Oplev Luang Prabang

”Oh, hvilket vidunderligt, dovent paradis. Flodens stærke strøm beskytter mod fremskridt og ambition, som stedet slet ikke har brug for. I vort århundrede af eksakte videnskaber og hurtige profitter, bliver Luang Prabang da tilflugtssted for de sidste drømmere, de sidste elskende, de sidste troubadurer?”

Det er ikke en nutidig drømmer, der har formuleret disse ord. De kommer fra Marthe Bassenes hånd og er nedfældet i 1909. Hun var fransk og rejste sammen med sin mand gennem Indokina. Man kan kalde hende en slags forløber for Lonely Planet. Marthe Bassene indså allerede dengang Luang Prabangs hemmelighed: Her kommer der ro på.

Byen var engang hovedstad i et laotisk kongerige. Derfor rummer den store kulturværdier. Den har også været center i den franske kolonitid. Derfor rummer den velbevaret kolonitidsarkitektur. Men fremfor alt er det en lille by med 16.000 indbyggere, der ligger lige dér, hvor de to floder Mekong og Nam Khan flyder sammen.

En smuk by

Mellem floderne er en halvø på 1 km i længden og 250 meter i bredden. Mere skal der ikke til for at rumme Luang Prabang, som er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv og defineret som en af de smukkeste byer i Sydøstasien overhovedet.

Det påfaldende ved byen er, at samtidigt med sit ry som tilbagelænet, så er den turistattraktion nummer ét i Laos. På grund af sin beliggenhed i det smukke landskab i det nordlige Laos, og på grund af sin historie. I den lille by sover indbyggerne kl. 22 og er oppe igen ved 5-tiden. Sådan er døgnets rytme, her er intet hektisk natteliv – og det er måske endnu en kvalitet, der lokker besøgende til.

Laos åbnede først for turisme i 1989, og det er stadig et meget billigt land at rejse i. Ganske vist er Luang Prabang nok blevet det dyreste sted i landet, men det ser de fleste gennem fingre med, for oplevelser og stemning i byen er alle pengene værd.

På natmarked

Den store Laos- og Cambodiarejse begynder i Luang Prabang, hvor vi har 3 overnatninger, så vi får sjælen med. Vi er på rundtur i byen, men der er også god tid på egen hånd. Her kan man for eksempel udforske byens berømte natmarked, som er åbent hver aften til kl. 22 på en kilometerlang strækning af gaden Sisavangvong.

Og ja – på natmarkedet kan man finde alt det, man ikke har brug for. Men der er ingen købetvang, selv om man kan finde både tekstiler, keramik, sko, sølv, tasker og antikviteter. Måske falder man over en laotisk whisky, som ofte sælges i flaske, hvori ligger en slange, en skorpion eller lignende. For at give smag, hedder det sig.

Man kan også nøjes med papaya-salat, kaffe, te – eller et baguette. I Luang Prabang er der en velbevaret tradition for fransk bagning – og dét i et land, hvor ris ellers er hovedmenuen.

En god oplevelse sidst på eftermiddagen er at gå op ad bagsiden af bakken Phu Si. På vej mod toppen er der god udsigt over de to floder, og fra toppen går man direkte ned i byen og ender på – natmarkedet.

Orangeklædte munke

Et kendt syn fra Luang Prabang er lange rækker af orangeklædte, buddhistiske munke, der i den tidlige morgen går tiggergang med deres madskåle. Traditionen går langt tilbage – den er et religiøst ritual og ikke et show for turister. Af samme grund opfordrer vi altid vore gæster til at vise respekt, at betragte og fotografere på afstand og ikke smække kameraer op i ansigterne på munkene.

Navnet Luang Pra bang betyder ”Byen for den gyldne Buddha Phra Bang”. Det er en statue, 83 cm høj, som efter sigende har beskyttet byen lige siden det 14. århundrede, hvor en kriger fik den i bryllupsgave af kongen af Angkor. Figuren har ført en omtumlet tilværelse mellem Bangkok og Luang Prabang, men er nu endt på kongepaladset, som i øvrigt er bygget i en markant fusion af fransk og laotisk arkitektur i årene 1904-1909.

På Mekong

Man kan ikke opholde sig i Luang Prabang uden at sejle på Mekong. Så det gør vi på andendagen af vores Laos- og Cambodiarejse. Vi sejler til de hellige Buddha huler, som hedder sådan, fordi der er flere tusinde Buddha statuer i alle størrelser i dem.

En anden oplevelse udenfor Luang Prabang er vandfaldet Khouangsi, hvor man kan tage en forfriskende dukkert eller en lille vandretur. I nærheden af vandfaldet besøger vi altid landsbyer, hvor der er tradition for vævning, træskærerarbejde og papirfremstilling.

Laos er hjemland for 49 forskellige etniske grupper og er et land, man bedst fordøjer i ro og mag. Det klares rigtig fint i Luang Prabang, måske med en lokal Lao-øl, måske ved solnedgang. Så kan man godt blive en af de sidste drømmere, som franske Marthe Bassene beskrev i 1909.

Se alle vores artikler om Asien