Oplev det formidable Mount Fuji

Det er umuligt ikke at kigge mod horisonten, da vi går ned mod det lille bådsleje i landsbyen Hakone-Machi på sydsiden af Ashi-søen. Søen ligger omgivet af lave skovklædte bjerge, der denne smukke efterårsdag i november ser ud til at stå i lys lue. Orange, gule, røde og brune blade dækkede bjergsiderne og fylder landskaberne med strålende farver, og bag den første mur af bjerge kan vi se Fuji-bjergets hvide tinde hæve sig over søens dybblå vand.  

Solen står allerede højt på himlen, og luften er lun og frisk. Men der er alligevel noget skrøbeligt over overblikket. Snart blæser kolde vinde ind fra nord, og sne dækker bjergene. Bladene falder af træerne, og landskaberne klæder sig i sin grå og hvide vinterdragt. Men for nu hersker efteråret ubestridt i al dens flygtige farvepragt – og det er på dage som denne, at landet viser sig fra sin allersmukkeste side, når man rejser i Japan.

Til søs på et piratskib ved Fuji

Kameraerne klikker lystigt, og folk peger mod bjerget i horisonten. Men inden længe stjæler noget helt andet al vores opmærksomhed. Nede ved bådebroen ligger et multifarvet piratskib, der mest af alt lignede noget fra Disneyland. Det er vores næste transportmiddel, som vi deler med en masse lokale turister fra Tokyo, der er tydeligt begejstret for udsigten til at være pirat i en halv times tid.

Snart kaster kaptajnen los, og vi glider ud på den spejlblanke sø. På begge sider rejser bjergene sig smukt mod den høje, blå himmel, og flere sted langs bredden kan vi se små huse. Fuji-bjerget er om muligt endnu flottere set fra søen, så vi finder en god plads på dækket og nyder solen og de smukke omgivelser, mens skibet støt og roligt sætter kursen mod den nordlige ende af søen. Jo længere nordpå vi kommer, jo længere forsvinder Fuji-bjergets top ned bag bjergene, og da vi går i land i den nordlige ende af søen, er bjerget helt forsvundet bag muren af bjerge. Men det skulle hurtigt ændre sig. 

En svævebane med udsigt

Fra bredden fører en svævebane op på en nærliggende bakkekam over søen. Snart sidder vi i den lukkede svævebanegondol, der arbejder sig ufortrødent opad. Højere og højere stiger vi, og med en lang, flydende bevægelse stryger vi hen over en bakke, og dér ligger Fujis perfekte symmetriske kegle i al sin pragt badet i det kølige, blå bjerglys. 

Der går et sus igennem forsamlingen, og kameraerne kommer hurtigt på overarbejde, mens gondolen sænker farter og stopper på toppen af bjergkammen, så vi kan komme ud. 

Sidste gang Fuji gik i udbrud var i 1707, hvor vulkanen dækkede Tokyo i aske. Siden da har den ligget stille hen, men der er stadig vulkansk aktivitet i området. Det er tydeligt at se i landskaberne omkring os, hvor røg og damp flere steder siver ud af huller i jorden. Men det er udsigten mod Fuji, der stjæler opmærksomheden – for de fleste i hvert fald. 

De sorte æg ved Fuji

De japanske turister ved svævebanestationen tager naturligvis også billeder af Fuji-bjerget. Men der er også noget andet, der trækker i de rå og vulkanske landskaber: Sorte æg! 

En kort gåtur fører fra svævebanestationen til en lille hytte oppe på bjergsiden. Stanken af svovl hænger i luften, og et stort skilt advarer mod at blive for længe i området. Det holder dog ikke japanerne tilbage. I stort antal samler de sig ved hytten for at spise sorte æg kogt i den vulkanske undergrund. 

Det må vi også prøve. Skallen er ganske rigtig flot matsort, men indeni ser æggene ganske almindelige ud. Det er de dog langt fra, hvis man spørger japanerne. Det siges nemlig, at æggene har livsforlængende kvaliteter og at dømme efter de mængder æg, der bliver konsumeret ved den lille hytte, går de fleste japanere på stedet efter at blive mindst 100 år. 

Vi snupper et æg mere, inden vi går tilbage mod svævebanestationen og fortsætter rejsen rundt i Japan, der bliver ved med at overraske og forundre - selv her på toppen af en bjergkam.

Værd at vide om det hellige bjerg Fuji

Fuji spiller en enorm rolle for japanerne og er derfor et væsentligt stop på en rejse til landet. Bjerget er med sine 3.776 meter landets højeste punkt, og den perfekte sneklædte tinde er et symbol på Japan. Det i en sådan grad, at Fuji af og til omtales i en personificeret form som Fuji-san. San er en høflighedstitel man sætter bag navnet på et menneske for at ære dem. Så det siger meget om bjergets betydning for japanerne. 

Fuji-bjerget har været et helligt sted siden tidernes morgen med tæt tilknytning til shinto-religionen, der stadig er meget udbredt i Japan. Ifølge shinto er naturen fyldt med ånder, der lever i træer, sten, huler osv. Det er vigtigt at være på god fod med ånderne. Er man det, kan de beskytte én og hjælpe til i hverdagen. Hvis man ønsker at bede om en god eksamen, en god høst, et langt liv eller en sød kæreste er det shinto-ånderne, man henvender sig til. Her hjælper buddhismen ikke meget. Den handler først og fremmest om døden, genfødsel og overgangen til næste liv. Derfor er rigtig mange japanere både buddhister og shintoister. 

Ifølge shinto-legender er Fuji-bjerget hjemsted for en ånd ved navn Konohanasakuya, og mange helligdomme på og omkring bjerget er tilegnet hende. Hun har også helligdomme andre steder i Japan, men de vigtigste er ved Fuji-bjerget. Derfor kommer mange japanere til området ikke blot for at se Fuji-bjerget og nyde naturen, men også for at ofre til shinto-ånden i håbet om, at hun hører deres bønner. 

Bestig Mount Fuji

De fleste besøgende ved Fuji nøjes med at se den perfekte tinde fra afstand. F.eks. fra Hakone, som vi gør på vores store Japanrejse. På en klar dag kan Fuji endda ses helt fra Tokyo, der ligger 100 km væk. 

Men de mest dedikerede vandrer hele vejen mod toppen i løbet af natten for at nyde solopgangen over Japan fra 3.776 meters højde. Det er en ganske hård tur, der typisk tager ca. 5-6 timer fra parkeringspladsen længst oppe ad bjerget. Fra toppen tager det cirka en time at gå rundt om krateret, inden turen går ned igen. Turen ned går hurtigere, og mange klarer den på ca. 3 timer, men den kan være hård mod knæene. 

Det mest almindelige er at starte opstigningen over midnat, så man kan stå på toppen ved solopgang. Men det er også muligt at overnatte i bjerghytter tættere på toppen. 

Den første kendte bestigning af Fuji var en munk ved navn En no Odzunu i år 663. Mange fulgte sidenhen i hans fodspor. Men ikke kvinder. Først efter shogun-æraens afslutning med meiji-restorationen i 1867-1869 fik kvinder lov at bestige bjerget. I samme periode (1868) besteg Sir Rutherford Alcock Fuji, som den første dokumenterede vesterlænding. 

100-årig besteg Mount Fuji

I dag er der et ordsprog i Japan, der siger, at alle bør bestige Fuji én gang i livet. Men mange bliver så begejstrede over oplevelsen, at de gør det igen og igen. Mere end 220.000 mennesker besteg Fuji i 2023. Det er både unge og ældre. Den ældste kendte bestiger af Fuji var over 100 år. Nogle gør det af religiøse årsager, men rigtig mange gør det for sjov og for at nyde solopgangen fra toppen. For at højne oplevelsen fra toppen, har man fra 2024 valgt at indføre en begrænsning af antallet af bestigninger til 4.000 om dagen. Man vil skulle have en særlig tilladelse til bestige bjerget. De 3.000 af disse kan købes online, mens 1.000 sælges på selve dagen efter først til mølle-princippet.  

Bedst at bestige i sommermånederne

På vores rejser til Japan bestiger vi ikke Fuji, og det er der flere årsager til. For det første er det en hård tur, man ikke skal undervurdere. For det andet er det kun muligt at bestige bjerget i sommermånederne, hvor vejret ikke egner sig særlig godt til rundrejser i Japan. 

Men det gør ikke så meget. For i virkeligheden er Fuji-bjerget allersmukkest set fra afstand. For eksempel fra Ashi-søen ved Hakone. Det er herfra, at du kan se den perfekte formede kegle hæve sig over landskabet.

Se alle vores artikler om Japan