Stillehavets stenfigurer - og en tur i biffen

Så ligger dit rejsemål og venter langt, langt ude i Stillehavet: Påskeøen.

Det er svært at komme på et mere isoleret sted i denne verden. Der er 3.700 km mod øst til Chiles kyst, og 4.100 km mod vest til Tahiti. Øen er på størrelse med Samsø, og der bor 5.000 mennesker.

Alligevel står Påskeøen højt på manges ønskeliste. Det er simpelthen magisk at besøge den lille, trekantformede ø, hvor mere end 600 stenfigurer – moai – automatisk sætter stemningen. Påskeøen kan opleves på rejsen ”Chile og Påskeøen”, hvor vi letter fra Santiago og efter 6 timer lander ude i Stillehavet og sætter 3 dage af til at udforske øen.

Hvorfor navnet?

Jo, den blev opdaget påskesøndag i 1722, hvor en hollandsk ekspedition, der egentlig var på jagt efter det imaginære kontinent Terra Australis, fik øen i kikkerten. En mand i kano kom roende ud til skibene, kom ombord, og hollænderne gjorde sikkert store øjne, for han var nøgen. Det var ikke god skik i datidens Europa. Men han var venlig, og belæsset med gaver – blandt andet et spejl – roede han tilbage til kysten.

Næste dag gik besætningen i land og undrede sig over store figurer, som de indfødte tilbad. De var op mod 9 meter høje og dekorerede. Det er den første beretning om moai.

I virkeligheden blev Påskeøen befolket meget tidligere. Et mundtligt overført sagn går på, at høvding Hotu Matu kom fra Polynesien for mindre end 1.500 år siden. Bosætterne opbyggede et velfungerende samfund på det mest isolerede sted i verden, uden bekymring for naturkatastrofer, epidemier og ubudne gæster. Indtil altså europæerne fandt frem til øen. Og på et tidspunkt var Påskeøen næsten affolket. I 1877 var der kun 111 mennesker tilbage på øen, mest gamle mænd. Kun 36 personer havde børn.

Men så gik det den rigtige vej igen – rent bortset fra, at en masse mundtlig overlevering af sagn og historie var gået tabt.

Tre vulkaner

Påskeøen er skabt af 3 vulkaner, og fra et udsigtspunkt kan vi se det dybe krater af en af dem, Ranu Kao, med frodig vegetation og en ferskvandssø.

Et andet krater, Ranu Raraku, er særlig interessant, for i dag ved vi, at dette krater var selve værkstedet for produktionen af moai. Man kan se moai i alle produktionsfaser. Bl.a. ligger der en moai, der var hugget næsten færdig, men som stadig sidder fast i bjergvæggen. Det sidste, der blev skåret løs på statuen, var nemlig ryggen.

Et andet sted ser vi 8 væltede moai. De tonstunge moai blev anbragt på en høj platform, en såkaldt ahu. Selve ahu’en ligger tæt ved havet. Moaierne kigger ind mod nord (ind mod øen). Til højre for ahu’en er der en grav med en sten over. Der er et hul ned til graven, hvor man kan se to lårbensknogler fra et menneske.

Disse moaier har været med til at bevise teorien om, at moaierne er rejst som monumenter over de døde. Statuerne blev rejst for at give kraft og succes til den afdødes familie. Kraften (også kaldet mana’en) begyndte først at virke, når moaierne var placeret på ahu’en og havde fået øjne. Disse øjne blev lavet af sorte og hvide muslinger fra havet.

En tur i biografen

Et ophold på Påskeøen er dog ikke bare figurer af sten. Vi kan byde på en tur i biografen. Manavai hotellet viser Hollywood-filmen ”Rapa nui”, som næsten alle på øen har været statist i. Og kan vælge at supplere den polynesiske stemning med en danseopvisning og en hvid sandstrand.

Men den stolte lokalbefolkning og de mystiske moai-statuer sørger for, at man aldrig glemmer stedet, mystikken og magien, der ligger som et tykt tæppe hen over øen.