Bhutan rundrejse
Ekspedition i Himalayas tidligere så lukkede land
Det lille kongedømme Bhutan på Himalayas sydvendte skråninger var i mange år isoleret fra resten af verden. Men i dag har de åbnet en dør på klem, så vi kan opleve deres traditionelle, buddhistiske kultur. Rejs med på et unikt eventyr.
Priser fra
39.990 kr.
Max. 16 deltagere
14 dages rejse
Start din rejse her
Bhutan blev først åbnet for turister i 1978, og det har i sjælden grad formået at værne om sin traditionelle, buddhistiske kultur. Eksempelvis går offentligt ansatte i nationaldragt, og TV blev først tilladt i 1999. Den første daglige avis udkom i 2008, og den enevældige konge regerer mere ud fra befolkningens bruttonationale lykke end bruttonationalproduktet. Plastikposer er forbudte, og naturbeskyttelse er skrevet ind i grundloven. Resultatet er et land, der ikke ligner noget andet sted i verden.
På denne rundrejse oplever vi alt det bedste af Bhutan. Fra de prægtige templer og klostre i den bjergrige vestlige del af landet til den afsidesliggende Bumthang-region i hjertet af landet, der spiller en vigtig rolle i Bhutans kultur og historie. Vi kommer sågar helt ud i den østlige del af Bhutan, hvor turister stadig er en sjældenhed. Undervejs oplever vi også Bhutans storslåede natur, der varierer fra frodige dale og dybe rododendronskove til 7.000 meter høje bjerge, og overalt bydes vi velkommen af den imødekommende befolkning.
5 gode grunde til at rejse til Bhutan med Viktors Farmor:
- Udforsk de sjældent besøgte østlige og centrale dele af Bhutan
- Vandr til det ikoniske tempel Tigerreden
- Oplev landets flotteste traditionelle dzong (befæstede klostre)
- Hør om Bhutans bruttonationale lykke fra en lokal embedsmand
- Kør over høje bjergpas med udsigt mod sneklædte toppe og frodige dale
Dagsprogram
-
Dag 1
Afrejse fra København
Vi forlader København med kurs mod Delhi.
-
Dag 2
Til Guwahati
Efter et flyskifte lander vi i Delhi tidligt om morgenen. Her skifter vi til indenrigsfly og fortsætter til byen Guwahati, der er hovedstad i delstaten Assam. I Guwahati bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til et nærliggende hotel, hvor eftermiddagen er fri til at slappe af ovenpå rejsen, inden eventyret for alvor begynder i morgen.
Måltider: Mad på flyet og aftenmad.
Overnatning: Guwahati (51 meter over havet)
-
Dag 3
De første indtryk af Bhutan
Vi forlader Guwahati fra morgenstunden og sætter kurs mod grænseovergangen Samdrup Jongkhar. Når alt papirarbejde er tjekket på begge sider af grænsen, kan vi endelig træde ind i Bhutan og fortsætte ca. 180 km til byen Trashigang.
Turen til Trashigang tager det meste af dagen. Men det er en flot tur, der fører os gennem skovklædte bjerge. Først kører vi gennem frodige lavlandsskove, men efterhånden tager bjergskove over. Vi passerer små landsbyer, hvor vi får et indblik i livet for foden af Himalaya. I denne østlige del af Bhutan kommer der sjældent turister, og det gør i sig selv denne del af rejsen usædvanlig.
Midt på eftermiddagen når vi til byen Khaling. På det bhutanesiske sprog betyder ”kha” fugl, og ”ling” betyder dal, og der er mange fuglearter i den grønne dal omkring Khaling. Byen er også kendt for vævning af tekstiler af blandt andet silke, hvilket vi oplever på et tekstilcentret drevet af lokale kvinder.
Fra Khaling har vi et par timers kørsel til Trashigang. Engang var Trashigang centrum på handelsvejen til Tibet, og i dag er Trashigang stadig markedsby for semi-nomader, der lever af handel med yak-okser. Vi har en overnatning i Trashigang
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Trashigang (1.150 meter over havet)
-
Dag 4
Ad bjergveje til Mongar
Vi besøger den lokale dzong, der er navnet på traditionelle befæstede klostre i Bhutan. Denne fæstning fra 1659 er blandt de største i landet, og den ligger dramatisk på en højderyg med udsigt over floddale og skovklædte bjerge.
Herefter fortsætter vi ca. 90 km gennem smukke landskaber til Mongar. En tur på ca. 3 timer. Turen fører os langs Gamri Chu-floden, forbi marker og små landsbyer, inden vejen snor sig op over Kori La-passet i 2.400 meters højde. I dalene vil vi se majsmarker, ananasbuske og mangotræer, mens landskaberne i højderne er mere golde. Vi gør holdt på vejen for at besøge en lille helligdom ved navn Guru Lhankhang.
I Bhutan ligger byerne normalt i bunden af dalene. Men Mongar ligger meget atypisk på en bjergside. Det skyldes, at dalene i det østlige Bhutan er meget snævre, og der derfor ikke er meget plads på bunden af dalen. Vel fremme går vi en tur i den lille by, inden vi afslutter dagen med middag.
Måltider: Morgenmad, frokost, aftensmad.
Overnatning: Mongar (1.620 meter over havet)
-
Dag 5
Over høje pas til Bumthang
En lang, men forrygende flot, køretur venter os i dag, når vi ad snoede bjergveje forcerer passene Thrumshing La (3.780 m) og Shertang La (3.573 m). Naturen ændrer sig markant i løbet af køreturen, og vi trakteres med den ene flotte udsigt efter den anden. Vi passerer adskillige landsbyer omgivet af majs- og kartoffelmarker, mens udsigterne andre steder byder på vild natur med dybe skove og stenede bjerglandskaber med blafrende bedeflag.
I Tang-dalen gør vi holdt ved søen Membartsho, der er kendt som Den Brændende Sø. Navnet stammer fra historien om Pema Lingpa, der ved hjælp af en drøm og en tændt smørlampe fandt den berømte Guru Rinpoche’s skjulte skat i søens dyb. Vi hører mere af historien, når vi står på stedet.
Sidst på eftermiddagen er vi fremme i Bumthang, hvor vi har to overnatninger. Bumthang er et smukt område, der er særdeles rig på kultur og historie.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Bumthang (2.600 meter over havet)
-
Dag 6
Bumthang: Bhutans kulturelle hjerte
Bumtang-regionen var i mange år et selvstændigt område, indtil det i det 17. århundrede blev indlemmet i det bhutanske rige. På grund af Bumthangs tidlige omvendelse til buddhismen, rummer dalene her en stor koncentration af betydningsfulde templer, og mange anser Bumthang for at være stedet, hvor kimen til den bhutanesiske kultur for alvor blev lagt. Flere af templerne ligger tæt på hinanden, så vi kan gå stille og roligt fra tempel til tempel ad lokale stier.
Vi besøger blandt andet Kurjey Lakhang-klosteret, der er opkaldt efter et kropsaftryk af Guru Rimpoche, der findes i en hule i den ældste af klosterets tre bygninger. Guru Rinpoche regnes for at være den 2. Buddha og grundlæggeren af den tibetanske buddhisme. Indenfor i de gamle rum findes desuden mere end 1000 statuer af Guru Rimpoche, hvoraf den højeste er 10 meter høj.
Vi besøger også Jakar Dzong, der ligger med en flot udsigt over dalen. Klosteret er blandt de største i landet. Et andet højdepunkt i Bumthang er Tamshing Goemba der efter sigende blev bygget af kongen i 1501 med hjælp fra kvindelige himmelske væsener.
Dagens sidste stop er en lokal butik, der sælger schweizer-ost. Ja, rigtigt. Schweiziske Fritz Maurer kom til Bhutan for mere end 30 år siden, da landet søgte efter en mejerist. Fritz blev ansat, men fandt ud af, at der ikke var mælk at opdrive. Så måtte der overtalelse fra kongen til, før han blev i landet. Og i dag er Swiss-butikken altid et populært stop. Er du ikke til ost, har Fritz også kastet sig over ølbrygning.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Bumthang (2.600 meter over havet)
-
Dag 7
Ad karavaneruten til Trongsa
Turen fra Bumthang til Trongsa fører os over det 3.425 meter høje pas Yotung La, og som de seneste dage trakteres vi også i dag af flotte scenerier fra bussen.
Ved middagstid ankommer vi til Trongsa, hvor vi spiser frokost. Herefter besøger vi byens enorme dzong fra 1648. Klosteret, der engang husede den kongelige familie, er et af de største og mest imponerende i hele Bhutan. Men den enorme bygning havde også en anden og mere praktisk funktion. Fra de gamle mure kan man se flere kilometer i begge retninger, og ingen der rejste fra øst mod vest eller omvendt, kunne undgå at blive set af klosterets vagter. Bønder, pilgrimme og karavaner måtte passere forbi lige neden for klosteret, der tidligere var den eneste farbare vej mellem øst og vest. Efter besøget i dzong’en, går vi en tur i Trongsa, hvor der bor mange tibetanere.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Trongsa (2.100 meter over havet)
-
Dag 8
Fallosser og den guddommelige galning på vej mod Punakha
Vi har flere spændende stop på vejen fra Trongsa til Punakha. Blandt andet gør vi hold ved Chendebji Chorten, der er en stor hvid stupa, der siges at huse levnene fra en ond ånd.
Vi fortsætter over det 3.420 meter høje Pele La-pass til Wangdue-dalen og landsbyen Messinha, hvorfra en kort gåtur på ca. 20 minutter fører os forbi marker og små landbrug til Chimi Lhakhang-templet. Dette er ikke noget almindeligt tempel. Det står klart allerede, når de første fallosser begynder at dukke op. Her er fallosser overalt. Nogle er malet på husene, mens andre er skåret i træ. Templet er dedikeret til Bhutans mest populære helgen, Drukpa Kuenley – også kendt som Den Guddommelige Galning. Han levede fra 1455 til 1529 og brugte en stor del af sit liv på at udbrede og fortolke buddhismen for almindelige mennesker. Godt hjulpet af en god portion sang, drama og seksuel ladet humor, der stod i stærk kontrast til de gejstliges etablerede ceremonier. Han er dog mindst lige så kendt for sin ukonventionelle og temmelig skandaløse opførsel som for sine prædikener, og historierne om hans liv og udskejelser er mange. Men det ændrer ikke på, at han 500 år senere stadig spiller en stor rolle i Bhutans religion og kultur. Fra Chimi Lhakthang fortsætter vi til vores hotel i Punakha.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Punakha (1.250 meter over havet).
-
Dag 9
Punakha dzong og bruttonational lykke i Thimphu
Vi bruger formiddagen i Punakha. Først kører vi lidt nord for byen, hvorfra vi tager på en flot gåtur. Det er ikke nogen hård tur, og vi tager os god tid til at nyde naturen og de skønne omgivelser. Målet er helligdommen Khamsun Yulley Namgyel Chorten, der ligger flot på en bakketop med udsigt over landskaberne. Helligdommen huser flere gamle buddhistiske malerier. Men det er svært at tage øjnene fra den forrygende udsigt over de omkringliggende dale med sneklædte bjerge i baggrunden.
Tilbage i Punakha besøger vi byens berømte dzong, der ligger ned til vandet på det sted, hvor Mo-floden og Pho-floden løber sammen. Det er uden tvivl en af de mest fotogene bygninger i Bhutan, og det siger ikke så lidt. Men det er også et vigtigt historisk monument. Punakha Dzong er bygget i 1637 og var sæde for regeringen indtil midten af det 20. århundrede. Vi nyder synet af bygningen udefra, inden vi går indenfor og udforsker de gamle templer, sale, gårdhaver og tårne, hvorfra der er en flot udsigt over byen.
Efter en sen frokost kører vi til hovedstaden Thimphu. Vejen fører os over Dochu-la passet (3.150 meter over havet), hvor vi nyder udsigten og de mange bedeflag, som pryder passet. Der er 71 km til Thimphu, så vi er fremme sidst på dagen.
Denne aften får vi besøg af en bhutansk embedsmand, der vil fortælle om landets unikke fokus på bruttonational lykke frem for bruttonationalprodukt.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Thimphu (2.400 meter over havet)
-
Dag 10
Hovedstaden Thimphu
Vi har hele dagen til at udforske Bhutans hovedstad Thimphu, der ligger flot ned til Thimphu-floden i en frodig dal. Indtil 1961 var dette blot en lille ubetydelig landsby, men siden Thimphu blev gjort til hovedstad, er det gået stærkt, og i dag er Thimphu landets ubestridt største by med omkring 150.000 indbyggere. Den er derfor et godt sted at opleve det moderne Bhutan i fuldt flor. Det sagt, er der ikke meget storby over Thimphu. Mange huse er bygget i traditionel bhutansk stil, trafikken dirigeres stadig af politibetjente iført hvide handsker. For Thimphu er verdens eneste hovedstad uden trafiklys.
Vi ser blandt andet Thimpu dzong; en imponerende bygning, der i dag huser parlamentet. Vi besøger også King’s Memorial, der blev bygget i 1974 til minde om den tredje konge, Jigme Dorji Wangchuck. Denne helligdom er populær blandt de lokale, og dagen igennem kommer folk forbi og tager en runde rundt om stupaen.
Bhutans rige kultur får vi også et indtryk af på Zorig Chusum-instituttet, der blev grundlagt i 1971 af kongefamilien for at værne om landets håndværkstraditioner indenfor blandt andet maleri, calligrafi, træskærerarbejder og meget andet. Vi tager også turen op til den store Buddha-statue på et højdedrag over byen, hvorfra vi har en flot udsigt over Thimphu.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Thimphu (2.400 meter over havet)
-
Dag 11
Paro og middag i et lokalt bondehus
Vi lægger hovestaden bag os og kører til Paro, der ligger i en smuk dal ca. halvanden times kørsel fra Thumphu. Det 7.314 meter høje bjerg Jomolhari ligger i den nordlige ende af dalen, og dets gletsjere forsyner områdets floder med smeltevand.
Vi har en god del af dagen til at se nærmere på den lille by. Vi besøger blandt andet nationalmuseet, der har til huse i et gammelt vagttårn på klipperne over byens befæstede kloster. Museet huser en rig samling af blandt andet tekstiler og hellige thangkha-malerier. Et andet højdepunkt er Paro Rinpung Dzong, der huser det lokale bystyre samt en klosterskole. Bygningen er fra 1645 og har nogle af de flotteste træudskæringer i hele landet. Vi kigger også forbi klosteret Kichu Lhakhang, hvis historie er tæt knyttet til legenden om en kæmpe ork. Den hører vi mere om på stedet.
Helt andre oplevelser venter sidste på dagen, hvor vi bydes indenfor til middag i et traditionelt bhutanesisk bondehus. Ikke blot er lagt op til en hyggelig aften og møde med lokale bhutanesere. Besøget giver også et sjældent indblik i dagligdagen i Bhutan.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Paro (2.200 meter over havet)
-
Dag 12
Gåtur til Tigerreden
I dag venter et af turens store højdepunkter, når vi vandrer op til det berømte Taktsang-kloster. Klostret er spektakulært opført i 3.120 meters højde på en smal klippehylde 900 meter over den skovklædte dal for foden af bjerget. Taktsang betyder Tigerreden. Ifølge legenden kom Guru Rinpoche, der bragte buddhismen til Bhutan, flyvende hertil fra Tibet på ryggen af en tiger. Tigeren landede på den klippehylde, hvor Taktsang i dag ligger. Klostret er et af de mest betydningsfulde steder i buddhismen, og med sin dramatiske beliggenhed er det et uofficielt symbol for Bhutan.
Vi vandrer ca. to timer op til et udsigtspunkt. Turen er stejl nogle steder, men stien er fin, og vi tager os god tid. Ved udsigtspunktet holder vi en pause på cafeteriet Taktsang Jakhang, hvorfra der er en flot udsigt op mod templet. De der har lyst kan fortsætte videre op til selve klostret. Det er en vandring på yderligere en til halvanden time. Eller man kan vælge at tage et hvil ved cafeteriet.
På vejen tilbage mod Paro, besøger vi det historiske fort Drukgyel Dzong fra 1644. Borgen blev opført af Shabdrung Ngawang Namgyal, der samlede Bhutan til ét rige og gjorde et stort arbejde for at definere en unik bhutanesisk kultur, der adskilte sig kulturen i det nærliggende Tibet. Borgen brændte desværre i 1951. Men vi kan gå en tur på de gamle mure, hvorfra vi på en klar dag har et flot udsyn mod det 7.314 meter høje bjerg Jhomolhari.
Tilbage i Paro er resten af dagen fri til at nyde byen på egen hånd. Paro er en af de mere besøgte byer i Bhutan, så dette er et godt sted at kigge efter souvenirs.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Paro (2.200 meter over havet)
-
Dag 13
Afsked med Bhutan og Delhi på egen hånd
Om formiddagen siger vi farvel til Bhutan og flyver til Delhi. Selve starten fra landingsbanen i Paro er spektakulær, for vi kanter os ud fra Paro mellem høje bjergsider. Hvis vejret er godt, vil der være fantastiske udsigter over Himalayabjergene. Ved ankomsten til Delhi køres vi til et hotel i Indiens hovedstad. Resten af dagen fri til at slappe af eller tage på opdagelse i Delhi på egne hånd.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Delhi (300 meter over havet)
-
Dag 14
Hjemrejse
Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen i Delhi, hvor hjemrejsen begynder. Efter et flyskifte lander vi i København senere samme dag.
Måltider: Mad på flyet
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Bhutan
-
Pas og visum
Viktors Farmor sørger for visum til Bhutan. Hertil skal vi bruge en kopi af pas, der skal være gyldigt mindst 6 måneder udover udrejsetidspunktet fra landet. Kopien skal være tydelig og i farver, helst i JPEG-format.
Rejsen går via Indien, og man skal selv sørge for visum til Indien. Det gøres lettest ved at søge e-visum over nettet. Viktors Farmor sender i god tid inden rejsen en visumvejledning til Indien til rejsedeltagerne. Det anbefales, at man ikke søger visum, før denne vejledning er sendt ud.
Prisen for et e-visum er p.t. 25 amerikanske dollars (USD), som betales med kreditkort over nettet ved ansøgning.
Viktors Farmor kan også sørge for visum til Indien. Det koster 1.250 kr per person samt visumprisen på 25 USD.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vacciner et mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
Møntfolden i Bhutan hedder ngultrum. En ngultrum (BTN) er lig med 100 chetrum (Ch). Ngultrum er bundet til den indiske rupee (som også er acccepteret som lovligt betalingsmiddel). Der findes hæveautomater i alle de større byer, vi besøger. Visa og Mastercard er de mest udbredte kreditkort. Man kan bruge kreditkort i de større forretninger i Thimphu og enkelte andre byer, men langt de fleste steder tager ikke kreditkort, så det er vigtigt at have kontanter også. Både ngultrum og indiske rupees kan bruges overalt i Bhutan. Det skal dog bemærkes, at de største rupee-sedler, 2.000 rupee, ikke veksles i Bhutan. Så undgå at medbringe 2.000 rupee sedler.
Vi anbefaler, at du medbringer USD i kontanter, der kan veksles i bankerne. Store USD sedler giver den bedste vekselkurs. Bemærk at amerikanske 100 dollar-sedler fra før 1996 ikke accepteres i Bhutan.
-
Telefoni og internet
Telefoni. Landekoden for Bhutan er +975
Mobiltelefon. Man kan godt bruge dansk mobil i Bhutan. Men check prisen pr minut hos dit teleselskab, inden du rejser hjemmefra for at undgå ubehagelige overraskelser.
Internet. Adgang er stigende. Der er adgang til internet på større hoteller over hele landet i form af gratis wi-fi (nogle steder kun i lobbyen). For tiden er der internet på de fleste af de hoteller, vi bruger.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
Vi passerer flere høje bjergpas på rejsen, men vi bevæger os gradvist op i højderne, og vi sover i dalene, hvorfor højdesyge sjældent er et problem på rejserne til Bhutan.
-
Elektricitet
220 - 240 volt. Der er fire typer stik:
- Stik til to og tre runde ben.
- Stik til tre flade ben (som de engelske)
- De stik som vi kender i Danmark – både til tykke og tynde ben
Det er en god ide at medbringe en adapter.
-
Rygning
I 2004 blev Bhutan det første land i verden til at indføre et totalforbud mod tobaksrygning. Forbuddet gælder overalt: indendøre, udendøre, i folks private hjem, ja, selv på bjergtoppe. Salg af enhver form for tobak er nu kriminaliseret i Bhutan.
Pågribes personer i færd med at ryge en smøg, bliver de idømt en bødestraf på 210 dollar. Dette gælder dog ikke udlændinge, så langt tid det ikke foregår på offentlige steder. Man kan ikke købe tobak i Bhutan, men det er lovligt at indføre 200 cigaretter til Bhutan, dog med risiko for at få tillagt 100-200 % i toldafgifter.
-
Drikkevand
Det bedste er at undgå at drikke vandet fra hanen. Primært fordi det indeholder en bakterieflora, der er anderledes end i Danmark, og som derfor kan give mavepine. I de fleste byer kan vand på flasker købes.
-
Drikkepenge
Bhutan har ikke nogen udbredt tradition for at give drikkepenge. Dog forventes drikkepenge til bagagebærer (som ofte er kvinder) på alle hoteller. Beløbet er cirka 50 Ngultrum pr. person (5 kr). Læg også et lille beløb til stuepigen. På grupperejser med Viktors Farmor er drikkepenge til lokal guider og chauffører inkluderet i rejsens pris.
-
Foto
Bhutan er et ualmindelig fotogent land. Det gælder både naturen og befolkningen. Men spørg før du tager billeder af folk. Det er ikke alle, der ønsker at blive foreviget. Vær ydmyg over for dem, du ønsker at fotografere. Selvom de er fattige og oplagte motiver, er de stadigvæk mennesker med værdighed.
Det er ikke tilladt at fotografere indenfor i templer og andre helligdomme.
-
Påklædning
Generelt er reglerne omkring påklædning i Bhutan ganske afslappede. Undtagelsen er ved besøg i dzongs, klostre og til religiøs festivaler, hvor man skal være lidt mere konservativt klædt. Skjorte/bluse med krave og ærmer til albue samt lange bukser/nederdel/kjoler forventes under sådanne besøg.
Ved besøg i Fredagsmoskéen i Delhi kræves lange påklædning helt ned til fødder for kvinder. Men kjortler kan typisk lånes i moskéen, hvis der er behov for det.
Der kan blive koldt i højderne i Bhutan i vinterhalvåret. Vi anbefaler at medbringe varmt tøj, for eksempel letvægts ski-undertøj. I særdeleshed på rejserne i marts og november. Men også i april og oktober, kan det blive køligt om natten, selvom dagene er dejligt lune.
-
Indkøb
Bhutan har rige traditioner for kunsthåndværk, så der er gode muligheder for at få en unik souvenir med hjem. Men bemærk, at man ikke handler om prisen i Bhutan. Så undgå at forsøge på dette, da det virker fornærmende.
-
Prisniveau
På en rejse til Bhutan er alt sightseeing, transport og alle måltider inkluderet i prisen. Men drikkevarer skal man selv betale. En øl på restaurant koster ca. 18-30 kr. En flaske vin kan koste alt fra 60 til 250 kr. En flaske vand (1.5 liter) fås typisk til ca. 6 kroner.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere, end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Tidsforskel
Bhutan er 5 timer foran Danmark. Ved sommertid er forskellen kun 4 timer.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Vaccinationskort
- God kikkert
- Insektspray
- Vådservietter eller hånd-desinfektion
- Solcreme med høj faktor
- Kasket eller solhat
- Lille rygsæk
- Gode vandresko eller –støvler. Eventuelt vandrestave.
- Langærmet skjorte med krave og lange bukser/nederdel
- Varmt tøj til højderne (brug princippet "lag på lag")
- Skiundertøj til nætterne i de kolde måneder
- Regnjakke/paraply (sidstnævnte må ikke bruges i dzongs)
- Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- Lommelygte + batterier. Strømafbrydelser kan forekomme.
-
Flyrejsen
På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk
-
Sprog
Det officielle sprog er Dzongkha, dernæst engelsk, nepalesisk, indisk og forskellige dialekter.
-
Ofte stillede spørgsmål
Får man ikke højdesyge?
På turen er der tænkt nøje over akklimatisering. Vi starter i lavlandet og bevæger os gradvist højere og højere op. På vejen passerer vi nogle ganske høje pas – hvoraf de højeste er over 3.000 meter over havet – men vi bevæger os ned igen på den anden side og sover i lavere højde. Det betyder, at højdesyge meget sjældent er et problem.
Hvornår er det bedst at rejse til Bhutan?
Februar til april samt fra september til og med november. I disse perioder er temperaturene typisk mellem 10 og 20 grader om dagen, og det er ikke regntid. Nætterne kan dog være kølige. Især i februar, marts og november, så sørg for at tage varmt tøj med også. I marts og april blomstrer rododendronerne i bjergene, og Bhutan viser sig fra sin mest frodige side. I oktober og november er luften ofte særlig klar, hvilket giver et flot udsyn mod Himalayas høje bjerge i det fjerne.
Hvor fysisk krævende er rejserne?
Vores rundrejser i Bhutan er ikke deciderede vandreferier. Men det sagt, sikrer gode knæ og almindelig god fysisk form et bedre udbytte af rejsen. Der kan være en del trapper i templerne, og terrænet er kuperet. Gåturen op til Tigerreden tager et par timer ad en stenet sti. Det er dog muligt at stoppe halvvejs og nyde udsigten derfra, hvis du ønsker det. På rejser til Bhutan vil der også være lange køredage ad snoede bjergveje. Hovedvejen tværs gennem landet er blevet væsentligt forbedret over de seneste år, men der er stadig en del hårnålesving, der skal forceres.
Hvordan bor man?
Vi overnatter rejsen igennem på gode turistklassehoteller. Udbuddet og kvaliteten er bedst i Paro og Thimpu, mens standarden bliver lavere, jo længere østpå, man er.
Hvad får vi at spise?
Rejser til Bhutan er altid med helpension, der foruden lokale retter og specialiteter typisk byder på indslag fra Indien, Kina eller internationale favoritter.
Kan jeg hæve penge på kreditkort i Bhutan?
Det er muligt at hæve penge på kreditkort i Paro og Thimpu, men andre steder i landet kan det være meget svært, hvis ikke umuligt. Her er det bedre at medbringe amerikanske dollars i kontanter og veksle dem til den lokale valuta ngultrum.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.