Olufsens færge var af gedehud

Den 25. marts 1896 forlod premierløjtnant Ole Olufsen den danske hovedstad og begav sig ud på en ekspedition, han havde planlagt i flere år. Målet var højsletterne Pamir i Centralasien.

Pamir kaldes også “verdens tag”, for alt er højt. Sletterne ligger ofte i 4000 meters højde og bjergkæderne er op til 7000 meter. Selv i de dybe dale er man stadig 3000 meter over havet.

I dette område strejfede Ole Olufsen omkring i 4 måneder. Strejfede er hans eget ord. Eftertiden har anerkendt ham som en dygtig og udholdende opdagelsesrejsende, som kortlagde de vanskeligt passable bjerg-egne og indsamlede 700 genstande, som i dag er verdens ældste etnografiske samling om nomadeliv i Centralasien og findes på Nationalmuseet.

Geopolitik

Ole Olufsen fik brug for den hårdførhed, han havde lært i hæren, for sine evner som kartograf og geograf - og for tyrkisk, som han talte. Rivende floder, snestorme i bjergpas, stegende varme i ørkenen gjorde turen hed for ham og hans følge af vejvisere, vagter, oppassere og heste.

Var han kun en eventyrer? Nej, Pamir var geopolitisk høj-interessant omkring århundredskiftet. Den russiske zar mod nord, briterne i Indien mod syd og kineserne mod øst. Alle ledte efter nye områder at ekspandere.

Det var hovedsageligt de landområder, der i dag udgør Kirgisistan og Tajikistan, Ole Olufsens ekspedition kom gennem.

- Næsten overalt så man kirgisernes bikubeagtige filttelte, og bjergene var næsten oversåede med får, geder, kameler og æsler. Kirgiserne er nomader, men begiver sig dog af med en smule agerdyrkning, noterer Ole Olufsen.

Han fortæller om en gammel hvidskæget aksakal (høvding), der får opstillet et filttelt til danskeren på en dejlig grøn eng. Inde i teltet er der stillet brød, frugt, konfekt og rispilaf med kød frem, og teltet er lunt og vandtæt.

Det var i 1896. I dag bor de kirgisiske nomader stadig i lune filttelte, og man kan spise hos dem eller overnatte i filttelt på vores rejser til Kirgisistan. Her kan man – ligesom Olufsen – opleve en himmel, der praktisk taget altid er skyfri, og nætter hvor “stjernerne stod som gyldne mønter på det mørkeblå skyfri formament”.

Oppustede gedehuder

Ole Olufsen foretog endnu en farefuld ekspedition til Centralasien i 1899. Denne gang til det, der i dag er Uzbekistan og Turkmenistan. Han var en vovehals:

- Floderne måtte jeg sætte over ved hjælp af oppustede gedehuder. Når man binder 10-12 stykker sammen med stokke, får man en ganske god færge til baggage og personnel. De indfødte anvender som regel kun én hud, og foretage farten ned ad floden i en foroverbøjet, ridende stilling, hvor det gælder om at holde huden fast mellem benene.

Hos emiren af Bukhara

Men han var samtidigt en vågen iagttager:

-Den 18. juni iklædte vi os galla, idet vi skulle i audiens hos emiren af Bukhara. Han ankom kl. 7 i sit extratog, og alle byens autoriteter var samlede på den med blomsterguirlander smykkede station. Et russisk infanteri spillede emirens honnørmarch, da toget gled ind på perronen med den elegante, rødlakerede salonvogn til sidst. Det er en meget stor vogn, rigt forsiret med guld indvendigt.

Den danske opdagelsesrejsende var med til at sætte centralasien på verdenskortet. Hans beretninger viser, hvor sammensatte og spændende de tidligere silkevejs-egne er. Fra Djengis Khans vilde horder over den umådelige rigdom i Samarkand og Bukhara til nøjsomme nomader. Fra bjergsøer med blåt vand til ørken med brændende sand. En passage fra Ole Olufsens egen dagbog sætter egentligt Centralasien i relief:

- Da vi tog ned fra Taldyk-passet tog snestormen af. Vi havde frost med prægtigt solskinsvejr, og vi avancerede nu fra sibirisk vinter i Alaibjergene til smilende sommer i Fergana-dalen, hvor druerne i byen Osch solgtes friskplukkede på de indfødtes torv.

Se alle vores artikler om Centralasien