Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Vandreferie i Picos de Europa

Ad ukendte stier i Nordspanien med to overnatninger i Bilbao

Picos de Europa er en af Europas velbevarede hemmeligheder. De takkede, sprækkede og skrævende bjerge ligger i det nordlige Spanien og byder på de mest spektakulære vandrestier og charmerende små bjerglandsbyer. 

Start din rejse her

At vandre i Picos de Europa, som kan oversættes til Europas toppe eller tinder, er at rejse dybt ind i et af de mest naturskønne områder i Europa. En teori om navnet er, at når man kom sejlende fra Det Ny Amerika, så var de forrevne klippetoppe den første landkending, man fik af Europa. Under alle omstændigheder er det i dag et område, der kendes på sin natur, sine gamle bjergbyer, et fremragende køkken, den rene luft – og stilheden.

Rejsens vandringer tager os til afsidesliggende bjergbyer i en del af Spanien, som de færreste kender. En særlig oplevelse er Ruta del Cares, en af Spaniens smukkeste vandrestier. Jo længere frem ad stien man kommer, jo mere slutter de stejle klippesider sig om stien og floden Cares, der løber nedenfor. Det er utrolige udsigter, der venter os her. 

Undervejs smager vi egnens specialiteter – såvel oste som krydrede pølser og cider. På vej tilbage til Baskerlandet tager vi til et skønt område ud til Biskayen, hvor vi vandrer. 

Rejsen rundes flot af i Bilbao, hvor vi ser det verdensberømte Guggenheim Kunstmuseum. Vi oplever desuden den charmerende bymidte gennem en gastronomisk gåtur fra pinchos-bar til pinchos-bar - i Baskerlandet er pinchos ca. det samme som tapas. I Bilbao bor vi centralt i gåafstand fra de største seværdigheder, så der er mulighed for at opleve den i dag meget charmerende by. Tidligere var det en stor industriby, som vi også kan se spor fra. 

5 gode grunde til at rejse til Spanien med Viktors Farmor:

  • Opdag charmerende Bilbao med besøg på Guggenheim-museet og i Philippe Starcks Alhóndiga
  • Vandr ud i Nordspanien med imponerende udsigter - bl.a. på Rute del Cares
  • Nyd stor fleksibilitet, hvis en skade eller ømme ben gør, at man vil gå lidt mindre
  • Overnat i små, charmerende bjerglandsbyer som f.eks. Sotres
  • Smag på spændende egnsretter og lækre pinchos

Dagsprogram

  • Dag 1

    Fra Bilbao til Picos de Europa

    Vi flyver typisk tidligt, så vi kan nå helt ud i bjergene allerede første dag.

    Efter ankomst til Bilbao kører vi direkte (2,5 timer) til vores hotel i smukke omgivelser i Picos de Europa-bjergene.

    Lokalguiden møder os på hotellet. Den lokale guide har stor interesse for og viden om områdets fauna, blomster, planter og ikke mindst historie.

    Om aftenen nyder vi en bjergmenu.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Poncebos

  • Dag 2

    Vandring ad den episke Ruta del Cares

    Vi skal i dag gå turens måske mest spektakulære vandring. Ruten er let og relativ flad hele vejen.

    Det er i Poncebos, at én af Spaniens smukkeste og mest berømte vandreruter, Ruta del Cares, starter. Stien som følges, er bred og forholdsvis flad, og bjergene, som omgiver ruten, er betagende.

    Desto nærmere man kommer byen Cain, jo tættere slutter de stejle klippesider sig om stien og Cares-floden og skaber et til stadighed smukkere og smukkere syn.

    Ruta del Cares har en interessant historie, og guiden viser steder, som har haft betydning for ruten, som ikke blev trådt til for turisternes skyld.

    Tidligere fandtes en stor koloni af både ulve og bjørne: De er desværre fordrevet til andre, mindre besøgte egne, men fangstmetoderne kan stadig ses, hvis man ved, hvor man skal lede. Ørne og andre rovfugle vil der være rig lejlighed til opleve.

    Vi spiser frokost i Caín, inden vi vandrer de sidste 10 km. mod Posada de Valdeon. Såfremt 22 km. alligevel bliver for meget, kan der bestilles en taxi de sidste ca. 10 km. mellem Cain og Posada de Valdeon.

    Posada de Valdeon er på mange måder Castilla y León-regionens svar på byen Potes i Kantabrien. Posada de Valdeon er dog langt mindre kommerciel og fremstår på mange måder, som den altid har gjort. Hyggelig, autentisk og med lokalprodukter af høj international standard. “Verdens bedste køer” græsser her, for kød af mærket “Valle de Esla” kommer til dels herfra. Valle de Esla-kød er flere gange kåret til verdens bedste oksekød, ligesom byen også huser et prisvindende mejeri.

    I byen ses otte flotte horreos, som er gamle tørrehuse og køleskabe, hvor man tidligere opbevarede frugter og afgrøder. De står stadig som smukke minder - og flere benyttes også den dag i dag.

    Man kan ikke tage fra Castilla y León-regionen uden at have prøvet “embutidos”. Embutidos er en fællesbetegnelse for pølser som chorizo, lomo og cecina, og her i området laver man de bedste af slagsen. Middagen inkluderer selvfølgelig disse.

    Dagens vandring: 12-22 km. 900 meter opad, 200 meter nedad. Taxa kan arrangeres de sidste 10 km af ruten. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Posada de Valdeon

  • Dag 3

    Vandring til Espinama med picnic i det grønne

    På dagens vandring krydser vi Picos De Europas centrale massiv. Ruten går først gennem Posada de Valdeon, inden vi påbegynder dagens stigning, som varer det meste af formiddagen. På toppen er der planlagt en lækker frokost i det grønne (hvis vejret tillader det) med lækre lokale specialiteter, som bliver fragtet op til os med bagagetransporten, som herefter fortsætter til Espinama. 

    Vi befinder os nu på sydsiden af Picos de Europa, og faunaen og floraen er anderledes her, end hvad vi hidtil har set. Store dele af området er opdyrket, men samtidig går turen gennem større skove. Efter frokost går det stort set kun nedad. Alt i alt en enormt smuk rute med fantastiske udsigter over dalen. 

    Er benene ikke til samtlige 18 km kan man tage en taxa fra Fuente Dé og således skære de sidste 4 km af ruten.

    Dagens vandring: 13-17 km. 900 meter opad, 900 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Espinama

  • Dag 4

    Vandring ad Ruta de la Reconquista til bjerglandsbyen Sotres

    Vi begiver os fra Espinama mod nord ad GR-202 også kendt som Ruta de la Reconquista. Vi krydser Sotresdalen, som deler nationalparkens centrale og vestlige massiv. 

    Ruten, vi tager, er en af ​​de mest spektakulære og interessante ruter i hele nationalparken. Vi følger bl.a. den forhøjede sti Llomba del Toro med en flot udsigt over nogle af de højeste tinder i Centralmassivet. 

    Vi tager måske et tiltrængt hvil ved La Raya, som er grænsen mellem Asturien og Kantabrien. Her ses det tydeligt, at græsningsgrænsen er trukket op mellem de to autonomier, og vegetationen er i en helt anden længde på den anden side af grænsen.

    I nærheden ses den kongelige hytte, som tilhørte Alfonso XIII og blev benyttet, når han tog på gemsejagt i nationalparken.

    Vi ankommer til den lille bjerglandsby Sotres, hvor vi har to nætter. Her er hyggeligt, afslappet og hjemligt. Man kan nyde en kold og velfortjent øl eller sodavand udendørs i denne rolige flække langt inde i bjergene.  

    Dagens vandring: 17 km. 700 meter opad, 600 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Sotres

  • Dag 5

    Vandring i det østlige massiv og besøg i ostegrube

    I dag begiver vi os ind i det østlige massiv og skal bl.a. lære om den minedrift, som længe var en vigtig del af især denne del af nationalparken. Asturien har en rig industriel arv, og mineaktiviteter her i Picos de Europa fortsatte helt indtil anden halvdel af det 20. århundrede. 

    Man har optegnelser af minedrift helt fra 1525, men den første officielle koncession blev registreret i 1844.

    Vandringen i dag tilpasses efter gruppens gennemsnit, dvs. vi vandrer et sted mellem 8 og 15 km. 

    Tilbage i Sotres er dagens strabadser endnu ikke helt overstået. Egnen omkring Sotres er kendt i hele Spanien for sine oste, og i gåafstand fra vores hotel besøger vi et af områdets bedste mejerier. Det er ikke et mejeri fyldt med rustfrit stål: Osten lagres nemlig i en hule, som udefra ikke ligner en “modningsplads” for en af Spaniens bedste oste.

    Osten fragtes herop fra mejeriet og udvikler sig langsomt i den kolde og fugtige grube. Tilbage på mejeriet smager vi osten i de autentiske rammer, som kun får osten til at smage endnu bedre, og da vi nu befinder os i regionen Asturien igen, er det selvfølgelig inklusiv et glas sidra.

    Dagens vandring: 8-15 km (afhængig af gruppen). Højdemeter: 740 meter opad, 600 meter nedad.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Sotres

  • Dag 6

    Vandring ved Biskayen og videre til Bilbao

    Vi forlader Picos de Europa og bevæger os ud mod Biskayen. Her skal vi på en kortere vandretur omkring en af de mere hemmelige små perler i Asturien ved den kantabriske kyst. Cobijeru-stranden er en indlands-strand ca. 200 meter fra kysten. Havvandet har formet en del huler i området, og det er et flot og anderledes område at vandre i. Vandreturen er på godt et par timer, inden vi fortsætter med bussen til Baskerlandet.

    Når vi nærmer os Bilbao, kører vi til forstaden Portugalete for at betragte den flotte Vizcaya-hængefærge fra 1893, der forbinder bydelen med Getxo, og som er verdens ældste eksisterende af sin slags.

    Om aftenen er der mulighed for at tage på "pinchos-crawl". Bilbao er kendt for sine delikate tapas, kaldet pinchos her i regionen, og der findes næppe en bedre måde at opleve byen på end, nærmest i bogstavelig forstand, at smage sig igennem den.

    Vi stopper på nogle pinchos-barer, hvor vi får præsenteret en pincho og det medfølgende glas vin. Samtidig hører vi om Bilbao, byens udvikling, om hvorfor gastronomi er så vigtig for baskerne - og om hvordan den særegne kultur blev skabt. Udflugten er frivillig, og udgifter til mad og drikke betales på aftenen. 

    Man kan også slentre en tur langs Bilbaos nu så berømte flod-promenade fra den gamle bydel til det storslåede og futuristiske Guggenheim-museum.

    Formiddagens vandring: 2-3 timer, lav sværhedsgrad. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Bilbao

  • Dag 7

    Byrundtur i Bilbao og besøg på Guggenheim-museet

    Efter morgenmaden tager vi på en ca. to timers byvandring blandt nogle af Bilbaos største seværdigheder. Bilbao overrasker ofte med sin charme og spændende arkitektur. Vi står til sidst foran Guggenheim-museet, som herefter besøges på egen hånd med audio-guides. Museet et er overvældende og futuristisk syn.

    Resten af eftermiddagen er til fri disposition. Den guidede tur har forhåbentlig givet en spændende forsmag på, hvad tiden i den smukke by kan bruges til. Måske snuse rundt i den gamle bydels kringlede gader, måske shoppe - eller måske gå på opdagelse på lokale markeder, hvor man kan finde spændende souvenirs og lokale specialiteter.

    Se Viktors Farmors forslag til aktiviteter i Bilbao.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Bilbao

  • Dag 8

    Bilbao og hjemrejse

    Det er tid til at sige farvel til Baskerlandet.

    Det er forskelligt fra afgang til afgang, om vi flyver tidlig morgen eller ud på dagen.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Spanien

  • Pas/Visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Spanien op til 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den bør opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Inden afrejse til Spanien anbefales som minimum en vaccination mod difteri-stivkrampe. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    I Spanien bruger man EURO.
    På rejserne i Picos de Europa anbefales det at veksle til EURO hjemmefra, da der ikke findes hæveautomater i bjergbyerne. 

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel imellem Danmark og Spaniens fastland.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejserne i Spanien egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du på kultur- og naturrejserne kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne i Spanien forventes det at du kan gå det angivne antal km og højdemeter på rejsen.

  • Strøm

    Strømmen i Spanien er som i Danmark, det er ikke nødvendigt at tænke på at huske en speciel adaptor. I Spanien benytter man følgende strømkilde: 220voltAC/50Hz.

  • Mobiltelefon

    Landekoden til Spanien er +34.

    Når du befinder dig i et EU-land (samt i Norge og Island) sikrer EU's regler, at du kan ringe og bruge data til samme pris, som når du er i Danmark. Der er som regel et loft for data, og du vil typisk modtage en sms om dette fra dit teleselskab ved indrejse. Typisk vil du desuden også modtage en sms, når loftet er nået.

  • Foto

    Man kan tage billeder, nogenlunde som man vil i Spanien. Man bør dog være opmærksom på, at mange spaniere er dybt katolske, og at man på hellige steder bør undersøge om fotografering er tilladt. Man bør også spørge, før man fotograferer enkeltpersoner.

  • Drikkevand

    Man kan godt drikke vand fra hanen de fleste steder i Spanien, men det smager ikke særlig godt. Vil man være sikker på at undgå en maveinfektion, bør man købe vand på flasker, der fås i de fleste fødevarebutikker og kiosker.

  • Drikkepenge

    Det er normalt at give drikkepenge i Spanien. Der er lagt service oveni på restauranter, men alligevel er det almindeligt, at man runder op. På caféer og barer giver man som regel nogle småmønter. Man giver også lidt Euro til stuepiger og taxichaufføren, hvis han har ydet en eller anden form for service.

  • Prisniveau

    Kaffe og cola ca. 10 kr. En øl/vand koster ca. 20 kr. på restauranterne, og en vand ca. 5 kr. i kioskerne. Prisniveauet i Spanien er stadig lavt, og man får virkelig meget ud af lommepengene.  Prisniveauet i turistområderne er lidt højere, men rejser man rundt i Spanien og besøger lokalområderne er det billigt at handle eller gå ud at spise.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end man til enhver tid kan bære den selv. Bagagen bliver kørt til hotellerne, så man ikke selv skal bære den rundt (på nogle rejser i Spanien benytter vi det samme hotel under hele rejsen).

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Klima

    Pyrenæerne

    I dette område har Spanien et alpint klima med milde somre, kolde vintre og kraftige vinde. Højde er en afgørende faktor for vejr og klima i Spaniens bjerge. Jo højere luftlag, jo lavere temperatur og mindre sæsonudsving. Dagstemperaturer mellem 15 og 25 grader, nattemperaturer ned til ca. 5 grader. Da hele turen foregår i bjergene, skal man være opmærksom på, at vejret kan ændre sig hurtigt, solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time. Specielt på årets første ture kan der ligge en del sne tilbage fra vinteren. I september og november er vejret ofte mere tørt og klart. I sommermånederne kan tordenbyger forekomme. I vintermånederne januar til marts er der mulighed for sne.

    Galicien 

    Her er vejret præget af et atlantisk klima, hvilket betyder, at regionen er mere tempereret og fugtig sammenlignet med andre dele af Spanien. Galicien ligger i det nordvestlige hjørne af landet, og dets vejr påvirkes stærkt af Atlanterhavet.

    Sommer: Somrene i Galicien er generelt milde til varme med temperaturer mellem 20°C og 30°C, især i de indre områder. Kystområderne, som Vigo og A Coruña, har normalt køligere temperaturer takket være havbriser. Regn er sjælden, men området forbliver grønt på grund af det forårsregnen.

    Vinter: Vintrene er milde ved kysten og køligere i de bjergrige områder. Temperaturerne kan ligge mellem 5°C og 15°C, men det regner ofte, især fra oktober til april, hvor Galicien får meget nedbør. Sne er sjælden ved kysten, men kan forekomme i de højere områder, som O Cebreiro.

    Forår og efterår: Disse sæsoner er præget af ustabilt vejr med både solrige og regnfulde perioder. Temperaturerne er moderate og ligger mellem 10°C og 20°C.


    Picos de Europa

    Juni til september er fantastiske til besøg i Picos de Europa. Sæsonen starter sent i bjergene, pga. sne, så i juni er sæsonen netop begyndt, men der er få turister. Alt er lysegrønt, det dufter af blomster -  og heste, køer og får kommer på græs. Floder og åer bruser af smeltevand fra vinteren. Vejret kan være ustabilt og temperaturen kan være svingende.

    Hen imod august og september er vejret ofte mere stabilt.

    Uanset om du rejser i juni eller august/september skal du forvente alt mellem 15 og 25 grader i dalen og køligere oppe i terrænet, dog ligger der sjældent sne i højderne på denne tid. Aftenerne og nætterne er typisk kølige. Vær opmærksom på, at vejret i bjergområder altid kan skifte hurtigt fra solskin til regn og tåge, og omvendt — og at du altid skal have tøj med i din rygsæk til eventuelt vejrskifte.

    Andalusien

    I den sydlige region af Spanien kan Middelhavsklimaet mærkes. Her er milde vintertemperaturer, mens sommeren er varm og tør. De bedste tider at besøge Andalusien på er marts til maj og oktober til november. Her er der lunt og behageligt med minimalt nedbør. I foråret kan man opleve den søde duft fra appelsintræernes blomster, når de springer ud, mens man i efteråret kan smage de solmodne, søde druer nærmest direkte fra vinstokken. I foråret er dagtemperaturen mellem 22-27 grader, mens det i efteråret er 20-32 grader – dog skal den høje temperatur ikke afskrække, da luftfugtigheden er lav, og det derfor ikke føles ubehageligt.

    Mallorca

    Fra marts til maj ligger temperaturen ved kysten på ca. 15-22 grader og der er risiko for et par byger, derudover er temperaturen altid køligere oppe på bjergene, så det anbefales at medbringe både tøj til kølige og varme dage. I oktober og november er der samme vejr situation som fra marts til maj. 

     

  • Vigtige informationer

    Til vandreturene bedes I tage jeres bedste vandrestøvler med, dvs. gerne med skaft og ikke bare vandresko/-sandaler. Er I vant til vandresko (ikke kondisko) kan de godt bruges især i Segovia, men ellers anbefales støvler. Terrænet er kuperet. Tag også for en sikkerheds skyld vabelplaster med. Hav en god lun fleece/sweatshirt med til de kølige aftener samt regntøj.

    Husk på Picos De Europa at veksle til EUR hjemmefra, da vi ikke støder på hæveautomater i bjergene. 

    Det skal understreges, at bagagen bliver transporteret mellem overnatningsstederne, så hav en lille dagtursrygsæk med til vand, madpakker og andre fornødenheder. 

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Regntøj
    • Evt. vådservietter & håndsprit
    • Kasket eller solhat + solbriller
    • Solcreme
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. badetøj (Man ved aldrig hvornår muligheden byder sig)
    • Evt. spansk miniparlør
    • Vigtigt på vandreferier:
      • Lille dagtursrygsæk
      • Snacks, proteinbarer, sukker, nødder mv. som supplement til de ikke altid lige interessante spanske sandwiches.
      • Gode vandresko/støvler (på Picos-rejsen anbefales deciderede vandrestøvler)
      • Vandrestave
      • I dagtursrygsækken skal der være plads til dagens madpakke
      • En varm trøje, vanter og hue til de kolde morgener/aftner i bjergene
      • Kikkert

     Pak ikke en alt for stor kuffert, da der er begrænset plads i bus og taxaer. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10 % på varer, som ikke er nedsatte, på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Sværhedgrader på vandreferier i Spanien

    Rejsen Kultur og vandring i Pyrenæerne og Kultur og vandring i Segovia har en sværhedsgrad på 1 støvle.

    Akkumulerede stigninger for Vandreferie i Segovia:

    - La Granja til Valsaín: 304m
    - Arevalillo til Pedraza: 400m
    - Castilnovo til Sepúlveda: 296m
    - Duratóndalen: 115m

    Frokoster på vandredagene er madpakker, som vi nyder i det fri.

    Læs mere om sværhedsgraden 1 støvle her

    Rejsen Vandreferie i Andalusien og Vandreferie på Mallorca er en Viktors Farmor vandreferie med sværhedsgrad 2 støvler.
    Vi går på meget forskelligt underlag på rejsen og vil også møde flere stigninger, med en del højdemeter. Det anbefales at medbringe vandrestave. 

    Læs mere om sværhedsgraden 2 støvler her

    Picos de Europa
    Vandreferien i Picos de Europa har sværhedsgraden 3 støvler. Det betyder, at du skal være i god fysisk form og kunne gå mere end 10-12 km. dagligt. Der er moderate stigninger, og underlaget varierer fra grusstier til græs og mere stenede passager. Enkelte passager og ruter har en sværhedsgrad på kun 2 støvler. Der er flere muligheder undervejs for at afkorte vandringerne og f.eks. tage en taxa resten af vejen.

    Læs mere om sværhedsgraden 3 støvler her

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Spanien.