Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Azerbaijan rundrejse

Den historiske bro mellem Vesten og Orienten

Azerbaijan er fuld af kontraster og overraskelser. Fra hovedstaden Bakus topmoderne arkitektur og UNESCO-beskyttede gamle bydel til nøjsomme bjerglandsbyer, der ligger så afsides, at folk taler deres eget sprog.

Priser fra

13.990 kr.

Max. 20 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

Naturen er lige så mangfoldig som kulturen og byder på både ørkener, skovklædte bjerge, spektakulære kløfter og brændende oliefelter. I århundreder er karavaner rejst ad disse veje, og med sig havde de varer, viden, religioner og traditioner.

Resultatet er en mangfoldig kultur, der på mange måder er den historiske bro mellem Vesten og Orienten. En fascinerende kultur, hvor kunsthåndværk stadig har gode kår i de mange små værksteder, og hvor troende flokkes til landets moskeer, synagoger, kirker og andre helligdomme. 

5 gode grunde til at rejse til Azerbaijan med Viktors Farmor:

  • Besøg det brændende bjerg Yanar, og se de naturlige gasflammer
  • Studér de mere end 10.000 år gamle klippetegninger af dyr og jagtscener
  • Overnat i Lahic – en lille charmerende bjerglandsby i de frodige Kaukasus-bjerge
  • Udforsk Bakus moderne arkitektur og historiske bygninger
  • Rejs i karavanernes spor til den persisk inspireret by Sheki 

Dagsprogram

  • Dag 1

    København - Baku

    På de fleste rejser flyver vi med Turkish Airlines og har en mellemlanding i Istanbul, inden vi fortsætter det sidste stykke mod Azerbaijan.

    Vi ankommer typisk til Baku midt på aftenen. Her bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til vores centralt beliggende hotel, hvor vi har to overnatninger.

    Måltider: Der serveres mad på flyet

    Overnatning: Baku

  • Dag 2

    Byrundtur i Baku

    Baku er en spændende by, og vi bruger en god del af dagen på at udforske byens mange seværdigheder. Vi tager ud til havnefronten ved martyrkirkegården for de faldne under oprøret i 1990. Her har vi en flot panoramaudsigt over byen, Det Kaspiske Hav og de ikoniske højhuse The Flame Towers, der hæver sig som 3 blå flammer over byen.

    Bakus rige historie opleves bedst i den gamle bydel, der er optaget på UNESCOs kulturarvsliste. Vi går en tur gennem netværket af gamle gader, og ser blandt andet Shemakha dobbeltporten, bymuren og paladset Shirvanshakh. Vi hører også historien om Jomfrutårnet og besøger et karavanserai, hvor handelskaravanerne i sin tid kunne indlogeres på vej til Bakus gamle markedsplads.

    Vi ser også det spektakulære moderne kulturcenter Heydar Aliyev tegnet af den legendariske arkitekt Zaha Hadid.

    Også senere generationer har sat deres præg på byen, og Baku har mange velbevarede art nouveau-bygninger bygget af rige oliebaroner fra 1885-1915. Deriblandt Operaen, der i tråd med datidens stil er rigt dekoreret. Mere end 80 prægtige bygninger står tilbage som vidner om datidens overklasseliv, og vi satser på at tage en spadseretur i den del af byen under et af de to ophold i Baku. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad. 

    Overnatning: Baku

  • Dag 3

    Til kobbersmedenes by Lahic

    Helt andre oplevelser venter os i dag, når vi forlader Baku og kører mod Kaukasus-bjergene i det vestlige Azerbaijan. Gradvist forandrer de tørre ørkenlandskaber omkring Baku sig og erstattes lidt efter lidt af tætte skove og bjerge. I Maraza gør vi holdt ved Diri Baba-helligdommen, der ligger flot på et plateau i landskabet. Vi ser også de syv kuplede gravkamre i Yeddi Gümbaz på gravpladsen, hvor nogle af gravstenene er mere end 1000 år gamle. Fredagsmoskéen i Shemakha kan føre sin historie endnu længere tilbage. Den kan dateres til 740’erne, hvilket gør den til Kaukasus’ næstældste moské. Der er dog intet tilbage af den oprindelige bygning. Men en ny, flot moské fra 2013 pryder nu stedet.

    At en af de første moskéer i området blev bygget her, er ikke så overraskende. Shemakha var engang en vigtig by med kultur og handel, og det var også kongesæde for Shirvanshah-kongerne, der regerede fra 9. til 18. årh. Desværre har jordskælv og tidens tand været hård mod de historiske levn fra byens storhedstid.

    Vi kører i minibusser til Lahic, hvor vi skal overnatte. Lahic er en historisk bjerglandsby i bunden af en dal i Kaukasus-bjergene. Den er befolket af persere, som er berømte for deres fine kobberhåndværk. Der er et par små kobberværksteder og en del købmandsbutikker langs den smalle brolagte hovedgade i Lahic. Tidligere blev både kobbervarer og tæpper fra Lahic solgt til høje priser i Bagdad.

    NB: Udflugten til Lahic kan desværre ikke gennemføres, hvis vejret er dårligt. I givet fald overnatter vi i Gäbälä. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Lahic

  • Dag 4

    Kaukasiske minoriteter og mod Sheki

    Vi kører fra Lahic til Sheki, der var en vigtig station på karavanevejen. Undervejs besøger vi kirken i den lille landsby Nidj. Her er de sidste rester af den oprindelige befolkning - nemlig de kaukasiske kristne albanere. I dag er der kun omkring 600 mennesker, der taler det oprindelige sprog, som holdes i live gennem kirkehandlingerne.

    Vel fremme i Sheki går vi på opdagelse i det lokale marked, der byder på alt fra farverige krydderier, grøntsager, lokale specialiteter og kunsthåndværk. 

    Vi har to nætter i Sheki. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Sheki

  • Dag 5

    Silkevejsbyen Sheki

    Sheki var en vigtig station på Silkevejen og er en af de smukkeste byer i Azerbaijan. Byen blev grundlagt for mere end 2.700 år siden på de sydlige skråninger af Kaukasus-bjergene. I byens lange historie er den blevet ødelagt adskillige gange af bl.a. oversvømmelser fra bjergene, så de historiske monumenter, vi kan se i dag, er fra det 18. og 19. århundrede. Meget af den historiske arkitektur fra denne periode er velbevaret. Deriblandt det overdådige persiske fyrstepalads, som den persiske regent boede i, da det var et khanat i 1700-tallet. Interiøret er udsmykket med vægmalerier og glasmosaikker. Det gamle håndværk med glasmosaikker holdes stadig i hævd, og vi besøger et værksted, hvor der arbejdes med glas. Byen er i det hele taget kendt for godt kunsthåndværk. Foruden silke og glasmosaik holder også pottemagere, juvelerer og gravører til i de mange små værksteder. Hvis tiden tillader det, går vi gennem byens gader i den øvre smukkeste del og besøger et velrenoveret gammelt karavanserai, der i dag er indrettet til hotel. Hotellets have er et godt sted til en tepause.

    Om eftermiddagen besøger vi landsbyen Kish, hvis kirke er restaureret med hjælp fra Thor Heyerdal og Norge. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Sheki

  • Dag 6

    Muddervulkaner og urgamle klippetegninger i Gobustan

    Vi kører fra Sheki til Gobustan, hvor vi om eftermiddagen ser de berømte klippetegninger, der er smukt indridset i landskabet højt over Det Kaspiske Hav. Tegningerne giver en levende indsigt i livet på disse kanter for 10-12.000 år siden. Her kan man se, hvordan folk jagede og boede i huler. Andre tegninger viser vilde dyr, husdyr, mennesker og skibe. Blandt andet en lang sivbåd er afbilledet. Norske Thor Heyerdal undersøgte, om der kunne være en forbindelse til vikingerne. Men den teori stod han alene med. Billederne viser også, at landskaberne har været mere frodige og grønne dengang, og at vandstanden i havet har været højere. Det kan vi høre mere om, når vi besøger stedets nye moderne og informative museum. I dag er klippetegningerne ved Gobustan helt fortjent på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

    Vi ser også muddervulkaner i dette område. Der estimeres at være omkring 300 muddervulkaner i Azerbaijan, og flere af disse findes i Gobustan Nationalpark. 

    Vi kører de sidste 60 km tilbage til Baku gennem store olie- og gasfelter med masser af boretårne.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Baku

  • Dag 7

    Det brændende bjerg og Nobels hus

    I dag tager vi ud til Absheron-halvøen, der udgør den nordlige del af Baku. Her besøger vi Ateshgah-ildtemplet, hvor brændende gas strømmer ud af jorden. Templet er viet til Zarathustras lære, der var Persiens statsreligion, inden islam gjorde sit indtog i området. 

    Vi besøger også det brændende bjerg Yanar, hvor vi ser de naturlige gasflammer, der brænder konstant.

    På vej tilbage til Baku besøger vi Villa Petrolea, hjemmet for brødrene Ludvig og Robert Nobel, der var betydningsfulde oliemagnater i Baku fra 1880'erne. Brødrene var nær beslægtede med Alfred Nobel, den berømte våben- og dynamitfabrikant.

    Herefter vil der være lidt tid på egen hånd, inden vi mødes til afskedsmiddag.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Baku

  • Dag 8

    Hjemrejse

    Når tid er, kører vi til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Azerbaijan

  • Pas og visum

    Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen.

    Der er visumpligt i Azerbaijan. Der søges online om visum. Det koster pt. 25 USD. Visumvejledning udsendes i god tid inden afrejse. 
    Ønsker I, at Viktors Farmor søger om visum på jeres vegne koster det 1.250 kr. i administrationsgebyr plus de 25 USD for selve visummet.

    Passet må ikke indeholde stempler fra Nagorno Karabakh.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Møntfoden hedder Manat (MaH). 1 manat svarer til ca. 3,98 danske kroner. 

    Det anbefales at medbringe EURO eller US dollars. VISA-kort kan bruges i Baku.

    Brug af kredit kort på restauranter er ikke altid muligt.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Landekoden er 00-99

    Mobiltelefon. I det meste af landet er der udmærket dækning. Både TDC og Telenor har roamingaftaler med teleselskaber i Azerbaijan. Er du i tvivl om dækningsområder og priser skal du kontakte din mobiludbyder.

    Der er internetadgang på de fleste hoteller. 

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    220 volt. Strømstyrke og stik er som i Danmark (det trebenede stik findes ikke). Der er visse stik, de ”tykke” danske ben ikke passer i.

  • Drikkevand

    Vandet kan ikke drikkes fra hanen, så køb mineralvand.

  • Drikkepenge

    Der gives ca. 10% i drikkepenge på restauranter. På nogle restauranter er betjening dog lagt på. Se efter på regningen: På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer. I øvrigt gælder de sædvanlige høflighedsregler ved fotografering af personer: Spørg først, evt med gestus. Ved evt. familiebesøg og lignende: Vent med at fotografere til man er blevet lidt kendt med hinanden.

  • Indkøb

    Hvis man køber fødevarer eller drikkevarer, skal de pakkes i kufferten. Den toldfri butik i lufthavnen vil sige at flasker godt kan bringes ind i EU, da de bliver forseglet. DET PASSER IKKE.

  • Prisniveau

    På alm. restaurant: Et måltid mad koster 8-10 MaH. På pænere restaurant fra 40 MaH. Lokal øl koster 1.70 MaH, importeret øl koster fra 3 MaH. Cola 0.75 MaH. Vand 0.40 MaH for en lille flaske. I kiosk eller supermarked: 1½ l vand koster 0.75 MaH. En flaske vin fra 8 MaH

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. 

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima og påklædning

    Landets klima er subtropisk i de østlige og centrale dele – og næsten tropisk om sommeren. I bjergområder svarer klimaet til klimaet i alperne. Den sydøstlige del af landet har et fugtigt subtropisk klima. Den gennemsnitlige nedbør for det meste af landet, er kun omkring 150 til 250 mm. Men i højlandet i Kaukasus og lavlandet i Länkäran, kan årlig nedbør overstige 100 cm.

    I Azerbaijan er det ikke normalt at se folk i shorts. Medbring et tørklæde til at svøbe om hals og hoved, da der kan være en del træk i bilerne.

  • Tidsforskel

    Azerbaijan skifter også til sommer/vinter tid og er 2 timer foran Danmark.

     

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Lommelygte

    - Insektspray

    - Vådservietter

    - Kasket eller solhat

    - Lille dagtursrygsæk

    - Gode vandresko eller –støvler

    - Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Azerbaijan.