • Dag 13

    Byvandring i San José

    Vi kører mod San José. hvor vi tager en kort byvandring. På vejen spiser vi frokost.

    Sidst på eftermiddagen kører vi til Juan Santamaria International Airport, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad, frokost og måltider på flyet.

    Overnatning: På flyet 

  • Dag 14

    Ankomst til Danmark

    Vi ankommer i Københavns lufthavn. 

    Måltider: På flyet.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Costa Rica

  • Pas og visum

    Man er visumfri i indtil 90 dage. Passet skal være gyldigt 6 måneder efter hjemrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Opbevar kopien et andet sted end selve passet.

  • Vaccinationer

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri.

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.

    Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der er ofte forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Møntfoden i Costa Rica hedder colones. 1000 colones svarer til ca. 11 kroner.  I kontant valuta, anbefales det at man medbringer US Dollars, og man bør have mindre sedler med om muligt. Kreditkort (kun VISA og Mastercard) kan anvendes i de større byer og på hotellerne. I supermarkeder kan der betales med kreditkort og US Dollars. Man får normalt colones retur, så det er en nem måde at veksle på.

  • Tidsforskel

    Der er syv timers tidsforskel mellem Costa Rica og Danmark. Når klokken er 12 i Costa Rica er den 19 i Danmark.

  • Fysisk form på rejser i Costa Rica

    Kultur - og naturrejser 

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    Vandreferier

    På vandreferien forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen. 

  • Strøm

    Man benytter det såkaldte type A stik i Costa Rica med to parallelle flade ben. Det er det samme stik, som man benytter i blandt andet USA. Det anbefales at medbringe en stikadapter hjemmefra.

    Man skal desuden være opmærksom på, at Costa Rica bruger 100-120V, mod de normale 220-240V i Danmark, så det er værd at tjekke om ens apparater (telefon, computer, hårtørrer, el-tandbørste mm) kan håndtere 100-120V, før man medbringer dem.

    Tip: Benyt telefonens kamera til at tage et billede af apparatets label. Man kan derefter zoome ind på teksten, som altid står med meget lille skrift. Hvis der står 100-240V, så vil apparatet kunne fungere i Costa Rica. Dette gør sig gældende for langt de fleste telefonladere.

    De fleste hoteller i Costa Rica har hårtørrer på værelserne eller hårtørrere til låns fra receptionen. Det kan dog ikke garanteres på samtlige hoteller.

  • Telefon og internet

    Landekoden i Costa Rica er 00506 + omr.nr. + abnnr. Ved opkald til Danmark er landekoden 0045 + abnnr. Det koster omkring 24 kr. at ringe til og fra Danmark.

    Mobiltelefon: De større teleselskaber i Danmark har ikke roaming-aftaler med Costa Rica. Man kan evt. købe lokalt taletidskort.

    Internet: Der er wifi på flere af hotellerne, med ofte virker det kun i receptionen. Nogle af hotellerne har desuden en computer til låns.

  • Foto

    Lufthavne og militære områder må ikke fotograferes. Hvis man vil fotografere mennesker, bør man spørge om lov først.

  • Drikkevand

    Mineralvand på flaske kan købes overalt, og man bør ikke drikke vandet fra hanen i Costa Rica. Man kan dog godt børste tænder i det. Vi anbefaler, at man medbringer en drikkeflaske, da man kan genfylde sin flaske på mange hoteller og lodges. I de fleste nationalparker er det ikke tilladt at medbringe engangsplastflasker, så husk en stor drikkeflaske.  

  • Mad

    Undgå ukogte grøntsager og upasteuriseret mælk/mælkeprodukter. Sørg for at få frisklavet mad.

  • Drikkepenge

    På restauranter er det normalt at lægge ca. 10 % til regningen.

    Hvis man har fået båret sin bagage til sit hotelværelse, giver man et lille beløb for det, f.eks. svarende til 1 US Dollars. 

    På grupperejser betales drikkepenge til guide og chauffør af Viktors Farmor. Drikkepenge til hotel- og serveringspersonale er for egen regning.

  • Tyveri

    Medbring ikke kostbare smykker og ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun mindre beløb i tasker eller lommer.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Man opfordres til kun at medbringe 1 stk. check in bagage på rejsen.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Håndbagage

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen, idet bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet. Det er en god ide at pakke tandbørste og lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen. 

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke længere tillader power banks eller e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Klima

    I Costa Rica er vejret lunt det meste af tiden. Vejret er som på de bedste danske sommerdage. Der kan af og til komme et regnskyl, der som regel kun er af kort varighed. I højderne kan det blive køligt især om natten, så det er en god idé at medbringe nattøj. 

  • Transport

    Da Costa Rica er et land med meget kuperet terræn, er det kun hovedvejene mellem de større byer som er de bedst farbare, mens de mindre veje er smalle, med mange sving og ikke altid asfalterede. Til gengæld er det via de små veje man kommer ud til de mest spændende attraktioner, hvilket derfor betyder at meget af transporten kommer til at foregå i mindre busser, end man er vant til i Europa.

  • Prisniveau

    En hovedret koster fra ca. 50 kroner og op. En vand/øl ca. fra 20 kr., et glas vin fra ca. 45 kr.  En liter vand i en kiosk koster ca. 10 kr. Man kan sagtens betale med US dollars og kreditkort de fleste steder. 

  • Påklædning

    Det anbefales at der medbringes let bomuldstøj. Også regntøj, f.eks. en regnponcho, en paraply og vandresko eller -støvler medbringes. Uformel påklædning er i orden på hele turen.

    På vandreferien anbefaler vi at du medbringer vandrestøvler for bedre støtte og komfort. 

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Let tøj
    • Varmt tøj til de kølige aftener og nætter i højderne (der er ofte meget koldt om natten i Monteverde og San Gerardo de Dota så overvej at medbringe varmt nattøj, varme sokker, skiundertøj eller lignende)
    • Gode lukkede sko
    • Regntøj/regnponcho og evt. paraply
    • Badetøj
    • Eventuelt et lille strandhåndklæde hvis man ønsker at bade på stranden (hotellerne tillader typisk ikke at man medbringer deres håndklæder)
    • Vækkeur
    • Solbriller
    • Solcreme med høj faktor
    • Kasket/solhat
    • Drikkeflaske (nogle nationalparker tillader ikke længere at man medbringer plastikflasker/engangsplast, f.eks. Carara Nationalpark)
    • Evt. lange ærmer og bukser mod myg
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. medicin mod køresyge
    • Insekt/myggespray (kan med fordel købes lokalt, da det virker bedst, hvis det indeholder DEET)
    • Evt. lagenpose
    • Fotokopi af pas.
    • Evt. fotokopi af flybillet og forsikringspapirer
    • God kikkert

    Vandreferien:

    Til vandreturene bedes I tage jeres bedste vandrestøvler med, dvs. gerne med skaft og ikke bare vandresko/-sandaler. Tag også for en sikkerheds skyld vabelplaster med. Hav en god lun fleece/sweatshirt med til de kølige aftener i højden samt regntøj.

    Det anbefales desuden at medbringe en lille dagtursrygsæk til vand, madpakker og andre fornødenheder. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Costa Rica.