Guide til Ha Long-bugten: Et vidunder
Der er noget helt særligt ved at stå på soldækket af en båd og se Ha Long-bugtens forrevne klippeskær rejse sig lodret op af det smaragdgrønne hav. På solrige dage indrammes øerne på smukkeste vis af en dyb, blå himmel. Men området kan også tage en næsten eventyragtig form, når tæt tåge hænger tungt over havet, og klippeøerne toner frem som utydelige silhuetter i disen. Eller ved solnedgang, når mørket sænker sig over bugten, og solens sidste stråler bader klipperne i et orange skær. Uanset vejret tager Ha Long-bugten pusten fra sine besøgende.
1.969 øer med vild natur, dyr og små landsbyer
Ha Long-bugten ligger i det nordlige Vietnam ca. 3 timers kørsel øst for Hanoi og er uden sammenligning den mest berømte seværdighed på en rejse til Vietnam. Med god grund. For her hæver næsten 2.000 øer og klippeskær sig op af havet og danner en enorm naturskabt labyrint, der mest af alt ligner noget fra en eventyrfilm. Helt præcist er der optalt 1.969 øer i Ha Long-bugten, hvoraf de 980 er navngivne. Så det er et stort område.
De fleste kommer hertil for at sejle mellem klipperne og nyde de smukke landskaber. Men Ha Long-bugten har meget mere at byde på. Dyrelivet på øerne er rigt, og med held kan man både se aber og næsehornsfugle i trækronerne. Under jorden gemmer flere af øerne på spektakulære drypstenshuler, og mellem klipperne ligger flydende landsbyer, hvor lokale fiskere lever et liv tæt knyttet til havet. Landsbyerne bliver færre og færre i disse år. Men i de mere afsidesliggende dele af bugten, kan man stadig opleve fiskernes flydende huse og en hverdag, der synes langt fra Vietnams livlige storbyer.
Et af verdens 7 naturvidundere
At Ha Long-bugten er et ualmindeligt smukt sted, er de fleste enige i. Så smukt faktisk, at Ha Long-bugten blev udnævnt som et af verdens 7 nye naturvidundere ved en stor global internetafstemning i 2011.
Også UNESCO har opdaget bugtens unikke natur. Det førte til, at Ha Long-bugten blev optaget på UNESCO's kulturarvsliste i 1994 som en anerkendelse af områdets åbenlyse skønhed og dens geologiske formationer, der har stor videnskabelig interesse.
Men også bugtens biodiversitet og kulturelle betydning blev fremhævet som årsager til udnævnelsen. Folk har boet i Ha Long-bugten siden tidernes morgen, og bugten er knyttet til mange legender og myter, der er dybt forankret i den vietnamesiske kultur. Med udnævnelsen som verdensarv følger ikke kun en masse opmærksomhed, men også et krav om at beskytte det unikke område for fremtidige generationer.
Dagstur fra Hanoi eller overnatning i privatbåd
Det er muligt at få et indtryk af Ha Long-bugten på en lang dagstur fra Hanoi. Men det vil vi på ingen måde anbefale. Turen frem og tilbage vil tage en god del af dagen, og det efterlader kun et par timer til søs, hvor man kun lige kan nå ind i udkanten af bugten. Vel at mærke midt på dagen, hvor lyset er skarpest, og varmen kan være intens.
Meget bedre er det at bruge to dage i Ha Long-bugten med en overnatning på en båd. Det giver ikke blot mulighed for at komme langt dybere ind i bugtens labyrint og væk fra de mest besøgte områder. Det gør også, at du oplever de flotte landskaber ved solnedgang og solopgang, hvor de viser sig fra sin allersmukkeste side. Stemningsfuld er også aftenerne, når skibet har kastet anker i en afsides bugt, og stjernerne lyser op på himlen over skibet.
Faciliteterne ombord på skibene varierer meget, så det er vigtigt at sætte sig ind i, hvad man får for pengene. På vores ture bruger vi et mellemstort og komfortabelt skib med private kahytter, der alle har moderne badeværelser. Skibet har også indendørs spisesal og et dejligt soldæk, hvorfra der er udsigt over landskaberne. Maden ombord er virkelig lækker og byder naturligvis på alt godt fra havet.
Hvad skal du opleve i Ha Long-bugten?
De fleste kommer til Ha Long-bugten for at opleve landskaberne, og man kan da også bruge mange timer på bare at sidde på soldækket og nyde udsigterne over bugten, der konstant forandrer sig.
Men det er også værd at skifte skibet ud med havkajakker, så man kan udforske de mange bugte og grotter på nært hold. Vandet er typisk roligt, så det er intet problem at styre kajakken. Heller ikke selvom det er første gang, man prøver det. Eller man kan hoppe i en af de små både og lade lokale bådsmænd om at ro. Sådanne ture vil ofte føre forbi flydende huse og fiskefarme, hvor fiskere er i fuld gang med dagens arbejde.
Andre oplevelser venter i land. På nogle øer fører stier under jorden til spektakulære drypstenshuler, mens nogle af de største øer har små landsbyer på land.
Dyrelivet er også ganske rigt. Øernes små skove og de grønklædte kalkstensformationer skaber et ideelt habitat for blandt andet fugle. Deriblandt næsehornsfugle. Flere forskellige abearter holder også til i trætroppene, og på jorden nipper hjorte til de friske blade. Havene omkring øerne er rige på fisk, hvilket tiltrækker flokke af delfiner. Det kræver dog held at se dyr på en sejltur i Ha Long-bugten. Men de er her, og områdets rige biodiversitet var en medvirkende årsag til, at bugten er blevet udnævnt som UNESCO-verdensarv.
Bugtens legender
Ha Long-bugtens eventyrlandskaber har givet grobund for et væld af legender og myter, der har fascineret både lokalbefolkningen og besøgende.
Den nedstigende drage
Den mest kendte legende fortæller, hvordan bugten blev skabt af en drage. Ifølge legenden blev Vietnam angrebet af invaderende styrker fra nord. For at beskytte landet sendte kejseren en familie af drager fra himlen. Dragerne spyttede juveler og jade, som blev til de tusindvis af øer og klippeskær, vi ser i dag. De skabte en beskyttende barriere, der fik fjendernes skibe til at støde sammen og synke. Da fjenderne var besejret, blev dragerne så betagede af skønheden i det landskab, de havde skabt, at de valgte at blive i bugten og leve der. Navnet "Ha Long" betyder "Den nedstigende drage", hvilket refererer til legenden.
Dragens børn
En anden populær legende handler om Bai Tu Long. I følge fortællingen er Bai Tu Long navnet på dragens børn, som forlod bugten for at fortsætte med at beskytte Vietnam mod andre fjender. Navnet "Bai Tu Long" betyder "barnet drager tilbeder", og mange af øerne i området er opkaldt efter drageungerne.
Legenderne om Ha Long-bugten afspejler den dybe forbindelse, der har været – og nogle steder stadig er – mellem naturen og menneskene i Vietnam. Siden tidernes morgen har folk levet i og af naturen i Ha Long-bugten. Bugten gav dem mad, materialer og beskyttelse mod fjender. Alt hvad de skulle bruge, fik de fra naturen. Så det er kun naturligt, at bugtens landskaber også har dannet grundlag for deres identitet, verdensbillede og kultur.
Ha Long-bugten er noget helt særligt – og når man står der på soldækket og kigger ud over labyrinten af klippeøer, er man tilbøjelig til at give fortidens lokale fiskere ret. Et landskab som dette kan kun være lavet af drager.