Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Jordan kun for kvinder

En gruppe kvinder åbner andre døre

Et uforglemmeligt møde venter os med journalist og forfatter Rana Husseini. Og så oplever vi et fantastisk form- og farvespil i ørkenen Wadi Rum – ”Månens Dal” og ser enestående natur fra åbne jeeps på en off-road tur i ørkenen. 

Start din rejse her

Rejsens helt unikke højdepunkt er, at vi kommer helt ind under huden på samfundet ved et møde med Rana Husseini. Den internationalt kendte journalist og forfatter deler sin fortælling. I årevis har hun kæmpet mod æresdrab og uværdig behandling af kvinder. Vi møder hende en aften i Amman, hvor vi både lytter og stiller spørgsmål.

Derudover får vi også et indblik i den jordanske kvinde kamp, når vi besøger Jordanian Womens Union, der er den ældste feministiske organisation i Jordan.

Det er ikke kun livet som kvinde i Jordan, vi bliver klogere på under rejsen. Man har ikke været rigtig i Jordan, hvis man ikke har travet dagen lang i et af verdens syv vidundere: Petra. Byen der blev udhugget i de lyserøde klipper af det gamle handelsfolk nabatæerne. Det er en oplevelse, man aldrig glemmer.

Vi får også lidt tid til selvforkælelse, når vi besøger Det Døde Hav, hvis saltholdige vand gør det let at flyde, og helbredende mudder, som er skønt for huden.

5 gode grunde til at rejse til Jordan med Viktors Farmor:

  • Besøg Jordanian Womens Union, den ældste feministiske organisation i Jordan, hvor vi bl.a. hører om livet for kvinder 
  • Mød Rana Husseini, og hør hende fortælle om kampen mod uværdig behandling af kvinder
  • Nyd en hjemmelavet frokost hos en lokal familie ved byen As-Salt
  • Udforsk den lyserøde by Petra, der åbenbarer sig for os som et af verdens syv vidundere
  • Oplev Dana Nature Reserve, hvor en ranger guider os gennem det naturskønne terræn på en 2-timers vandretur

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Amman

    Ankomst til Amman Lufthavn og transport til hotellet i Amman.

    På nogle afgange er der ankomst om natten. Kontakt os ved spørgsmål. 

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Amman

  • Dag 2

    Bytur i Amman - Jordanian Womens Union - møde med forfatter

    Besøg i Amman, Jordans hovedstad, en fascinerende by hvor kontrasterne mødes. Vi besøger det romerske teater fra det andet århundrede. Her finder man også Jordans folklore museum som bl.a. udstiller kulturgenstande fra det traditionelle liv i Jordan.

    Herefter kører vi til Jordanian Womens Union i Amman. Jordanian Womens Union er den ældste feministiske organisation i Jordan, den blev grundlagt i 1945. Organisationen kæmper for kvinders rettigheder i Jordan. Under vores besøg vil vi blive klogere på organisationens arbejde, samt hvordan livet for de jordanske kvinder er. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet i Amman.

    Vores sidste aften i Amman bliver helt speciel. Vi har været så heldige at få et møde i stand med den internationalt kendte journalist og forfatter Rana Husseini. Hun arbejder for The Jordan Times og har kæmpet en årelang kamp imod æresdrab og uværdig behandling af kvinder. Det har hun beskrevet i sin bog ”Murder in the Name of Honour”. En engageret, modig og inspirerende person.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Amman

  • Dag 3

    As-Salt City - Frokost i et jordansk hjem - Madaba

    Vi kører til byen As-Salt, den tidligere provinshovedstad, der er kendt for sin smukke beliggenhed og de klassiske osmanniske huse. Vi går ad den farverige gade ”Badstuegaden” forbi Al-Ein Plaza, hvor mændene samles og spiller backgammon, og vi besøger det historiske Old Salt Museum, der har til huse i et gammelt rigmandshus, Abu Jaber House. Vores vandring fører os forbi flere bemærkelsesværdige bygninger, moskeer og kirker, inden vi finder tilbage til bussen.

    Fra as-Salt kører vi til et jordansk hjem, der har åbnet dørene for os til en frokost med hjemmelavet jordansk mad og mulighed for at møde familien.

    Efter frokost kører vi til Madaba ”mosaikbyen”, og besøger byens hovedattraktion St. George Græsk Ortodokse Kirke, hvor man kan se det berømte byzantinske mosaikkort fra det sjette århundrede over bibelske steder.

    Madabas historie går mere end 3500 år tilbage. Byen nævnes flere steder i bibelske tekster. David besejrede ammoniterne og aramæerne her. Og nabatæerne styrede den betydningsfulde by i det 1. årh. I dag er Madaba mest kendt for sine byzantinske mosaikker.
    Det store Madaba-kort i Skt. Georgskirkens (fra 6. årh.) gulv viser det hellige land og dets omgivelser. Middelhavet ses mod vest og Jordans ørkenområder mod øst. Man har identificeret 150 steder, heriblandt Det Døde Hav, de varme kilder ved Ma’in og Jordan-floden. I Jordanfloden ser man fisk og fiskerbåde. Den mest detaljerede del af kortet afbilder Jerusalem med tydelige mure, gader og bygninger.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Madaba

  • Dag 4

    Mount Nebo - Dana Nature Reserve - Petra

    Vi kører til Mount Nebo, stedet hvor Moses menes at være begravet. Herfra går turen videre mod syd til ”Dana Nature Reserve”, der er et helt fantastisk naturområde med rød-hvide sandstensklipper og frodig bevoksning. Her tager vi på en ca. 2-timers vandretur med ranger i det flotte terræn. Vi fortsætter herefter til Jordans mest spændende arkæologiske område, den ”lyserøde by” Petra, som har eksisteret i 2000 år.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Wadi Mousa (Petra)

  • Dag 5

    Besøg i Petra

    Den meget gamle nabatæiske by Petra, som er et af verdens syv vidundere. I 1985 kom Petra på UNESCO’s liste for verdensarv. Vi bruger hele dagen i Petra. Denne sagnomspundne by blev bygget /udhugget i klipperne af nabatæerne. Et handelsfolk, der slog sig ned i det sydlige Jordan for mere end 2000 år siden. Det er et spektakulært sted, som åbenbarer sig for os for enden af en snæver kløft.

    Om formiddagen vandrer vi igennem den snævre klippeslugt, Siq'en. Undervejs kommer vi forbi kultnicher, som oldtidens besøgende og beboere har udhugget. Når man nærmer sig den sidste del af Siq, kommer Petras første og største monument langsomt til syne, det berømte monument “Al Khazneh”. Så fremstår byen pludselig for os med dens rosafarvede templer og grave udhugget i sandsten. Et fantastisk område, hvor natur og arkitektur går op i en højere enhed. Eftermiddagen er til fri disposition. Her kan man udforske grave i dalen, vandre op til højtliggende grave og helligdomme eller besøge museet udenfor Petra.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Petra

  • Dag 6

    Wadi Rum lejr

    Vi kører fra til naturområdet Wadi Rum ”Månens dal”, et enestående sted, helt anderledes end hvad man hidtil har set.

    Dette ørkenområde byder på utrolig smukke naturpanoramaer. Der er et fantastisk form- og farvespil mellem klipperne, sandet og de grønne vækster. Her levede Lawrence of Arabia sammen med beduiner under den arabiske revolte mod osmannerne.
    Vi ankommer til landsbyen Rum, hvor vi skal møde de lokale beduiner, som fordeler os i mindre biler. Vi oplever den enestående natur fra åbne pick-up trucks på en off-road tur i ørkenen. Kørsel til en stationær teltlejr med fine faciliteter. Man sover i rigtige senge. Toiletter og bad kan være i en bygning for sig. Aftensmaden indtages i lejren under den flotte stjernehimmel.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Wadi Rum

  • Dag 7

    Det Døde Hav - Madaba

    Vi forlader vores lejr i ørkenen og kører til Det Døde Hav. 

    Det Deøde Hav er beliggende ca. 400 m under havets overflade og derfor kendt som det lavest liggende sted på Jorden. Her er der mulighed for at flyde på vandet i en 33% saltopløsning. En særpræget oplevelse.

    Herefter sætter vi kursen mod vores hotel i Madaba. Om aftenen spiser vi afskedsmiddag.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Madaba

  • Dag 8

    Afrejse fra Madaba

    Vi kører til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

    På nogle afgange er der hjemrejse omkring midnat på dag 7, eller om natten. Kontakt os ved spørgsmål.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Jordan

  • Pas og Visum

    Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedagen.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    Visum på grupperejser er gratis. Vi skal blot have pasoplysninger inden afrejse.

  • Vaccinationer

    Som i mange andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Sikkerhed

    Med den øjeblikkelige situation i Mellemøsten, især Syrien og Irak, er et naturligt spørgsmål for mange: Er det sikkert at rejse til Jordan?

    Viktors Farmor er ikke i tvivl: Ja, det er det.

    Landet er homogent og fredeligt, og gæster oplever et ophold i landet som trygt. Desuden er myndighederne meget opmærksomme på sikkerheden. Jordan værner meget om sin status som et samfund i ro.

    Der er store flygtningelejre i området ind mod Syrien, men vi kommer ikke i nærheden af disse steder. Vi har hvert år mange rejser til Jordan, og den dominerende tilbagemelding fra vore gæster er, at de følte sig helt trygge og sikre.

    I øvrigt følges udenrigsministeriets vejledninger i tvivlstilfælde.

  • Tid

    Der er +2 timers forskel i Jordan i vinterhalvåret og +1 times tidsforskel i sommerhalvåret.  

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen.

  • Valuta

    Valutaen i Jordan hedder Jordanian Dinar (JOD). Der kan hæves penge med kreditkort i kontantautomater i lufthavnen samt mange steder i byerne. Kreditkort accepteres der ud over i vid udstrækning i restauranter og  butikker. Medbring evt. lidt USD, hvis der bliver brug for at veksle et mindre beløb sidst på opholdet i Jordan.
    Hvis man er løbet tør for dinarer, kan man mange steder godt betale i dollars (men ikke i Euro). Vær dog opmærksom på, at små cafeer og butikker oftest kun tager imod jordanske dinarer.

  • Elektricitet

    Der bruges 220 volt. Der er fem forskellige standarder for stik i Jordan, så det er en fordel at medbringe en universaladapter. Du kan læse mere om Jordans stik her: https://www.power-plugs-sockets.com/jordan/.

  • Påklædning

    Tøj der kan tages af og på "lag for lag" anbefales. Det er praktisk med en lun sweater eller en vindjakke til de kølige morgener og aftener. Ved solnedgang falder temperaturen mærkbart i ørkenen, og vinden rejser sig. Et let tørklæde til halsen kan være rart i en air-conditioneret bus.

    Kvinder bør ikke gå i shorts og solbluse i byerne. På turiststederne kan det godt gå an, dog bør shorts gå til knæene.

    Husk gode travesko, evt.sandaler. Solbriller og solhat eller kasket, da lyset kan være skarpt, især i ørkenområderne. Medbring et tørklæde, der kan beskytte ansigtet mod sand og vind og holde kasketten på plads, når man sidder oven på jeepen i Wadi Rum. På de fleste af hotellerne kan man få vasket tøj.

     

  • Telefon og internet

    Telefon til Jordan: Tryk 00962 + omr.nr. + abn.nr. Fra Jordan til Danmark trykkes 0045 + dansk abn.nr.

    Mobil: I de større byer er der udmærket dækning. MMS er ikke muligt. Der kan købes lokale taletidskort.
    Mange smartphones går på internettet af sig selv, og glemmer man at slå det fra kan det koste mange penge for datatid brugt i udlandet. Husk derfor at slå datatrafik fra i telefonens indstillinger inden afrejsen.

    Internet: Mange hoteller tilbyder wifi enten gratis eller mod betaling, og tilgængeligt i fællesområder (typisk omkring receptionen) og/eller på værelserne. Kvalitet og hastighed svinger meget. Nogle hoteller har også en computer i fællesområder, som kan benyttes gratis eller mod betaling.

  • Foto

    Fotografering er tilladt de fleste steder i Jordan. Dog må der ikke fotograferes ved militære områder, lufthavne og grænseområder. Når man vil fotografere mennesker, er det bedste at bede om tilladelse først. Ikke alle kvinder bryder sig om at blive fotograferet, og det bør respekteres.

    Videooptagelser er ikke tilladt alle steder.

    Bemærk!

    • Medbring ikke ekstra store kameralinser (f.eks. til fuglespotning), da disse kan blive beslaglagt af myndighederne ved indrejse. Et almindeligt kamera til turistformål giver ikke anledning til problemer.
    • Medbring ikke en stor kikkert. Den kan ligeledes blive beslaglagt af myndighederhe ved indrejse.
    • Medbring ikke en drone, da den vil blive konfiskeret ved ankomst.
  • Bagage

    På de fleste af hotellerne kan det lade sig gøre at få vasket tøj fra morgen til aften.

    Kikkert og kameraudstyr skal på flyrejserne til/fra landet medbringes i håndbagagen.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Drikkepenge

    På grupperejserne med dansk rejseleder er drikkepenge til chauffør og guide inkluderet i prisen.

    Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 5-6 kr (medbring evt. 1-dollarsedler til dette formål). Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10 %. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge.

  • Småpenge

    Det kan være svært at få fat i småpenge til drikkepenge og lignende.  Man kan veksle under små indkøb i byen eller ved drikkepengeskålen på toiletterne.

  • Drikkevand

    Det anbefales at købe mineralvand på flasker. Det kan fås overalt.

  • Prisniveau

    Et måltid mad på en restaurant koster 100-200 kr. En øl koster ca. 40-60 kr., en flaske vin over 200 kr. og en sodavand/mineralvand ca. 10-20 kr.

  • Klima

    90 % af Jordan er ørken (den arabiske og den syriske ørken) med årlig regnmængde under 200 mm. Sommeren er varm og solrig og den mængde vand der falder i Jordan er hovedsagelig i de nordvestlige bjerge, hvor det varierer mellem 300 og 800 mm årligt. Regnen falder typisk som korte kraftige byger. Regnen falder hovedsageligt mellem november og marts.  Jordanfloden flyder sydpå til det Døde Hav, der er verden laveste punkt. Langs floden er sommeren varm og vinteren mild. Selvom det er varmt, gør den lave luftfugtighed at det  ikke nødvendigvis føles ubehageligt.

    OBS! I maj og september er temperaturen ved Petra ca. 25-35 grader om dagen (tør varme), mens det er mindre varmt i de nordlige områder, f.eks. Amman, Madaba og Jerash. I december og januar er temperaturen i ca. 10-15 grader om dagen.

  • Vandring i Petra

    På sightseeingsdagen vandrer vi ca. 8-10 km. t/r. Først ca. 800 m ned til den snævre klippeslugt, Siq'en. Herfra vandres der ca. 1.200 m gennem Siq’en til Skatkammeret. Og herfra videre ind i området med grave og templer. Der vil også være trapper, der skal forceres for at opleve gravene på nærmere hold. Men de kan også opleves på afstand, hvis man ikke kan klare trapperne.

    Det er muligt at køre med lille el-bil gennem siq’en. Køretøjet er til 5 personer og det koster 15 dinarer pr. person (ca. 150 kr) for én vej og 25 dinarer pr. person (ca. 250 kr) for begge veje. Vælger man at køre med el-bil, vil der dog ikke være guidet sightseeing undervejs gennem Siq’en.

    For at få det fulde udbytte af besøget i Petra anbefales det derfor, at man som minimum er i form til at kunne gå de 8-10 km. i løbet af dagen i et adstadigt tempo.

    Vil man besøge det storslåede ”Monastery” eller den højtliggende offerplads, anbefales trappetræning hjemmefra.

  • Badning i Det Døde Hav

    Da vandet er ekstremt saltholdigt, må man kun opholde sig i det 5-10 minutter, og man skal afvaskes godt bagefter. Hvis man har sår eller større rifter, bør man lade være. Der kan evt. benyttes svømmebriller til beskyttelse af øjnene. Stærkt overvægtige kan komme i ”havsnød”, da de ikke kan få fodfæste på bunden på grund af den stærke opdrift. Smykker bør tages af, inden man bader i det meget salte vand.

    Det anbefales at medtage badesko til badning i Det Døde Hav, da stenene, man træder ud på, er meget skarpe.

     

  • Pakkeliste

    Supplement til pakkelisten:

    • Lommelygte (elektriciteten er ustabil)
    • Vækkeur
    • Småproviant, f.eks. kiks
    • En rulle toiletpapir eller kleenex
    • Vådservietter
    • En lille flaske håndsprit
    • Evt. piller mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Sollotion med høj faktor og læbepomade (luften kan være meget tør)
    • Gode vandresko eller –støvler (især vigtigt på vandreferien)
    • Sandaler
    • Evt. vandrestav(e)
    • En lille dagtursrygsæk
    • Badetøj/håndklæde og badesko til Det Døde Hav 
    • Kasket eller solhat
    • Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser
    • Varmt tøj og vindtæt jakke, især ved
      rejser i perioden november til februar
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solopgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, iftar, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer.  Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Jordan