Kaukasus - Broen mellem Europa og Asien

Syd for Ruslands højeste bjerge, omgivet af muslimske lande og republikker, ligger to små kristne nationer - Georgien og Armenien. Her er subtropisk varme, tørre sletter og svale, gletscher-omkransede dale. Te plantager og kiwi farme. Stribede hyæner og stenbukke. De har egne gamle sprog og sirlige alfabeter med bogstaver, der ser mere burmesiske end latinske ud.

Hverken etno- eller geografer kan blive enige om, hvorvidt områderne syd for de store Kaukasus bjerge, og menneskene, der lever her, er europæiske eller asiatiske. Men her, hvor civilisationer mødes, udspringer nogle de bedste diskussioner ofte fra en undren over, hvad det i grunden vil sige at være europæer, og hvornår et land er europæisk.

Orientalske kulturtræk

I århundreder har Georgien og Armenien været underlagt persere og osmannere. Det har smittet af på kulturen. Her er tyrkisk kaffe, hammam lignende bade og gamle karavane stationer fra Silkevejen. Her er orientalske strengeinstrumenter og familieværdier, der for en dansker virker ret så mellemøstlige. Alligevel føler mange kaukasere sig ikke fuldt ud asiatiske. I Georgien flager de statslige institutioner eksempelvis med EU-flag, selvom de ikke er med i unionen og er langt fra at blive det. Når man rejser i Georgien mærker man hurtigt de forskellige kulturer. En af de ting, der får landene til at tage sig mere europæiske ud, er kristendommen.

Selvom det efter sigende var på armeniernes hellige bjerg, Ararat, at Noah gik på grund efter syndfloden, og selvom både Georgien og Armenien var blandt de første kristne riger i verdenshistorien, er det mere et testamente til de kaukasiske folkefærds stædighed end en historisk selvfølgelighed, at begge lande i dag har egne kirker og patriarker.

Siden mongolske rytterhære fik kæmpet sig vej til regionen i det 13. århundrede, har georgiere og armeniere været underlagt overherrer, med en anden tro. I godt 500 år var området domineret af muslimer. Fra slutningen af 1700-tallet af zarens ortodokse Rusland, og i 1920’erne blev begge lande republikker i Sovjetunionen. I alle disse år blev den georgiske og armenske kristendom stædigt dyrket som modkultur.

Det er ikke mere end 30 år siden, at kirker i Armenien og Georgien blev brugt som opbevaringslokaler, sportsklubber eller ligefrem revet ned i det ateistiske Sovjet. Folk måtte mødes i smug på kirkegårde for at praktisere deres religion. Her kunne de nemlig altid samles under påskud af at skulle mindes afdøde familiemedlemmer.

I perioder har folkeslagene levet relativt fredeligt sammen i Kaukasus. Her er moskeer, hvor sunni og shia muslimer beder side om side. Citadeller, der på én gang har huset moskeer, synagoger, ortodokse- og katolske kirker. Men ofte har placeringen på Silkevejen og talrige folkeslag gjort området til en regulær krudttønde. Georgiens nuværende hovedstad Tbilisi er eksempelvis blevet jævnet med jorden mere end 30 gange og det er kun lige 100 år siden at osmannerriget orkestrerede en etnisk udrensning, der kostede op mod 1,5 million armenere livet.

Territoriale stridigheder

Tilsammen har Georgien og Armenien ikke mindre end 3 igangværende territoriale stridigheder. De blussede alle op efter Sovjetunionens fald og har alle rod i etniske konflikter. Det er en type af konflikter vi nok gerne vil kunne sige os fri fra i nutidens Europa, men som vi blot skal tage til Balkan for at finde lignende eksempler på.

I zarens Rusland var Kaukasus ofte beskrevet som civilisationens ydre grænse, og kaukasere som folkefærd, der skulle kultiveres, russificeres og dermed også gøres mere europæiske. Poeter som Alexander Pusjkin og Mikhail Lermontov fandt inspiration til digte og fortællinger, hvor raffinerede russiske officerer kom i karambolage med iltre lokale og deres arkaiske æresbegreber. Møder, der ofte endte i skuddueller, på kanten af afgrundsdybe kløfter.

I sovjetiske lystspil fra 1970’erne kunne man se de vilde kaukasere tage på bruderov iført nationaldragter og store fårepels huer. På dette tidspunkt var både Georgien og Armenien imidlertid blevet relativt velhavende sovjetrepublikker med industri og omfattende fødevareproduktion. Befolkningen havde lært russisk, og landene havde nok egentlig aldrig været mere europæiske.

I eventyrlandet

Køkkenet er dog ikke europæisk, og har heller ikke taget varigt skade af Sovjetunionens notorisk dårlige madkultur. Tværtimod skød georgiske restauranter op overalt i østblokken. Her brugte man flere krydderier, valnødder og serverede georgisk vin eller armensk cognac til maden. Retter som khinkali, khachapuri og pkhali er blevet folkeeje i Rusland, mens man skal spejde langt efter østeuropæiske restauranter syd for Kaukasus bjergene.

Måske bør vi egentlig glemme snakken om, hvorvidt Georgien og Armenien er europæiske eller asiatiske lande, og acceptere at de er begge dele på en gang. En flere hundrede kilometer bred og lang bro mellem det østligste Europa og Mellemøsten. Det bliver her bestemt ikke mindre spændende af. Tværtimod er det altid uhyre spændende at rejse, hvor civilisationer tørner sammen. Den dag i dag kan titlen på rejseberetninger fra Kaukasus være den samme, som den store norske forfatter Knut Hamsun valgte for mere end 100 år siden med "I eventyrlandet".

Se alle vores artikler om Kaukasus