Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Marokkos gamle kongebyer

Den klassiske rundrejse i Marokko

Marokko har været regeret af kaliffer, sultaner, konger og dynastier, som hver for sig har efterladt sig sine spor. Vi rejser på eventyr i Marokkos rige historie og farverige nutid. 

Priser fra

15.990 kr.

Max. 20 deltagere

12 dages rejse

Start din rejse her

De gamle kongebyer Rabat, Meknés, Fez og Marrakesh byder på labyrintiske bazarer, klassiske haver, overdådige bygningsværker og en middelalderstemning, der har sikret dem en plads på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Foruden disse kongebyer oplever vi den hvide by Casablanca og den charmerende lille kystby Essaouira. Denne by var engang center for purpureksporten til Romerriget. Senere kom karavaner forbi på vej fra Timbuktu lastet med skind, guld og slaver. I 1970'erne blev byen et "paradis" for hippie-generationen med stjerner som bl.a. Leonard Cohen og Jimi Hendrix.

5 gode grunde til at rejse til Marokko med Viktors Farmor:

  • Oplev den folkelige stemning på Fna-pladsen i hjertet af Marrakesh’ gamle medina
  • Nyd de fine romerske mosaikker i ruinbyen Volubilis
  • Besøg de arbejdende kunsthåndværkere i Fez og Marrakesh fremfor kun at se deres varer i butikkerne
  • Udforsk den historiske kystby Essaouira, der ligger smukt ud til Atlanterhavet
  • Bliv imponerenet over den enorme Hassan II-moské i Casablanca

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra København til Casablanca

    Vi sætter kurs mod Marokko. Rejsen er fra København med mindre anden lufthavn er angivet i feltet Bemærkninger ud for rejsens dato på hjemmesiden. 

    Efter ankomst til Casablanca mødes vi med vores lokalguide og chauffør, som kører os til vores hotel.

    Måltider: Aftensmad hvis vi ankommer om eftermiddagen. Ankommer vi sent, er der ingen måltider inkluderet denne dag.

    Overnatning: Casablanca

  • Dag 2

    Casablanca - Rabat

    Ved indgangen til 1900-tallet havde Casablanca 50.000 indbyggere. Siden er det gået stærkt. I dag er det Marokkos største by. Det var i øvrigt franskmændene, der fandt på at kalde byen Casablanca. Det er spansk og betyder ”hvide hus”.

    Verdens næsthøjeste minartet findes i Hassan 2.-moskeen i Casablanca. De første sten til moskeen blev lagt i 1980, og det var meningen, den skulle stå færdig til fejringen af kong Hassans 60-års fødselsdag i 1989, men den blev først indviet 1993. Også i Marokko kan byggerier skride i tid – og penge. Moskeen stod i 4 mia. kroner inden den var færdig. Vi oplever moskéen både indefra og udefra, inden vi kører vi til Marokkos hovedstad Rabat, en livlig forretningsby.

    Efter frokost udforsker vi Ouadaia Kasbah’en, som er en hel lille befæstet by i byen. Portene er fine eksempler på almohadernes militær-arkitektur. Den ældste del af bymuren er fra 1195. Vi ser også Hassan Tårnet og mausoleet for Kong Mohamed 5 og hans sønner. Mausoleet er under restaurering i øjeblikket, så det kan ikke garanteres, at vi kan komme ind i det. I så fald ser vi det udefra. 

    Måltider: morgenmad og frokost.

    Overnatning: Rabat

  • Dag 3

    Gennem den gamle kongeby Meknes til Fez

    Vi kører til den gamle kongeby Meknes. Her ser vi bl.a. den berømte port Bab Al Mansour, den smukkeste og mest berømte port i Marokko. Byen blev bygget under Moulay Ismail. Moulay Ismail var Marokkos mest farverige og grusomme sultan i 1600-tallet. Han er omtalt i Guiness rekordbog som verdens mest reproduktive mand. Ved hjælp af sine 500 hustruer og konkubiner blev han far til over 1000 sønner og døtre. Vi ser hans mausoleum, de gigantiske staldene, der husede hestene til hans store hær, samt de mægtige forrådskamre. Flere steder i Meknes er i øjeblikket under restaurering, hvilken kan begrænse adgangen til at se dem indefra.

    I Meknes er der prægtige paladser, moskéer, springvand, terrasser, haver, stalde og butikker. Alt blev bygget over en periode på 50 år for at udfylde det store areal indenfor murene. Landskabet omkring Meknes er frodigt og roligt med blide høje beplantede med oliventræer.

    Vi spiser frokost i Meknes, hvorefter vi kører til den gamle romerske ruinby Volubilis. Den var en vigtig by beliggende i den vestligste del af det romerske rige. Byen ligger på et højdedrag, og udenom er der frugtbare marker. Herfra blev der sendt korn og oliven til Rom.

    Vi spadserer rundt og beundrer de mange smukke mosaikker. Faktisk er en tredjedel af de oprindelige gulvmosaikker bevaret. Flere af mosaikkerne har dyr som motiver. Det skyldes, at vilde dyr fra Afrika blev samlet her i Volubilis, før de blev afskibet til arenaen i Rom.

    Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Fez, hvor vi har to overnatninger.

    Læs mere om Meknes

    Måltider: morgenmad og frokost

    Overnatning: Fez

  • Dag 4

    Fez - slentretur i de berømte smalle gyder

    Vi er på byrundtur i Fez, den trediestørste by i Marokko. Fez har en smuk beliggenhed i en dal ved en flod, og byen er omgivet af bevoksede høje.

    Fez har som næppe nogen anden by i Marokko bevaret sin traditionelle karakter som en levende middelalderby. En slentretur rundt i Fez er fortryllende uanset på hvilket tidspunkt af dagen man er der. I løbet af gåturen oplever vi stemningen i den gamle bazar, hvor håndværkerne er i fuld gang i deres små værksteder, og vi ser en række af byens vigtigste historiske bygningsværker.

    Vi spiser fælles frokost under vores byrundtur. 

    Læs mere om Fez her

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Fez

  • Dag 5

    Kørsel fra Fez til Beni Mellal

    En lang men smuk køretur fører os gennem Atlas-bjergene i hjertet af Marokko. På vejen gør vi holdt ved et kooperativ, hvor lokale kvinder væver tæpper i både traditionelle og nye designs. Dette kooperativ var blandt de første af sin slags i landet, og de har banet vej for andre lignende projekter andre steder i Atlas-bjergene.

    Vi stopper også i den lidt særprægede lille by Ifrane. Den kaldes ”Lille Schweiz”, da den er bygget helt i europæisk stil. Beliggende i 1610 m’s højde har den kølige somre samt vintre med snefald. Byens vartegn er en stenløve, der står på en græsslette nær Hotel Chamonix. Den blev udhugget af en tysk soldat under anden verdenskrig, hvor Ifrane en kort overgang blev brugt som lejr for krigsfanger. Den symboliserer den sidste vilde Atlas løve, der blev skudt nær byen omkring år 1920. Fra Ifrane fortsætter vi til Beni Mellal, hvor vi overnatter. 

    Måltider: morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Beni Mellal

  • Dag 6

    Marrakesh - Fna-pladsens magiske stemning

    Vi fortsætter til Marrakesh, hvor vi indlogeres på vores hotel for de kommende 3 nætter.

    De første indtryk af byen får vi på en byvandring i Marrakesh, der ligger som en oase på grænsen til ørkenen og ved foden af Atlas Bjergene. Alle vejene fører ind til Fna Pladsen, hvor musikere, dansere, healere, skrivere, eventyrfortællere, slangetæmmere og frugtsælgere holder til. Et broget syn og en oplevelse, der fæstner sig i hukommelsen. Når lygter og lanterner tændes, er der det samme liv på pladsen, og nu er det duften af grillet kød, couscous og lækre kager, der fylder aftenluften. Og suq’en, en labyrint af lys og skygge under det beskyttende tag af flettet strå, gør hver aften til en festival af farver, lyde og dufte. Man drejer omkring et hjørne, og pludselig står man ved en halvt åben dør, hvorigennem man kan få et glimt af et palads med et springvand i forgrunden. Det er Bahia-Paladset med haver fyldt med jasminer og orangeblomster, som vi naturligvis oplever. Vi ser også den store Koutoubia moské samt byens fine fotomuseum.

    På vores slentretur gennem bazarerne bliver der også tid til at opleve det kunsthåndværk, byen er kendt for, som vævning, læderarbejde, metalarbejde mm.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Marrakesh

  • Dag 7

    Haverne i Marrakesh

    Marrakesh er kendt for sine smukke haver, som vi besøger i dag. 

    Vi tager udenfor byen til Palmeriet, der ligger ca. 22 km nord for Marrakesh. Her besøger vi en kunstudstilling, ”Musée de la Palmeraie. Her vises nutidig kunst fra Marokko, inkluderet fotokunst, skulptur, kalligrafi og installationskunst. Mere end 50 nulevende kunstnere er repræsenteret her. Grundlæggeren af dette museum, Abderrazzak Benchaâbane, havde en dobbelt passion for moderne kunst og for haveanlæg. Så omkring de fine lave bygninger i lerarkitektur med udstillingerne er der et meget varieret haveanlæg. Her er en andalusisk have, en frugthave, en have med en samling duftende roser, en vandhave og en kaktushave. Og alt er blandet med skulpturer i moderne udformning.

    Vi kører til Majorellehaven, som har været ejet af den store franske modeskaber Yves Saint Laurent. Vi går en tur i denne smukke oase af kaktusser og palmer, hvor farverne danner fantastiske kontraster.
    På vej til hotellet kører vi omkring Gueliz, den nyere del af Marrakesh, som franskmændene byggede op under protektoratet fra 1912 til 1956.

    En anden af Marrakeshs skønneste haver er den såkaldte Hemmelige Have, der ligger som en frodig oase i hjertet af byens hektiske bazar. Her er byens lyde erstattet af klukkende vand og duftende blomster. Herfra kan vi gå gennem de oplyste og stemningsfyldte bazar-gader til Djemaa El Fna-pladsen, der sidst på dagen syder af liv fra gøglere, eventyrfortællere og gadekøkkener.

    Måltider: morgenmad og frokost

    Overnatning: Marrakesh

  • Dag 8

    Fridag i Marrakesh

    Rejselederen vil komme med forslag til, hvordan fridagen kan anvendes. Der er mange muligheder i Marrakesh.

    Om aftenen spiser vi middag på Palais Sebban, et fornemt gammelt palads, nu omdannet til hotel. Her kan vi nyde den fredfyldte gårdhave med dens springvand, mosaikker og blomster.

    Måltider: morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Marrakesh

  • Dag 9

    Fra Marrakesh til Essaouira

    Efter morgenmaden forlader vi Marrakesh og kører ca. 200 km til den charmerende lille kystby Essaouira.

    På strækningen mod Essaouira vokser det specielle argantræ, som det eneste sted i verden. Det er traditionelt kvinder, som producerer olie fra argannødderne. Olien fra ristede argannødder bliver brugt til dressing, mens den rå olie er ingrediens i kosmetiske cremer og olier. Vi besøger et kooperativ, hvor de dyrker argannødder og hører om processen. Her spiser vi også frokost, inden vi fortsætter til Essaouria. 

    Essaouira var engang hovedcenter for purpureksporten til det romerske rige. Senere blev Essaouira hovedcenter for slavekaravanerne, som gik fra Timbuktu, lastet med skind, guld, strudsefjer og slaver.

    Under Sultan Moulay Abdallah i 1700-tallet, blev byen bygget op på ny. Fæstningen La Scala blev bygget, bymurene udvidet og havnen blev den vigtigste i landet. Alt dette gik for sig indtil franskmændene i 1900-tallet bestemte, at Casablanca skulle udbygges, derefter gik Essaouira i glemmebogen.

    Tidligt i 1970'erne blomstrer Essaouira igen, denne gang som "paradis" for hippierne, og byen blev beboet af stjerner som Leonard Cohen, Jefferson Airplane og Jimi Hendrix. I dag er Essaouira kendt for sin kunstnerkoloni og sin Gnaua musik. Musik som har inspireret musikere som f.eks Peter Gabriel og Rolling Stones.

    Der bor i dag folk fra flere forskellige stammer og befolkningsgrupper i byen: HAHA, som er berbertalende stammer fra syd, CHIADMA, som er arabisktalende stammer fra nord, og GNAOUA, der er efterkommerne af afrikanske slaver fra Sudan, Senegal og Guinea.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Essaouria

  • Dag 10

    Essaouira

    Efter morgenmad tager vi på byrundtur til fods. Vi starter på havnen, hvor der måske er mulighed for at overvære fiskeauktionen. Essaouiras bymidte er bilfri. Her går vi på byens smalle gader, besøger La Scala piratborgen med livlige stræder og ægte marokkansk folkeliv. Essaouiras charme er en blanding af pittoresk fiskerlandsby og kølig elegance, som man tydeligt fornemmer på vandreturen i byen.

    Byen har mange ganske små og meget charmerende spisesteder, ofte kun med plads til 6-10 personer. De er indrettet i ægte orientalsk stil, og maden er meget lækker.

    Der er mange små kunstgallerier i byen. Vi besøger ”Galleri Damgaard”, som blev startet af en dansker, og som har nogle helt specielle malerier af kunstnere fra Essaouira.

    Vi besøger byens fantastiske sølvmarked, Marokkos bedste. Her findes både gamle berbersmykker og helt moderne sølvsmykker – og til meget rimelige priser.

    Vi holder pause ved Place du Grain, hvor der har været kornmarked og tidligere slavemarked. Nu er her små hyggelige spisesteder med blandt andet lækre fiskeretter på menukortet.

    Om eftermiddagen kommer vi til den jødiske bydel, hvor der er mange fine gamle huse med kunstfærdigt udsmykkede indgangspartier. Og vi besøger markedshallerne.

    Måltider: morgenmad og frokost

    Overnatning: Essaouria

  • Dag 11

    Langs Atlanterhavskysten til Casablanca

    Vi sætter kurs mod nord og kører en del af strækningen langs den smukke atlanterhavskyst. Undervejs gør vi forskellige stop.

    I den lille kystby Oualidia holder vi frokostpause. Her er forskellige små fiskerestauranter, og hvis man er til østers, er dette stedet.

    Fra Oualidia går turen videre til El Jadida, hvor vi indkvarteres. Om aftenen spiser vi en lækker afskedsmiddag.

    Måltider: morgenmad og aftensmad

    Overnatning: El Jadida

  • Dag 12

    Hjemrejse

    Når tid er, kører vi til lufthavnen i Casablanca, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Marokko

  • Pas og visum

    Visumfri (ophold i maks. 90 dage) for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt i minimum perioden for visumfrihed, dvs. 90 dage fra indrejsedatoen. 

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de flere andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    10 danske kroner svarer ca. til 14,00 dirham.

    Det er ikke muligt at veksle danske kroner alle steder i Marokko, så derfor anbefales det at medbringe Euro.

    Der er hæveautomater i de større byer. I Marrakesh er der for eksempel en del automater ved den sydlige side af Jemaa El Fna-pladsen. I Essaouira findes de omkring det store torv og ved siden af Gallerie Frederic Damgaard.

    Internationale betalings- og kreditkort kan bruges på de fleste hoteller samt i større forretninger. Men langt fra alle steder accepterer kreditkort, så det er vigtigt også at have kontanter. 

    Der kan godt veksles i lufthavnen. Husk at få kvittering, hvis valuta (dhs) i overskud skal veksles tilbage sidste dag i lufthavnen.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Telefon til Marokko: 00212 + omr.nr. + abnnr. Fra Marokko til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr. Det er dyrt at ringe fra hotellerne.

    Mobiltelefon. I de større byer er der god dækning. Marokko har en fremragende moderne mobiltelefon infrastruktur, som også understøtter 3G og data-roaming. Vi råder dig til at tjekke afgifter med din mobiludbyder, så du undgår ubehagelige overraskelser.

    Internet. Mange hoteller har wi-fi. Dog er det på flere hoteller sådan, at wi-fi virker bedst i receptionsområdet.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    Der bruges 220 volt. Der er forskellige stik i Marokko, så det er en fordel at medbringe adapter. Ikke alle danske stik passer til de to-benede kontakter, der oftest kun har plads til ”tynde ben”.

  • Drikkevand

    Vandet i hanen bør ikke drikkes. Det anbefales at købe mineralvand.

  • Drikkepenge

    Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 5-6-kr. Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10%. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge. På grupperejser i Viktors Farmors katalog betales drikkepenge til chauffører og lokalguider af Viktors Farmor (dvs. Viktors Farmors rejseleder betaler drikkepengene den sidste dag). På lukkede privatarrangerede grupperejser er drikkepenge ikke inkluderet.

  • Foto

    Militære områder, lufthavne og grænse- områder må ikke fotograferes. Der må ikke fotograferes på museer. Vil man fotografere mennesker, er det bedste at bede om tilladelse først. Ikke alle kvinder bryder sig om at blive fotograferet, og det bør respekteres.

  • Påklædning

    Det vil typisk være dejligt varmt i løbet af dagen, men det kan blive forbavsende køligt om natten i Marokko. Derfor anbefaler vi tøj, der kan tages af og på efter "lag på lag-princippet". Det er praktisk med en lun trøje og/eller en vindjakke til de kølige morgener og aftener. Især på rejserne fra oktober til marts. Et let tørklæde til halsen kan være rart i en air-conditioneret bus.

    Kvinder bør ikke gå i korte shorts eller kjoler. Brug i stedet en let nederdel eller et par bukser der går ned over knæene. T-shirts er helt ok, så længe skuldrene er dækket. Tørklæde er ikke nødvendigt udover under besøg i nogle moskéer.

    Mænd i Marokko går typisk i lange bukser og en kortærmet trøje, polo eller skjorte. Voksne marokkanske mænd går meget sjældent i shorts. Men på steder hvor turister ofte kommer, accepterer de, at turister går med shorts. Det gælder eksempelvis byer som Marrakesh, Essaouria og Ait Ben Haddou. I mere konservative byer på landet, vil shorts være mindre velset.

    Husk gode travesko, evt. sandaler. Husk effektiv solbeskyttelse; solbriller og solhat eller kasket, da lyset kan være skarpt. Medbring et tørklæde, der kan beskytte ansigtet mod sand og vind.

  • Indkøb

    Marokko er et eldorado for shoppere i alle aldre. Særlig håndværksvarer som tæpper skind, messing og keramik, men også tekstiler, sko, krydderier og sølvsmykker. Arganolie og argancremer kan med fordel købes i Marokko. Priserne er for det meste til forhandling.

    Ofte mødes man med begrebet ”I will give you a democratic price”. Det er oplægget til at forhandle - det vil sige begge parter forudsættes at give sig, for at opnå en tilfreds-stillende handel. Og der ligger også i ordet, at man når frem til prisen på en pæn måde. Et godt humør kan ofte bringe prisen ekstra ned.

  • Prisniveau

    Et måltid mad på en ”simpel” gaderestauranat koster normalt under 50 kr. På mere ”europæiske” restauranter, hvor man også visse steder kan få vin til maden, koster et måltid mad, hvad der svarer til 70-150 kr. 1 liter vand koster i kiosk eller supermarked 4-7 kr.

    Drikkevarer på restaurant: vand koster 6-10 kr for en lille flaske og 10-20kr for en stor flaske. Juice koster ca. 15-20 kroner. Vin koster typisk 75-200 kr for en hel flaske på en restaurant. Sælges vin i glas (det er langt fra alle steder), koster et glas typisk ca. 20-40 kr. 

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet. Hertil vil det også være en god ide at have en powerbank i håndbagagen. 

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Marokkos klima varierer efter de markante landskabs-typer landet har. Middelhavsklima mod nord, Atlanterhavs-klima langs vestkysten. Saharas ørkenklima syd for Marrakesh og det køligere klima i Atlasbjergene.

    Fra november til maj kan der godt falde noget regn. Marts, april og maj er lune forårsmåneder, mens juni, juli og august er de varmeste sommermåneder, hvor man kun besøger landet hvis man kan klare varmen. Temperaturen falder igen til det behagelige i september, oktober og november. Det er også i disse måneder høsten sætter ind. Marokko bliver betegnet som et køligt land med varm sol. Der kan være store temperaturforskelle på dag og nat.

  • Tidsforskel

    Marokko har ikke sommer- og vintertid. Når vi har vintertid i Danmark, er der ingen tidsforskel. Når vi har sommertid i Danmark, skal du sætte dit ur én time bagud, når du er i Marokko.

  • Sprog

    Det officielle sprog er arabisk. Alle kan tale fransk og mange kan tale engelsk. De mange berbere taler også forskellige berbersprog.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Solbriller, kasket eller hat

    - Solcreme

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - En lille flaske håndrens (fås fx på apoteker og hos materialister)

    - Lommelygte

    - Papirlommetørklæder

    - Læbepomade

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solnedgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, iftar, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvor fysisk krævende er rejserne til Marokko?

    På vores klassiske rundrejser i Marokko går vi en del kilometer hver dag som del af sightseeingen. Typisk går vi et sted mellem 5 og 10 kilometer hver dag. Det at gå gennem de gamle bazarer i Marrakesh, Fez eller Rabat er uden tvivl den bedste måde at opleve stemning på. Derudover kan der være kortere vandreture lagt ind i programmet. I så fald vil det være beskrevet i dagsprogrammet. Så almindelig god fysisk form er væsentlig for at få det fulde udbytte af rejsen.

    På rejsen ”Marrakesh og ørkenbyerne” kører vi ad små veje i afsidesliggende dele af Marokko. Her vil vejene typisk være i dårligere stand, og der være færre faciliteter end i de større og mere besøgte byer.

    Skal kvinder gå med tørklæde?

    Nej. Det er ikke påkrævet. Men det er en god ide at bære løssiddende tøj, der dækker skuldre og knæ. Toppe med dyb udskæring bør undgås.

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra?

    Kreditkort er meget udbredt i Marokkos større byer, og en del steder tager imod betaling på kort. Men langt fra alle gør det, og især i små butikker samt mindre byer på landet, er kreditkort ubrugelige. Så det er vigtigt også at have kontanter i den lokale valuta dirham. Der er hævemaskiner i de fleste større byer, så det er sjældent et problem at hæve på Visa eller MasterCard. Men for en sikkerheds skyld kan det også anbefales at medbringe 100-200 euro i kontanter til de situationer, hvor de ikke tager kreditkort. Euro kan let veksles til dirham de fleste steder i Marokko. Danske penge kan kun veksles i større byer og typisk til en lavere kurs.

    Kan jeg få alkohol i Marokko?

    Marokko er et muslimsk land, hvorfor de fleste restauranter ikke serverer alkohol. Alkohol kan købes enkelte steder, men man kan ikke forvente at kunne få alkohol til måltiderne på rejsen.

  • Værd at vide

    Brugen af ordet "berber"

    Vi bruger betegnelsen "berber", fordi det er et ord, som er genkendeligt, men den korrekte betegnelse for folket er "imazighen", hvilket vi også anerkender. 

    Veganere

    Det er vores erfaring, at veganere ofte har svært ved at få en spændende og varieret kost i Marokko. Derfor anbefaler vi, at veganere selv medbringer lidt mad og snacks, som de kan supplere med. Vegetarretter er derimod ikke noget problem i Marokko. 

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Marokko