Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Saudi Arabiens højdepunkter

Fra karavanebyer i ørkenen til det moderne Riyadh

Opdag moderne arabisk kultur med dybe islamiske rødder, storslåede ørkenlandskaber og fascinerende historiske levn i det tidligere så lukkede land.

Priser fra

34.990 kr.

Max. 20 deltagere

10 dages rejse

Start din rejse her

Saudi Arabien har åbnet en dør på klem – og du kan blive blandt de første, der får foden indenfor. Vi starter i hovedstaden Riyadh, der byder på en hyggelig historisk bydel, en travl souq og ikke mindst masser af moderne arabisk kultur mellem slanke skyskrabere.

Helt andre oplevelser venter udenfor byen, hvor vi besøger den velbevarede historiske oaseby Ushaiger med sine lerklinede huse omgivet af et hav af palmer. Vi fortsætter gennem byerne Buraidah og Hail, hvor udenlandske turister er en sjældenhed, til oasen Al Ula, der ligger forrygende flot mellem gyldne ørkenbjerge. Her udforsker vi nabatæernes storslåede klippegrave ved Hagra samt de endnu ældre ruiner af byen Dadan, der blev grundlagt for næsten 3.000 år siden. 

I den hellige by Medina følger vi pilgrimmene til den store moské, der er det næst helligste sted i Islam. Vi spiser også middag hos et par lokale kvinder, inden vi fortsætter med lyntog til kystbyen Jeddah. Her udforsker vi den UNESCO-beskyttede gamle bydel, og vi dykker ned i byens rige madtraditioner på en byvandring med en lokal madelsker. 

5 gode grunde til at rejse til Saudi Arabien med Viktors Farmor:

  • Udforsk den nabatæiske klippeby Hagra også kaldet for "Saudi Arabiens Petra"
  • Kør ad gamle karavaneveje til oasebyer med palmer, forte og traditionel arkitektur
  • Mærk stemningen omkring den store moské i pilgrimsbyen Medina
  • Oplev både det traditionelle og moderne Saudi Arabien i Riyadh
  • Dyk ned i Jeddahs kulinariske madscene på byvandring med en lokal madelsker

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Riyadh

    Fra Danmark sætter vi kursen mod Saudi Arabien. Efter et flyskifte fortsætter vi til hovedstaden Riyadh, hvor vi bliver hentet i lufthavnen og kørt til vores hotel for de kommende to nætter. Vi ankommer typisk ud på aftenen, så vi gemmer sightseeing til i morgen.  

    Måltider: Mad på flyet

    Overnatning: Riyadh

  • Dag 2

    Hovedstaden Riyadh

    Vi vågner midt i Saudi Arabiens moderne hovedstad med 7,5 millioner indbyggere. Saudi Arabien blev grundlagt af Abdul Aziz bin Saud, hvis offensiv i 1902 generobrede Al-Saud-familiens forfædres hjemby Riyadh og kulminerede i 1932 med grundlæggelsen af Kongeriget Saudi-Arabien.

     

    Vi starter udforskningen i den gamle bydel ved Masmak-fortet fra 1865. I dag huser fortet blandt andet en række historiske genstande samt en fin udstilling af fotografier fra Riyadh fra 1913 til 1937. Det er tydeligt at se, hvor meget der er sket med byen siden dengang. (Fortet er lige nu under restaurering og kan ikke ses indefra).

     

    I gaderne omkring fortet ligger Riyadhs souk, hvor der blandt andet sælges guld, tekstiler og tæpper. Vi stopper ved en butik, hvor kvinderne i gruppen kan købe en abaya for ca. 60-70 kr., hvis de ikke har en med hjemmefra. Denne får de brug for senere på turen, når vi besøger Medina. Udover i Medina er der ikke krav om at bære abaya i Saudi Arabien.

     

    Herfra fortsætter vi til nationalmuseet, der giver en fin introduktion til Saudi Arabiens kultur og lange historie. I haven bag nationalmuseet ligger paladset Murabba, der blev opført af kong Abdulaziz i 1937 som hjem for kongefamilien. Arkitekturen er den traditionelle najid-stil, og der er udelukkende brugt lokale materialer. 

     

    Traditionel arkitektur oplever vi i bydelen Diriyyah i udkanten af Riyadh. Diriyyah er tæt knyttet til historien om Al Saud-dynastiet. Det er herfra Saudis royale familie stammer, og byen var hovedsæde for den første regering under Saudi-dynastiet fra 1744 til 1818, hvor hovedstaden blev flyttet til Riyadh. I dag er de gamle bygninger i traditionel arkitektur optaget på UNESCO's verdensarvsliste, og byen er blevet et symbol på landets historie, kultur og traditionelle arkitektur.

     

    En helt anden side af byen oplever vi i det moderne centrum, hvor højhuse i glas og stål rejser sig mod ørkenhimlen. Særligt imponerende er skyskraberne Al Faisaliah og Kingdom Tower. Vi tager turen til toppen af Kingdom Tower, hvorfra vi har en forrygende udsigt over Riyadh.

     

    Dagen slutter på en café i et folkeligt område af byen. Her har vi en aftale med en lokal kvinde fra Riyadh, der fortæller os om livet i byen og ikke mindst, hvordan det er at være kvinde i Saudi Arabien i denne tid med hastige forandringer. Det er en oplagt mulighed for at lære landet og dens kultur bedre at kende.   

     

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

     

    Overnatning: Riyadh

  • Dag 3

    Ørkenbyen Ushaiger på vej mod Buraidah

    Vi forlader storbyen fra morgenstunden og sætter kurs nordpå mod Buraidah. Efter ca. 3 timers kørsel gør vi et spændende stop i byen Ushaiger, der er et fantastisk eksempel på en traditionel oaseby opført i solbagt ler.

    Beduiner slog sig ned i Ushaiger for omkring 1.500 år siden, og byen blev hurtigt et vigtigt stop for karavanerne samt pilgrimme på vej mod Mekka. Her kunne de rejsende få vand fra brøndene og oliven fra palmelundene omkring byen. I dag er den gamle bydel stadig en velbevaret labyrint af små gangstier, der forbinder hundredvis af traditionelle bygninger i ler. Nogle steder ses endda stadig de traditionelle smukt udskårne trædøre. Det er let at forstille sig, hvordan folk boede her for blot få årtier siden. Det har uden tvivl været et liv, der står i skærende kontrast til storbylivet i Riyadh.

    Efter besøget i Ushaiger fortsætter vi de resterende circa 200 kilometer til Buraidah, hvor vi indlogeres for natten. Buraidah er et vigtigt landbrugscentrum for produktionen af blandt andet lemon, frugter og hvede. Men især for dadler, der fejres hvert år med verdens største dadelfestival. Men ellers er Buraidah ikke en by, der ser ret mange udenlandske besøgende.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Buraidah

  • Dag 4

    Kamelmarked og historiske forte i Hail

    Dadler og frugter er langt fra det eneste, der sælges i Buraidah. Hver morgen ved daggry flokkes sælgere og købere til et område i udkanten af byen for at handle kameler, geder og får. Markedet virker som rent kaos for uindviede. Sand og støv fylder luften, der hurtigt bliver intens op ad formiddagen. Lyden af dyr og stemmer forsøger at overdøve hinanden, mens de handlende forsøger at nå til enighed om prisen. Men trods kaoset skifter så mange kameler ejere her, at markedet anses for at være et af verdens største kamelmarkeder. Men også geder, fugle og kvæg sælges på markedet.  

    Efter besøget på kamelmarkedet forlader vi Buraydah og kører til Hail, der er en uturistet by med godt 300.000 indbyggere. En tur på ca. 4,5-5 timer. Tidligere var Hail en vigtig by på handelsruterne gennem ørkenen, og flere forte er blevet bygget for at beskytte byen. Deriblandt Ajrif-fortet, der blev bygget i traditionel stil i det 17. århundrede og ligger på en klippe med udsigt over byen.

    Vi besøger fortet og nyder udsigten, inden vi fortsætter til byens andet fort Al-Qaslah. Fortet her er af nyere dato (1940'erne), men byggestilen er stadig tydeligt præget af fortidens militære arkitektur. 

    Vi slutter dagen af med middag sammen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

     

    Overnatning: Hail

  • Dag 5

    Ørkenlejr i oasebyen Al Ula

    I dag venter et af rejsens helt store højdepunkter, når vi fortsætter gennem ørkenen til Al Ula. Al Ula ligger som en frodig oase i den grønne dal Wadi Al-Qura omgivet af orangerøde klippevægge. Tidligere var byen en vigtig handelsstation på Røgelsesvejen; den rute, der forbandt det sydlige Arabien med Mesopotamien, Syrien og Egypten. Ved Dedan forgrenede vejen sig, og den ene gren førte til Babylon og den anden til Petra i det nuværende Jordan. Rigdomme strømmede gennem byen, og de lokale købmænd og herskere tjente mange penge på handlen.

    Men byens historie går endnu længere tilbage. Man har fundet levn fra det 9. århundrede f.Kr., og i det 6. århundrede f.Kr. var Al Ula hovedstad for Lihyan-kongedømmet. I det 2. århundrede f.Kr. tog nabatæerne kontrol over området og den lukrative røgelseshandel.

    I de følgende århundrede udvidede nabatæerne deres enorme handelsnetværk af karavaneruter, indtil de blev besejret af romerne i 106 e.Kr. I det 12. århundrede grundlagde man en ny by få hundrede meter fra den gamle, og mange familier flyttede dertil. Den nye by er Al Ula, mens ruinerne af de tidligere bosættelser stadig ses rundt om i oasen mellem palmerne. 

    Udenfor palmelundene er ørkenlandskaberne rå og ugæstfrie. Men også smukke med sine forunderlige klippeformationer, der hæver sig over det orange sand. Den mest berømte af disse er Elephant Rock, som vi besøger sidst på eftermiddagen. Her kan vi nyde en kølig drink eller en kop kaffe, mens vi nyder det gyldne eftermiddagslys på Elephant Rock.

    De kommende to nætter indlogeres vi i en komfortabel ørkenlejr bestående af bygninger beliggende i en smal dal mellem høje, gyldne ørkenklipper. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Al Ula

  • Dag 6

    Nabatæernes klippegrave Hegra og ruinbyen Dadan

    Dagen er helliget Al Ulas spændende historie, når vi besøger de historiske levn af Hegra og Dadan.

    Mest kendt er Hegra – eller Madain Saleh som det også kaldes – der med rette ofte omtales som ’Saudi Arabiens Petra’. Præcis som Petra i Jordan var Hegra en vigtig nabatæisk handelsby fra 2. århundrede før vores tidsregning og ca. 400 år frem. Udgravninger har kortlagt både beboelseshuse, handelspladser samt vandopsamlingsbassiner, der gjorde det muligt at overleve i ørkenen. Men det er de 131 mægtige klippegrave, der er stedets helt store attraktion. Designet er tydeligt beslægtet med gravene i Petra, men de ligger mere spredt ud i ørkenlandskabet. Særligt spektakulære er gravene, der er hugget ud i fritstående eroderede klipper, som hæver sig over ørkensandet.

    Men Al Ulas historie går meget længere tilbage. I det 9. og 8. århundrede før vores tidsregning var Al Ula en vigtig oase i Dadan-riget. Senere i det 5. århundrede overtog lihyan-riget området, indtil nabatæerne indlemmede oasen i deres rige. Arkæologerne er kun så småt begyndt at udgrave byen fra denne periode, men det står allerede klart, at der var tale om en stor civilisation. Det står også klart, at der er meget mere gemt under ørkensandet, end man har fundet endnu. Vi besøger Dadan og ser ruinerne af den gamle by samt de gamle klippegrave, der er meget ældre end nabatæernes Hegra.  

    Foruden de gamle ruinbyer Hegra og Dadan har Al Ula i dag både en ny og en gammel bydel. Næsten alle indbyggere er flyttet til den nye bydel. Men den gamle bydel er stadig et besøg værd med sine lerklinede bygninger, der giver et indtryk af livet på disse kanter i en ikke særlig fjern fortid.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Al Ula

  • Dag 7

    Pilgrimsbyen Medina og hjemmelavet middag

    Helt andre oplevelser venter os, når vi fra morgenstunden forlader Al Ula og kører til pilgrimsbyen Medina. Medina er tæt forbundet med profeten Muhammed, der tilbragte en stor del af sit liv i byen. Derfor anses Medina sammen med Mekka for at være de helligste byer i islam, og pilgrimme fra nær og fjern valfarter til byens store moské som del af pilgrimsrejsen til Mekka.

    Kun muslimer må komme ind i moskeen, men ikke-muslimer har nu lov at se moskéen udefra. Det var ikke tilladt for bare få år siden. Der er et mylder af pilgrimme omkring moskéen, og hele området summer af liv. 

    Om aftenen er vi inviteret til middag hos en lokal familie. Gæstfriheden i Saudi Arabien er stor, så det bliver helt sikkert en hyggelig aften, hvor vi hører meget mere om livet i Saudi Arabien. 

    Denne dag er det vigtigt at være mere konservativt påklædt end på resten af turen. Det vil sige abaya og tørklæde for kvinder, mens mændene skal have lange bukser på samt en skjorte eller T-shirt.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Medina

  • Dag 8

    Med lyntog til Jeddah og på madtur med en lokal

    Vi forlader Medina fra morgenstunden og følger i pilgrimmenes fodspor til havnebyen Jeddah, som i mere end 1300 år har fungeret som porten til Mekka og Medina. Det er her, pilgrimme ankommer fra hele den muslimske verden, inden de fortsætter pilgrimsfærden mod de hellige byer. I dag er den farefulde tur med karavane gennem ørkenen afløst af et moderne lyntog, der fører os til Jeddah på ca. 2 timer.

    Med sine næsten 5 millioner indbyggere er Jeddah i dag Saudi Arabiens næststørste by. Det er også en by med en særdeles rig historie og dybe kulturelle rødder. Og så er Jeddahs kulinariske scene fascinerende. Den dykker vi ned i om eftermiddagen i selskab med en lokal kvinde ved navn Budoor Samman, der er født og opvokset i byen. Budoor brænder for sin by og ikke mindst det lokale køkken, og hun giver os en introduktion til begge på eftermiddagens gåtur, der fører os til steder i Jeddah, vi næppe ville have fundet på egen hånd. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Jeddah

  • Dag 9

    Folkeliv, museumsbesøg og historisk arkitektur i Jeddah

    I dag er Jeddah en storby med alt, hvad der hører sig til. Men i en ikke alt for fjern fortid var den gamle havneby ud til Rødehavet et langt mindre sted. Det får vi et indtryk af om morgenen, når vi går en tur i den gamle bydel. Her lægger vi den morderne by bag os og begiver os ind i en labyrint af middelalderlige gader, små moskeer og lokale markeder.

    En del af husene er bygget af koralblokke forstærket med træ, så de rå bjælker krydser de indvendige vægge. Udvendigt er husene prydet med træbalkoner, der skærmer for solen og tillader kvinderne at kigge ud, uden at kunne blive set fra gaden. Det smukkeste og mest kendte eksempel er Nasif House, som blev bygget i 1850'erne af den navnkundige Nasif-familie, der var en af de mest indflydelsesrige handelsfamilier i Jeddahs historie. Den traditionelle byggestil og Jeddahs historiske betydning har sikret den gamle bydel en plads på UNESCO' kulturarvsliste.

    De bedste steder at opleve den gamle bydels folkeliv er på markederne. Vi besøger Souk Al Alawi samt ikke mindst byens fiskemarked, hvor dagens fangst bliver solgt.

    Senere på dagen gør vi holdt på Cornichen, der er Jeddahs promenade langs havet. Cornichen er et populært samlingssted for lokalbefolkningen, der kommer for at mødes og nyde brisen fra havet. Langs vejen er der opstillet moderne skulpturer af blandt andet Henry Moore og Joan Miró, så cornichen i dag også fungerer som et open air museum. Et andet imponerende syn langs kysten er den moderne moské Fatima Al-Zahra, der er et bygget på pæle ude i vandet. Det har givet bygningen kælenavnet ’Den Flydende Moské’.

    Vi slutter dagen med middag på en lokal fiskerestaurant.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Jeddah

  • Dag 10

    Ankomst til Danmark

    Når tid er, kører vi til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder, og vi tager afsked med Saudi Arabien. Vi lander i Danmark samme dag.

    Måltider: Morgenmad (med mindre vi kører mod lufthavnen, inden morgenmadsrestauranten åbner) og mad på flyet

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser i Saudi Arabien

  • Sikkerhed på rejsen til Saudi Arabien

    Selvom Saudi Arabien er en ny destination for mange europæiske rejsende, så er landet en af Mellemøstens største turistdestinationer for muslimske pilgrimme. Så de er vant til turister i Saudi Arabien. 

    Det er trygt at rejse i Saudi Arabien til trods for konflikter i flere af nabolandene (Yemen og Irak), så længe man holder sig væk fra grænseregionerne - hvilket vi naturligvis gør på vores rejser. 

    Kriminalitet er meget sjældent i Saudi Arabien, og man føler sig meget tryg i landet. Også som kvinde efter mørkets frembrud. 

  • Pas og Visum

    Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedagen.

    Vigtigt: passet må IKKE indeholde stempler fra Israel. De saudiske myndigheder nægter indrejse, hvis passet er viseret til/stemplet i Israel.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    Visum søges online inden afrejse. I modtager en vejledning til ansøgningsprocessen cirka en måned inden afrejse. 

  • Toldregler

    Det er forbudt at indføre disse genstande i Saudi Arabien:

    • Alkohol eller madvarer med alkohol
    • Svinekød
    • Narko
    • Receptpligtig medicin uden tilhørende recept
    • Medicin der indeholder stoffet kodein. F.eks. Kodimagnyl og Pinex.
    • Tyggetobak - rygetobak er ok.
    • Ting der har med gambling at gøre. Kortspil og terninger bliver af og til konfiskeret i tolden
    • Naturlige perler
    • Produkter med ægte pels
    • Falske mærkevarer
    • Militært udstyr og kamoflagetøj
    • Radioudstyr såsom walkie-talkies, kortbølgeradioer osv.
    • Kikkerter, natkikkerter og optiske teleskoper. Store zoomlinser er i gråzonen, og der er ingen klare regler for disse.
    • Våben af nogen art
    • Laser-pegepinde
    • Pornografi i bred forstand. Det kan også inkludere danske dameblade, hvis tolderen er streng.
    • Printet materiale der taler imod islam
    • Symboler med relation til andre religioner. Lad f.eks. halskæder med kors og bibler blive hjemme. Vielsesringe er ok. 
    • Politisk sensitiv materiale
    • Produkter der tydelig har relation til Israel eller er lavet i Israel.
  • Vaccinationer

    Som i mange andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Andre vaccinationer kan være relevante.

    Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen i 30 graders varme, samt håndtere din egen bagage ind og ud af hotellerne. På nogle dage kan vi godt ende med at gå mere end 5 km. 

  • Corona-regler

    Der er ingen corona-restriktioner ved indrejse til Saudi Arabien. 

  • Tid

    Saudi Arabien er en time foran Danmark, når vi har sommertid. Saudi Arabien er to timer foran Danmark, når vi har vintertid. 

  • Valuta

    Saudiske riyal (SAR) fås somme tider i Forex i Danmark, men vi anbefaler at veksle ved ankomsten til Riyadh. Der er hæveautomater i lufthavnen og i alle større byer. Det er dog ikke altid, at VISA-kort virker i automaterne. MasterCard derimod synes at virke hver gang. Det forlyder, at systemet er ved at blive opdateret, så det i fremtiden bliver mere pålideligt at kunne hæve på VISA-kort. I de fleste banker er det maximale, man kan hæve på kreditkort, 1000 riyal, hvilket svarer til ca. 1850 kr.

    Da man ikke kan stole 100% på hæveautomaterne, er det en god idé også at medbringe nogle kontanter, der kan veksles undervejs. Det er mest fordelagtigt at medbringe US-dollars eller Euro. Nogle vekslekontorer afviser amerikanske dollarsedler, der er mindre end 100 USD. Mens 50 euro-sedler synes at blive accepteret de fleste steder. Så medbring store sedler for en sikkerheds skyld. 1 riayl er knap 2 danske kroner. 

    Kreditkort kan bruges til betaling stort set alle steder - og her virker både VISA og MasterCard upåklageligt.

    Hvis man er løbet tør for riyaler, kan man mange steder betale i amerikanske dollars. Euro er mindre udbredt, og de modtages i ikke samme omfang til betaling som dollars. Vær dog opmærksom på, at små cafeer og butikker ofte kun tager imod saudiske riyal. Så det er vigtigt at have lokal valuta. 

    Langt de fleste saudier betaler alting med kort, hvorfor mange butikker og caféer ikke ligger inde med byttepenge. Derfor kan man opleve, at de ikke kan give tilbage på større sedler. Så spørg for at få vekslet store sedler i supermarkeder eller større butikker, når muligheden byder sig.

  • El

    Der bruges 220 volt. Der er en række forskellige standarder for stik i Saudi Arabien (A, B, C og G), så det er en fordel at medbringe universal-adapter, der passer til en bred vifte af stik. Det mest udbredte er dog typen G.

  • Telefon og internet

    Telefon til Saudi Arabien: Tryk 00966 efterfulgt af telefonnummeret. Fra Saudi Arabien til Danmark trykkes 0045 efterfulgt af dansk telefonnummer.

    Mobil: I de større byer er der udmærket dækning. MMS er ikke muligt, og mange internationale taleservices så som Skype er blokkeret. Der kan købes lokale taletidskort. En anden mulighed er et eSIM-kort, der kan købes via apps og giver adgang til data i Saudi Arabien. 

    Mange smartphones går på internettet af sig selv, og glemmer man at slå det fra, kan det koste mange penge for datatid brugt i udlandet. Husk derfor at slå datatrafik fra i telefonens indstillinger inden afrejsen.

    Internet: De fleste hoteller tilbyder gratis Wi-Fi. Kvalitet og hastighed svinger, men som regel er den god. Nogle hoteller har også en computer i fællesområder, som kan benyttes gratis eller mod betaling.

  • Påklædning

    Saudi Arabien har ørkenklima i størstedelen af landet, så det er praktisk med en lun sweater eller en vindjakke til de kølige morgener og aftener. Ved solnedgang falder temperaturen mærkbart i ørkenen, og vinden rejser sig. Et let tørklæde til halsen kan være rart i en air-conditioneret bus. Husk gode travesko, evt. sandaler. Solbriller og solhat eller kasket, da lyset kan være skarpt, især i ørkenområderne og i bjergene.

    Kvinder skal klæde sig moderat i Saudi Arabien. Den traditionelle abeyya og tørklæde er valgfri, undtagen under besøg i moskéer samt i Medina, hvor håret skal dækkes af et tørklæde. Men det er vigtigt at bære løstsiddende tøj, der maskerer kropsformen og dækker skuldre, arme samt benene ned til anklerne. I hvert fald til et sted mellem under knæene og anklerne. Hvor denne grænse præcis går er til konstant forhandling. Bluser må ikke være nedringede. Sandaler er ok.

    Så et bud kunne være at have en løs skjorte, tunika eller bluse, der går ned over et par lange bukser. Eller måske endda en løssidende sommerkjole med ærmer, der går ned til omkring anklerne og ikke er nedringet. Stramtsiddende strømpebukser eller tights er selvsigt ikke ok med mindre du har noget andet ud over. 

    Mænd forventes at gå i lange bukser og helst langærmede skjorter/bluser. T-shirts og kortærmede skjorter er dog accepteret for mænd, så længe de dækker skuldre og ikke er for nedringet. Shorts er en gråzone. De er ikke social acceptable, men grænserne rykkes hele tiden, og turister slipper i stigende grad af afsted med shorts til ned til under knæene nogle steder. Så medbring evt. et par shorts og mærk stemningen, men sørg for at medbringe lange bukser som alternativ, hvis stemningen ikke er til shorts. Mænd bærer ikke smykker i Saudi Arabien. En vielsesring og et ur er ok. Men ikke mere end det. 

    Både mænd og kvinder bør undgå påklædning med politiske eller religiøse budskaber på, der kan påvirke moralen i samfundet negativt.

    Saudi Arabien har et religiøst politi; det såkaldte Mutawwa. De har dog gennem de seneste 15 år mistet meget anseelse i befolkningen og har flere gange fået indskrænket deres beføjelser. Med andre ord er tingene ved at ændre sig i Saudi Arabien og Mutawwa har ikke den indflydelse de have tilbage i det 20. århundrede.

  • Foto

    Militære områder, lufthavne og grænseområder må ikke fotograferes. Når man vil fotografere mennesker, er det vigtigt at bede om tilladelse først. Mange kvinder bryder sig om at blive fotograferet, og det bør respekteres, hvis de siger 'nej'. Faktisk er det ulovligt i Saudi Arabien at fotografere folk (især kvinder) uden deres tilladelse.

    Nogle steder på rejsen er det forbudt at fotografere med store kameraer. Det gælder blandt andet i Medina og Diriyyah. Fotografering med mobiltelefoner er dog tilladt disse steder.  

  • Bagage

    På de fleste af hotellerne kan det lade sig gøre at få vasket tøj. Især hvis man bor der mere end én nat. 

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Drikkepenge

    På grupperejserne med dansk rejseleder er drikkepenge til chauffør og guide altid inkluderet i prisen.

    Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 5-10 kr. Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10-20 %. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge.

  • Småpenge

    Det kan være svært at få fat i småpenge til drikkepenge og lignende. Man kan veksle under små indkøb i byen eller ved drikkepengeskålen på toiletterne.

  • Drikkevand

    Det anbefales at købe mineralvand på flasker. Det kan fås overalt og koster kun få kroner pr. liter. Det er vigtigt at drikke rigeligt med vand i varmen. 

    Typisk vil vi have en stor vanddunk i bussen, som I kan tappe vand fra. Så medbring gerne en drikkedunk, som kan fyldes op igen og igen. På den måde nedbringer vi brugen af plastik. 

  • Prisniveau

    Et måltid mad på en restaurant koster typisk mellem 100 og 200 kr. En sodavand/mineralvand koster ca. 10-20 kr. på restaurant og under det halve i en butik. Der er mange gode juices i Saudi. Disse koster typisk 20-40 kr. på en restaurant.

    Det er ok at handle om prisen på markeder og butikker, der sælger souvenirs. 

  • Klima

    Fra november til marts er dagstemperaturene tålelige fra cirka 20-30 grader. Aftener og nætter i ørkenområder er ofte kølige ned til 5-10 grader om vinteren. Det er derfor vigtigt, at have varmt tøj med til aftenerne.

    Resten af året er det meget varmt i størstedelen af Saudi Arabien. 

  • Supplement til pakkelisten

    • Abayya (valgfri) og tørklæde til kvinder (kan købes i alle danske storbyer)
    • Langærmet skjorte/bluse og lange bukser til mænd
    • Lommelygte
    • Vækkeur
    • Småproviant, f.eks. kiks
    • En rulle toiletpapir eller kleenex
    • Vådservietter
    • En lille flaske håndrens (fås på apoteket eller hos Matas)
    • Evt. piller mod maveinfektion (tal med egen læge) og undgå produkter med kodein.
    • Sollotion med høj faktor og læbepomade (luften kan være meget tør)
    • Myggespray
    • Gode vandre eller –støvler
    • Sandaler
    • Evt. vandrestav(e), hvis du ønsker det
    • En lille dagtursrygsæk
    • Kasket eller solhat
    • Varmt tøj og vindtæt jakke
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem. 

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.

  • Andet

    Bemærk at vi går en del i forbindelse med sightseeing, hvorfor det er vigtigt at være godt gående for at få det fulde udbytte af rejsen.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Saudi Arabien.