Skanderbegpladsen i Tirana er prisvinder

Pladsen blev grundlagt i 1928. I midten var et springvand omgivet af prangende paladser i italiensk neo-renæssance. De nye bygninger var malet i glødende røde og gule farver og meget højere end Tiranas gamle huse. De lokale bønder måbede ved synet, når de kom til byens bazar. Initiativtager til projektet var den selvudråbte albanske kong Zog. Hans mål var at modernisere Albanien, og han investerede i italienske arkitekter og byplanlæggere.

Pladsen skulle være symbol på det nye Albanien og fik navnet Skanderbeg efter Albaniens nationalhelt, som kæmpede mod det osmanske rige i det femtende århundrede. En bred boulevard blev bygget som en akse gennem byen. Midt på aksen lå Skanderbegpladsen.

Støvletramp overdøvede snart lyden af pladsens rislende springvand. For italienerne ville ikke nøjes med at være arkitekter og entreprenører. I 1939 invaderede Mussolini Albanien. Nu skulle albanerne lære at heile og hylde den fascistiske ideologi. Italienerne viste os boulevardens virkelige funktion. Den var ikke til landets 200 biler. Nej, boulevarden og Skanderbegpladsen skulle bruges til militærparader.

Monumental arkitektur

Rå bygninger i sten. Facader med høje søjler og lange trapper. Nu var det slut med charmerende varme farver. Arkitekturen skulle skabe respekt og vise statens styrke. I dag kan det måske lyde pinligt. Men dengang var jeg stolt over at være magtens centrum og omgivet af de statelige bygninger.

Modstandskampen begyndte. Den kommunistiske modstandsgruppe kæmpede hårdt og effektivt. Men først kapitulerede italienerne i 1943, og tyskerne med de elegante uniformer gav op i 1944.

Kommunisternes byggestil var også monumental. Søjler og trapper blev endnu højere. Mest overvældende i Kulturpaladset, der erstattede den gamle bazar.

Mennesker på pladsen var som små myrer mellem de monumentale bygninger. Arkitekturen tvang deres blikke opad. Op ad trapperne, op til indgangen. Filosofien var, at de som borgere skulle føle sig små og ubetydelige. Som små brikker i en magtfuld stat.

Midt på pladsen stod en statue af Sovjets hersker Stalin, verdens mægtigste mand i vores øjne. Indtil 1968. Da blev Stalin fjernet og erstattet af Skanderbeg. Efter nogle år med Kina, sluttede det samarbejde også.

Den prisvindende plads

Bilos, larm og trafikkaos. I 1990’erne invaderer den vilde kapitalisme samfundet. Intet varer evigt – heller ikke den albanske kommunisme. Den albanske stat ønskede ikke længere en imponerende plads i centrum af byen. Og albanerne blev forvandlede fra små arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere. Pladsen blev skåret i stadig mindre stykker af veje og parkeringspladser. Statuen af Skanderbeg klamrede sig til sin lille plæne, så isoleret som en isbjørn på Nordpolens sidste isflage.

Og pludselig: duftende oregano, jernurts højt vajende violette blomster, en lysegrøn fennikel i stok, summende insekter og en kvinde, der samler en håndfuld vilde urter. 

Natursten i grønne, røde, grå og gyldne nuancer fra alle egne af Albanien udgør belægningen. I pladsens haver står træer, krydderurter og vilde planter, man normalt kun finder i naturen. På en varm sommerdag bliver en del af pladsen oversvømmet med kølende vand og indbyder legebørn i alle aldre. Det samme gør rækker af springvand, der pulser rytmisk direkte på pladsen.

Den mest bemærkelsesværdige detalje ser man først, når man får den forklaret. Pladsen er nemlig bygget som en lav pyramide. Det er myndighedernes forsøg på at vise borgerne, at man ikke længere betragter dem som små og ubetydelige. For når man i dag står midt på pladsen, opdager man, at man nu er i øjenhøjde med indgangene til statens institutioner som kulturpaladset og det Nationalhistoriske Museum.

Det er aldrig for sent at blive klogere. I dag er pladsen endda blevet en international prisvinder. I 2018 vandt Skanderbegpladsen nemlig European Prize for Urban Public Space. 

På Viktors Farmors rejser til Albanien mærker vi stemningen omkring den kendte Skanderbegplads midt i hovedstaden Tirana. 

Se alle artikler om Albanien