Mit Istanbul – De blindes by

Jeg bor ved Kadiköy, og hver dag går jeg forbi en gammel mand der sidder, blind og døv, under en blå paraply og venter på, at nogen vejer sig på hans badevægt. Hver dag går jeg ned til den gamle Haydarpasa-banegård for at drikke thé, og i dag ligger en hvid brud på trappen for at lade sig fotografere på dette særligt romantiske sted, hvor for eksempel forfatteren Agatha Christie ankom med toget fra Bagdad, og så sejlede hun over Bosporus for at tage Orientekspressen videre til måske Paris.

Snart bliver den gamle jernbanestation lavet om til et luksushotel, men stadig går det store ur på stenmuren bygget af italienske stenhuggere, udtænkt af tyske ingeniører.

Togene kører ikke længere, de er fyldt med graffiti, men bag dem ligger en kirkegård fyldt med kors. Ophøjet til højere tjeneste, står der på en af gravene. Det er engelske soldater, der faldt under Krim-krigen, og Florence Nightingale kom hertil for at hjælpe.

Nu er der stille, som jeg sidder ved Haydarpasa og ser på en mand, der fisker fra en lille grøn træbåd, en færge tuder og kaster sort røg op i luften, og mågerne følger luftvejen ind til Kadiköy, som ligger på den asiatiske side af Istanbul, og Kadi betyder dommer, köy betyder lille by – jeg er ved at falde over en blind mands stok og vælte bjerget af appelsiner på jorden, og det passer meget godt, siden det her sted engang hed: De blindes by.

Make art not war

Det var Oraklet i Delfi, der forudsagde at Byzans skulle grundlægges på den anden side af de blinde, for det måtte de jo være, siden de ikke kunne se de skønne bakker omkring det, vi i dag kalder for Det gyldne horn, indløbet ved Bosporus-strædet.

Jeg går min sædvanlige vej op ad den stejle havnegade, forbi italienske bygninger, gamle armenske og græske træhuse, for her har altid boet mange forskellige mennesker, og stilarterne blander sig, som den smeltedigel her er af kulturer og krydderier.

Går forbi Hush-galleri, hvor de lige nu udstiller mareridtsagtige skulpturer bygget af gamle biler. Det er unge, der viser verden, som de også ser den, som byen hele tiden udvider sig, og her nu er mindst 20 millioner indbyggere, ja, tyrkerne ler og siger, at Istanbul er større end Danmark.

Her i de smalle gader bærer tyrkerne pludderbukser og bandana om håret, de går med fjer i ørerne, men ellers er den tid forbi, de fleste går i H&M og andre moderne mærker. Men her omkring ligger der masser af atelierer, for huslejen er stadig billigere end andre steder, og bag tunge velourgardiner står en trægiraf og et musikinstrument bygget af violiner og trommer, som kan spille så højt som et helt orkester.

Jeg vandrer hen til det besatte hus, som opstod under Gezipark-oprøret, hvor regeringen for nogle år siden ville fælde træerne i én af byens parker for at bygge endnu et indkøbscenter, og dét var gnisten, der fik landet til at koge over i demonstrationer og kampe. Nu er der mere roligt, men en ny politisk bevidsthed er opstået blandt de unge, og herinde i det besatte hus drømmer de om det danske Christiania, Make art not war, står der på væggen. Går forbi en synagoge og et sammenstyrtet træhus, og en ung mand syer lædertasker og fortæller, at tegnsprog ikke er det samme i hele verden.

Inde i et andet atelier sidder en skulptør med ravnenæse og kaukasiske knive hængende på væggen. Han stammer fra Sortehavet, og hvert år cykler han hjem til der, hvor han kommer fra. Han lever af at lave gravsten, men har også skabt en bronzefigur af Hezarfen Ahmed Celebi, som i 1630 lavede sig selv kunstige vinger og fløj fra Galata-tårnet hen over Bosporus og landede på den asiatiske side i Üsküdar, ganske tæt på Kadiköy.

Ja, nogen har supermand, men vi har ham her, siger skulptøren stolt, og en lille bronzetråd ved vingen er gået op, som jeg træder ind ad en ny dør, der står på klem, og det er nærmest Aladdins hule: en gruppe af vækkeure er gået i stå, og alt er beklædt med bøger. En labrador tager imod med en cykelslange i munden, og for enden af gangen ligger en have, her vokser planterne vildt, og kattene klatrer i træer, her er der nærmest ingen mennesker, ja, her kan man drikke sin thé af tyrkiske glas, formet som en kvinde med smal talje og fyldige hofter.

Mors mad

Jeg går videre ned ad vejen, ind på et spisested, hvor de serverer 'Mors mad’. Spiser hvide bønner i tomat med ris og linsesuppe med citron. Det er to frodige kvinder, der serverer. De bærer forklæde, kondibukser, bare fødder i slippers, blomstrede tørklæder, der er bundet bag nakkerne med krøller, der dingler frem på grund af arbejdet over gryderne. På den anden side af vejen sidder en mand og bare sidder. En grå kasket. Et gråt overskæg. En grå jakke, grå bukser. Sorte pudsede sko uden snørebånd. Længere henne spiller de kort.

En kat triller rundt i støvet, andre er ved at grave skidt og møg væk fra jorden, der er lige en lille ekstra plet, her er der plads til et nyt hus, som jeg vandrer igennem gadelabyrinterne, hvor en bekendt engang udbrød: Det er jo Brooklyn, videre forbi tøjkæder, side om side, som de perler nogle mænd tæller i hånden. Jeg følger sporvognen op til bronzetyren, som er mange menneskers mødested. Man siger, at tyren blev foræret af tyskerne under Første Verdenskrig, og den har stået mange forskellige steder i byen, nu er den her og repræsenterer Zeus, som blev forelsket i Io, og Zeus kone blev så jaloux, Io forvandlede sig til en ko, men der kom hestebremser efter hende, og sådan skabte hun i sin flugt Bosporus.

Sådan er der så mange historier, som vi vandrer ned ad antikvarernes gade og videre til fiskebasaren, hvor de sølvskinnende skæl stadig glitrer som perler, og de åbne fiskegæller er blodrøde. Mågerne venter på tagene med en rød prik lysende ved næbbet. De kender deres fisk, ved hvornår de er friske, de kender deres mennesker, for Istanbul er også fuglenes by.

Om forfatteren:

Gerd Laugesen, født 1979, cand. mag. i Journalistik og Kultur- og Sprogmødestudier fra RUC, er forfatter og journalist, har blandt andet skrevet bøgerne Møder, der handler om tilfældige møder med mennesker, Hjemsted, som er en vandring langs Vadehavet, og Plet, som springer mellem drøm og virkelighed. Alle udgivet på forlaget Tiderne Skifter. Er bosat i Istanbul, hvor hun går i fodsporene på en gammel veninde. En dag bliver det til en ny bog.

Se alle vores artikler om Mellemøsten