Sølvkorset og de blå mænd i Marokko

Alle Østens dufte strømmede mig i møde fra krydderihandlerne, og sommetider måtte jeg springe til side for et æsel eller muldyr belæsset med store sække. Og pludselig befandt jeg mig i en eventyrlig forretning, der lyste langt væk af Aladdins hule. Det er en del af Marokkos magi. 

Ejeren lyste også op, for nu var der kunder. Byen var ikke overrendt af turister. Han fandt et sølvsmykke frem.

– Tuareg. Agadez-kors, fortalte han, og vakte straks min interesse. Der knytter sig nemlig en særlig fortælling til tuaregernes sølvkors. Eller rettere: Mange særlige fortællinger. Der er 21 udgaver af korset, hvilket ejeren ikke undlod at gøre opmærksom på. Han pegede op på væggen, hvor han havde samlet et eksempel af alle 21. Det var imponerende.

Agadez-korset er et klassisk symbol for tuaregerne. Ifølge traditionen blev korset givet fra far til søn ved indtræden i puberteten.

Dels som et symbol på maskulin virilitet, dels som en påmindelse om tuaregernes nomade-livsstil. Faderen ville ledsage korset med ordene:

– Min søn, jeg giver dig her de fire verdenshjørner, for ingen ved, hvor vi befinder os, når tilværelsen er slut.

Kan bruges som kompas

Korset kan nemlig bruges som kompas. Fang Nordstjernen i smykkets øje, og du har de andre verdenshjørner udpeget. At der er 21 udgaver af korset, hænger sammen med, at der er 21 grupper af tuareger. Hver oase eller landsby i Sahara-bæltet i det nordlige Niger har sin egen udformning af korset. Det viser derfor også, hvilken klan man tilhører.

Med til historien hører, at der er mange udlægninger af, hvad Agadez-korset står for. Nogle hævder, at det symboliserer foreningen af mandlig og kvindelig energi. Andre, at cirklen i midten symboliserer en brønd, eller med andre ord det livsvigtige vand. Andre igen, at tuaregerne var kristne, før de blev muslimer, og atter andre, at der i hvert fald ikke kan være en kristen betydning i korset, eftersom ordet ”kors” slet ikke findes på tuaregernes eget sprog, Tamasheq.

Selv har de ordet ”teneghelt” om smykkerne. Det betyder ”at hælde”, og referer til fremstillingen af korset: Det formes i voks, beklædes med ler, lægges på bål, hvor voksen smelter og løber ud gennem et lille hul, hvorpå der kan hældes flydende sølv ind i stedet.

Tuaregerne

Som etnolog har jeg altid været fascineret af tuaregerne. Især deres sølvsmykker. Dette ædelmetal er uløseligt forbundet med deres liv. Tuaregkvinder har en overtroisk frygt for guld. De bærer det ikke. Sølv derimod hører til ethvert hjem og enhver tuareg. Det er dels opsparing, en sikring mod dårlige tider. Men også et tegn på rigdom og velstand. Og endelig: Udsmykning. Tuaregkvinder bærer mange, store, detaljerige sølvsmykker. Hvert smykke rummer en besked, og hver halskæde fortæller om kvindens folk og hendes landsby.

I det hele taget er tuaregernes samfund matriarkalsk. Arvefølgen går i kvindens slægt. Det er kvinderne, der ejer telt og alt tilhørende. I ægteskab har kvinder lige rettigheder med mændene, og i tilfælde af skilsmisse er det manden, der må forlade teltet, kun medbringende sine personlige ejendele. Alt andet tilfalder kvinden.

Og der er ret store friheder. Kvinderne behøver ikke dække deres hår eller ansigt – selv om de ofte gør det. Skulle en tuaregkvinde få et barn uden at være gift, er det ingen ulykke. Det opfattes som en naturlig ting i tuaregernes verden.

Mændene dækker ansigt og mund med en tørklæde-turban, som på en og samme tid er beskyttelse mod sol, sand og vind, men også er et tegn på værdighed.

Først lægger han en hvid turban, og uden på den egyptisk bomuld, som er gennemvædet med farven indigo. Planten findes i store mængder i det sydlige Sahara. Man kan dårligt røre ved det blå stof uden at blive farvet. Deraf tuaregernes tilnavn: De blå mænd. I århundreder har det været tuaregerne, der sørgede for handel på langs og tværs af Sahara. Salt, krydderier, bomuld, slaver. Blot nogle af de ting, der er blevet transporteret på kamelkaravanerne over ulideligt lange distancer. For eksempel står der et skilt, der peger mod Timbuktu, ved byen Zagora i det sydlige Marokko. Afstand 52 dage, står der.

Tuaregerne er en gren af berberne, den oprindelige befolkning i Nordafrika. De har bare udviklet deres egen livsstil, der passer til deres oprindelige job som dem, der tager sig af karavanehandelen. Men deres verden er under hastig forandring. Mange er blevet fastboende. Faktisk går forandringerne længere tilbage. Det franske kolonistyre, og senere de nye lande, der opstod, påførte tuaregerne ændringer af deres sociale mønstre og livsstil.

Men der er stadig en del tuareger i Marokko, Algeriet og Tunesien. På rejsen ”Marrakesh og ørkenbyerne” kan vi være heldige at møde tuareger, for eksempel som guider. Deres kunst som sølvsmede er det nemmere at finde, og dét bruger jeg gerne tid på, hver eneste gang jeg er i Marokko.

Se alle vores artikler om Marokko