Løver hænger i træer og gorillaer grynter

Vi er knap kommet inden for porten til Ishasha i det sydlige Uganda, før parkbetjentene siger: ”De hænger i et træ lige rundt om hjørnet.”

Det viser sig, at ”lige rundt om hjørnet” er en køretur på 20 min – men så er de der også. En hel familie med knap et år gamle løveunger, et par ”teenagere” og så en række hunner, der styrer hele familien med fast hånd – eller rettere: pote. Voksne hanløver er ikke med i træet. De kommer kun nær familien, når de vil parre sig eller have del i måltidet. Måske er de også bare for tunge til at klatre op.

Hvorfor løverne ”hænger ud” i Ugandas træer vides ikke med sikkerhed. Men en del af forklaringen er måske, at der her oppe mellem kronerne er både skygge og lidt luft i modsætning til nede i buskadset. Midt på dagen kan der nemt være 35-40 grader i denne del af Queen Elizabeth Nationalpark.

En anden forklaring kan være, at løverne heroppefra kan få et godt udsyn over landskabet og udse sig det næste offer til nattens jagt. Og selv om det ser ud som om de bare ligger og sover, kan man godt fornemme, at de holder et vågent øje med både dyrene på sletten – og os!

Ungdomsoprør i gorillaflokken

Ugandas helt store trækplaster er bjerggorillaerne i sydøst nær Rwanda og Congo. Og man må arbejde for at se disse forfædre. Vi vandrer gennem tæt regnskov med lokale guider, der møjsommeligt hugger sig vej gennem junglen med macheter. Vi følger faktisk de samme stier, som gorillaerne har lavet dagen i forvejen. Det er jo den nemmeste måde at finde dem på.

Op og ned går det, time efter time. Og så pludselig beder guiderne os om at være helt stille. Tæt ved – måske 50 meter - kan vi høre små brummelyde. Vi kan ikke se dem, men vi kan høre dem og især lugte dem.

Så går vi stille fremad – og pludselig kommer vi ind bagfra på en ung han, der sidder med ryggen til os. Der er kun et par meter, og vi kan tydeligt se et stort ar bag øret. Vi rykker lidt ud til højre og ser ham med siden til. Han værdiger os næppe et blik.

”Han har fået en øretæve af sin far, fortæller guiden. Han har sikkert været utérlig overfor hunnerne, og har fået et drag over nakken.”

”Faderen”, som guiden henviser til, er den store Silverback, der sidder fem meter længere henne i en busk og er ved at spise sig igennem de 300 kilo planteføde, han skal fortære hver dag. Det giver luft i maven. Derfor den ramme lugt, vi mærkede et par minutter før.

Heller ikke han tager sig af os. Han har travlt med at spise, samtidig med at han skal have et øje på hele flokken på omkring 11 individer, opdrage de unge hanner og holde andre konkurrerende silverbacks fra sin familie.

Vi kan i ro og mag studere hele familien den time, vi er der. Men pludselig får den unge han med arret nok. Han er i dårligt humør efter faderens øretæve, rejser sig pludselig, går tæt forbi os med kun en halv meters afstand – dasker lidt vredt ud med den ene arm henimod os, og så forsvinder han ellers ind i buskadset.

Hunnerne begynder at kravle op i et stort træ, silverbacken spiser sindigt videre, og så må vi gå tilbage inden det bliver alt for sent – en fantastisk oplevelse rigere.

Se alle vores artikler om Afrika