De baltiske landes kæmpe
De tre baltiske lande synes måske ikke af så meget, men alle tre er større end Danmark med Litauen som det største, der er ca. 1,5 gange Danmarks størrelse.
Heller ikke det lyder måske særlig stort. Men tilbage i 1400-tallet strakte Litauen sig fra Østersøen til Sortehavet med det nuværende Hviderusland og Ukraine som en del af riget.
Dermed var Litauen – eller Det litauiske Storhertugdømme, som det blev kaldt, den største nation i Europa på det tidspunkt.
I Letland og Litauen tales helt egne baltiske sprog, der adskiller sig både fra estisk, som er af finsk slægt og fra russisk/slavisk. Slaviske ord har senere fået indpas i sproget, men faktisk hører disse to baltiske sprog til de oprindelige indoeuropæiske ursprog.
Selvom baltisk kultur ikke fylder meget i det store verdensbillede, kan Litauen dog prale af at have i hvert fald tre verdensstjerner som landsmænd. Den nu afdøde westernskuespiller Charles Bronson var en ud af 15 børn fra en litauisk minearbejderfamilie. Og sangeren Bob Dylan og skuespilleren Sean Penn har også litauiske aner.
Hedninge, vikinger og tyske korsriddere
Det var netop de vilde urfolk i de baltiske lande, der generede både svenske vikinger og de danske Valdemarer. Det medførte, at de to nordiske lande skiftevis erobrede de baltiske lande. Senere kom tyske korsriddere for at omvende de hedenske folk.
Men Litauen holdt stand og blev som det sidste land i Europa kristnet. I dag er trefjerdedele af befolkningen katolikker. Der findes derfor rundt om i landet en række flotte kirker, klostre og borge, der kan fortælle hver sin dramatiske del af den historie.
Desuden har Litauen også været en del af såvel det preussiske (tyske) rige samt i alliance med Polen, så både tysk og polsk indflydelse kan ses i kulturen.
Litauens andenstørste by Kaunas, på størrelse med Århus, har den mest ”litauiske” befolkning, hvorimod hovedstaden Vilnius har store mindretal af russere, tyskere og polakker. I perioder under besættelse af fremmede magter har Kaunas fungeret som landets anden hovedstad.
Den mere grumme del af Litauens nyere historie fra Sovjettiden kan opleves flere steder. I Vilnius findes således et KGB-museum, hvor man kan se de autentiske fængselsceller og forhørslokaler.
Egne love
Det lidt vilde islæt over balterne giver sig også udslag i minisamfund med egne love. For nyligt okkuperede en ældre-gruppe på landet et område og indrettede sig som et oldekolle-Christiania, hvor de dyrker jorden.
I hovedstaden Vilnius har det gamle kvarter Užupis erklæret sig som en selvstændig republik i 1988. På uafhængighedserklæringen, der er skrevet på flere forskellige sprog - herunder dansk, findes en række usædvanlige paragraffer. Erklæringen, der indeholder 41 punkter og også indeholder særrettigheder for hunde og katte, ses ved indgangen til kvarteret.