Opdag middelalderbyen Ushguli i Georgien

Tre timers kørsel fra Mestia i firehjulstrukne køretøjer og ad snoede bjergveje ligger Ushguli, den højest beliggende permanent beboede landsby i Europa (2200 m.o.h.). Det er ren middelalder, der præger denne lille by med rå stenhuse og de 28 m høje vagttårne, der er så karakteristiske for hele Svaneti-området.

Flere generationer under samme tag

Små spættede grise løber rundt i de snævre gyder, ellers ligger de og hygger sig i vandpytterne midt i grusvejen. De udstøder et lille grynt, som en venlig hilsen, når man passerer dem. Gæs, køer og heste går frit omkring, og der er indhegninger omkring de små firkantede stykker jord, hvor der dyrkes kartofler og masser af krydderurter.

Krumbøjede gamle koner fejer med slidte riskoste udenfor husene eller de sidder og snitter grønsager på trappestenen. De hilser venligt og også lidt nysgerrigt med et ”gammadjuba”, den mest almindelige måde at sige goddag på. Helt ordret betyder det: ”Gid du må vinde dit næste slag”. Man hilser høfligt igen og spekulerer på, hvilket slag der mon er at vinde for en kone på mellem 100 og 120 år. Slaget over alderdommen er allerede vundet. Den friske bjergluft, det rene vand og den enkle levevis er sikkert medvirkende faktorer til, at folk i dette område normalt bliver meget gamle. Og de er aktive langt op i alderdommen. Det er de gamle koner, der malker køerne hver aften. Siddende på en lav skammel midt på landsbygaden fylder de hurtigt spanden med mælk. Ind imellem må de råbe skældsord og slå med en lang stok efter de køer, der står og venter på at blive malket, og som puffer og bliver for nærgående.

Man har faktisk indtryk af, at det er de gamle koner, der regerer i landsbyen og i familien. De styrer med fast hånd husholdningen i storfamilien, hvor det er almindeligt at 3-4 generationer lever under samme tag. De sætter svigerdøtrene i gang, sender børnebørn ud i forskellige gøremål. Der er også tid til at rive hø sammen og måske også til at blande vand i vodkaen, så den ikke er for stærk, når husherren om aftenen byder samtlige mandlige gæster på en drink eller mange drinks før sengetid.

Stærke og stolte i troen

Vi er heldige at være i Ushguli på dagen for den årlige ”Ushguloba”, en folkefest, der holdes udenfor landsbyens lille kirke. Flottere omgivelser for festen kan man næppe forestille sig. Kirken ligger på et højdedrag, hvorfra der er udsyn til grønne skråninger med hundredvis af får, en skøn dal med en rivende flod og en snes heste, små lette dyr, der græsser. I baggrunden ses de snedækte tinder med gletchere.

Vi overværer bønnen i den meget lille kirke med de ældgamle fresker på væggene. Kirken er på størrelse med et lille værelse på 8-10 m2, og hvis der er 10 mennesker derinde, er der trængsel. Der er 600 sådanne bittesmå kirker i Svaneti. Hver kirke tilhører en familie. Denne dag er der nok 20 mænd i det lille kirkerum, og det lyder som om de er voldsomt oppe at skændes. De råber meget højt, slår ud med armene, holder pengesedler op i luften.

Vi holder os diskret i baggrunden og får forklaret af George, vores lokale guide, at de alle beder på én gang. Der er nemlig ingen præst, det bruger man slet ikke i Svaneti-området. Når en mand lægger en pengeseddel i en skål, beder hele forsamlingen for ham og hans familie, at han må have et godt helbred og et godt liv.

Senere ser vi alle mændene på græsset udenfor kirken. De knæler, slår kors for sig og beder igen meget højlydt, ikke i kor, det lyder nærmere som om hver især råber sin egen bøn.

Vi er i et område med stærkt religiøse mennesker. Selv beskriver georgierne deres land som en kristen ø, der sammen med Armenien, er omgivet af et muslimsk hav. Derfor er de så stærke i troen og så stolte af deres tro, som de har bevaret på trods af store pres udefra.

Flotte folkedragter og forrygende dans

Et kor af ældre mænd i pragtfulde folkedragter og med de karakteristiske små runde filthatte på hovedet begynder at synge, meget monotont. Nogle af sangene danser de til med hinanden i hånden i en lang række, der bevæger sig rundt i en cirkel. Senere kommer der en dreng på 10-12 år, ligeledes i flot folkedragt. Han danser en forrygende dans, mens mændene synger til. Det minder meget om kosakdans, og drengen er ganske forpustet bagefter.

En dame klædt i lange sorte gevandter læser op. Vi forstår selvfølgelig ikke et ord, men det er meget intenst og med så flot intonation, at vi gætter på, hun må være skuespillerinde. Vi får at vide, at det er lærerinden på skolen og at hun læste et digt op, hun selv havde skrevet.

I græsset lige uden for kirken ligger en stor pøl af blod samt huden af en ko, der er blevet slagtet i dagens anledning. Nu er kødet tilberedt og alle sidder og spiser store runde flade ostebrød til kødklumperne. Vi bliver også budt, men har svært ved at tygge kødet. Ved andre lejligheder bliver der slagtet en gedebuk, og hornene bruges på den lille kirkes alter, en skik der går tilbage til førkristen tid.

Dagens styrkeprøve

Der er styrkeprøve. Stærke mænd skal bevise, at de er stærke ved at løfte en stor tung sten op i brysthøjde. Stort bifald bagefter. Et primitivt højt bord er lige tømret sammen til lejligheden. Her skal der lægges arm. Små drenge på 8-10 år skal i brydekamp. Forældre og bedsteforældre hepper og opildner. Stort bifald til vinderen. Taberen græder hjerteskærende og bliver trøstet af bedstefaderen.

Man sidder nu i græsset ved lange lave træborde, omkring 20-30 mennesker ved hvert bord. Der udbringes skål for familie og venner, for gæsterne, for de afdøde, for Svaneti og sågar for Adam og Eva og for Jerusalem. Vi kan ikke mange gloser georgisk, men forstår alligevel hovedmeningen i det, de prøver at forklare os mellem de mange glas vin.

En gammel mand byder på vin, holder hånden mod sit hjerte og udtrykker sine dybe religiøse følelser, ønsker os derefter alt godt og lykke og held på rejsen gennem Georgien. En anden af de gæve bjergbønder byder på vin af et kæmpestort fornemt udskåret træbæger. En af de gamle mænd kommer til og fortæller, at det er ham, der stadig kan den ældgamle kunst med træskæreri, og han peger stolt på den store og fornemme ”tronstol” der står på pladsen.

Senere viser han os landsbyens lille etnografiske museum, der er i et af de gamle traditionelle huse. Her var hans bedstefar vokset op. Her stod blandt de forskellige brugsgenstande også et par af de fine udskårne træstole. Disse var over 100 år gamle. En sådan stol var beregnet til husherren, og ingen andre måtte sidde i den.

Hele landsbyen Ushguli er som et levende frilandsmuseum. Langs hegnene ligger flere eksemplarer af de store træslæder, der trækkes af okser og som er det eneste transportmiddel i den lange vinter. I 6 måneder om året, fra oktober til april, er Ushguli dækket af sne. Man har samlet forråd til vinteren. Byen er selvforsynende og klarer sig igennem.

Kildevand og en udstoppet ged

Turen går tilbage til Mestia, hovedbyen i Svaneti. Undervejs standser vi ved endnu en af de diminutive kirker. Også her er der pragtfulde fresker på væggene. Udenfor kirken sidder en flok mænd. De vil gerne i snak med vores lille gruppe. Det varer ikke længe før glas og vodkaflasker hentes frem. Aldrig før har vi mødt så gæstfrit og hjerteligt et folkefærd.

Før vi igen stiger op i de firehjulstrukne gamle russiske køretøjer fylder vi vore plasttflasker med vand fra et kildevæld. Der er masser af naturlige kilder, mange af dem med meget mineralholdigt vand.

I Mestia har vi endnu to overnatninger, før turen går tilbage gennem bjergene. Gruppen er indkvarteret hos forskellige familier i byen, to personer hos hver familie. Det giver en fin mulighed for at få indblik i dagligdagen hos disse storfamilier. Husene er store, vi bor nærmest i en sal. På væggene er der brede brædder. Et bjørneskind og et ræveskind er hængt op. Vi bor i et godt jagtdistrikt. Et par andre fra gruppen bor i et rum, hvor der står en udstoppet ged forsynet med patronbælte.

40 dage efter dødsfaldet

Vores værtinde Nana mistede sin far for 40 dage siden. Det er skik og brug, at der holdes en sammenkomst med spisning 40 dage efter dødsfaldet og også 3 måneder efter dødsfaldet. Hele vores lille rejsegruppe er inviteret med til denne begivenhed, hvor man mindes den afdøde. Om eftermiddagen er der sat et bord med mad på graven. Her kommer kun den nærmeste familie. Om aftenen var vi omkring 200 mennesker til mindemåltidet. Alle var bænket ved lange smalle borde på terrasserne, i haven, på svalegangene og på 1. etage omkring huset.
Ved vores bord var Nanas fætter udnævnt til at være den, der udbragte skålerne. Han var en mand på 45-50 år med et ansigt, der så ud som om det var skåret i træ.

Fade med mange forskellige forretter, sovse, salater, kødretter og delikatesser blev i en jævn strøm anbragt på bordet af familiens unge piger. Det var helt overdådigt, og der var slet ikke plads til så mange fade, så de måtte stables op over hinanden. Store glaskander med hvidvin blev sat på bordet.

Når der skåles er det høfligst at man drikker ud. Først blev der udbragt en toast for den afdøde, og det blev nævnt, hvilken fortræffelig mand, han havde været. Den næste toast var for alle afdøde i Nanas familie. Tredie toast var for enken. Fjerde toast var for at mindes de afdøde familiemedlemmer til alle dem, der sad omkring bordet. Slutskålen var for Nanas familie. Herefter var reglen, at man rejste sig og gik hjem.

Nanas far blev 85 år, han var historiker, en lærd mand, ansat ved museet i Mestia. En ung georgier ved bordet fortalte, at han stadig havde sine bedsteforældre. De var åndsfriske og deltog i det daglige arbejde, selvom bedstemoderen var 106 år og bedstefaderen 110 år.

Hans Scherfig har skrevet en bog om Georgien (Grusien): "Morgenrødens land". Den er fra 1971. Han beretter om Svaneti-området: Endnu i trediverne var der steder i Svanetien, hvor man ikke kendte tændstikker, men slog ild med flintesten og fyrtøj. Hjulet var ikke opfundet, og man kørte med en slags slæder også om sommeren. Man tærskede kornet ved at lade okser trække brædder med sten hen over negene. Folk, som ikke er gamle, kan fortælle om disse ting.

Vi besøger mange interessante steder på en rejse til Georgien med Viktors Farmor. Heriblandt den gamle middelalderby Ushguli. Det er ligesom at træde ind i en tidsmaskine, når vi besøger de meget gæstfrie lokale beboer.  

Se alle vores artikler om Georgien