Landet med summende kolibrier og hængende sovedyr

Man kan rejse sig fra et morgenbord med café latte og franske croissanter i Panama City – og to timer senere sidde i en udhulet kano, der sætter kurs op ad floden Chagres. Et par Emberá-indianere, kun iført lændeklæde, står i stævnen af kanoen. Der er påhængsmotor. Vi glider gennem et tropisk landskab, der lukker sig mere og mere omkring os.

Floden slår et sving, og dér, lige på venstre bred, ligger en samling træhuse på pæle. Nogle børn bader i floden. Tre kvinder i farverige klæder, med røde blomster i håret og sirlige tatoveringer, tager imod. Emberá-indianerne byder velkommen.

Hemmeligheden i Mellemamerika

Det er kun kort tid siden, vi svingede kreditkortet i terminalen og betalte for croissants. Sikken en kontrast. Men sådan er Panama – hemmeligheden i Mellemamerika. Der er den moderne metropol Panama City med skyskrabere og smukt restaurerede kolonitids-bygninger. Og der er 7 indianerstammer, herunder Embera, der forsøger at bevare deres oprindelige kultur midt i en foranderlig verden.

En tredjedel af Panama er udlagt som nationalparker, og junglen er noget af det mindst udforskede i verden. Ingen steder i Mellemamerika er der så mange fuglearter som i Panama. Der er vulkan-toppe, hvorfra man kan skue ud mod to oceaner. Vi kan føje summende kolibrier, hængende dovendyr i træerne, blomsterpragt i højlandet og caribisk stemning til listen af oplevelser i det smalle land.

Gustavo har banet vejen

Tilbage til Emberá. Vores faste lokalguide på rejser til Panama, Gustavo, har banet vejen for, at vi kan besøge landsbyen. Den blev grundlagt af to familier, der måtte flygte fra deres hjemsted i det sydlige Panama, hvor de var under stadige angreb fra den colombianske guerilla. Landsbyen lever af regnskoven og fiskeri.

Vi kigger indenfor i et af pælehusene. Frokosten er ved at blive tilberedt. Grillet, friskfanget fisk. Og kartoffelbåde af egen avl. Det serveres i et kræmmerhus af avispapir. Og smager himmelsk.

Embera-indianerne er mestre i at flette kurvevarer og skære figurer i træ. De har lavet et lille udsalg af deres fine produkter. Landsbyens unge viser også gerne en dans, eller laver kunstfærdige tatoveringer med henna-farve på hinandens ansigter. Alt sammen til ære for os.

Men tag ikke fejl. Der er tale om et folk, som lever under fattigdomsgrænsen, og hvor hver dag er en kamp for at klare den næste. De siger ja tak til fremskridt – hvis de synes, det kan hjælpe dem. Derfor for eksempel påhængsmotoren. Eller mobiltelefonen. Men de vælger også noget fra – og de er mere end villige til at dele deres livsfilosofi med andre.

Deres evner med naturmedicin er legendariske. Da medicinmanden Elias søn var blevet bidt af en af de mest giftige slanger, ville de amputere hans ben på hospitalet, men Elia sagde nej, tog drengen med tilbage til landsbyen og reddede både ben og dreng med sine utrolige evner. Vi får som regel forklaret om planters helbredende virkninger på en kort vandring i junglen.

Den berømte kanal

Panama-hattene lader vi ligge. Det samme med Panama-papirerne. Men Panama-kanalen kræver et par ord. At se kæmpe containerskibe glide ind i sluserne, med kun 60 cm vand til begge sider, er en oplevelse. Oven i købet er der et fremragende museum, der fortæller den dramatiske historie om kanalens tilblivelse.

Når man så hører speakeren fortælle, at dét skib, vi kigger på lige nu, betaler 2,1 million kroner for at sejle gennem sluserne, forstår man Panama-kanalens betydning for landet. Jo – Panama er fuld af gode historier.

Se alle vores artikler om Mellemamerika