På ekspedition til verdens ende
Elsker du ekspeditionsagtige rejser, hvor eventyret står i højsædet? Så tag med til Tajikistan!
Tajikistan ligger klos op ad Afghanistan og Kina, men landet er samtidig så fredeligt og langt væk fra alting, at man tror man er kommet til verdens ende. Bjergene i landet er de højeste i det tidligere Sovjetunionen. Næsten. 7,5 km knejser det højeste. Tidligere hed det Kommunism Peak. I dag har det skiftet navn til Ismoil Somoni Peak efter landets persiske grundlægger.
I Ole Olufsens fodspor
De fleste udlændinge, der kommer her, er bjergbestigere eller trekkere på udkig efter sneleoparder. Så en ”normal” rundrejse i Tajikistan bliver til en ekspedition med primitiv indkvartering og som kun kan gennemføres med firhjulstrækkere. Præmien for at udstå det primitive er helt usædvanlige natur- og kulturoplevelser. Bjergene har alle nuancer i rosa, sort og grønt.
Det var måske også disse bjerge, der tiltrak en af Danmarks store men lidet kendte opdagelsesrejsende i slutningen af 1890-erne. Ole Olufsen, en løjtnant fra Djursland, finansierede af egen lomme sine egne ekspeditioner til Pamir-bjergene i det østlige Tajikistan og blev den første europæer udover russerne, som gennemrejste og kortlagde disse egne. Olufsen lærte sig de lokale sprog og indsamlede etnografica til Nationalmuseet.
Den rute, Olufsen gennemrejste, er lig med den rute, som Viktors Farmor benytter. Og man skal have særlig tilladelse til at besøge Pamir-regionen, hvor overnatningen foregår i små lokale gæstehuse. En lokal familie rykker ud af deres bolig for at tjene lidt ekstra på de få turister, der kommer her.
Ismaelitternes overhoved
På skilte, virksomheder, brochurer og skoler overalt i Pamir står som regel skrevet ”supported by Aga Khan Foundation”. Aga Khan er overhoved for ismaelitterne og i disse områder en velgører. Aga Khans bedstefar var kendt for at komme til disse egne og lade sig hylde af befolkningen, der vejede ham og udlignede hans ikke ringe vægt i guld, sølv og ædelstene.
Hans far var derimod mest kendt for sit playboyliv ved rivieraen og sit ægteskab med Hollywood-skønheden Rita Hayworth. Aga Khan Han bygger skoler og universiteter og de fleste af stålbroerne over Panj-floden til Afghanistan er bygget af Aga Khan for at forene tajiker på begge sider af grænsen og skabe handel og udvikling.
Tajikerne er tæt forbundet med de nordafghanske folk og tajikerne i Xinjang-provinsen i Kina. Og så ser mange af dem ovenikøbet europæiske ud. Pludselig i en børneflok er der drenge eller piger, der er rødhårede som skotter eller islændinge, helt lyse i ansigtet med fregner og nogle har blå øjne.
I Tajikistan kører vi langs grænsefloden til Afghanistan i flere dage, og vi er så tæt på afghanerne ovre på den anden side, at vi kan vinke til dem.
På turen op i højlandet, hvor vi runder mere end 4500 meters højde, bliver frodigheden afløst af næsten golde sandsletter, hvor enkelte yakokser strejfer rundt. De azurblå søer og rosa bjerge og ikke mindst stilheden giver fred i sjælen. Den sidste grænseby, før man kommer til Kirgisistan, Murghab, har noget helt usædvanligt at byde på. Et hotel med badekabiner og restaurant, Wifi og endda et hospital. Vi er ved at komme tilbage til civilisationen!