Machu Picchu: Mystik, historie og udsigter
Vi rejser til Andesbjergene i Peru og dykker ned i det fortryllende rige her i artiklen.
Machu Picchu er en utrolig arv fra Inkariget og giver os adgang til fortidens mystik og inkaernes imponerende byggeteknikker.
Vi skal helt tilbage til det 15. århundrede, hvor Machu Picchu blev konstrueret og dengang var en vigtig politisk, religiøs, ceremoniel og kulturel by for inkaerne. Byen ligger placeret mellem storslåede bjerge og grønne landskaber, hvilket er med til at gøre et besøg til byen helt uforglemmeligt. Helt præcist er det 172 strukturer, som udgør byggeriet omgivet af store og små stenterrasser. Men til trods for de mange bygninger og vigtige betydning, kom befolkningstallet kun op på 750, når alle var samlet. Til dagligt boede der en hærskare klar til tjeneste.
Glemt af omverdenen
Der hænger en mystik over Machu Picchu. Blandt andet fordi byen blev glemt af omverdenen i århundrede og først blev opdaget igen i 1911 af den amerikanske arkæolog Hiram Bingham. Dog har man fundet et kort over byen allerede fra 1874, hvor man mener, at lokale bønder boede der. Det, som Bingham stødte på i 1911, var den velbarede struktur og utrolige byplanlægning, som vidner om inkaerne tekniske og æstetiske evner. Og faktisk mener den amerikanske ingeniør Wright, at det kun er op mod 40% af Machu Picchu, som man reelt ser. De resterende 60% ligger stadig begravet og holder på mere af stedets mystik. Byen røg i glemmebøgerne pga. sin afsidesliggende lokation langt fra markedsruterne.
Hvorfor byggede man Machu Picchu?
Machu Picchu er faktisk en af flere kongelige residenser. Det tilhørte den daværende og største inkahersker Pachacutec fra ca. 1475. Det blev opført som et slags landsted. Faktisk findes der et dokument i Cuzco med skøder til jord, som beviser, at Machu Picchu reelt tilhørte en inkahersker. Den dengang herskende inkafamilie boede i Machu Picchu i de varme måneder, og det fungerede som et helligt sted og et slags administrationscenter for at holde overblik over arbejdsstyrken til dyrkning af jorden.
Unikt rejsemål
Det er ikke mange steder, man finder lige så velbevarede ruiner – og i sådan nogle omgivelser. Der er mange forskellige vandrestier i området, og udsigterne er utrolige. Den mest berømte sti er Inka Trail, som fører til byen og giver mulighed for at udforske det omkringliggende landskab med frodige skove, bjergtoppe og spektakulære udsigter.
En rejse til Machu Picchu vækker ens nysgerrighed, forundrer og forbløffer. Og ikke mindst skaber det beundring for fortidens civilisationer. Det er syn, man aldrig glemmer.