Vi ved aldrig helt, hvor vi skal sove

Ofte får jeg spørgsmålet om, hvorfor jeg forlod den sikre og trygge tilværelse i Skandinavien, min pension og gode hospitaler og flyttede ned til beduinerne i Petra. Det er ikke helt let at svare på.

Tanken opstod første gang, jeg kom til Petra i 2009. Jeg vandrede ned gennem siq’en, som leder til det berømte Skatkammer. Siq’en er en smal, lang kløft, hvor klippesiderne tårner sig op mod hundrede meter på hver sin side. Når man vandrer nede i bunden, er det skyggefuldt og køligt.

Jeg gik og beundrede det fantastiske farvespil, som forskellige mineraler har farvet klippesiderne med. Støvet rosa, olivengrønt, okkergult og indigo blåt vævede sig sammen som et akvarelmaleri fra en anden verden. Fantasien lod mig se former og figurer gemt overalt.

Så fra intet sted kom tanken: Dette er det smukkeste sted på jorden, og her vil jeg bo.

Det tog mig dog nogle år før, at det blev praktisk muligt. Men for godt tre år siden solgte jeg mit hus i Stockholm og flyttede herned. Nu bor jeg blandt Albdoul beduinerne inde på en bakketop i Petra.

En lille landsby

For ca. 500 år siden vandrede mange beduinstammer ud fra dét, der i dag er kendt som Yemen. Seks af stammerne fandt det forladte Petra. Måske boede der stadigvæk nogle nabatæer – dem, som havde bygget Petra små 2.000 år tidligere. De seks beduinstammer flyttede ind i nabatæernes huler og boede der, indtil Jordans turistministerium flyttede dem i 1985 og byggede en lille landsby, Umm Sayhoum. Her har de så boet siden.

Da de blev flyttet, var de rundt regnet 2.000 personer, men i dag bor her mindst 5.000. Så der er trangt. Staten nægter at give dem mere land. I stedet bygger man ovenpå hinanden eller ombygger stalde til boliger.

Derfor går alle dyr løst rundt i landsbyen, når de ikke arbejder med at transportere trætte turister nede i Petra. Om natten vandrer de rundt i gaderne, leger, slås eller parrer sig med hinanden. Det kan være ganske højlydt.

Da jeg boede i Sverige, var alt så effektivt, og jeg vidste, hvad jeg skulle mindst et halvt år ind i fremtiden. I dag er alt en form for spontant kaos. Man gør, hvad der falder en ind, når man har lyst til det – eller også gør man det en anden dag. Jeg både elsker det og hader det, men i hvert fald lærer jeg tålmodighed!

Kærligheden

For to år siden fandt jeg kærligheden hernede. Han hedder Yaser og er beduin fra min landsby. Han har 9 brødre og 6 søstre, og alle er født og opvokset i hulerne i Petra. De lever af opdræt af geder og af turisme. Nogle har små souvenirbutikker, hvor de sælger smykker og krims-krams til turisterne, eller tilbyder dem ture på æsler op og ned ad de stejle trapper, udhugget af nabatæerne for 2200 år siden. De lever stadigvæk efter gamle, uskrevne beduinregler, hvor gæstfriheden er hellig, og sammenholdet er alt.

Nomadeblodet løber stadigvæk i deres årer. Vi har for eksempel et lille hus i landsbyen, og dertil en hule, som er indrettet til bolig nede i Petra samt et beduintelt, vævet af gedehår, som vi kan slå op hvor vi ønsker det. Derfor ved vi aldrig helt, hvor vi skal sove om natten. Andre gange kan Yaser og hans venner planlægge, at vi skal overnatte ude i bjergene. Vi pakker vores muldyr med mad, der kan laves over et bål, tynde madrasser, og et lille tæppe til at sove under. Så rider vi op i bjergene og sover under stjernerne.

Se alle vores artikler om Mellemøsten