Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Den store rundrejse i Algeriet

Med ekspedition i Saharas gyldne ørkenlandskaber

Opdag verdens største ørken på tæt hold med bølgende sanddyner og skjulte oaser med frodige palmelunde. Landets rige historie og gamle kultur oplever vi i bl.a. Algier, Constantine og Djemila med romerske ruiner.

Priser fra

22.990 kr.

Max. 20 deltagere

14 dages rejse

Start din rejse her

Kom med på en uforglemmelig 14-dages rundrejse gennem Algeriet - fra det kulturrige nord til det naturskønne syd med Saharas bølgende landskaber.

Vi starter i hovedstaden Algier med et livligt byliv og besøger bl.a. området Tipaza lidt udenfor byen med imponerende mauretanske gravplads. Vi fortsætter mod Setif, som var et kulturelt handelscentrum i antikken. Herefter venter den historiske by Constantine, hvor gamle broer og storslåede udsigter står klar.

Eventyret fortsætter i flyver mod Ghardaia, som er en charmerende oase midt i Sahara. Vi kører videre til Timimoun, hvor vi skal på ørkenekspedition på ruten Shebka-cirklen med sine spektakulære sandklitter og de traditionelle ksars (gamle befæstede landsbyer), der vidner om områdets rige historie og kultur.

Der sænker sig en dyb ro, når man rejser gennem ørkenen med de uendelige sandklitter. Om natten strækker stjernehimlen sig næsten så langt øjet rækker. Fra Timimoun fortsætter vi til den betagende oaseby Taghit med sine grønne palmer, her beundrer vi bl.a. forhistoriske klippemalerier.

Ørkeneventyret sluttes af, og vi vender tilbage til Algier. Gennem hele rejsen vil vores kyndige rejseleder sørge for, at vi får en dybdegående forståelse af Algeriets mangfoldige kultur og gamle historie.

En rejse fra syd til nord i Algeriet sætter sig fast i hukommelsen - specielt Saharas endeløse gyldne sanddyner. 

”Brugen af ordet "berber"

Vi bruger betegnelsen "berber", fordi det er et ord, som er genkendeligt, men den korrekte betegnelse for folket er "imazighen", hvilket vi også anerkender.

5 gode grunde til at rejse til Algeriet med Viktors Farmor:

  • Besøg sagnomspundne Ksar Draa - en historisk fæstning midt i ørkenen, som fortsat forundrer arkæologer
  • Nyd en uforglemmelig rejse gennem Saharas majestætiske sandklitter i Ghardaia og Timimmoun
  • Se forhistoriske klippemalerier, og udforsk gamle fæstningsbyer i den charmerende ørkenby Taghit
  • Kom med på ørkenekspedition i firehjulstrækker på den 70 km lange Shebka Circuit gennem spektakulære landskaber og sanddyner
  • Oplev landets lange, rige historie fra romerruiner i nord til berber- og nomadeliv i syd

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse - til Algier

    Vi flyver fra Kastrup til Algier, hvor vi afhentes i lufthavnen og kører mod vores hotel. Afhængig af ankomsttidspunktet er der aftensmad efter ankomst. Vi bor de første to nætter på et centralt beliggende hotel.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 2

    På jagt i Tipazas rige historie og kultur

    Dagens udflugt går til området Tipaza lidt vest for Algier. Her begynder vi med at besøge den imponerende mauretanske gravplads, Tomb of Mauritania.

    Herefter fortsætter vi til det arkæologiske museum og mosaikparken, hvor vi kan beundre de fascinerende mosaikker.

    Efter en frokostpause fortsætter vi til ruinerne af den gamle by Tipaza, som blev grundlagt af fønikerne i det 6. århundrede f.Kr. og senere blev en blomstrende romersk havneby under kejser Septimus Severus (ca. år 200).

    Byen, der har været under indflydelse af Karthago, ligger naturskønt ved foden af Chenoua-bjerget. Vi besøger også museet i Tipaza for at få en bedre forståelse af byens historie. Efter besøget her vender vi tilbage til Algier.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 3

    Fra romerske ruiner til moderne Setif

    Vi forlader Algier og fortsætter vores rejse til det imponerende arkæologiske sted, Djemila.

    Djemila, også kendt som Cuicul, er en romersk by omkring 50 kilometer nordøst for Setif. Byen blev grundlagt omkring år 100 som en militær udpost, men udviklede sig hurtigt til en blomstrende by med en smuk arkitektur. Navnet "Djemila" kommer fra det arabiske ord for "skønhed", hvilket er en passende beskrivelse af de velbevarede ruiner, der pryder landskabet.

    Ved ankomsten til Djemila har vi et spektakulært syn af ruiner, der strækker sig over landskabet. Her er rester af romerske templer, teatre og offentlige pladser, der står som vidnesbyrd om byens storhedstid. Djemila er optaget på UNESCO's verdensarvsliste.

    De velbevarede mosaikker og stenskulpturer er med til at give os et indblik i livet i det antikke Rom.

    Efter besøget i Djemila kører vi til Setif, en moderne by i det østlige Algeriet.

    Vi besøger det lokale museum, hvor vi får et indblik i Setifs fortid som et kulturelt handelscentrum i antikken.

    Efter museumsbesøget er vi på byrundtur, hvor vi besøger de vigtigste seværdigheder og får et glimt af byens moderne liv. Vi afslutter dagen med aftensmad på vores hotel.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Setif

  • Dag 4

    Mod Constantines majestætiske broer med stop i Timgad

    Vi forlader Setif  og kører til Timgad, endnu et imponerende romersk arkæologisk sted. Den velbevarede by, grundlagt af kejser Trajan i det første århundrede e.Kr., står som et imponerende vidnesbyrd om det gamle romerske rige.

    Efter at have suget indtrykkene til os i Timgad, sætter vi kursen mod byen Constantine, hvor vi indlogeres på et centralt hotel. Herfra kan vi nyde den betagende udsigt ud over en af byens smukke broer.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Constantine

  • Dag 5

    Byrundtur i Constantine og mod ørkenfreden i Ghardaia

    Efter morgenmad på vores hotel i Constantine checker vi ud og begynder vores dag med en spændende rundtur i området. Her besøger vi blandt andet Amir Abd-el-Kader Moské, der stammer fra det 19. århundrede og er opkaldt efter den anerkendte algeriske nationalist og religiøse

    leder, Emir Abd-el-Kader. Moskéen er kendt for sin smukke arkitektur.

    Vi kommer ligeledes forbi Cirta-museet og krydser de majestætiske broer Sidi M'Cid og Sidi Rached.

    Vi spiser aftensmad i Constantine, inden vi flyver en kort tur sydpå til Ghardaia, hvor vi indkvarteres på et hotel i den naturskønne M'Zab-dal.

    Det markerer starten på et nyt kapitel i vores eventyr, hvor vi oplever den gyldne ørken og den lokale berberkultur.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Ghardaïa

  • Dag 6

    På opdagelse i Pentapolis i M'zab-dalen

    Vi tager på morgenvandring den livlige souk (bazar), hvor vi oplever den lokale handelskultur. Her har vi mulighed for at købe traditionelle varer som tekstiler, keramik og håndværk.

    Dernæst starter vores opdagelse ind i Pentapolis. Pentapolis refererer til de fem befæstede landsbyer i M'zab-dalen, herunder Ghardaïa.

    Landsbyerne i Algeriets ørkenområder, er kendt for deres unikke arkitektur, der er tilpasset det tørre klima. Bygningerne er opført i ler og er designet til at være kølige og beskyttede boliger mod det varme ørkenklima.

    Rundturen giver os mulighed for at udforske de smalle gader, de traditionelle boliger og de historiske moskéer, der afspejler M'zab-regionens arkitektoniske rigdom.

    Undervejs på vores tur nyder vi en typisk berberfrokost.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Ghardaïa

  • Dag 7

    Dybere ind i Sahara: Palmelunde og ksar

    Vi forlader Ghardaïa og begynder vores dag med en smuk gåtur i den store palmelund. Denne grønne store plet er ikke bare imponerende på grund af sit udseende, men også på grund af dens funktion som en vigtig del af lokalbefolkningens liv.

    Under gåturen ser vi det imponerende kunstvandingssystem, som er en nødvendig livsnerve i ørkenen.

    Efter nogen tid i palmernes skygge tager vi videre sydpå mod El Golea, hvor vi besøger den gamle Ksar (en handelsfæstning) El Menia. Ksaren, bygget i det 8.-9. århundrede af Zeneterne, og den er et flot eksempel på traditionel berberarkitektur. Zeneterne ville danne en stærk politisk magt, som trodsede Rom og som havde planer om at udvide deres magt til Europa. Det blev dog ikke til noget.

    Beliggende på en bakke, omgivet af sammenbyggede lerstenshuse, udgør Ksar El Menia et komplekst netværk af smalle gader og skyggefulde gårde.

    Dens strategiske placering og arkitektoniske udformning afspejler behovet for forsvar og beskyttelse mod de klimatiske forhold,

    Besøget på Ksar El Menia giver os en forståelse af M'zab-dalens rolle som et kulturelt centrum i ørkenen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: El Golea

  • Dag 8

    El Golea-søens fugleparadis og Timimoun, "den røde by"

    I dag rejser vi dybere ind i Sahara mod byen Timimoun. Turen er en naturskøn rejse på ca 350 km, hvor vi kan læne os tilbage og nyde de nærmest magiske omgivelser.

    Undervejs passerer vi en stor variation af fascinerende geologiske formationer, hvor erosionen har skabt unikke  klippeformationer. De naturlige skulpturer viser, hvordan vinden og sandet har formet landskabet gennem tusinder af år.

    Vi gør holdt ved den flotte El Golea-sø, som er en kunstig skabt oase og stoppested for mange migrerende fuglearter, herunder vadefugle og rovfugle samt nogle truede arter.

    Efter vi har nydt synet af de mange forskellige fuglearter, fortsætter vi mod Timimoun, ofte kaldet "den røde by" på grund af de karakteristiske røde lerstensbygninger. Her indkvarteres vi på hotel for de næste tre nætter.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Timimoun

  • Dag 9

    Shebka Circuit: En uforglemmelig ørkenekspedition

    Vi tager på ørkenekspedition i firhjulstrækkere. Hver bil er bemandet med en erfaren chauffør og tre gæster, hvilket sikrer, at alle har en vinduesplads og dermed den bedste udsigt til det storslåede landskab.

    Turen, vi skal på, kaldes for Shebka Circuit. Det er en 70 km rute, der byder på nogle meget smukke udsigter i Sahara.

    Undervejs ser vi de bølgende sandklitter, der strækker sig så langt øjet rækker. Klitterne danner et smukt og dramatisk landskab, som er ikonisk for Sahara-ørkenen.

    Vi gør også holdt ved nogle af de små, skjulte oaser og ksars, hvor frodige palmer og grøn vegetation står i skarp kontrast til den omkringliggende ørken. Oaserne har været livgivende hvilesteder for karavaner i århundreder.

    Der er mulighed for, at vi får et hurtigt indblik i den lokale nomadekultur, når vi passerer beduiner, der lever i telte og bevæger sig rundt med deres kameler.

    Undervejs gør vi nogle stop for at nyde de panoramiske udsigter over ørkenen.

    Efter turen Shebka Circut vender vi tilbage til vores hotel i Timimoun.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Timimoun

  • Dag 10

    Saharas Mysterium: Ksar Draa

    Dagen står igen i Saharas tegn. Vi begynder med en halvdagstur til det mystiske og fascinerende Ksar Draa, som er en slotlignende struktur, eller ruin af en, stående midt i sandklitterne i Sahara.

    Den gamle struktur har vakt undring i årtier med sin manglende historiske dokumentation. Ingen ved, hvem der byggede det, hvorfor eller hvornår. Ksar Draa er et sted med mange mysterier. For at finde information om stedet skal man grave dybt.

    For et land så gammelt og rigt har Algeriet bestemt sine gåder. De få kilder, der dækker emnet, nævner få detaljer: Ksar Draa ligger nær byen Timimoun i Adrar-provinsen. Det har en cirkulær dobbeltmur på to meter i højden med tre niveauer, flere rum, ingen vinduer, ingen trapper og en gårdsplads nedenfor. Det rejser sig over sandklitterne, hvilket skaber et imponerende syn.

    De førende gæt om Ksar Draas funktion varierer. Var det et slags opholdssted for karavaner, der rejser gennem ørkenen? Et befæstet slot? Et fængsel? Et forrådskammer? Eller måske en handelsstation? Nogle kilder antyder, at det kunne være af jødisk oprindelse på grund af tilstedeværelsen af et ensomt jødisk symbol på en af væggene. Det er stort set alt, hvad man ved.

    På vej tilbage til Timimoun besøger vi den traditionelle algeriske by, Beni Aissi.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Timimoun

  • Dag 11

    Mod Beni Abbes i Sahara – ”De Velsignede Abbeders by”

    Efter vi har checket ud, begiver vi os mod Beni Abbes, også kendt som "De Velsignede Abbeders by", hvor Fader Charles de Foucauld første gang satte sine fødder i Sahara.

    Han var en fransk katolsk præst og missionær, der levede fra 1858 til 1916. Han er bedst kendt for sit arbejde som eremit i Sahara- ørkenen og for sine bestræbelser på at forstå og respektere de lokale berberfolk og deres kultur.

    På tur rundt i Beni Abbes starter vi med at besøge Eremitagen, som er bygget af Fader Charles de Foucauld i 1901, og vi ser museet, der hylder hans liv og hans mission i Sahara-regionen. Vi ser samling af genstande, fotografier og dokumenter, der illustrerer Fader Foucaulds religiøse virke og hans bidrag til lokalsamfundene.

    Efter frokost fortsætter vi med et besøg i den gamle Ksar og den smukke palmelund i området.

    Senere på dagen tager vi til Taghit. Området ligger som et frodigt og grønt bælte af palmer løbende mellem Jebel Baroun på den ene side og enorme sandklitter som betegnes 'the dunes of the Great Western Erg' på den anden side.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Taghit

  • Dag 12

    Sidste dag i ørkenen: Helleristninger, sandklitter og mod Algier

    Vi begiver os ud på rejsens sidste ørkeneventyr. Det er her i Taghit, at man i sandhed får indtrykket af Saharas størrelse.

    Fra Taghit kan man se, hvordan sandet strækker sig ud i uendeligheden.

    Vi fortsætter til klippevæggene, hvor vi finder Neolitiske hulemalerier eller helleristninger, som vi kender dem her i Danmark.

    Her ses helleristningerne af bl.a. antiloper og vilde køer. De er skabt af mennesker for tusinder af år siden og fortæller om et tidligere liv i harmoni med naturen og dyrelivet der var i området dengang. Herfra fortsætter vi mod lufthavnen i Bechar for at flyve tilbage til Algier.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 13

    Den UNESCO-beskyttede Kasbah og Bardo Nationalmuseum

    Vi besøger den ikoniske og UNESCO- beskyttede Kasbah (gamle bymidte) i Algier. Med sine smalle, snoede gader og skatte af maurisk kunst er Kasbahen en oplevelse, der vækker sanserne og fortæller om Algiers gamle kultur.

    Efter at have oplevet Kasbahens labyrintiske gader og beundret de mange historiske bygninger og monumenter, har vi tid til at finde et godt sted til frokost.

    Vores eftermiddag fortsætter med et besøg på Bardo Nationalmuseum. Museet er kendt for sine omfattende samlinger, der spænder over tusinder af år og giver et fascinerende indblik i Algeriets udvikling og mangfoldige kulturer. Fra gamle stenalderredskaber til traditionelle dragter og kunstgenstande fra Sahara tager museet os med på en rejse gennem tid og rum, som gør os klogere på et land, der bliver ved med at overraske.

    Om aftenen samles vi til afskedsmiddag.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 14

    Hjemrejse mod København

    Efter morgenmad kører vi til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder relevante oplysninger om rejser til Algeriet

  • Pas og visum

    Der kræves visum til Algeriet. Blanket til visumansøgning findes på hjemmesiden for Algeriets ambassade. Blanketten udfyldes og enten indleveres eller sendes til den algierske ambassade i Hellerup, sammen med: 

    • 2 pasfotos
    • Pas
    • Et invitationsbrev (som Viktors Farmor sender til deltagerne på rejsen ca. 10-8 uger inden afrejse)
    • Et bevis på rejseforsikring
    • Scan af dit gule sygesikringskort
    • Et bevis for ansættelse, studie eller pension
    • Et beløb på 920 kr. kontant (Kun, hvis det sendes med post)
    • En adresseret svarkuvert.

    Desværre så kan man ikke kan få pengene refunderet fra Ambassaden ved eventuelt afslag grundet fejl eller andet, så det er yderst vigtigt, at du gennem tjekker at alle oplysninger er korrekte. 

    Viktors Farmor sender ovenstående oplysninger til alle deltagere på rejser til Algeriet i selvstændige mails inkl. en visumvejledning, som en ekstra service og hjælp omkring 10-8 uger inden afrejse.

    NB: Viktors Farmor kan ikke være behjælpelig med ansøgningsprocessen og spørgsmål herom. Hvis I ønsker hjælp med processen, henviser vi til firmaet Visumansøgning ApS, som professionelt og nemt kan hjælpe jer igennem ansøgningsprocessen

    Derudover, så fraskriver Viktors farmor sig ethvert ansvar for følgerne ved afgivelse af ukorrekte oplysninger eller fejlende elektronik. Derudover, så kan Viktors Farmor ikke stilles til ansvar for eventuelle ændringer i indrejsekrav før eller under rejsen til Algeriet.

    Passet skal være gyldigt 6 måneder udover hjemrejsedato fra Algeriet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Der kræves ingen vacciner, men nogle anbefales: Smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en klinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Dinar (Algerisk dinar). Dinarens værdi er lav i forhold til kronen. 100 dinarer er 7 danske kroner, og altså lidt under 1 Euro.

    Det bedste at tage med på rejsen er Euros. Dernæst britiske pund. Disse veksles til DZD (algeriske dinarer). Der findes pengesedler for 100, 200, 500 og 1000 dinarer.

    Det er svært, at finde automater, hvor man kan hæve kontakter i Algeriet ved hjælp af internationale kredit- og betalingskort. Det anbefales derfor, at have kontanter med sig hjemmefra, og allerhelst Euros, som man så kan veksle ved ankomst. 

     

  • Overnatning

    Der benyttes gode turistklassehoteller (4*) med toilet og bad til værelserne. Turisme er stadig på begynder-stadiet i Algeriet. Det betyder, at tingene ikke altid er ligeså strømlinede og effektive som i Danmark. Service og håndværk lever ikke altid op til topstandard, og det er ikke usædvanligt at opleve små udfordringer som fx. ustabilt WiFi eller en dryppende hane på badeværelset. De hoteller, som vi samarbejder med på vores rejser er velrenommerede hoteller, som er nøje udvalgt for deres kvalitet og serviceniveau, men det kan stadig forekomme, at nogle faciliteter ikke altid lever op til de samme standarder, som man kunne ønske sig.

  • Måltider

    Det algeriske køkken kan godt minde om det tyrkiske, og har fællestræk med det marokkanske og tunesiske. Maden er ikke særlig krydret, for eksempel bruges kun lidt chili. Koriander, persille og hvidløg er udbredte ingredienser. Lammekød er langt det mest foretrukne kød, efterfulgt af kylling og kalkun. Nogle steder kan man opdrive oksekød. Den populære nationalret er couscous.

    Der er halvpension + helpension på dag 6 på rejsen til det Nordlige Algeriets Højdepunkter

    På vores rejse i Algeriet er inkluderede måltider en vigtig del af oplevelsen. Det er dog værd at bemærke, at ikke alle restauranter kan imødekomme større grupper. De større steder betyder, at man ikke kan forvente de samme små intime settings, som man måske ellers kunne forvente, men vi har stadig valgt restauranter, der kan give vores gæster en smagfuld og god oplevelse.

  • Telefoni

    Telefon til Algeriet: Tryk 00-213 + omr.nr. + abnnr. Fra Algeriet til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr.

  • Elektricitet

    I Algeriet er der 220 volt. Der benyttes stik med runde ben som Danmark

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand på flaske kan fås alle steder.

  • Drikkepenge

    Hvis man får båret sin bagage til sit værelse, gives et lille beløb, f.eks. svarende til 4-5 kr. På restaurant lægges normalt ca. 10% til regningen. Drikkepenge til chauffør og lokalguide betales af Viktors Farmor.

  • Alkohol

    Algeriet er en vinproducerende nation, og selv om 1990ernes borgerkrig førte til en nedgang i produktionen, så er der igen udmærket vin at få, især i egnene omkring Medea og Tlemcen. Men trods dette er det langtfra alle hoteller, der serverer alkohol. På vore rejser vil det kun være få hoteller, der tilbyder vin til maden.

    Man må indføre 2 liter vin eller 1 liter spiritus ved ankomst til Algeriet. Ligeledes må man indføre 200 cigaretter og 25 cl eau de toilette.

    Man må udføre op til 4 liter vin og 200 cigaretter.

  • Foto

    Ved mange seværdigheder skal man betale særskilt for at tage billeder. Det drejer sig dog ikke om ret store beløb. Ved helleristninger er det som oftest forbudt at bruge blitz.

    Som altid: Vær opmærksom på, at nogle mennesker ikke bryder sig om at blive fotograferet. Spørg om tilladelse, når du gerne vil portrættere mennesker.

  • Påklædning

    Algeriet er et muslimsk land, hvor både mænd og kvinder skal klæde sig moderat. For kvinder er den traditionelle abeyya og tørklæde valgfri, undtagen under besøg i moskéer, hvor håret skal dækkes af et tørklæde, og resten af kroppen skal være dækket af løstsiddende stof som dækker ned til anklerne (ofte har moskéerne noget man kan låne). For kvinder er det ikke tilladt at bære stramtsiddende tøj, og det forventes at man dækker skuldre, overarme og ben til minimum under knæene. Mænd skal ligeledes dække skuldre, overarme og ben. Shorts er ikke tilladt, hverken for mænd eller kvinder.

    Der bliver brug for tøj, der kan tages af og på ”lag for lag”. Ved kysten kan der være blæsende. Det anbefales, at man medbringer ulden sweater og vindjakke til kølige dage. Ikke alle hoteller er opvarmede eller isolerede.

    Særligt for Ghardaïa: Sand og ørkenblæst kan godt udtørre øjnene. Overvej at medbringe øjendråber (saltvandsampuller)

  • Indkøb

    I souq´en handles der bl.a. med beduinsmykker, lædervarer, tæpper, krydderier, lertøj, keramik, sjaler og tørklæder. Men modsat andre mellemøstlige lande skal der ikke tinges hårdt om prisen. Falder man for et tæppe i bazaren i Ghardaia, er der ingen snak frem og tilbage om prisen. Man får en pris stukket i næsen, og færdig arbejde. Prisen regnes som realistisk. Går man i gang med at prutte, vil man oftest få vist et andet og billigere tæppe, for så har man jo nok ikke råd til det første tæppe.

    Lædervarer har en særlig god kvalitet omkring byen Tlemcen. Tæpper i traditionelle, geometriske design, kan købes over hele landet, men særligt Ghardaia er kendt for sine tæpper.

  • Prisniveau

    Algeriet er billigt. Da rejsen har halvpension og en dag med helpension er det primært frokost og drikkevarer, der skal suppleres med. Et løst bud ville være, at et måltid på en mellemklasse-restaurant kan typisk koste mellem 5 og 15 euro pr. person, mens priserne på mere luksuriøse restauranter kan være højere.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Derudover, så kan man risikere, at få taget sin kikkert i lufthavnen. Derfor lad den hellere blive hjemme. 

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Det nordlige Algeriet har tempereret klima. I vinterhalvåret ligger dagtemperaturen på 12-15 grader, det kan blive koldt om natten og behageligt varmt i dagtimerne. Temperaturerne kan have pæne udsving. Den gennemsnitlige mængde nedbør er 60 mm.

    Klimaet omkring Ghardaïa er nogle gradere varmere og tørrere. Temperaturen i september-marts ligger på cirka 20-27 grader om dagen og 10-11 grader om natten, men sjældne gange kan det blive ned mod frysepunktet. Det regner stort set aldrig.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, iftar, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve

  • Kikkert

    Det er ikke tilladt at tage kikkerter med ind i Algeriet. Man risikerer derfor at få tilbageholdt kikkert i tolden, når man ankommer til landet, og først få den udleveret igen ved afrejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Algeriet.