Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Rundrejse i det nordlige Algeriet

Opdag romersk historie, berberliv og et smut i ørkenen

Velkommen til det nordlige Algeriet! Her venter en rig historie og farverig kultur fra romerske ruiner til livlige byer med moderne arkitektur. Rejsen krydres med Saharas ørkenlandskaber - Algeriet er en verden for sig.

Priser fra

13.990 kr.

Max. 20 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

Tag med på en uforglemmelig rejse gennem det nordlige Algeriet, hvor historien møder nutiden, og ørkensolen møder bylivets travlhed. Start din rejse i hovedstaden Algier, hvor vi dykker ned i den pulserende atmosfære, der omfavner både det traditionelle og det moderne. Her udforsker vi også de smalle gader i det gamle kasbah-kvarter og beundrer det majestætiske Monument of the Martyrs, der vidner om landets stolte historie.

Fra Algier fortsætter vi vores rejse til Setif, hvor vi oplever ruinerne af den romerske by Djemila. Vi ser de velbevarede templer, forum og amfiteater, der står som vidnesbyrd om den romerske civilisation i Nordafrika. Efter at have suget til os af fortiden går turen videre til Constantine, hvor vi ser de spektakulære romerske ruiner i Timgad.

Vi fortsætter til byen Constantine, hvor broer og bakker skaber en betagende kulisse for vores eventyr. Herefter drager vi mod Ghardaïa, hvor ørkenens mystik møder livlige markeder og farverige kulturer. Her nyder vi en frokost i ørkenen, inden vi tager på opdagelse M'zab-dalen og de omkringliggende berberbyer.

Brugen af ordet "berber"

Vi bruger betegnelsen "berber", fordi det er et ord, som er genkendeligt, men den korrekte betegnelse for folket er "imazighen", hvilket vi også anerkender.

5 gode grunde til at rejse til Algeriet med Viktors Farmor:

  • Oplev gamle befæstede berberbyer på UNESCO's Verdensarvsliste
  • Se den romerske kulturarv i både Djemila, Tidiis, Tipaza og Timgad
  • Oplev byen Constantine, kendt som ”byen af broer”, med sine dybe kløfter og spektakulære broer
  • Nyd en picnic og kop te i Saharas særprægede ørkenlandskab
  • Udforsk hovedstaden Algier, som er en blanding af moderne arkitektur og historiske steder

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse mod Algier

    Fly fra Kastrup til Algier. Vi afhentes i lufthavnen og køres til vores centralt beliggende hotel. Afhængig af ankomsttidspunktet er der aftensmad efter ankomst.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 2

    På opdagelse i Algier og Tipaza med romersk indflydelse

    Vi kører en smule vest for Algier til Tipaza. Byen blev grundlagt af fønikerne i det 6. århundrede f.Kr. Senere blev byen en romersk havneby. Den havde sin blomstringstid omkring år 200, under kejser Septimus Severus.  Han stammede fra det nordlige Afrika. Tipaza kan prale af at have været under indflydelse af Karthago, som er kunstens by og arnested for den græsk-romerske civilisation i Nordafrika. Tipaza ligger meget naturskønt ved foden af Chenoua-bjerget. 
    Vi ser også en storslået mauretansk gravplads, før vi kører tilbage til Algier. Her besøger vi den berømte Kasbah (den gamle bydel), som er på UNESCOs verdensarvsliste. Den er et arkitektonisk vartegn med sine smalle labyrintagtige gader og mauriske kunst.
    Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 3

    Det arkæologiske site Djemila og videre til Setif

    Vi forlader Algier og kører til det imponerende arkæologiske site, Djemila (også kendt som Cuicul). Det er romersk by omkring 50 kilometer nordøst for Setif. Byen blev grundlagt i det 1. århundrede e.Kr. som en militær udpost, men udviklede sig hurtigt til en blomstrende by.

    Navnet "Djemila" kommer fra det arabiske ord for "skønhed", hvilket er en passende beskrivelse af de velbevarede ruiner, der pryder landskabet. Ved ankomsten til Djemila mødes vi af et spektakulært syn af ruiner, der strækker sig over landskabet. 
    Her er rester af romerske templer, teatre og offentlige pladser, der beretter om byens storhedstid. Djemila er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

    Efter besøget fortsætter vi til Setif, en moderne by i det østlige Algeriet. Her besøger vi det lokale museum, hvor kan se genstande fra regionens rige historie. Museet giver os indblik i Setifs fortid som et kulturelt handelscentrum i antikken. Efter museumsbesøget nyder vi en lille rundtur i Setif, hvor vi besøger de vigtigste seværdigheder og får et glimt af byens moderne liv. Vi afslutter dagen med aftensmad på vores hotel.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Setif

  • Dag 4

    Madghasens Mausoleum og Timgad - videre til Constantine

    Efter morgenmad checker vi ud og kører til Madghasens Mausoleum. Madghis var konge af det uafhængige kongerige Numidien mellem 300 og 200 f.Kr. Numidien grænsede op til det ptolemæiske Egypten og var involveret i den anden puniske krig, hvor de skiftede side fra karthagerne til Rom.

    Her venter os et imponerende syn af de gamle gravmonumenter. Vi fortsætter til Timgad, som er endnu et betagende romersk arkæologisk sted. Den velbevarede by, grundlagt af kejser Trajan i det første århundrede e.Kr..

    Efter vores rejse tilbage i tiden i Timgad, sætter vi kursen mod byen Constantine, hvor vi bliver indlogeret på et centralt hotel. 
    Her kan vi nyde udsigten ud over en af byens smukke broer, der strækker sig majestætisk over kløften.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Constantine

  • Dag 5

    Fra Constantine mod Ghardaïa med berberliv og ørken

    Vi begynder dagen med en spændende rundtur i byen. Første stop er Amir Abd-el-Kader Moské, som er en religiøs struktur, der stammer fra det 19. århundrede og er opkaldt efter den anerkendte algeriske nationalist og religiøse leder, Emir Abd-el-Kader. Moskéen er kendt for sin historie og sin smukke arkitektur.

    Derefter fortsætter vi til Tidiis, en romersk ruinby i nærheden af Constantine. Ruinerne er et vindue tilbage i tiden og de giver os et indblik i det gamle romerske imperiums storhed. Efter vi har oplevet Tidiis, kører vi videre og krydser de imponerende broer Sidi M'ciid og Sidi Rached, der strækker sig over dybe kløfter og giver smukke udsigter over byen og dens omgivelser.

    Vores næste stop er Kasbahen, en befæstet bydel, der stammer fra middelalderen og er kendt for sine snoede gader, traditionelle huse og historiske betydning. Endelig besøger vi Bey Palace, et flot palads, der engang var hjemsted for de regionale herskere i Constantine. Paladset er et godt eksempel på arkitektonisk pragt og rigdom og giver os et indblik i fortidens kongelige livsstil.

    Efter vores spændende rundtur i Constantine fortsætter vi til lufthavnen og flyver en kort tur til Ghardaïa, hvor vi indkvarteres på et hotel i den naturskønne M’Zab-dal. Det markerer starten på et nyt kapitel i vores eventyr, hvor vi nyder ørkenens skønhed og får måske et indblik i berbernes liv.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Ghardaïa

  • Dag 6

    M'Zab-dalen ved Sahara, berberstammer, Mlika-marked og El-Ateuf

    Vi vågner i M’Zab-dalen, 600 km fra Algier. Det er en frugtbar, grøn dal midt i et tørt og stenet område. En grøn ø med en ældgammel kultur og en stor samling af befæstede landsbyer. De ses på lang afstand, mens de hæver sig over landskabet med bymure og huse omkring en moské. I det 10. århundrede tog mozabiterne, en berberstamme, tilflugt på M’Zab-højsletten (i 500 meters højde). De flygtede ud i Sahara, da de blev forfulgt på grund af deres særlige form for islam, ibadi-islam. Her byggede de denne kreds af smukke byer.

    Palmelundene har været én af de vigtigste forudsætninger for overlevelse. Dog var de mere end bare frugtbare områder, de voksede til ægte havebyer. Ved deres ankomst til regionen, borede mozabiterne dybere end ti meter ned i klipperne. Det blev muligt at kunstvande og efter mange års udvikling af et sindrigt vandingssystem og brug af dæmninger kunne indbyggerne i M’Zab-dalen nyde godt af den store frugtbarhed og rigeligt med vand.

    Vi besøger flere af disse bebyggelser, som ligger på de 5 høje. De er på UNESCOs Verdensarvsliste. Hver høj krones af en minaret, og bygningerne udgår fra bakketoppen i snævre cirkler. De fleste af husene på bakkeskråningerne er to etager høje, og hvert hus har sin egen gård og egne terrasser. Gader og huse synes at være hugget ind i siden af skråningerne på en måde, så de går i ét med landskabet.

    Vi ser Ksar Ghardaïa, hvor vi besøger det traditionelle marked, Mlika. Dernæst fortsætter vi til byen El-Ateuf, som er den første by, der blev bygget i M’Zab-dalen. Den er meget smuk med hvide kurvede vægge, buer og palmestammer integreret som søjler. Derefter kører vi på en lille tur 30 km syd på, hvor vi spiser en traditionel frokost og drikker te, imens vi nyder de rolige og særprægede omgivelser i ørkenen. Her er det muligt at tilkøbe sig en tur på Quad bikes, hvis man skulle få lyst.

    Vi afslutter dagen med aftensmad på en lokal restaurant.
    Bemærk venligst, at rejselederen og lokalguiden kan bytte om på rækkefølgen af seværdighederne, så det passer bedst.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Ghardaïa

  • Dag 7

    Byrundtur i Algier og afskedsmiddag

    Efter en morgenmad på vores hotel i Ghardaïa, checker vi ud og fortsætter direkte til lufthavnen for at tage den korte flyvetur tilbage til Algier. Ved ankomsten til Algier tager vi på en spændende byrundtur for at udforske nogle af byens mest ikoniske seværdigheder.

    Vores første stop er Martyr-monumentet, som er et imponerende monument rejst til ære for de algeriske frihedskæmpere, der kæmpede for landets uafhængighed. Monumentet er et symbolsk vartegn for Algeriets nationale stolthed og historie og tilbyder også en betagende udsigt over byen.

    Herefter besøger vi Notre-Dame d'Afrique, som er en smuk katolsk kirke beliggende på et højt plateau med panoramaudsigt over Middelhavet. Kirken er kendt for sin imponerende arkitektur og religiøse betydning og den tiltrækker mange pilgrimme og besøgende.

    Endelig stopper vi ved det historiske postkontor i Algier, der er et godt eksempel på kolonial arkitektur. Postkontoret blev bygget i det 19. århundrede under den franske kolonitid og er kendt for sine fine mosaikker, buegange og detaljerede designs.

    Efter vores byrundtur i Algier samles vi til afskedsmiddag. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Algier

  • Dag 8

    Fra Algier begynder hjemrejsen mod København

    Efter morgenmaden sætter vi kurs mod lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder relevante oplysninger om rejser til Algeriet

  • Pas og visum

    Der kræves visum til Algeriet. Blanket til visumansøgning findes på hjemmesiden for Algeriets ambassade. Blanketten udfyldes og enten indleveres eller sendes til den algierske ambassade i Hellerup, sammen med: 

    • 2 pasfotos
    • Pas
    • Et invitationsbrev (som Viktors Farmor sender til deltagerne på rejsen ca. 10-8 uger inden afrejse)
    • Et bevis på rejseforsikring
    • Scan af dit gule sygesikringskort
    • Et bevis for ansættelse, studie eller pension
    • Et beløb på 920 kr. kontant (Kun, hvis det sendes med post)
    • En adresseret svarkuvert.

    Desværre så kan man ikke kan få pengene refunderet fra Ambassaden ved eventuelt afslag grundet fejl eller andet, så det er yderst vigtigt, at du gennem tjekker at alle oplysninger er korrekte. 

    Viktors Farmor sender ovenstående oplysninger til alle deltagere på rejser til Algeriet i selvstændige mails inkl. en visumvejledning, som en ekstra service og hjælp omkring 10-8 uger inden afrejse.

    NB: Viktors Farmor kan ikke være behjælpelig med ansøgningsprocessen og spørgsmål herom. Hvis I ønsker hjælp med processen, henviser vi til firmaet Visumansøgning ApS, som professionelt og nemt kan hjælpe jer igennem ansøgningsprocessen

    Derudover, så fraskriver Viktors farmor sig ethvert ansvar for følgerne ved afgivelse af ukorrekte oplysninger eller fejlende elektronik. Derudover, så kan Viktors Farmor ikke stilles til ansvar for eventuelle ændringer i indrejsekrav før eller under rejsen til Algeriet.

    Passet skal være gyldigt 6 måneder udover hjemrejsedato fra Algeriet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Der kræves ingen vacciner, men nogle anbefales: Smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en klinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Dinar (Algerisk dinar). Dinarens værdi er lav i forhold til kronen. 100 dinarer er 7 danske kroner, og altså lidt under 1 Euro.

    Det bedste at tage med på rejsen er Euros. Dernæst britiske pund. Disse veksles til DZD (algeriske dinarer). Der findes pengesedler for 100, 200, 500 og 1000 dinarer.

    Det er svært, at finde automater, hvor man kan hæve kontakter i Algeriet ved hjælp af internationale kredit- og betalingskort. Det anbefales derfor, at have kontanter med sig hjemmefra, og allerhelst Euros, som man så kan veksle ved ankomst. 

     

  • Overnatning

    Der benyttes gode turistklassehoteller (4*) med toilet og bad til værelserne. Turisme er stadig på begynder-stadiet i Algeriet. Det betyder, at tingene ikke altid er ligeså strømlinede og effektive som i Danmark. Service og håndværk lever ikke altid op til topstandard, og det er ikke usædvanligt at opleve små udfordringer som fx. ustabilt WiFi eller en dryppende hane på badeværelset. De hoteller, som vi samarbejder med på vores rejser er velrenommerede hoteller, som er nøje udvalgt for deres kvalitet og serviceniveau, men det kan stadig forekomme, at nogle faciliteter ikke altid lever op til de samme standarder, som man kunne ønske sig.

  • Måltider

    Det algeriske køkken kan godt minde om det tyrkiske, og har fællestræk med det marokkanske og tunesiske. Maden er ikke særlig krydret, for eksempel bruges kun lidt chili. Koriander, persille og hvidløg er udbredte ingredienser. Lammekød er langt det mest foretrukne kød, efterfulgt af kylling og kalkun. Nogle steder kan man opdrive oksekød. Den populære nationalret er couscous.

    Der er halvpension + helpension på dag 6 på rejsen til det Nordlige Algeriets Højdepunkter

    På vores rejse i Algeriet er inkluderede måltider en vigtig del af oplevelsen. Det er dog værd at bemærke, at ikke alle restauranter kan imødekomme større grupper. De større steder betyder, at man ikke kan forvente de samme små intime settings, som man måske ellers kunne forvente, men vi har stadig valgt restauranter, der kan give vores gæster en smagfuld og god oplevelse.

  • Telefoni

    Telefon til Algeriet: Tryk 00-213 + omr.nr. + abnnr. Fra Algeriet til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr.

  • Elektricitet

    I Algeriet er der 220 volt. Der benyttes stik med runde ben som Danmark

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand på flaske kan fås alle steder.

  • Drikkepenge

    Hvis man får båret sin bagage til sit værelse, gives et lille beløb, f.eks. svarende til 4-5 kr. På restaurant lægges normalt ca. 10% til regningen. Drikkepenge til chauffør og lokalguide betales af Viktors Farmor.

  • Alkohol

    Algeriet er en vinproducerende nation, og selv om 1990ernes borgerkrig førte til en nedgang i produktionen, så er der igen udmærket vin at få, især i egnene omkring Medea og Tlemcen. Men trods dette er det langtfra alle hoteller, der serverer alkohol. På vore rejser vil det kun være få hoteller, der tilbyder vin til maden.

    Man må indføre 2 liter vin eller 1 liter spiritus ved ankomst til Algeriet. Ligeledes må man indføre 200 cigaretter og 25 cl eau de toilette.

    Man må udføre op til 4 liter vin og 200 cigaretter.

  • Foto

    Ved mange seværdigheder skal man betale særskilt for at tage billeder. Det drejer sig dog ikke om ret store beløb. Ved helleristninger er det som oftest forbudt at bruge blitz.

    Som altid: Vær opmærksom på, at nogle mennesker ikke bryder sig om at blive fotograferet. Spørg om tilladelse, når du gerne vil portrættere mennesker.

  • Påklædning

    Algeriet er et muslimsk land, hvor både mænd og kvinder skal klæde sig moderat. For kvinder er den traditionelle abeyya og tørklæde valgfri, undtagen under besøg i moskéer, hvor håret skal dækkes af et tørklæde, og resten af kroppen skal være dækket af løstsiddende stof som dækker ned til anklerne (ofte har moskéerne noget man kan låne). For kvinder er det ikke tilladt at bære stramtsiddende tøj, og det forventes at man dækker skuldre, overarme og ben til minimum under knæene. Mænd skal ligeledes dække skuldre, overarme og ben. Shorts er ikke tilladt, hverken for mænd eller kvinder.

    Der bliver brug for tøj, der kan tages af og på ”lag for lag”. Ved kysten kan der være blæsende. Det anbefales, at man medbringer ulden sweater og vindjakke til kølige dage. Ikke alle hoteller er opvarmede eller isolerede.

    Særligt for Ghardaïa: Sand og ørkenblæst kan godt udtørre øjnene. Overvej at medbringe øjendråber (saltvandsampuller)

  • Indkøb

    I souq´en handles der bl.a. med beduinsmykker, lædervarer, tæpper, krydderier, lertøj, keramik, sjaler og tørklæder. Men modsat andre mellemøstlige lande skal der ikke tinges hårdt om prisen. Falder man for et tæppe i bazaren i Ghardaia, er der ingen snak frem og tilbage om prisen. Man får en pris stukket i næsen, og færdig arbejde. Prisen regnes som realistisk. Går man i gang med at prutte, vil man oftest få vist et andet og billigere tæppe, for så har man jo nok ikke råd til det første tæppe.

    Lædervarer har en særlig god kvalitet omkring byen Tlemcen. Tæpper i traditionelle, geometriske design, kan købes over hele landet, men særligt Ghardaia er kendt for sine tæpper.

  • Prisniveau

    Algeriet er billigt. Da rejsen har halvpension og en dag med helpension er det primært frokost og drikkevarer, der skal suppleres med. Et løst bud ville være, at et måltid på en mellemklasse-restaurant kan typisk koste mellem 5 og 15 euro pr. person, mens priserne på mere luksuriøse restauranter kan være højere.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Derudover, så kan man risikere, at få taget sin kikkert i lufthavnen. Derfor lad den hellere blive hjemme. 

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Det nordlige Algeriet har tempereret klima. I vinterhalvåret ligger dagtemperaturen på 12-15 grader, det kan blive koldt om natten og behageligt varmt i dagtimerne. Temperaturerne kan have pæne udsving. Den gennemsnitlige mængde nedbør er 60 mm.

    Klimaet omkring Ghardaïa er nogle gradere varmere og tørrere. Temperaturen i september-marts ligger på cirka 20-27 grader om dagen og 10-11 grader om natten, men sjældne gange kan det blive ned mod frysepunktet. Det regner stort set aldrig.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, iftar, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve

  • Kikkert

    Det er ikke tilladt at tage kikkerter med ind i Algeriet. Man risikerer derfor at få tilbageholdt kikkert i tolden, når man ankommer til landet, og først få den udleveret igen ved afrejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Algeriet.