Majskolben var af guld og stænglen af sølv
Machu Picchu er udnævnt til et af verdens vidundere. Men Peru har meget andet at byde på, for eksempel inka-hovedstaden Cuzco.
Den 16. november 1532 blev inkarigets konge Atahualpa båret ind i byen Cajamarca på en bærestol af ufattelig værdi. Selve stolen var beklædt med skinnede guld og sølv, og tronen på toppen var af massivt guld. Atahualpa selv havde en kæde af smaragder af usædvanlig størrelse om halsen. Hans holdning var kølig og værdig. Det var en mand, der var vant til at befale.
Atahualpa var inka – eller konge – over de fire egnes land Tawantinsuyu. For os i dag: Inka-riget. Der var det største rige, der nogensinde har været på den sydlige halvkugle, og strakte sig fra Colombia i nord til langt ind i det nuværende Chile og Argentina.
Guld, ædelstene, 10 millioner undersåtter og et velorganiseret samfund – alt dette havde Atahualpa under sig da han ankom til Cajamarca den skæbnesvangre dag kort før solnedgang. Kort efter havde han mistet det hele. For inde i byens huse havde spanske conquistadorer under ledelse af Francisco Pizarro gemt sig. Der var 168 spaniere, og 80.000 inkaer. Men kampen var ulige på grund af spaniernes våben. Atahualpa blev taget til fange og senere henrettet – på trods af en enorm løsesum, der kunne fylde et rum på 6 x 5 x 2 meter.
Imperiets hovedstad
Cuzco var omdrejningspunkt i det enorme inka-rige. Byen blev for alvor stor i midten af 1400-tallet, hvor kongen med tilnavnet ”Den, som forvandler verden” stod for en genopbygning, der får nutidig byplanlægning til at blegne. Cuzco fik en overordnet form som en puma, hvor en kæmpe fæstning dannede hovedet. Kroppen blev udgjort af smalle, brolagte gader. En kanal med hurtigt løbende vand midt i gaden højnede hygiejnen, som var bedre end noget, man kendte i Europa på dén tid. Vandet var så rent, at inkaerne badede i kanalerne.
Solens tempel havde guldbeklædte mure. Foran templet var en have med majs. Blot var stænglerne af sølv og kolberne af guld. Ringmuren omkring templet var 4,5 meter høj, og var – ligesom andre af inkaernes offentlige bygninger – iøjnefaldende. De enorme stenblokke var nemlig samlet så perfekt, at det praktisk talt er umuligt at klemme et knivsblad ind i fugerne. Det har krævet årtiers trælsom hamren og sliben i den rå sten at nå frem til det fine resultat. Men mennesker var ikke en ressource, der betød noget. Der var nok af dem. Måske 20.000 var udkommanderet til at bygge Cuzco.
Nyheder med ilbud
Inka-riget lå i noget af klodens mest utilgængelige terræn. Alligevel anlagde inkaerne 30.000 km veje, som effektivt kunne bringe varer, embedsmænd, soldater og nyheder frem. Den spanske historieskriver Cieza de Leon beskrev vejen mellem Cuzco og Quito således:
”Jeg tror ikke, der findes nogen beretning om en vej, der er så stor som denne. Den var hugget ud over afgrunde og skåret gennem bjergenes klipper, den gik langs floderne med mure ved siderne og havde trin og hvilepladser oppe i sneen. Overalt var den ren og fejet fri for affald, med herberger, lagerhuse, soltempler og poster langs vejen…oh! Kan noget lignende tilskrives andre konger, der har regeret i denne verden?”
Der fandtes ikke heste i Sydamerika. Alligevel havde inkaerne en effektiv kommunikation: Løbere. For hver 2.5 km sad mennesker på vagt, klar til at løbe stafet med en besked. På denne måde kunne en besked bringes over 250 km på en dag.
Inkaerne havde intet skriftsprog. De meddelte sig ved hjælp af mundtlighed, god hukommelse og knudesnore, der opgjorde fakta om lands lov og ret. Nutiden kunne sikkert udlede meget om deres samfund og ufattelige rigdom ud fra deres kunsthåndværk. Men det er væk. Guldet blev smeltet om i barrer af spanierne.
Cuzco er stadig det bedste sted at fornemme inka-rigets storhed og fald.