Opgraderede hoteller på Peru med mere forkælelse
Rejsen Peru med mere forkælelse har samme program som på vores normale flotte rundrejse, forskellen er, at du i alt otte nætter opgraderes til lækre 4-stjernede hoteller. Bl.a. har du tre nætter i Cuzco (og ingen nat med privat indkvartering). Derudover opgraderer vi også fire måltider på rejsen, så du får indblik i og smagt på det fremragende peruvianske gourmet-køkken. Det er vigtigt at understrege, at alle Viktors Farmors rundrejser i Peru har en lækker, varieret og nøje udvalgt madplan, men at vi på ”Opgraderet”-rejserne træder et trin op ad stigen ved de fire måltider.
Hotellerne på Peru med mere forkælelse
- I Den Hellige Dal har vi tre nætter på Casa Andina Premium. Hotellet har en skøn beliggenhed omringet af bjerge og dale og har store grønne ude-miljøer, hvor man kan suge den idylliske natur til sig. Værelserne er på 32m2 og har bjergudsigt, og hotellets morgenmadsbuffet er varieret og lækker.
- I Cuzco har vi tre nætter på Casa Andina Premium. Et yderst dejligt hotel næsten klos op ad Soltemplet og 5-10 minutters gang fra hovedpladsen. Hotellet byder på hyggelige gårdmiljøer og koloniale balkoner, og generelt emmer hotellet bare af historie og god smag og indretning.
- I Paracas bor vi to nætter på det flotte strandhotel Doubletree Resort by Hilton. Her kan man nyde hotellets omfattende resort med egen swimmingpool og direkte adgang til stranden. Der er desuden forskellige ude- og inde miljøer med både lækker restaurant og stilfuld bar, så det er et vidunderligt sted at overnatte mod rejsens afslutning.
Gastronomiske oplevelser på Peru med mere forkælelse
Ligesom Danmark er kendt for sin gastronomi i Europa, vurderes Peru til at have Latinamerikas mest spændende og varierende køkken. Den peruvianske gastronomi er bedst kendt for dets fusionskøkken, hvor man blander madkulturer fra både Europa, Asien og selvfølgelig det lokale, traditionelle køkken. Samtidig er Perus mad meget varieret, fordi det fokuserer på lokale råvarer og egnsspecialiteter, som kan være meget forskellige fra egn til egn.
- I Den Hellige Dal spiser vi på Wayra, som serverer buffet af højeste kvalitet, der overvejende består af egns-specialiteter. Mens vi spiser, overværer vi et hesteshow af specielle peruvianske raceheste, hvilket er en oplevelse i sig selv.
- På hovedpladsen i Cuzco ligger restaurant LIMO, hvor vi skal smage på Nikkei-gastronomi, som er betegnelsen for det japansk-peruvianske fussionskøkken. Kort fortalt handler det om peruvianske ingredienser, som tilberedes med japanske teknikker, og resultatet er delikat og er allerede berømt ude i verden. Uden at afsløre for meget af menuen, kan vi godt fortælle, at der sikkert er fisk på aftenens menu – og sandsynligvis krydret med lidt aji (peruviansk chili).
- I Paracas spiser vi på hotellets skønne restaurant, som serverer en udsøgt maritim aftensmad i flotte omgivelser.
- Som afslutning på turen nyder vi vores frokost på den lovpriste restaurant Cala, som ligger helt ned til Stillehavet i Lima. For peruvianerne behøver denne restaurant ingen præsentation, som med havudsigt, udsøgte cocktails og gastronomi er kendt for alle i landet. Det siges, at man på Cala får landets bedste ceviche og pisco sour.