Mayaernes skjulte byer
Guatemala og Mexico med en flig af Belize
Længe før Columbus opdagede Amerika, blomstrede mayaernes civilisation i Guatemalas lavland. De havde stort kendskab til bl.a. astronomi, medicin og byplanlægning. På rejsen møder vi arven fra den imponerende civilisation i Mellemamerika.
Priser fra
36.990 kr.
Max. 20 deltagere
16 dages rejse
Start din rejse her
Mayaerne havde en højtudviklet kultur bl.a. på grund af deres store viden om atronomi, som var basis for deres utrolig præcise kalender. Og de var langt fremme, når det gjaldt arkitektur, medicin og kunst. De havde et avanceret politisk system og praktiserede en mystisk religion med mange forskellige gudeskikkelser.
I dag i Guatemala lever mange af mayaernes nutidige efterkommere, faktisk er der 21 forskellige grupper, der stadig bevarer dele af deres kulturelle arv. Den oprindelige og meget autentiske maya-kultur lever i hverdagen. Fortidens fascinerende maya-historie får vi ind under huden, når vi besøger Peten’s tætte tropiske jungle, et af Amerikas mest betydningsfulde arkæologiske steder. Templer og paladser rejser sig mod skyerne gennem den smaragdgrønne vegetation, der har dækket dem i århundreder.
Antigua ligger med brolagte gader og tropiske blomster op ad husgavlene. Det er en af de bedst bevarede, historiske byer i hele Latinamerika, og vi har to nætter i byen. En stor oplevelse er også Flores, en charmerende by på en lillebitte ø. Byen er en betagende attraktion i sig selv og er udgangspunktet for vores oplevelser i junglen.
Guatemala har 33 vulkaner, og på en sejltur på Atitlán-søen har vi tre af dem som flot kulisse. Vi går i land ved landsbyer langs bredden og møder farverige småsamfund, som har specialiseret sig i fornemt kunsthåndværk som vævning, træsnit og maleri.
Vi fortsætter eventyret i den tidligere engelske koloni Belize. Omgivet af tæt regnskov sejler vi op ad floden, indtil mayaruinerne Lamanai tårner sig op over trætoppene. Lamanai var endnu en vigtig by for mayaerne, og den har faktisk været beboet indtil det 19. århundrede.
I Mexico oplever vi et af verdens mest imponerende bygningsværker fra maya-tiden, når vi går rundt i Chichen Itza. Pyramiden El Castillo blev for nogle år siden udråbt til at være et af verdens 7 nye vidundere. Vi ser også et piratmuseum, jordfaldshuller med dybblåt vand, og vi runder rejseoplevelsen af med en fridag ved stranden i Playa del Carmen.
5 gode grunde til at rejse til Mellemamerika med Viktors Farmor:
- Besøg både jungleruinen Tikal og mindre kendte maya-byer i Guatemala
- Opdag landsbyer og deres unikke kunsthåndværk omkring Atitlán-søen i Guatemala
- Oplev nogle af de største mayaruiner ved Lamanai i Belize
- Nyd den enestående kolonitidsby Antigua Guatemala
- Besøg verdens vel nok mest berømte maya-by Chichen Itza i Mexico
Dagsprogram
-
Dag 1
Fly til Guatemala og kørsel til Antigua
Fly til Guatemala City, hvor vi ankommer om aftenen. Vi hentes i lufthavnen og kører 45 km til byen Antigua, der er landets oprindelige hovedstad. I dag er Antigua en smuk og hyggelig by med brolagte gader, flankeret af farvestrålende huse og barokkirker fra den spanske kolonitid. Duften af friskbrygget kaffe strømmer ud fra små caféer, og i de hyggelige gårdhaver er der indrettet gode restauranter.
Måltider: På flyet
Overnatning: Antigua
-
Dag 2
Byrundtur i Antigua
Vi udforsker Antigua til fods. Byen blev grundlagt i 1543, og i over 200 år var Antigua hovedstad i de spanske besiddelser i Mellemamerika. I dag er byen en af de bedst bevarede, historiske byer i Latinamerika, og den anses for at være blandt de fineste eksempler på spansk, kolonial byplanlægning. Det har sikret byen plads på UNESCOs verdens kulturarvsliste. Byen ligger tilmed utrolig smukt mellem tre vulkaner, hvoraf den højeste troner 3900 m. mod himmelen. Vulkanskråningerne omkring byen er dækket af grønne skove og kaffeplantager, og mellem markerne ligger små landsbyer. Der hersker en hyggelig atmosfære i de brolagte gader. Tropiske blomster slynger sig op ad husgavlene og de mange klostermure, og på byens pladser er der små boder, hvor folk fra de nærliggende landsbyer sælger deres kunsthåndværk.
Vi besøger Plaza Mayor, hvor de vigtigste bygninger for kirke og stat står: Katedralen, Palacio de los Capitanes Generales samt rådhuset. Vi besøger også ruinerne af Ciudad Vieja, Guatemalas første permanente hovedstad, som blev ødelagt af et jordskælv og mudderskred fra vulkanen Agua i 1541. Herefter blev hovedstaden flyttet til Antigua, for senere at blive flyttet til Guatemala City.
Med sin gule facade er La Merced blandt de smukkeste og bedst velbevarede kirker i Antigua. Den er bygget i en speciel barokstil kaldet baroco antigueño – en stil, som er designet til at modstå jordskælv. Kirken stod færdig i 1767.
Turen tager os forbi et maya jade-museum og et værksted, hvor vi stifter bekendtskab med lokale håndværkere, der i generationer har lavet flotte smykker og masker i jade. Jade er betegnelse for to forskellige bjergarter, der består af aktinolit og jadeit. Det er en sjælden sten, som findes få steder i verden. Guatemala er et af dem, og stenene, der bruges i dag, er af samme slags, som mayaerne brugte til blandt andet smykker og deres smukke dødsmasker for mere end 1000 år siden.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Antigua
-
Dag 3
Fra Antigua til Atitlán-søen og mayaernes musik
Dagen starter med et besøg på det lille musikmuseum Casa Kojom. Det er et privat, nonprofit uddannelsescenter dedikeret til forskning, bevarelse og spredning af traditionel musik fra mayaerne i Guatemala. Siden 1984 har grundlæggeren og direktøren Samuel Franco været primus motor ved feltundersøgelser og audiovisuel dokumentation af traditionel musik udført f.eks. under ceremonier og ritualer. Han har oprettet et vigtigt audiovisuelt arkiv, der inkluderer fotografier, lyd- og videooptagelser.
Om eftermiddagen kører vi gennem Guatemalas frodige højland til Atitlán-søen, der med sin dramatiske beliggenhed mellem ikke mindre end tre høje vulkankegler, er en af verdens mest spektakulære søer. Vel fremme indlogeres vi på hotel ved Atitlán-søen, hvor vi har to overnatninger.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: ved Atitlán-søen
-
Dag 4
Sejlads på Atitlán-søen
Dagen er afsat til at sejle på Atitlán-søen, der foruden sin storslåede natur også byder på store kulturoplevelser. Langs søens breder ligger små landsbyer beboet af tz'utujil-mayaerne, der holder fast i traditionerne. For eksempel varierer kvindernes fint broderede bluser i snit og farver fra landsby til landsby. Blot ved at se på blusen kan man bestemme, hvilken landsby kvinden kommer fra. Flere landsbyer har specialiseret sig i fornemt kunsthåndværk som vævning, træsnit og maleri.
Vi går i land i Santiago de Atitlán. Også her bærer kvinderne – og til tider også mændene – de traditionelle og meget farverige klædedragter, der lyser op i gadebilledet. Vi besøger byens berømte beboer, guden Maximón, der er en træfigur med et alt andet end et ophøjet udseende. Figuren vises som regel henslængt i en stol omgivet af halvtomme øl- og romflasker og med en stor cigar i munden.
Det er et udvalgt broderskab, der har ansvaret for gudens pleje. Maximón tillægges magiske evner, og områdets beboere ofrer alkohol og cigaretter til ham i håbet om, at han vil velsigne og hjælpe dem. Det er en god idé at være på god fod med Maximón, for gudens karaktertræk er hentet delvist fra gamle maya-guder, den frygtindgydende spanske conquistador og landets guvernør Pedro de Alvarado samt den bibelske Judas.
Byens kirke er også et besøg værd, og på det lokale marked kan man beundre de hjemmevævede tekstiler, flettede kurve og andet kunsthåndværk fra området.
Næste sted vi går i land er i landsbyen San Juan La Laguna, hvor indbyggerne lever af fiskeri og landbrug samt fremstilling af de smukke tekstiler, landet er så kendt for.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: ved Atitlán-søen
-
Dag 5
Farverige landsbyer: Santa Catarina Palopó og San Antonio Palopó
Denne morgen besøger vi Santa Catarina Palopó, en lille og farverig landsby med Cackchiquel-oprindelse, altså også med en befolkning, der værner om de gamle mayatraditioner. Kvinderne er ekspertvævere og bærer noget af det mest farverige tøj i højlandet. Klædedragten er sammensat af tre stykker, der er fremstillet på en type væv, hvis oprindelse går tilbage til tiden før spaniernes ankomst. Hele kjolen præsenterer flere fascinerende og farverige geometriske figurer. Mændenes tøj, især bukserne, har kompakte og farvestrålende broderier, der gentager sig gennem hele dragten, også repræsenteret i den kvindelige huipil (bluse).
Vi kører videre til San Antonio Palopó, en landsby med landbrug som hovedaktivitet. De dyrker løg og anis samt fremstiller produkter af fibrene fra en agaveart, maguey agave. I denne landsby går mændene med rødstribet skjorte og en slags brunternet nederdel. Kvinderne bærer en rød-hvid-stribet huipil og en marineblå nederdel. Kvinder bruger den traditionelle taljevæv, mens mænd bruger den opretstående væv, som blev indført af spanierne i kolonitiden. Sidst på eftermiddagen kører vi til Guatemala City, hvor vi overnatter.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Guatemala City
-
Dag 6
Maya-steler i Quirigua og det tropiske lavland
Vi lægger højlandet bag os fra morgenstunden og sætter kursen mod det flade, tropiske lavland i det nordlige Guatemala, der lokalt er kendt som El Petén. På vejen venter os et spændende besøg i den gamle mayaby Quirigua. Quirigua hørte på et tidspunkt under kongeriget Copán, der i dag ligger i Honduras. Byen var et vigtigt knudepunkt på handelsruten mellem Copán og byerne længere mod nord i El Petén. Quirigua-ruinerne er ikke så besøgte som andre maya-ruiner i Mellemamerika, men er i sig selv en perle i imponerende tropiske omgivelser.
Byen er især kendt for sine mange imponerende og fornemt udskårne sandstenssteler. Deriblandt den højeste kendte stele fra mayatiden. Den er gravet tre meter ned i jorden og rejser sig majestætisk næsten 10 meter over jorden. Selve stelen er af Kong K’ak’Tiliw Chan Yopaat, som regerede byen i 700-tallet. Området er langt fra udgravet, og det skyldes, at det på et tidspunkt har været oversvømmet. Quirigua blev optaget på UNESCOs verdens kulturarvsliste i 1979.
Sidst på dagen kører vi til Rio Dulce, hvor vi overnatter.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Rio Dulce
-
Dag 7
Junglefloden Rio Dulce
På en sejltur på floden nyder vi den omgivende jungle og lytter til lydene af de skrigende brøleaber og papegøjer. Flere øer og små holme langs floden er ideelle steder til reder for tusinder af fugle. Vi ser rigtig mange fugle, mest hejrer og skarver. Floden er også hjemsted for sjældne søkøer.
Vi slutter bådturen ved Río Dulce-broen, hvor hovedvejen krydser floden. Herfra kører vi til den smukke by Flores i hjertet af El Petén, hvor vi har to overnatninger. Flores er en charmerende by på en lillebitte ø og er en betagende attraktion i sig selv. Her er kolonitidsbygninger med røde tage og smalle brostensbelagte gader, en historisk kirke og en spansk plads. Samt flere små hyggelige restauranter, der lokker med lokale lækkerier.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Flores
-
Dag 8
Tikal – mayaernes skjulte by
Vi står tidligt op for at tage på heldagsudflugt til Tikal, der er et af turens absolutte højdepunkter. I mayaernes klassiske periode var Tikal en af de mest magtfulde og imponerende byer - og er det stadig. Byens religiøse betydning samt rigdom og magt fornemmes tydeligt, når vi går rundt mellem de store pladser flankeret af ruiner af paladser, templer og nogle af de største og højeste trappepyramider i mayaernes verden, der tårner sig 65 meter op gennem de grønne trækroner. Undervejs hører vi om maya-kalenderen og om, hvordan de på stedets observatorium studerede både astrologi og astronomi. Vi hører også om fortidens herskere og blodige ofringsritualer, hvor forløberen til chokolade spillede en rolle.
De enestående ruiner ligger på et stort område dybt inde i junglen, og vi går gennem frodig regnskov med brøleaber, papegøjer og andre eksotiske fugle, når vi skal fra det ene tempel til det andet. Også næsebjørne ses ofte mellem træerne, og det er svært ikke at føle sig som en opdagelsesrejsende, når vi bestiger en af de over 60 m høje pyramider og nyder synet ud over regnskovens trætoppe, der strækker sig mod horisonten for fødderne af os. Mere end 3000 bygningsværker er til nu registeret i Tikal, men endnu flere ligger gemt i junglen. De meget imponerende monumenter har sikret Tikal en plads på UNESCOs kulturarvsliste.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Flores
-
Dag 9
Flores – Yaxha – San Ignacio
Vi besøger Yaxha, den trediestørste mayaby efter Tikal og El Mirador i Mexico. I sin storhedstid havde byen omkring 40.000 indbyggere. I dag ses flere velbevarede pyramider, og der er rester af mange bygningsværker. Selvom vi allerede har besøgt Tikal, er der god grund til at se Yaxha, da der er en helt speciel, magisk atmosfære. Bygningsresterne og pyramiderne er nærmest pakket ind i grøn frodighed, og der høres fuglekvidder overalt.
Efter besøget i Yaxha passerer vi grænsen til Belize. Vi kører til San Ignacio, hvor vi overnatter.
Måltider: Morgenmad
Overnatning: San Ignacio
-
Dag 10
San Ignacio - bådtur til Lamanai-ruinerne - Orange Walk
I Belize findes nogle af de største mayaruiner ved Lamanai. Et fascinerende område omringet af tæt regnskov, og turen dertil er en oplevelse. Vi sejler op ad floden, der har et rigt dyreliv. Der kan ofte spottes krokodiller, brøleaber og rigtige mange forskellige tropiske fugle, såsom kolibrier eller væverfugle.
Naturen er flot. Og så dukker Lamanai op. Med sine ca. 45 meter tårner den pyramide-lignende ruin sig op over trætoppene. Lamanai var en af de byer i mayariget, der var beboet længst. Siden omkring år 1500 før Kristus var der mennesker her, og helt frem til det 19. århundrede. Det bekræftes af arkæologers fund af ruiner, der er bygget oven på andre ruiner, samt rester af en katolsk kirke og kolonitidens sukkermøller.
Navnet Lamanai er fejlfortolket af munke på stedet og det oprindelige navn Lam'an/ayin henviser til de mange krokodiller i området, hvilket mange udskæringer i ruinerne vidner om.
Lamanai var en betydningsfuld storby i Maya-civilisationen, og langt størstedelen af stedet forblev uudgravet indtil midten af 1970'erne. Arkæologisk arbejde har koncentreret sig om undersøgelse og restaurering af de større strukturer, især templerne.
Efter besøget i Lamanai køre vi til Orange Walk Town, hvor vi overnatter.
Måltider: Morgenmad og lunchbox
Overnatning: Orange Walk Town
-
Dag 11
Til Mexico - Bacalar – Lagunen med de 7 farver
Vi kører fra Orange Walk Town til grænseovergangen nær Chetumal og modtages af vores mexicanske guide og chauffør.
Dagen byder på et bådeventyr i Laguna Bacalar. Første stop er ved Cenote Cocalitos / Stromatolites, som er 90 meter dyb og hjemsted for et stromatolit reservat. Stromatolitter er forfædre til koraller, der går tilbage til livets oprindelse på jorden. Vi får at vide, hvorfor de er så specielle, og hvordan de kan bevares. Se, men rør ikke.
Det næste stop er den berømte piratkanal, hvor det lave og varme vand skaber nogle helt specielle omgivelser. Her må man bruge fantasien og forestille sig kampene mod pirater, der forsøgte at plyndre området for næsten 400 år siden.
Vi fortsætter til Black Cenote / Cenote of the Witch, som er et sted fuld af fantasi og mystik. Den er mere end 100 m dyb, og man ser tydeligt farveændringerne i vandet. Så det er helt naturligt, at dette sted er kendt som ”Lagunen med de 7 farver”.
Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i Bacalar.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Bacalar
Hvad er en Cenote?
Yucatan-halvøen er kendetegnet ved, at den hovedsagelig er dannet af kalksten. Kalksten er en opløselig type klipper, og hvis de udsættes for strømmende vand i lange perioder, for eksempel årtusinder, vil kalkstenen på et tidspunkt opløses. I det karstlandskab der nu er blevet dannet, tillader det porøse grundfjeld ikke, at ferskvand ophobes over jorden i form af floder og søer. I stedet synker vandet ned under jorden, da regnvand filtrerer gennem den perforerede klippe og samler sig i underjordiske floder, hvor erosionsprocessen fortsætter.
Til tider destabiliseres den øvre klippe så meget, at den kollapser for at afsløre hulen under, hvilket fører til dannelsen af en cenote, på dansk kaldet et jordfaldshul.
Der findes forskellige typer cenoter. Nogle er dybe vandfyldte huller med lodrette vægge, mens andre er lave, men brede. Andre cenoter er halvåbne med en del af vandoverfladen skjult i en hule.
-
Dag 12
Bacalar - Chaccoben – Valladolid
Chacchoben er en mayaruin, hvis navn kan oversættes til ”Stedet for det røde majs”. Undervejs på en cirkulær sti ser vi tre udgravede og restaurerede pyramider samt mange vægge og trapper. Udgravningen fortsætter på flere høje, som skulle indeholde yderligere bygninger.
Nogle strukturer bærer stadig spor af den røde maling, som de oprindeligt blev belagt med. Ved bunden af den største pyramide er der en stor stele med en maya-inskription.
Vi kører videre til den koloniale by Valladolid.
Vores byrundtur begynder på den smukke hovedplads "Francisco Cantón Rosado", som er flankeret af et palads. Sektionen på første etage i paladset, Salón de Los Murales, har en interessant serie vægmalerier med figurer, der illustrerer regionens historie.
Vi ser katedralen San Gervasio, der blev bygget i 1545, men blev revet ned og genopbygget i begyndelsen af 1700-tallet. En kort gåafstand væk ligger en populær Cenote, Zaci. Til sidst besøger vi det tidligere kloster San Bernardino de Siena, som blev bygget af franciskanske missionærer mellem 1552 og 1560.
Aftensmad i hotellets restaurant.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Valladolid
-
Dag 13
Valladolid - Chichen Itza – Ik Kil Cenote - Playa del Carmen
Vi kører til det mest berømte Mayasted i verden, Chichen Itza. Området domineres af Temple of Kukulkan (Maya-navnet for Quetzalcoatl), ofte benævnt "El Castillo" (slottet). Denne trinpyramide har en grundplan med firkantede terrasser med trapper op på hver af de fire sider til templet på toppen. Langs den sydlige mur af ”Temple of Warriors” er en række af, hvad der i dag er fritstående søjler. Da byen var beboet, har disse søjler understøttet et omfattende tagsystem.
Vi har god tid i det spændende område, og efter besøget kører vi til den nærliggende Cenote, Ik Kil. Her er der mulighed for at tage en forfriskende dukkert i krystalklart vand. Derefter kører vi til Playa del Carmen, hvor vi har to overnatninger.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Playa del Carmen
-
Dag 14
Fridag i Playa del Carmen
Efter alle turens mange indtryk er der nu en dag til afslapning, badning, sightseeing eller shopping i Playa del Carmen.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Playa del Carmen
-
Dag 15
Halv fridag samt hjemrejse
Midt på eftermiddagen kører vi til lufthavnen i Cancun, og hjemrejsen begynder.
Måltider: Morgenmad og på flyet
-
Dag 16
Ankomst til København
Vi lander i Danmark.
Måltider: På flyet
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Guatemala, Mexico og Belize
-
Pas og visum
Guatemala: Danske statsborgere er visumfri i indtil 90 dage. Pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejse.
Belize: Danske statsborgere er visumfri i indtil 30 dage. Pas skal være gyldigt i mindst 3 måneder efter hjemrejse.
Mexico: Danske statsborgere er visumfri i indtil 180 dage. Pas skal være gyldigt under opholdet.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Opbevar kopien et andet sted end selve passet.
Vi rejser via USA på de fleste rejser, så det er vigtigt at søge om en ESTA godkendelse hos de amerikanske myndigheder inden afrejse for at få lov til at mellemlande i USA. ESTA godkendelsen søges online og koster 21 USD (ca. 150 kr.). Viktors Farmor fremsender en vejledning til, hvordan man ansøger om ESTA i god tid før afrejse.
Man kan ikke søge om ESTA godkendelse til USA, hvis man har besøgt Cuba efter den 11. januar 2021 og/eller Iran, Irak, Syrien, Libyen, Nordkorea, Somalia, Sudan, eller Yemen efter den 1. marts 2011. Man skal i så fald søge om et turistvisum til USA på den amerikanske ambassade i København. Der kan godt være 1-2 måneders ventetid på visumaftaler, så man skal starte i god tid.
Rejsende til Guatemala skal desuden udfylde en elektronisk indrejse-/udrejseformular før indrejse/udrejse. Formularen kan tidligst udfyldes 14 dage før rejsetidspunktet og senest 24 timer før rejsetidspunktet. Udrejseformularen kan typisk først udfyldes dagen før afrejse eller på afrejsedagen, da systemet kun tillader datoer 14 dage frem. Man modtager en bekræftende QR kode på mail, som skal kunne fremvises på forlangende ved ankomsten/afrejsen. QR koden kan enten fremvises som en udskrift på papir eller elektronisk på telefonen. Viktors Farmor fremsender en vejledning til, hvordan man udfylder formularen i god tid før afrejse.
-
Vaccination
Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring eventuelt dagsprogrammet, hvoraf rejseruten fremgår.
Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der er ofte forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
Møntfoden i Guatemala hedder Guatemala quetzal. 100 quetzal svarer til ca. 88,50 danske kroner. I kontant valuta, anbefales det at medbringe amerikanske dollars. Kreditkort kan anvendes i de større byer. Der kan ikke veksels til quetzal hjemmefra. Der kan betales med amerikanske dollars i Guatemala og typisk vil byttepenge være i quetzal.
Møntfoden i Belize hedder Belize dollar. 1 dollar er 100 cents. 100 Belize dollars svarer til ca. 344 danske kroner. Vær opmærksom på, at $ (eller BZ$) i Belize henviser til Belize dollar. US$ derimod henviser til amerikanske dollars!
Møntfoden i Mexico hedder pesos. 1 peso er 100 centavos. 100 pesos svarer til cirka 40 danske kroner. I kontant valuta anbefales at medbringe amerikanske dollars, og man bør have mindre sedler med om muligt. Kreditkort (kun VISA og Mastercard) kan anvendes i de større byer og på hotellerne. Mange steder i Mexico kan betales med kreditkort og amerikanske dollars. Vær opmærksom på, at $ i Mexico henviser til pesos. US$ derimod henviser til amerikanske dollars!
-
Tidsforskel
Guatemala, Belize og Mexico er alle i samme tidszone. Ved dansk vintertid er der 7 timers forskel til Danmark og ved dansk sommertid er der 8 timers forskel.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Telefoni og internet
Telefon til Guatemala: 00502 + omr.nr. + abb.nr.
Telefon til Belize: 00501 + omr.nr. + abb.nr.
Telefon til Mexico: 0052 + omr.nr. + abb.nr.
For alle tre lande gælder at der er udmærket mobiltelefondækning i de større byer. Tjek evt. priser og roamingaftale med dit eget selskab, da det kan være meget dyrt at benytte data på mobilen.
De fleste hoteller har adgang til internet, dog ofte kun i receptionen.
-
Elektricitet
Man bruger 110-120 volt i Guatemala, Belize og Mexico. Elektriske apparater skal kunne håndtere denne noget lavere spænding for at fungere. Man skal ligeledes medbringe en stikadapter, da man benytter strømstik af typerne A og B.
Enkelte steder i Belize benyttes også type G.
Se de forskellige stiktyper her.
-
Drikkevand
Det anbefales ikke at drikke vand fra hanen, dog kan man godt børste tænder i det. Ligeledes bør man undgå isterninger. Mineralvand på flaske kan købes overalt.
-
Mad
Undgå ukogte grøntsager og upasteuriseret mælk/mælkeprodukter. Sørg for at få frisklavet mad.
-
Drikkepenge
Det er almindelig skik at lægge 10-15% til regningen i drikkepenge, når man køber mad og/eller drikkevarer. Hvis man har fået båret sin bagage til sit hotelværelse, giver man et lille beløb for det, f.eks. svarende til 1 amerikanske dollars.
På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.
-
Foto
Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først.
Lufthavne og militære områder må ikke fotograferes. Hvis man vil fotografere mennesker tæt på, bør man spørge om lov først.
-
Påklædning
Det anbefales at medbringe let bomuldstøj. Medbring også gerne en lun trøje og vindjakke til kølige aftener. Uformel påklædning er i orden på hele turen.
-
Bagage
Bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen, så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Tyveri
Medbring ikke kostbare smykker og ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun mindre beløb i tasker eller lommer.
-
Klima
Guatemala byder på både varme kystområder og køligere bjergegne. Vejret er som på de bedste danske sommerdage.
Belize er typisk varmt og ofte fugtigt på grund af det tropiske klima.
I Mexico er vejret lunt det meste af tiden, som på de bedste danske sommerdage. Der kan af og til komme et regnskyl, der som regel kun er af kort varighed. I højderne kan det blive køligt især om aftenen og natten, så det er en god idé at medbringe en lun trøje og nattøj eller uld-undertøj.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Let bomuldstøj, gerne lag-på-lag
- Lun trøje og vindjakke til kølige aftener
- Evt. lange ærmer og bukser mod myg
- Regntøj/regnponcho og eventuelt en paraply
- Gode lukkede sko
- Badetøj
- Vækkeur
- Solbriller
- Solcreme med høj faktor
- Kasket/solhat
- God kikkert
- Toiletpapir
- Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- Evt. medicin mod køresyge
- Insektspray (kan med fordel købes lokalt, da det virker bedst, hvis det indeholder DEET)
- Fotokopi af pas
- Evt. fotokopi af flybillet og forsikringspapirer
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejsen.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.