Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Det kulinariske Armenien

Friske ingredienser danner basis for lækkerier som f.eks. de armenske dolma, som er kød blandet med enten ris eller bulgur, der er rullet og fyldt i vinblade eller i andre blade.

Den søde tand kan blive forkælet med kandiserede frugter i alverdens afskygninger.

Skrevet af

Ellen Brzost Lindby-Andersen

Ellen er rejsekonsulent for Viktors Farmor og har en bred erfaring med rejser til Armenien.

Den armenske mad er en blanding af krydderier og smagsoplevelser fra øst og vest. Man blander friske grønsager, kød, fisk og fjerkræ med vilde bjergurter og skaber på den måde en helt unik gastronomi.

En ret som khorovats består af små stykker oksekød, lammekød, gris, fisk eller kylling, der er marineret og grillet over trækul sammen med auberginer, tomater, peberfrugter og andre grønsager.

Khashlama (kogt lam) er en ret der ofte serveres ved særlige lejligheder.

Keufteh er en klassisk armensk ret bestående af bulgur, som er blandet med fint snittede grøntsager og urter samt lammekød. Denne ret har utallige variationer afhængig af sæsonens udbud. En særlig lækker variation, sini keufteh, indeholder krydret lammekød blandet med smør, løg, friske krydderurter og fyrrekerner. Den spises gerne med salat til.

Forretter

Før hovedretten serveres der gerne et udvalg af småretter, gerne specialiteter fra det bestemte område, man er i. Det kan f.eks. være stegte auberginer rullet om krydret ost. Det kan være fyldte tomater eller fyldte peberfrugter, stuvede eller marinerede grøntsager som fennikel og selleri.

Det kan være salater med bulgur og revet rødbede og det kan være tynde strimler af røget ost samt stykker af gedeost blandet med krydderurter. Blød ost rørt op med hvidløg og valnødder er også en lækker forret. En tallerken med forårsløg og friske krydderurter står gerne på bordet. Desuden serveres matsoun (yoghurt) sammen med de fleste forretter.

Friske råvarer og nybagt brød

Kvaliteten af frugt og grønsager er meget høj, da det som regel er helt friske varer, der ikke har været transporteret eller opbevaret i et supermarked. Ofte kan man ved vejsiden købe årstidens frugter og grønsager som f.eks. meloner, auberginer, champignons, asparges, artiskokker, ferskner, abrikoser, blommer, appelsiner, citroner, bær, druer, granatæbler, mandler, valnødder, hasselnødder.

Der er ikke noget som duften af friskbagt brød. Brød er en meget vigtig ingrediens i det armenske køkken, og der er masser af forskellige brød at vælge imellem.

Det mest kendte armenske brød er lavash, et stort, tyndt fladbrød, der bliver bagt i en speciel lerovn, der er nedgravet i jorden, en toneer. Tilberedningen af lavash er en ældgammel tradition, og det kan være meget underholdende at se på.

Til den søde tand

Armenske desserter og kager indeholder gerne frisk frugt og bær, hvad der nu lige er fremme i sæsonen. Om efteråret bliver der fremstillet marmelader og henkogt frugter, så der er noget, der kan tages frem om vinteren og resten af året. En dessert kan bestå af henkogte frugter fyldt med nødder eller mandler.

Baklava er en lækker kage, der kan indeholde nødder, æbler, ost og fløde. Den rulles og bages og nydes derefter med flydende honning eller med sirup, der er smagt til med citron.

En særlig slags slik bliver fremstillet af valnødder, der er trukket på snore og dyppet i en tyk saft, enten druesaft eller abrikossaft.

De våde varer

Armenien er verdenskendt for sin brandy og for sit fine udvalg af vine. Da Winston Churchill blev tilbudt brandy af Stalin på Yalta Konferencen, blev han så begejstret, at han sørgede for at der blev sendt flere kasser til ham hvert år af denne brandy. Armensk brandy er fremstillet af kildevand og af det fineste udvalg af hvide druer fra Ararat Dalen.

Oghi (vodka) er en anden favoritdrik i Armenien. I landsbyerne bliver mange forskellige frugter sat til gæring og destilleret til den hjemmelavede oghi, som i øvrigt ofte sælges ved vejsiden!! Morbærvodka siges at have medicinske kvaliteter, og husmødrene gemmer den for deres mænd, så de altid har den i huset, hvis der skulle opstå et maveonde. Andre populære typer af hjemmelavede vodkaer er abrikosvodka, kirsebærvodka, druevodka og cornelianvodka.

Der er omkring 15 vingårde i Armenien. Den bedste rødvin kommer fra Areni, en ret tør rødvin.

De fleste andre rødvine er søde eller halvsøde vine.

Et måltid er mere end bare at spise

I Armenien er middagsmåltidet nærmest et helligt anliggende. Blot man er nogle få stykker, antager måltidet nemt en varm og festlig atmosfære. Der udbringes kenats, (skåler) under hele måltidet. Værten vil normalt starte med at udbringe en skål for gæsterne, og efterhånden som måltidet skrider frem, bliver det de øvrige spisendes tur til at udbringe kenats (som ofte oversættes til ”helbred” eller ”liv”). Disse skåler udvikler sig efterhånden til små skåltaler.

At deltage i et måltid i Armenien er således meget mere end blot at spise. Alle aspekter af måltidet - aromaen, smagen, det gode selskab – bliver nydt i fulde drag. Man haster ikke gennem et måltid, man giver sig tid, det er kvalitetstid med familie og venner!

Se alle vores artikler om Kaukasus