Marokko: Kunsthåndværk og tekstiler
I Marokko er kunsthåndværk sendt fra Gud
Et vævet tæppe eller en udskåret træfigur er i Marokko aldrig bare smukt at se på. For marokkanerne bærer det en særlig kraft – baraka – som symboliserer held, spiritualitet og forbindelsen mellem generationer. Rejs med ind i hjertet af Marokkos håndværkstraditioner.
Start din rejse her
Vores rejse begynder i Fez, som er Marokkos tredjestørste by og et levende museum for håndværkets ældgamle traditioner.
I medinaens ikoniske garverier følger vi læderets forvandling fra råmateriale til sirligt dekorerede tasker, bælter og de karakteristiske babouches – Marokkos traditionelle tøfler. Byens udsøgte fassi-keramik ser vi blive udført på et af byens mest anerkendte værksteder, og et besøg på Nejjarine Museum of Wooden Arts & Crafts giver os et indblik i træbearbejdningens forfinede kunst. Museet er indrettet i en gammel karavanestation, hvor handlen med de kunstfærdige udskæringer fandt sted for tusinder af år siden.
Fra Fez fører rejsen os gennem de storslåede Atlasbjerge til landsbyer, hvor kvindekooperativer væver tæpper med mere end æstetik for øje. Her skaber de muligheder for kvinder og sikrer, at områdets tæppeproduktion holdes i live. Rejsen tager os også til Tameslokht, hvor både mænd og kvinder arbejder ved vævene og skaber tekstiler af økologiske materialer som bomuld, uld og vegetabilsk silke.
I Marrakesh opdager vi flere sider af marokkanernes ”baraka”, når vi på en workshop ser den ældgamle tadelakt-teknik blive bragt til live. Den glatte, kalkbaserede finish har prydet vægge og krukker i mere end 2.000 år og kræver en særlig håndværksmæssig ekspertise.
En spadseretur i Jardin Majorelle minder os om, hvordan marokkansk kunsthåndværk inspirerer moderne kunst. Haven, der var ejet af Yves Saint Laurent, hylder landets farver og mønstre, og dens berbermuseum viser, hvordan berberne kommunikerer gennem deres kunst, og symbolerne på keramik og tekstiler beskriver kærlighed, tro og samfund.
Og så runder vi selvfølgelig Djemaa el-Fna, Marrakesh’s ikoniske plads, hvor indtrykkene eksploderer. Læn jer tilbage og nyd det levende teater - omgivet af slangetæmmere og ildspyere, der underholder i et virvar af musik, dans, dufte og farver.
Brugen af ordet "berber"
Vi bruger betegnelsen "berber", fordi det er et ord, som er genkendeligt, men den korrekte betegnelse for folket er "imazighen", hvilket vi også anerkender.
5 gode grunde til at rejse til Marokko med Viktors Farmor:
- Oplev håndværket i Fez' ikoniske garverier og keramikværksteder, hvor generationers teknikker viderefører de unikke traditioner
- Besøg kvindecooperativet Tisseuses d’ain Leuh i Azrou, hvor tæppevævning er en livsnerve for landsbyen
- Hør om den ældgamle tadelakt-teknik, der har prydet vægge og krukker i over 2.000 år
- Fordyb dig i Marrakeshs bazargader og Djemaa el-Fna-pladsens sanseeksplosion af slangetæmmere, ildspyere, farver og dufte
- Opdag de flotte naturscenerier på vej til og fra Beni Mellal ved foden af de storslåede Atlasbjerge
Dagsprogram
-
Dag 1
Ankomst til Rabat
Fly fra København via Paris til Rabat. Ankomst om eftermiddagen. Vi har én overnatning i Rabat.
Måltid: Aftensmad
Overnatning: Rabat
-
Dag 2
Bazarbesøg i Fez og et smukt museum med træskæreri
Efter morgenmaden kører vi til Fez, som er den trediestørste by i Marokko. Fez har en smuk beliggenhed i en dal ved en flod, og byen er omgivet af bevoksede høje.
Fez har som næppe nogen anden by i Marokko bevaret sin traditionelle karakter som en levende middelalderby. En slentretur rundt i Fez er fortryllende uanset på hvilket tidspunkt af dagen, man er der. Vi går en tur gennem bazaren.
Det første, vi besøger, er Nejjarine Museum of Wooden Arts & Crafts, der ligger i en smukt renoveret bygning. Selve museet, der giver et komplet overblik over marokkansk træbearbejdningshåndværk - fra træet, brugte redskaber til de færdige produkter. "Træmuseet" var oprindeligt en traditionel funduq (caravanserai).
Vi finder et smukt flisebelagt springvand udenfor ved indgangen. Indvendigt er bygningen centreret omkring en rektangulær gårdhave, omgivet af en tre-etagers struktur, hver med forskellige rum. Der er masser af indviklet udskåret træværk overalt. Værelserne i stueetagen blev brugt til opbevaring af varer (nu museumsudstillinger), mens de øverste etager var til gæster, der overnattede. Hvis man sætter pris på fint træværk og udskæringer, er det et godt sted at besøge.
I løbet af gåturen oplever vi stemningen i den gamle bazar, hvor håndværkerne er i fuld gang i deres små værksteder. Vi besøger et af byens fine væveværksteder indrettet i et tidligere karavanserai. Her væves de smukkeste tekstiler i bomuld og agavefibre, der minder om silke.
I samme område fremstilles de kendte broderede babouches (skindtøfler).
Vi har to overnatninger på en riad i Fez. Riads er gamle fine borgerhuse, der er restaureret og omdannet til små hoteller. De er ofte meget charmerende med en gårdhave i midten og værelser rundt om. Der vil være forskel på værelsernes størrelse og indretning. Men værelserne fordeles tilfældigt, og oplevelsen af at bo i de hyggelige omgivelser er det hele værd. Også hvis man får et af de mindre værelser.
Læs mere om Fez her.Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Fez
-
Dag 3
Tekstiler, læder og keramik i Fez
Vi starter dagen med at besøge en systue, hvor der fremstilles jellabas, som er den løse behagelige marokkanske dragt, der bruges af både mænd og kvinder.
De vigtigste håndværk, der har blomstret i Marokko i mange århundreder, er fremstilling af påklædning og farvning af læder. Vi oplever farvningen af huderne, der foregår i store kar, og vi ser de færdige produkter.
Efter farvning bliver huderne sendt til værkstederne, hvor tasker, sandaler, hjemmesko og bælter m.m. forarbejdes. Flere produkter er dekoreret med broderier og applikationer, sølv og endog små spejle.
Af al den keramik, der findes i Marokko, skiller Fez-keramik sig virkelig ud, både hvad angår kvalitet og design. I de fleste medinaer er der butikker, der sælger keramik, og så er der også butikker, der sælger Fez-keramik (eller måske mere korrekt, Fassi). Denne skelnen vil blive fremhævet med stolthed og den afspejles også i prisen.
Intet besøg i Fez er komplet uden et besøg i et keramikværksted, og vi har valgt at besøge et af de fineste af slagsen. Vi får fortalt om produktionen, og vi ser, hvordan der drejes og dekoreres de smukkeste eksemplarer.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Fez
-
Dag 4
Fra Fez til Beni Mellal
Dagen byder på en smuk køretur til Beni Mellal. Byen ligger på en slette i 500 meters højde og med udsigt til bjergene.
Undervejs besøger vi et kvindecooperativ i Azrou, der fremstiller de fineste tæpper: Cooperativ Tisseuses d’ain Leuh. Det bliver her, vi spiser frokost, inden vi kører videre til Beni Mellal, hvor vi overnatter.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Beni Mellal
-
Dag 5
Fra Beni Mellal til Marrakesh og Fna-pladsen
På dagens smukke køretur gør vi holdt flere steder. I Marrakesh besøger vi Association Art Design, som er et cooperativ, hvor kvinder producerer de smukkeste ting i tekstiler. Efter gennemgangen spiser vi vores frokost her. Før indkvartering går vi til Fna-pladsen for at indsnuse stemningen det fantastiske sted.
Marrakesh ligger som en oase på grænsen til ørkenen og tæt på Atlas-bjergene. Byens hjerte er Fna-pladsen, hvor vi træffer musikere, dansere, healere, skrivere, eventyrfortællere, slangetæmmere og frugtsælgere. Det er et meget broget syn og en oplevelse, der fæstner sig i hukommelsen.
Når aftenen falder på og lygter og lanterner tændes, er der stadig fyldt med liv på pladsen, og nu er det duften af grillet kød, couscous og lækre kager, der fylder aftenluften. Bazaren lige ved pladsen er en labyrint af lys og skygge under et tag af flettet strå, hvilket også gør aftenerne til en festival af farver, lyde og dufte.
Også i Marrakesh indkvarteres vi på en riad. Dog er riads i Marrakesh af mere beskeden karakter end i Fez, men der er stadig charmen ved at bo i et restaureret ældre byhus. Vores riad ligger i gåafstand til Fna-pladsen.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Marrakesh
-
Dag 6
Tadelakt-workshop og tekstiler i Tameslokht
Ca. 25 km udenfor Marrakesh besøger vi en workshop, hvor der fremstilles keramik og også pottemagervarer med tadelakt-overflade.
Tadelakt er en gammel marokkansk vægmalingsteknik, der er gået i arv i mere end 2.000 år og betragtes som en af de ældste og mest raffinerede gipsoverflader i verden. Teknikken bruges også til andet end vægge, f.eks. krukker, lampefødder og kunstgenstande. Indtil nu er forberedelse og anvendelse af tadelakt en lang og kompliceret proces, der kun beherskes af få håndværkere.
Vi kører herefter videre til den lille landsby Tameslokht. Her besøger vi Coopérative Art-Tissage-Tam.
Gennem århundreder har byen Tameslokht haft tradition for fremstilling af fine tekstiler. Art Tissage Tam-kooperativet stræber efter at uddanne unge generationer af vævere og syersker. Også mænd arbejder her, især ved vævene.
Produkterne er af høj kvalitet, håndlavede og baseret på økologiske råvarer (bomuld, hør, uld og vegetabilsk silke).
Tilbage i Marrakesh er der tid på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Marrakesh
-
Dag 7
Majorelle-haven og kunsthåndværk i Marrakesh
Vi besøger Jardin Majorelle, den botaniske have, der tilhørte modeskaberen Yves Saint Laurent. Her går vi en tur i den dejlige oase med kaktus, palmer og farverige blomster.
I Majorelle-haven besøger vi også berbermuseet.
Efter besøget i Majorelle-haven går turen til Riad Yima, der har fornemt kunsthåndværk i 70'er stil designet af Hassan Hajjaj, både til udstilling og salg. Et godt sted at slappe af i en af de bløde sofaer, mens man nyder et glas myntete.
Vi besøger forskellige kunsthåndværkere i suq’en, det kan f.eks. være metalarbejde, træskærerarbejde, vævning af tæpper, arbejder med ”inlay work” og broderi på skind.
Om aftenen spiser vi afskedsmiddag på Palais Sebban, som er et fornemt gammelt palads, der nu er omdannet til hotel. Her kan vi nyde den fredfyldte gårdhave med dens springvand, mosaikker og blomster.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Marrakesh
-
Dag 8
Hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Marrakesh, og hjemrejsen begynder. Vi flyver fra Marrakesh via Paris til København og ankommer om eftermiddagen.
Måltider: Morgenmad
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Marokko
-
Pas og visum
Visumfri (ophold i maks. 90 dage) for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt i minimum perioden for visumfrihed, dvs. 90 dage fra indrejsedatoen.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Som i de flere andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
10 danske kroner svarer ca. til 14,00 dirham.
Det er ikke muligt at veksle danske kroner alle steder i Marokko, så derfor anbefales det at medbringe Euro.
Der er hæveautomater i de større byer. I Marrakesh er der for eksempel en del automater ved den sydlige side af Jemaa El Fna-pladsen. I Essaouira findes de omkring det store torv og ved siden af Gallerie Frederic Damgaard.
Internationale betalings- og kreditkort kan bruges på de fleste hoteller samt i større forretninger. Men langt fra alle steder accepterer kreditkort, så det er vigtigt også at have kontanter.
Der kan godt veksles i lufthavnen. Husk at få kvittering, hvis valuta (dhs) i overskud skal veksles tilbage sidste dag i lufthavnen.
-
Telefoni og internet
Telefoni. Telefon til Marokko: 00212 + omr.nr. + abnnr. Fra Marokko til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr. Det er dyrt at ringe fra hotellerne.
Mobiltelefon. I de større byer er der god dækning. Marokko har en fremragende moderne mobiltelefon infrastruktur, som også understøtter 3G og data-roaming. Vi råder dig til at tjekke afgifter med din mobiludbyder, så du undgår ubehagelige overraskelser.
Internet. Mange hoteller har wi-fi. Dog er det på flere hoteller sådan, at wi-fi virker bedst i receptionsområdet.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Elektricitet
Der bruges 220 volt. Der er forskellige stik i Marokko, så det er en fordel at medbringe adapter. Ikke alle danske stik passer til de to-benede kontakter, der oftest kun har plads til ”tynde ben”.
-
Drikkevand
Vandet i hanen bør ikke drikkes. Det anbefales at købe mineralvand.
-
Drikkepenge
Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 5-6-kr. Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10%. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge. På grupperejser i Viktors Farmors katalog betales drikkepenge til chauffører og lokalguider af Viktors Farmor (dvs. Viktors Farmors rejseleder betaler drikkepengene den sidste dag). På lukkede privatarrangerede grupperejser er drikkepenge ikke inkluderet.
-
Foto
Militære områder, lufthavne og grænse- områder må ikke fotograferes. Der må ikke fotograferes på museer. Vil man fotografere mennesker, er det bedste at bede om tilladelse først. Ikke alle kvinder bryder sig om at blive fotograferet, og det bør respekteres.
-
Påklædning
Det vil typisk være dejligt varmt i løbet af dagen, men det kan blive forbavsende køligt om natten i Marokko. Derfor anbefaler vi tøj, der kan tages af og på efter "lag på lag-princippet". Det er praktisk med en lun trøje og/eller en vindjakke til de kølige morgener og aftener. Især på rejserne fra oktober til marts. Et let tørklæde til halsen kan være rart i en air-conditioneret bus.
Kvinder bør ikke gå i korte shorts eller kjoler. Brug i stedet en let nederdel eller et par bukser der går ned over knæene. T-shirts er helt ok, så længe skuldrene er dækket. Tørklæde er ikke nødvendigt udover under besøg i nogle moskéer.
Mænd i Marokko går typisk i lange bukser og en kortærmet trøje, polo eller skjorte. Voksne marokkanske mænd går meget sjældent i shorts. Men på steder hvor turister ofte kommer, accepterer de, at turister går med shorts. Det gælder eksempelvis byer som Marrakesh, Essaouria og Ait Ben Haddou. I mere konservative byer på landet, vil shorts være mindre velset.
Husk gode travesko, evt. sandaler. Husk effektiv solbeskyttelse; solbriller og solhat eller kasket, da lyset kan være skarpt. Medbring et tørklæde, der kan beskytte ansigtet mod sand og vind.
-
Indkøb
Marokko er et eldorado for shoppere i alle aldre. Særlig håndværksvarer som tæpper skind, messing og keramik, men også tekstiler, sko, krydderier og sølvsmykker. Arganolie og argancremer kan med fordel købes i Marokko. Priserne er for det meste til forhandling.
Ofte mødes man med begrebet ”I will give you a democratic price”. Det er oplægget til at forhandle - det vil sige begge parter forudsættes at give sig, for at opnå en tilfreds-stillende handel. Og der ligger også i ordet, at man når frem til prisen på en pæn måde. Et godt humør kan ofte bringe prisen ekstra ned.
-
Prisniveau
Et måltid mad på en ”simpel” gaderestauranat koster normalt under 50 kr. På mere ”europæiske” restauranter, hvor man også visse steder kan få vin til maden, koster et måltid mad, hvad der svarer til 70-150 kr. 1 liter vand koster i kiosk eller supermarked 4-7 kr.
Drikkevarer på restaurant: vand koster 6-10 kr for en lille flaske og 10-20kr for en stor flaske. Juice koster ca. 15-20 kroner. Vin koster typisk 75-200 kr for en hel flaske på en restaurant. Sælges vin i glas (det er langt fra alle steder), koster et glas typisk ca. 20-40 kr.
-
Bagage
Bagagen bør ikke være tungere end at man til enhver tid kan bære den selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet. Hertil vil det også være en god ide at have en powerbank i håndbagagen.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
Marokkos klima varierer efter de markante landskabs-typer landet har. Middelhavsklima mod nord, Atlanterhavs-klima langs vestkysten. Saharas ørkenklima syd for Marrakesh og det køligere klima i Atlasbjergene.
Fra november til maj kan der godt falde noget regn. Marts, april og maj er lune forårsmåneder, mens juni, juli og august er de varmeste sommermåneder, hvor man kun besøger landet hvis man kan klare varmen. Temperaturen falder igen til det behagelige i september, oktober og november. Det er også i disse måneder høsten sætter ind. Marokko bliver betegnet som et køligt land med varm sol. Der kan være store temperaturforskelle på dag og nat.
-
Tidsforskel
Marokko har ikke sommer- og vintertid. Når vi har vintertid i Danmark, er der ingen tidsforskel. Når vi har sommertid i Danmark, skal du sætte dit ur én time bagud, når du er i Marokko.
-
Sprog
Det officielle sprog er arabisk. Alle kan tale fransk og mange kan tale engelsk. De mange berbere taler også forskellige berbersprog.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Solbriller, kasket eller hat
- Solcreme
- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- En lille flaske håndrens (fås fx på apoteker og hos materialister)
- Lommelygte
- Papirlommetørklæder
- Læbepomade
-
Rejser under ramadan
En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solnedgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, iftar, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.
Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.
Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.
-
Ofte stillede spørgsmål
Hvor fysisk krævende er rejserne til Marokko?
På vores klassiske rundrejser i Marokko går vi en del kilometer hver dag som del af sightseeingen. Typisk går vi et sted mellem 5 og 10 kilometer hver dag. Det at gå gennem de gamle bazarer i Marrakesh, Fez eller Rabat er uden tvivl den bedste måde at opleve stemning på. Derudover kan der være kortere vandreture lagt ind i programmet. I så fald vil det være beskrevet i dagsprogrammet. Så almindelig god fysisk form er væsentlig for at få det fulde udbytte af rejsen.
På rejsen ”Marrakesh og ørkenbyerne” kører vi ad små veje i afsidesliggende dele af Marokko. Her vil vejene typisk være i dårligere stand, og der være færre faciliteter end i de større og mere besøgte byer.
Skal kvinder gå med tørklæde?
Nej. Det er ikke påkrævet. Men det er en god ide at bære løssiddende tøj, der dækker skuldre og knæ. Toppe med dyb udskæring bør undgås.
Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra?
Kreditkort er meget udbredt i Marokkos større byer, og en del steder tager imod betaling på kort. Men langt fra alle gør det, og især i små butikker samt mindre byer på landet, er kreditkort ubrugelige. Så det er vigtigt også at have kontanter i den lokale valuta dirham. Der er hævemaskiner i de fleste større byer, så det er sjældent et problem at hæve på Visa eller MasterCard. Men for en sikkerheds skyld kan det også anbefales at medbringe 100-200 euro i kontanter til de situationer, hvor de ikke tager kreditkort. Euro kan let veksles til dirham de fleste steder i Marokko. Danske penge kan kun veksles i større byer og typisk til en lavere kurs.
Kan jeg få alkohol i Marokko?
Marokko er et muslimsk land, hvorfor de fleste restauranter ikke serverer alkohol. Alkohol kan købes enkelte steder, men man kan ikke forvente at kunne få alkohol til måltiderne på rejsen.
-
Værd at vide
Brugen af ordet "berber"
Vi bruger betegnelsen "berber", fordi det er et ord, som er genkendeligt, men den korrekte betegnelse for folket er "imazighen", hvilket vi også anerkender.
Veganere
Det er vores erfaring, at veganere ofte har svært ved at få en spændende og varieret kost i Marokko. Derfor anbefaler vi, at veganere selv medbringer lidt mad og snacks, som de kan supplere med. Vegetarretter er derimod ikke noget problem i Marokko.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.
Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Marokko.