Indien: Tranquebar, turbaner og Taj Mahal
Der er en kahyt med gode senge og eget bad. Og der en skipper, der styrer os gennem de smalle kanaler i Sydindiens backwaters, mens vi følger tilværelsen for dem, der bor langs vandvejene. Bedre kan det næsten ikke være. Det skulle da lige være i Tranquebar, den hyggelige, gamle danske koloni.
Her blæser en lille brise fra Den Bengalske Bugt, mens vi sidder over aftenens karry på hotel Bungalow-on-the -Beach. Engang boede skatteopkræveren i denne luksuriøse bygning. Nu er den lavet til hotel, hvor værelserne har navne efter de skibe, der engang anløb reden ud for Tranquebar. Der er udsigt til fort Dansborg, der knejser i silhuet på den anden side af paradepladsen.
Bedre kan det næsten ikke være. Det skulle da lige være i den lille landsby Alsisar på kanten af ørkenen i Nord-Indien.
Hvis vejret er til det – og det er det næsten altid – rykker vi ud fra den grandiose spisesal, og indtager taget af hotellet, der i parentes bemærket har været slot for en af Indiens mange royale familier. Vi finder vej til tagrestauranter ad de labyrintiske gange på hotellet, sidder under den tiltagende stjernehimmel og buffet´en er storslået.
Bedre kan det næsten ikke være.
Indien er et overflødighedshorn af oplevelser. Landet er noget af det mest sanselige, man kan forestille sig.
Husbåd på backwaters. Fotos Viktors Farmor
En danskerkoloni i Indien
Hvor end man retter sit blik, dukker der utrolige syn op. Eller sjove oplevelser. Og efter næsten 20 år med rejser i Indien ved vi, hvor eventyrene venter. Vi har skruet rejser sammen både til Nord- og Sydindien, og selv om forskellene i Indien er store, så er der et fælles træk ved vores rejser: Vi kommer ud i nogle afkroge, hvor andre besøgende sjældent kommer.
Tranquebar er et af dem, for den lille by er ikke overrendt. Det er et fiskerleje med små 10.000 indbyggere. Inderne kender mest byen fordi der er masser af frisk luft. Indholdet af ozon er højt, så der ruller busser med skoleelever eller familier ind i Tranquebar, hvorpå de tilbringer dagen ved havet – på grund af luften, ikke vandet.
Men bortset herfra er det ikke mange, der lægger deres vej forbi Tranquebar. Danskerne gjorde det i 1620, og grundlagde en koloni, som vi udbyggede, befæstede og regerede over i 225 år. Så solgte vi byen til englænderne.
Men der er stadig spor fra danskertiden, og historien bliver meget nærværende, når man går rundt i Tranquebars gader: Kongensgade, Dronningensgade, Guldsmedgade. Dertil kommer, at vores ophold i byen altid inkluderer et besøg hos en familie og på en skole. Nutiden bliver således også nærværende, så uanset om man er interesseret i dansk kolonihistorie eller ej, så er et besøg i Tranquebar en stor oplevelse.
Ørkenstaten Rajasthan og et af verdens 7 vidundere
Guldbroderede dragter, tvistede turbaner og store sølvsmykker – ørkenlandet Rajasthan i det nordlige Indien er noget af det mest farverige, man kan tænke sig. Vi kører helt ud på landet i Rajasthan, og finder frem til byen Alsisar, som i dag er en sælsom blanding af gamle, rigt udsmykkede rigmandsvillaer, små lerhytter – og så et stort kongeslot. Som vi i øvrigt bor på.
Og så har vi slet ikke nævnt et af verdens 7 nye vidundere, Taj Mahal. Det er en af højdepunkterne på en rejse til Indien.
Indien er et sikkert land at rejse i. Og billigt. En frokost kan gøres for et par kroner, hvis man vil. Og det er blevet meget lettere at få visum. Alt i alt er der mange gode grunde til at tage på eventyr i Indien.