Svanetien med skåltaler og Scherfig i Georgien

Men egentligt er det ikke højden, der er det unikke ved Ushguli. Det er derimod en ældgammel kultur.

Svanetien har altid været isoleret. Med sin beliggenhed mellem bjergryggene i Kaukasus er det svært at komme dertil. Historisk slog alle forsøg på erobring fejl. Først i 1800-tallet lykkedes det russerne at betvinge de seje svanetiere. Og den dag i dag er der kun én vej til Svanetien.

De lokale sæder og skikke har derfor været særdeles standhaftige. Naturen er uendelig storslået. Masser af frisk luft og rent vand. Folk i Svanetien bliver gamle. Det er ikke et særsyn at se ældre koner sidde på skammel og malke. Måske er de over 100 år gamle.

Vinen flyder, skålen lyder

En tradition i Svaneti er ormotsi. Det er en ceremoni, der holdes 40 dage efter begravelsen af et menneske. Festen markerer, at sjælen frigives. Vinen flyder, maden er stablet op, fad på fad.

Og der bliver skålet. For afdøde. For de tilstedeværende. For de fraværende. For gæster fra Danmark, for deres slægt og aner, og for de lokales slægter. Altid ledsaget af en fyndig, formfuldent lille tale. Som overalt i Georgien er gæstfriheden nemlig enorm.

Et særkende ved Svanetien er de mange tårne fra gammel tid. De blev brugt til værn mod ydre fjender og som ly under stridigheder. De er med til at give Svanetien sit middelalderpræg. Landbrug er fremherskende. Grise går frit rundt i gaderne. Der malkes med håndkraft. Det lokale sprog findes ikke i skriftform, og er stort set uforståeligt for andre georgiere.

Mange kirker har fresker, der er 1000 år gamle. Der er store samlinger af gamle ikoner og religiøs kunst, for når Georgien var truet udefra, bragte præsterne deres værdier i sikkerhed dér, hvor de vidste, de vilde horder ikke ville komme: Svanetien!

Sherfigs skildringer

Den første skildring af Georgien på dansk udkom i 1971. Det var forfatteren Hans Scherfig, der skrev om sine oplevelser på en rejse i bogen ”Morgenrødens land”.

Titlen hentydede til oldtidslandet, hvor Jason hentede det gyldne skind. Scherfig fandt frem til, at landet var forkælet. For der var såvel palme-kyst som bjerge med evig sne. Det gjorde også indtryk på ham, at landet var kristent et halvt årtusinde før Ansgar overhovedet kom til Norden, og at der fandt en renæssance sted et par århundreder før den italienske.

Scherfig ville gerne besøge Svanetien. Han havde læst en del om det. Blandt andet, at der i Svanetien var natura-økonomi uden kendskab til penge. En slags ur-kommunistisk fællesskab, mente han, der selv var kommunist.

”Endnu i 1930erne var der steder i Svanetien, hvor man ikke kendte tændstikker, men slog ild med flintesten og fyrtøj. Man tærskede kornet ved at lade okser trække brædder med sten hen over negene. Folk, som ikke er gamle, kan fortælle om disse ting”, noterer han i bogen.

Men han kom ikke til sine længslers mål. Vejene var lukkede på grund af snevejr.

Georgien er meget mere end Svanetien. På vores rejser får vi parisisk stemning i hovedstaden Tbilisi. Ofte indgår også frokost hos en familie, der disker op med lækre egnsretter. Og så er der vinen, der fremstilles efter 6.000 år gamle opskrifter. Der er plads til munterhed i landet, og det mærker man helt sikkert som gæst.

Se alle vores artikler om Georgien