Det gamle middelaldersamfund i Albanien

Kosovo og det nordlige Albanien har nu åbnet sig mod omverdenen. Hoteller skyder op og giver fantastiske vandremuligheder i smukke dale. Nye veje bliver anlagt, så området er tilgængeligt - og nye færger indsættes på betagende søer i et landskab, der kunne minde om Norges fjorde.

Albanien og Kosovo er normalt ikke lande, der forbindes med fred og ro på Balkan. Faktisk var det på Kosove Polje, solsortesletten i Kosovo, at hele den blodige krig i Ex-Jugoslavien startede. Men i dag er der helt og aldeles fredeligt – så fredeligt at turisterne begynder at rejse til det ukendte hjørne af Balkan - Albanien.

Albaniens nordlige bjerge

De fleste rejser til solskinslandet Albanien og hovedstaden Tirana med dets pastelfarvede boligblokke, de romerske ruiner i vest og syd samt de dejlige badestrande ud til Adriaterhavet. Men en helt anderledes oplevelse får man i Albaniens nordlige bjerge. Mest fascinerende er måske den gamle kultur, som stadig lever i området – og som kan mærkes lige under overfladen. Et samfundssystem, der hviler på en gammel lov tilbage fra Middelalderen, og som dagliglivet i det bjergrige Nordalbanien stadig præges af.

Her i det tidligere så isolerede bjergområde har de lokale selv oprettet regler for, hvordan klanernes indbyrdes forhold skulle administreres. I værste tilfælde kunne man nemlig blive så uenige, at man skød på hinanden og dermed startede en lavine af blodhævn, der kunne fortsætte i generationer.

Det var her den gamle lovtradition Kanun, som først blev nedskrevet i begyndelsen af 1900-tallet, rådede på trods af at området formelt var under osmannisk styre.

Hver egn kunne have sin særlige Kanun, men den mest udbredte blev den kanun, der var opkaldt efter den lokale klanhøvding Dukagjini – og derfor kom til at hedde Dukagjinis lov.

Når kvinder bliver til mænd

I denne lov - Leke Dukagjini - blev indgåelse af ægteskab, tyveri, mord og alle andre aspekter af livet nøje reguleret. I tilfælde af blodfejder, hvor klaner var i regulær krig med hinanden, var der beskrevet metoder til at mægle og forlige de stridende klaner.

I Kosovo kan man stadig se huse med små vagttårne - kullaer - der er indrettet som små private fæstninger. Her måtte en mand, der var udsat for blodhævn, forskanse sig i en slags stuearrest hele sit liv. Kun ved særlige lejligheder kunne han bevæge sig uden for og undgå at blive slået ihjel. Og det krævede tilmed tilladelse og frit lejde fra den hævnende familie.

Men en sådan blodfejde mellem to rivaliserende klaner kunne også ende med, at der ikke var flere voksne mænd tilbage i en af klanerne. Dermed var der heller ikke noget overhoved i familien. Det førte igen til en helt særlig tradition i det nordlige Albanien og Kosovo: Edsvorne jomfruer.

Det var typisk helt unge piger, der kunne overtage og beslutte sig for at blive ”mand”. Valget var pigernes eget. Det var ikke noget, hverken forældre eller andre kunne beslutte for dem. Pigerne skulle være jomfruer og derefter sværge på, at de så ville leve i cølibat resten af livet.

Derefter kunne de klippe håret kort, klæde sig og leve som mænd med ret til bl.a. at bære våben. På den måde kunne de blive accepteret som mænd af de øvrige klaner. Det gav også ret til at deltage i klanens rådsmøder, som kvinder normalt var udelukket fra.

Der er højest 100 edsvorne jomfruer tilbage, som lever i henholdsvis Nordalbanien, Kosovo og det sydlige Montenegro. Traditionen vil snart forsvinde og med det en gammel kultur, som i dag synes uforståelig og usympatisk – men ikke desto mindre også viser kulturernes forskellighed. Her og nu i det moderne Europa. Derfor er en rejse til Albanien noget helt specielt. 

Se alle artikler om Albanien