Historien om Fez

Fez er delt i to forskellige dele, Fez el Jedid (“den nye”) og Fez el Bali (“den gamle”). I 818 var der flere hundrede muslimske familier, flygtninge fra Andalusien, der bosatte sig på den højre bred af Wadi Fez. Syv år senere var der 300 familier fra Kairouan i det nuværende Tunesien, der bosatte sig på den venstre bred af Wadi Fez.

De andalusiske arabere medbragte deres helt specielle kunst og kunsthåndværk. Det andalusiske kvarter er derfor meget imponerende med smukke bygningsværker og mange fine detaljer. Her er paladser med fornemme træskærerier, flotte bronzearbejder, søjler og stukarbejde. Den smukke andalusiske moské har en minaret i grønne og hvide farver. Og El Sahri Madrasa fra 1321 har luksuriøse dekorationer. Alle de forskellige madrasaer (koranskoler) har åbne gårde brolagt med marmor eller onyx.

Det var folkene fra Kairouan, der byggede den imponerende El Qarawiyin Moské med et tag af smaragdgrønne teglsten. Denne moské, som er det ældste lærdomscenter i den vestlige verden, understreger Marokkos rolle som et af de vigtigste intellektuelle centre i Nordafrika. Marokko er et kulturelt møde mellem den vestlige og arabiske verden. 

Det er begge disse bydele, der tilsammen betegnes Fez el Bali.

En plads på Verdensarvslisten

Medinaen (den gamle bydel) i Fez er på Unescos liste over verdens kulturarv. Denne medina er så stor, at den er blevet inddelt i 20 underafdelinger. Den er en labyrint af krogede gyder, og hver ny drejning i gyden føjer et nyt og spændende synsindtryk til. Af og til må man springe til side for æsler og kærrer og folk der bærer store byrder på hovedet. Eller pludselig står man ansigt til ansigt med en kamel. Indtil man finder ud af, at den er død. Det er kun hovedet, der hænger ud for slagterens bod.

Et spændende kvarter er garvernes plads, hvor de mange skind hænger til tørring. Man kan følge processen og se hvordan læderet indfarves. Lidt derfra bliver det forarbejdet til tasker, sadler og seletøj, bogomslag, “marokkopuder” mm. Man kan tilbringe timer i dette område, og der er fotomotiver overalt. Også smedenes kvarter er værd at besøge, de er eksperter i fornemme smedejernsarbejder, og vi har mulighed for at følge hele processen.

Vi besøger markedet med krydderier, frugt og grønsager. Her er et orgie af farver, lyde og dufte. Her blander duftene af krydderier sig med duften af frisk brød, frugt og myntete. Vi besøger et væveri, der er indrettet i et gammelt karavanserail. Det er mænd, der væver de skønneste tekstiler af uld, bomuld og silke samt af agavefibre.

Fez er også kendt for keramik, og vi besøger et stort keramikværksted, hvor vi kan følge hele processen fra drejeskiverne og til de færdige meget smukke resultater. Fez-keramikken er kendt for de blå farver i mangfoldige orientalske mønstre, og den er kendt for sin styrke.

De nye bydele

Da Meriniderne kom til magten i det 13. årh. mente de, at Fez el Bali var for lille et sted til deres paladser. Så de byggede paladserne udenfor bymuren vest for den oprindelige by med haver, moskéer, koranskoler og suq. Og det var således at bydelen Fez el Jedid startede.

Den smukke gade Rue des Merinides samt pladsen Place des Alaouites udgør centrum af dette distrikt.

I gaden Rue Bou Khessissat ser man smukke træhuse med smedejernsarbejder. Få hundrede meter derfra ligger den jødiske kirkegård med særprægede grave, et stilfærdigt sted midt i et livligt kvarter. Man kan bevæge sig fra Mulay kvarteret til haverne ved Old Mechouar og videre til Bab Al Makina, hvor man finder nogle af landets dygtigste tæppevævere.

Den helt moderne bydel, der nu er vokset til millionstørrelse, blev påbegyndt af franskmændene i 1916 endnu længere mod vest og med en europæisk præget byplan. Her udfolder det moderne Marokkos vestligt inspirerede liv sig i dag, mens den mere traditionelt indstillede del af befolkningen stadig bebor de gamle kvarterer. De gamle kvarterer har bymure, mens de nye breder sig udenfor i landskabet.

Se alle vores artikler om Marokko