Den legendariske plads Jama al-Fna i Marrakesh
Vi har fået postkort fra Marokko. Tætskrevet. Det gjorde vi også sidste år. Det er faktisk ved at blive en tradition. Men der er også meget at fortælle om.
Holder du af fårehoveder med spidskommen? Eller sneglesuppe med lakridssmag? Har du brug for et nyt gebis (lettere brugt)? Har du ondt i maven og vil helbredes? Vil du spås om din fremtid? Vil du underholdes af slangetæmmere, musikanter, akrobater eller bare høre en god historie?
Så gå til Jama al-Fna, den legendariske plads i Marrakesh. Hele verden samler sig på Jama al-Fna – og pladsen samler Marrakesh. Et marokkansk ordsprog lyder: Har du kun en dag i Marokko, tilbring den i Marrakesh. Har du kun 1 time, tilbring den på Jama al-Fna.
Pladsen er et af de få steder i verden, hvor man stadig kan opleve en ”halqa” – halaqat betyder cirkel på arabisk og er den ring af mennesker, der danner sig om en spontan underholdning på et offentligt sted. Blandt andet derfor er Jama al-Fna på UNESCOs liste over verdens immaterielle kulturarv.
Pladsens stemninger
Ingen tidspunkter på dagen er ens. Klokken 10 om morgenen er pladsen næsten tom.
”Hello! Kom og drik en friskpresset appelsinjuice,” råber juicestandenes sælgere. Eller grapefrugt, eller granatæble, eller... jeg ved ikke, hvad jeg skal vælge.
Standene med nødder, dadler og tørrede frugter ser også lækre ud. Jeg sætter mig med en kop nos-nos (nos betyder halv, her underforstået halv mælk og halv kaffe) eller en appelsin/avocado juice på Café de Frances øverste café med udsigt over pladsen.
Jeg kunne også være smuttet ned ad Rue Bab Agnaou, en sidegade til pladsen, til Pâtisserie des Princes, en af byens bedste bagere for at købe et par cornes de gazelle – mandelkager med orangeblomstvand.
Jeg kunne også være smuttet ind i Bank Al-Maghribs smukke bygning på pladsen til en kunstudstilling. Banken er i dag et kultursted med skiftende udstillinger og bliver i nær fremtid et museum med udstillinger blandt andet om Jama al Fna.
Som dagen skrider frem, begynder vi at se de første optrædener. Vandbærene med deres hatte og klokker er på plads, slangetæmmernes fløjter lyder, damer tilbyder henna tatoveringer. De er der alle.
Gaderestauranterne sættes op
Omkring kl. 17 skrues der virkelig op for aktiviteten. Gaderestauranterne sættes op på det store område midt på pladsen, bænke og borde lines op, der skrælles grøntsager, kødet gøres klar til at blive grillet.
Madboderne med sneglesuppen ”boubouch” har allerede sine første kunder; flot ser det ud med bunkerne af snegle. Andre stande har fårehoveder på rad og række stående – de er dampede og kødet serveres i en lækker sandwich med spidskommen, til den nette sum af ca. 3,50 kr. Det er nu mest lokale, der sidder ved disse stande.
En rejse til Marokko er lig med store smagsoplevelser og nye indtryk, som for alvor sætter sig fast i hukommelsen. Du er næsten altid sulten efter mere.
Det er magisk at sidde på en tagterrasse og kigge ud over pladsen, når solen går ned. Der kommer flere og flere optrædende. Små grupper af mennesker samles rundt omkring.
Herboristerne har bredt deres tæpper ud. Spåkonerne sidder klar. Koutoubia moskeens mildt belyste facade står som en silhouet i baggrunden og røgen stiger op fra madboderne.
Tiden står stille. Et øjeblik. I Marrakesh.